|
De
dansk-skånsk-sindede er altså blevet inspireret af de
fællesskandinaviske og nordiske identiteter.
Den
dansk-skånske identitet kan ses i relation til udviklingen af en fælles
skandinavisk/nordisk identitet i perioden 1657-2005, og det vil ske i
det følgende. Det indebærer, at udviklingen i den dansk-skånske
identitet skal beskrives sammenholdt med udviklingen i den fælles
skandinaviske/nordiske identitet, forstået som Skandinavisme-bevægelsen
og Nordismen eller det nordiske samarbejde. Det er antagelsen her, at
der er en sammenhæng og forbindelse i udviklingen af disse identiteter –
primært således, at den dansk-skånske identitet, forstået som en
identitet om Skåne, Halland og Bleginds danske oprindelse og
tilhørsforhold har hentet næring fra Skandinavismen og siden hen fra
Nordismen. De dansk-skånsk-sindede er altså blevet inspireret af de
fællesskandinaviske og nordiske identiteter.
Tre
hovedepoker
Emnet kan belyses i tre hovedepoker. Den første om tiden 1657 – 1828,
som drejede sig om fred, revanche og besindelse, og den anden om tiden
1828 til slutningen af 1800-tallet med Helgo Zetterwalls
industrielle arkitektur, og den tredje fra slutningen af 1800-tallet til
2005, hvor tiden drejede sig om tættere kontakt og integration.
I den forbindelse skal vi se på, hvilke strategier og midler for en
dansk-skånsk identitetsdannelse der har været brugt i sammenhæng med en
fælles skandinavisk og nordisk identitet.
Skelsåret 1828 vælges, fordi dampskibet "Caledonias" sejlads dette år
skabte forbindelse mellem København og Malmø. Det er et vigtigt år i
denne sammenhæng. Skandinavismen og siden hen Nordismen er jo
bevægelser, som først og fremmest hører til efter dette år, og de havde
faktisk sejladsforbindelsen som hjælp og motor.
Nationsbygning - Skåne som brobygger
Målet er således at undersøge en nationsbygning for det samme folk på
begge sider af Øresund efter 1657.
Når den skånske præst David Assersson fra Skånsk Samling
skrev sine digte i 1923 – hvilken nationsbygning havde så fundet sted
indtil da? I "Skåneland, mitt Skåneland" skrev han "Ja, samla dem från
Hallands hed, från Bornholms höjd, från Skånes fred, från Bleginds skär
i Österled, Skåneland, mitt Skåneland" – altså en Skånelands-kobling fra
Weibulls tid. Videre : "Du (for)vandlar Nordens söndringstid" –
med et citat fra Esaias Tegnér, Lund 1829 – Skandinavismens
start, den gang om Oehlenschläger. I digtet om Skåne som
brobygger.
Først og fremmest var det altså Skåne som brobygger og Skånes
egenart – forstået som særpræg fra Sverige og historisk distance til
danskheden – som pointeres. Hos Assersson var dansk tid fortid! – men
der var trods alt en bevidsthed om, at der var en dansk tid.
Karakteristisk er dog, at skåningene opfattede sig som et erobret folk.
Man havde overgivet sig. Kapituleret.
Kulturpåvirkerne
For at ramme intentionerne i en identitetsdannelse skal de såkaldte
kulturpåvirkere studeres i det følgende. Vi ser på deres forsøg på at
præge opfattelsen af Skåne, Halland og Bleginds danske oprindelse og
tilhørsforhold i perioden, og begrebet "kulturpåvirker" kan anvendes til
at beskrive enhver, som søger at forme en sådan udvikling. Der er dem,
der fremmer en sådan identitetsdannelse, og dem, der modarbejder en
sådan identitetsdannelse.
Det kan være forfattere og malere, som beskriver deres oplevelser af
den kulturelle og identitetsmæssige udvikling og forsøger at få en
bestemt holdning frem.
Men det kan også være en krigerkonge, som erobrer et land – som
svenskekongen Karl X Gustav gjorde, og på den måde påvirker kulturen.
Fremmerne er altså dem, der konstant pointerer Skåne, Halland
og Blegind som danske lande.
Modarbejderne er så de Stockholm-svenske. De er kun inddraget,
hvis de massivt har påvirket alle, som tilfældet var med krigerkongen
samt den modernistiske arkitekt Helgo Zetterwall og forfatteren
Selma Lagerlöff. Disse må nemlig antages også at have påvirket
fremmerne.
