|
I dette efterår forsvarede cand.mag. Niels Henrik Jessen sin
magisterkonferens i historie på København Universitet. Den omfattende
titel lyder: Dansk-skånsk identitet 1657-2005. En undersøgelse af
baggrunden for, midlerne til og formålet med kulturpåvirkernes
indflydelse på identiteten om Skåne, Halland og Blekinges danske
oprindelse og tilhørsforhold.
Afhandlingen er med kilder på 175 sider og dækker meget
bredt. Foruden præsentationen af et omfattende teoretisk apparat
beskæftiger Niels Henrik Jessen sig med såvel den ældre dansk-skånske
identitet i krig og rejser som i litteratur, maleri og krig frem til
1939. Desuden bliver identiteten inden for områderne litteratur,
kontinentaleuropæisk orientering, foreninger, film m.m. behandlet helt
frem til i dag.
Afhandlingen er den første overhovedet som sætter fokus på
identitetsproblematikken. Hvori bestod identiteten historisk og hvad har
vi tilbage af identitet i vore globalistiske tider, som kunne fortjene
betegnelsen dansk-skånsk identitet? Der er snart sagt ikke det
kulturfænomen, som ikke er blevet taget op til behandling (det skulle da
lige være omstændighederne omkring ophøret af at skrive dansk på
gravstene i de skånske og blekingske kirker netop i 1680'ernes midte!)
og det er en særdeles fortjenstfuld akademisk afhandling, hvor der ikke
postuleres mere end der kan føres sandsynlighedsbevis for. Samtidig
lægges der hele tiden op til overvejelser om omfanget af og udbredelsen
af denne dansk-skånske identitet. At Skånelandene blev svenske betød
nemlig ikke, at bevidstheden om sammenhængen mellem det vestensundske
Danmark og det historiske ligeledes danske østensundske område
(Østdanmark) forsvandt. Niels Henrik Jessens argumentation er
afbalanceret, velovervejet og ligeledes fyldt med konkrete henvisninger
til, hvor man kan se, efterprøve og opleve identiteten.
Der er mange gode eksempler. Denne anmelder har bidt mærke i
hvordan malerne i tidens løb malede den østlige Øresundsbred mere og
mere fjern og utydelig jo længere væk vi kom fra det fatale årstal 1658.
De skånske bevægelser i og udenfor selve Skåne bliver
inddraget grundigt i afhandlingen. Det samme gør forsøgene på at sløre
Skånelandenes danskhed som i Selma Lagerlöffs behandling af Nils
Holgersons rejse på gåseryg. 1900-tallets storsvenske nationalisme
(statuerne i sundbyerne, møder og chauvinistisk digtning hører også med
til udtrykkene) kommer ind på et tidspunkt, hvor kommunikationen og den
moderne offentlighed bryder igennem (med dagblade, tidsskrifter og
senere radio) og hvor Sverige offensivt understreger Skånes
tilhørsforhold til – Sverige.
Niels Henrik Jessen plæderer for, at man kan
konstatere en dansk-skånsk identitet hele vejen igennem, selv om denne i
lange perioder kan være nok så bortgemt og skjult også selv om man fra
dansk side forsøgte sig med "aktiv glemsel" (anmelderens udtryk) efter
Store Nordiske krig, hvor det officielle Danmark åbenlyst forsøgte at
glemme Østdanmark. I denne periode i 1700-tallets midte var linien i den
danske udenrigspolitik ikke befolkningens vilkår (langt mindre vilkårene
for befolkningen i de afståede landsdele) men derimod kolonipolitik og
handel. I denne periode falmer forsøgene på identitetsdannelse og den
danske stat flytter sit fokus mod Jylland senere mod den slesvigske
konflikt. Men om nogen nordisk identitet til erstatning for den på dette
tidspunkt meget lidt levende dansk-skånske er der ikke tale.
Den primordialistiske historikerskole påstår en sammenhæng
mellem en befolknings oprindelse, bosted og kulturmindesmærker i bred
forstand. De fleste nationalismeteoretikere har dette som udgangspunkt,
hvad der vel ikke betyder mere end at det er svært at omgå, at man nu
engang er blevet til som menneske som produkt af ens far og ens mor. (Og
dette skal altså forstås i rent biologisk-genetisk betydning, sw).
I 1800-tallet talte man om broderlandene/broderfolkene i
Sverige og Norge, og her forsvandt Skåne nærmest i vrimmelen.
Broderfolkstankegangen - på basis af skandinavismen (som modstykke til
tyskheden og den slesvigske problematik) blev fra dansk side en defensiv
tankegang. Vestdanmarks statsledere, siger Jessen, forholdt sig helt
passive (i forhold til det tabte Østdanmark).
Alligevel tillægger Jessen skandinavismen betydning, fordi
Øresunds placering alligevel gør, at man kommer til at fokusere på
Skåne. På den skånske side af Sundet kommer Weibull-historikernes
interesse for Skånes særegne placering i svensk historie til at få stor
betydning. Skandinavismen har haft stor betydning for dannelsen af en
dansk-skånsk identitet, hævder Jessen. Skandinavismen var som nævnt
anti-tysk og "hvis Skandinaviens folk var brødre, så er sjællænderne og
skåningene også brødre" (citeret fra forelæsningen).
Med Øresundsregionen er betingelserne atter til stede for et
nærmere samarbejde, der kan styrke den dansk-skånske identitet. Det er
her udviklingsbetingelserne i det dansk-skånske samarbejde findes for
"etableringen af en dansk-skånsk identitet". Det skal nok forstås
derhen, at de lavpunkter, der historisk har været i de afbrudte
forbindelser siden 1658 nu har mulighed for at erstattes af en mere
målrettet indsats for at forene Vestdanmark med det historiske
Østdanmark.
Det interessante ved afhandlingen er påstanden om, at denne
identitet aldrig helt forsvinder men får mulighed for at hævde sig under
nye og skiftende konjunkturer. At den dansk-skånske identitet fra at
være blot mulighed og potentiale (samt historisk forskningsobjekt) også
kan blive en nutidig faktor, der kan være med til at ændre det
politisk-økonomisk-kulturelle perspektiv omkring Øresund.
Denne meget grundige og spændende magisterkonferens fortjener
ret beset udgivelse, således at den kan komme til en større læserkreds
kendskab.
Stig Wørmer
|