Begrebet "kulturpåvirker" er særdeles relevant for
identitetshistorie-disciplinen, der er en relativt ny disciplin indenfor
historie-faget, og hermed har jeg lagt mig i forlængelse af
intentionerne i værket Dansk Identitetshistorie med Ole Feldbæk som
redaktør.
Selve emnet placerer jo historikeren i den hotte
nationalisme-historiedebat, som præger mange af fagets udøvere i
disse år.
Teorimæssigt støtter vi os her på nationalisme-teoretikere, som har
hævdet en "traditionel" primordialistisk tænkning. Den påstår, at et
folks oprindelse, dets kulturelle selvforståelse og dens nations
oprindelse er en selvgroet udvikling med rødder langt tilbage i en
oprindelig tilstand – en national urtilstand.
Denne position er dog valgt sammen med mere "moderne"
strukturalistiske positioner.
Disse positioner valgtes, fordi de tager hensyn til, at et folk og en
nations udvikling tydeligvis både er et resultat af en oprindelig status
og resultatet af beslutninger, som træffes i statens administration på
et senere tidspunkt i folkets og nationens historie.
Det kan være i oplysningstiden fra slutning af 1700-tallet, hvor der
blev truffet mange af den slags nationsskabende beslutninger. I Danmark
kan man pege på indfødsretsloven af 1776.
Men en nations selvforståelse er ikke kun et resultat af beslutninger
fra magthavernes side.
Bestemte beslutninger om en given nations etablering, for eksempel
den danske nation, kunne kun træffes og gennemføres i et givent område,
som allerede i vid udstrækning havde et dansk nationalt engagement.
Og et dansk land er så et land, som har været under dansk overhøjhed
først, og hvor statsadministration og befolkning har søgt at fremme en
dansk nationalfølelse. Dette er en brugbar definition af et dansk land.
Derimod viser erfaringerne, at oplysningstidens projekt med at koble
sprog og nation sammen er umuligt. Den samme nationalfølelse kan sagtens
udtrykkes med flere sprog. Det ses i adskillige stater, for eksempel i
USA.
Interessen for disse problemstillinger skyldes givetvis de opståede
nationalisme-debatter i Europa efter Berlinmurens fald i 1989 og
den kolde krigs slutning, som jo også er vigtige begivenheder for denne
problemstilling.
I den forbindelse blev det igen klart i Europa, at
nationalisme-overvejelser kan være farlige, om det skete på Balkan,
hvilket sikkert er en vigtig del af baggrunden for EU's
regionalisme-strategier.
Udviklingen i det danske syn på det tabte Østdanmark
I perioden 1657-1828 skete i Danmark en udvikling fra troen på krigen
som en mulighed (For eksempel udtrykt med den danske krigserklæring i
1657!)
Men det blev til de for det danske rige så ødelæggende Karl
Gustav-krige mod Sverige i 1657-60, som resulterede i Roskildefreden
1658 og siden Københavnsfreden 1660, som betød, at Sverige kunne
annektere Skåne, Halland og Blegind.
Herefter fortsatte Danmark med at se på revanchekrigen som en
mulighed, især under Skånske krig 1675-79, hvor man også erklærede krig,
og efterfølgende under den Store Nordiske krig i 1700 og 1709-10.
I den forbindelse bestræbte kulturpåvirkerne sig allerede på at
knytte de vestensundske og de østensundske provinser sammen igen efter
den Stockholm-svenske annektion af de østensundske provinser. Så derfor
kan man allerede i denne periode se kulturpåvirkeres bearbejdning af
begivenhedsforløbet omkring svenskekrigene, således ser vi for eksempel
kong Chr. Vs. ønske om tapeter med slagscener fra den Skånske
Krig.
Dansk-Skånsk identitet og bevidsthed
Så en dansk-skånsk identitet og bevidsthed lader sig absolut konstatere
især i begyndelsen af denne periode, mens den fælles-skandinaviske og
fælles-nordiske identitet begrænser sig til statslederes og magthaveres
bevidsthed om forskellige regionale spørgsmål indenfor det, man i dag
kalder "Norden".
– det kunne være bevidsthed om, at Norge var under dansk overhøjhed,
eller at Sverige havde stormagtsinteresser andre steder i Norden end ved
Øresund og ved grænsen til Norge.
"Norden" som begreb har nok været kendt tidligere, men det har
kun været lidt brugt indtil 1800-tallet i hvert fald om de såkaldt
nordiske lande. Talte man tidligere (før 1800-tallet) om Norden, mentes
ofte hele Kontinentaleuropa nord for Alperne.
"Skandinavien" som begreb er ligeledes en terminologi, som først
blev almindelig i 1800-tallet, selv om begrebet fandtes på latin:
Scandia, som var oldtidens romeres betegnelse for det nordligste
nord.
Glemsel
Fra dansk side opstod efter den Store Nordiske krig erkendelsen af, at
tilbagevenden af "landskaberne mod øst" havde meget lange udsigter. De
østensundske provinser kaldtes "de tabte landskaber" og kunne kun
med vanskelighed opfattes som østdanske provinser, hvad de jo ellers er,
geografisk såvel som historisk.
I hvert fald afstod man fra officiel dansk side at betragte dem som
østdanske provinser, blot under fremmed overherredømme. Man søgte i
stedet at glemme - og Sjælland kom til at høre til Østdanmark, selvom
center-øen med hovedstaden rettelig havde hørt til Midt-Danmark. Derfor
ligger hovedstaden, hvor den ligger.
Revanchetanken opgives
Men efter Store Nordiske krig syntes en krig mellem Danmark og Sverige
udsigtsløs og umulig at vinde for Danmark. Derfor opstod uviljen i den
danske centraladministration mod den lille krig i 1788, og hele den
udenrigspolitiske tone fra den danske centraladministrations side siden
midten af 1700-tallet viser denne defensive holdning. På det tidspunkt
tænkte man først og fremmest på florissant handel, profitabel søfart og
givtig kolonipolitik, og disse handels-områder trivedes bedst med
neutralitet og fredelig samkvem med naboerne.
Stormagterne havde jo maget det således, at Sverige kunne beholde
dets overhøjhed over de annekterede østdanske provinser.
- det passede stormagterne England, Holland, Rusland og Frankrig
udmærket, at der ikke længere kun var én magt, som regerede begge sider
af Øresund. Ingen skulle have monopol på kontrol med gennemsejlingen af
Øresund, mente man.
Ingen
tænkte på befolkningen
Ingen tænkte på lokalbefolkningernes tarv i Skåne, Halland og Blegind.
De havde været udsat for en voldsom terroriseren fra den
Stockholm-svenske overhøjheds side, men på den tid blandede andre magter
sig ikke i, om folk blev påtvunget en ny overhøjhed, eller om de blev
udsat for forfølgelser og terror, ud over at de pludselig blev flyttet
fra et riges center til et riges yderkantområde.
På den tid, det vil sige i slutningen af 1700-tallet og helt frem til
1.verdenskrig, var territorium-erobringer alene et spørgsmål, som blev
afgjort mellem to magter samt deres mulige alliancepartnere, og striden
mellem dem kunne kun interessere andre magter, hvis den kunne true andre
magters interesser. Moralske spørgsmål i den forbindelse var der ingen,
som stillede, og krig opfattedes udelukkende som politik.
Sidste
mand lukker og slukker
I løbet af 1700-tallet efter Store Nordiske krig flyttede Danmark
således sit fokus væk fra krigen mod Sverige som en mulighed over til en
fredelig indstilling til Sverige. Ud over at være udtryk for en
opgivende holdning overfor Sverige, var det var også udtryk for en dansk
forventning om svensk støtte til mulig dansk cementering og måske endda
ekspansion sydpå på den jyske halvø – det vil sige i Hertugdømmerne
Slesvig-Holsten og måske til yderligere magtposition i de nordtyske
landskaber, hvis mulighederne viste sig. Snart koncentrerede man sig dog
kun om Slesvig.
Efter betydelige forsøg på dansk-skånsk identitetsdannelse i
begyndelsen af denne periode, aftog kontakten mellem de vestensundske
provinser og østensundske provinser (bortset fra Bornholm, naturligvis)
og nåede et absolut lavpunkt i begyndelsen af 1800-tallet. Så den
dansk-skånske identitet falmede i denne periode.
Den Stockholm-svenske overhøjhed gjorde desuden intet for at fremme
en kontakt, som jo kunne have gavnet en dansk-skånsk identitet, sikkert
fordi, det ønskede de Stockholm-svenske ikke.
Fra dansk side havde man ganske vist pointeret, at gamle kulturminder
i Skåne forfaldt.
De Stockholm-svenske magthavere magtede ikke - eller ville ikke –
sikre dem og bevare dem. Derfor var den danske stat gået ind på at sikre
nogle af kulturminderne med Hilfelings indsamlingsarbejde, men
der var noget "sidste-mand-lukker-og-slukker" over de aktiviteter.
Ellers blev deri ikke gjort mange forsøg på kontakt og forbindelse,
samtidig med at der kun sporadisk kunne spores andre fælles-identiteter
i Norden. Danmarks afståelse af Norge efter Napoleonskrigene kølnedes
yderligere den nordiske forbindelse.
Skånekysten falmer
Vi skal nu se på et maleri som en tidstypisk identitetshistorisk kilde
fra en kulturpåvirker: Nikolaj Abildgaard: Frederik II under
byggeriet på Kronborg, 1785, Statens Museum for kunst. I fuldt ornat
følger kongen med i byggeriet fra 1574, som i en teatersituation, og
krone ville han ikke have haft på i den situation. Interessant er
Skånekysten med Helsingborg og Kernen på en bakketop. Sådan har
Abildgaard kendt udsigten, men kongen og Kronborg er de vigtige dele.
Skånekysten er ikke vigtig på billedet. Der er ingen påmindelser om den
forening af Øresunds landskaber, som jo ellers var sikker og stabil nok
netop på kong Frederik IIs tid. Et Dannebrogsflag kunne også have vajet
fra Kernen, som det gør fra Kronborg. Det ville have været historisk
korrekt, men næppe acceptabelt i 1785.
Den tilbagetrukkede defensive stil efter Store Nordiske krig er
udtrykt her.
Afdanskning
Man kan altså sige, at krige, fredsslutningerne og revanchefølelse, nye
krige, forsøg på afdanskning fra Stockholm-svensk side og dansk-skånsk
besindelse er vigtige faktorer for at forstå betingelserne for den
dansk-skånske identitetsdannelse, som er foregået mellem 1657 og 1828.
Men - selvom den dansk-skånske identitet havde vekslet gennem hele
perioden – og på et tidspunkt altså var på et lavpunkt og syntes nær
udslettelse i godt en halv snes år fra Danmarks uheldige engagement i
Napoleonskrigene – så meldte kulturpåvirkere sig på banen for at undgå
en total opgivelse af Skåne, Halland og Blegind og for at undgå en total
glemsel af deres danske oprindelse og tilhørsforhold.
1828
til slutningen af 1800-årene
I det følgende ser vi på tiden fra 1828 til slutningen af 1800-tallet.
Broderfolkstanken
Det blev klart for Danmark, at hvis man skulle have svensk støtte til en
dansk udenrigspolitisk ambition om cementeret magtforhold i
Sønderjylland, så krævedes fornyet kontakt over Øresund – nu var der
behov for, at der blev udviklet en fælles identitet.
Men da defensivitet og forsoning var blevet tidens løsen, så måtte
man nedtone en mulig officiel kritik af den Stockholm-svenske
overhøjhed.
Derfor taltes i stedet om "de nordiske broderfolk" og "broderlande" –
for der var da i det mindste det, man kunne være fælles om, nemlig at
være brødre!!
Lillebror
Egentlig er "broderfolkstanken" et tvivlsomt begreb. Man spørger
uvægerligt: Hvad ligger der i det? Det er tydeligvis en konstruktion,
som stipulerer en samhørighed af primordialistisk karakter.
Vi er urmæssigt forbundne, påstås det! Måske fordi vi alle en gang
var vikinger, før de kunstige statsdannelser fandt sted. Det er tanker,
som Carl Ploug, Fred. Barfoed og Grundtvig er inde på. Og så
gælder det som bekendt mellem brødre følgende:
Hvad storebror har hugget fra lillebror, kan storebror bare beholde,
hvis forældrene altså ikke griber ind.
Det var let at se, at Sverige var storebror. Danmark var lillebror,
og det af storebror huggede stykke ejendom fra lillebror var
selvfølgelig Skåne, Halland og Blegind. Forældrene var stormagterne, som
bare var interesseret i fred mellem børnene!
Broderfolkstanken var altså en udpræget defensiv tankegang,
set fra et dansk-skånsk perspektiv. Man trak sig fra at pointere
konfliktpunkter, som den lillebror, der altid får bank af storebror.
Broderfolkstanken indebærer altså en vestensundsk accept af
situationen.
Danmark
måtte prioritere - tavshed om Skåne
Man kan altså sige: Danmark måtte afstå fra at provokere og pointere
mulige etiske konflikter ved den svenske overhøjhed over de østensundske
provinser.
Udviklingen af en fælles identitet skulle ske, uden at man fra
officiel dansk side påpegede Skåne, Halland og Bleginds danske
oprindelse og tilhørsforhold. Det blev tydeligt også i de toneangivende
teoretikeres arbejde i tiden efter 1828. Så de vestensundske statsledere
valgte at forholde sig helt stille til Skåne-spørgsmålet.
Men
kulturpåvirkerne glemte ikke
Denne pointering af broderskabstanken skete sideløbende med, at
dansk-skånsk sindede kulturpåvirkere konstant beskrev og mindedes de
østdanske provinsers danske oprindelse og tilhørsforhold - altså netop
det, man fra officiel dansk side måtte gå stille med.
Årene efter 1828 kom således til at repræsentere en egentlig
oprustning i identitetsdannelses-processen både for den dansk-skånske
identitet og for den fælles-skandinaviske tanke med Skandinavismens
ideologi som motor, og selv om Skandinavismen ikke udfordrede de
Stockholm-svenske grænser, så styrkede selve interessen også den
dansk-skånske identitet, som vel ses af Oehlenschlægers kroning i
Lund 1829. Det hele blev centreret ved Øresund.
Skandinavismen - antityskhed
Skandinavismens postulat om samhørighed var ellers kompliceret. Egentlig
er det også et tvivlsomt begreb. Faktisk drejede det sig om at
transformere et jordbundsbegreb (den skandinaviske granitsokkel) til en
politisk-ideologisk størrelse.
Det burde være umuligt. Men det var, hvad der skete.
Udgangspunktet var en anti-tyskhed.
Anti-tyskheden og det fælles-skandinaviske sås tydeligt hos
Grundtvig, som var bevidst om, at Det Tyske Forbund havde defineret
Danmark med til de tyske lande, fordi landet var knyttet til Det Tyske
forbund gennem den danske konge og gennem Holsten og Lauenborg – og i
øvrigt boede der jo mange tyskere i Danmark, så det var klart for mange,
at Danmark var et tysk land.
Udviklingen af regional bevidsthed i Norden
Umiddelbart blev Skandinavismens projekt herefter en fortænkt
studentikos idé om skandinavisk unionisme med udgangspunkt i et
fælles projekt om sikring af Skandinaviens grænser, nemlig grænsen mod
syd (Danmark overfor Det Tyske Forbund) og grænsen mod øst (Sverige
overfor Rusland, og vel også Danmark overfor Rusland).
Herefter hørte man om skandinavisk studenterfællesskab, man
hørte om Orla Lehmann og hans gribende oratoriske talenter, og
man hørte om krigsstøtte mellem de tre skandinaviske lande.
Dansk-skånsk bevidsthed
Det
interessante er imidlertid, at resultatet blev en udvikling af en
regional bevidsthed i Skandinavien og Norden. Og fordi Øresund var et
kerneområde for hele denne spirende skandinavistiske tankegang, så kom
den til at styrke en dansk-skånsk identitet. Studenterne mødtes i
København og Lund.
Øresund måtte forventes at blive slagplads for nogle af kampene,
fordi det vel var der, at Russen måtte forventes at komme sejlende i
krigsøjemed.
Det var udgangspunktet, og Skandinavismen har haft umådelig stor
betydning for dannelsen af al fælles-identitet i Norden, idet den vendte
de tre nordiske landes, Danmarks, Norges og Sveriges fokus fra det
kontinentale Europas situation til deres samlede situation og
kombinerede deres forhold med forholdet til de tyske lande og Rusland og
dermed pegede Skandinavismen på det, som de nordiske lande måtte finde
sammen om, nemlig forsvaret af egne lande og egen kultur imod den
ikke-nordiske, det vil sige den kontinentaleuropæiske påvirkning,
militært såvel som kulturelt.
Fra 1873 oplevede man desuden den skandinaviske møntunion og siden
videreførtes mange af tankerne i de nordiske overvejelser og
bestræbelser på samarbejde i det 20. århundrede.
Helgo Zettervalls hærgen
Helgo Zetterwalls kirkerestaureringer skal vi se på i denne forbindelse
– det er gjort mange gange før, men er uomgængeligt, hvis vi skal forstå
betingelserne for den dansk-skånske identitet.
Helgo Zetterwall (1831-1907) var en svensk arkitekt, som fik
skabt sig et uvisneligt eftermæle. I 1870 afløste han den agtede
domkirkearkitekt C. G. Brunius ved Lund Domkirke i forbindelse
med et restaureringsprojekt.
Advarsler mod Zetterwall
Brunius advarede imod sin efterfølger, fordi Zetterwall havde en
opfattelse af restaureringer, som ifølge Brunius bedst kunne
karakteriseres som vold mod bygningerne. Brunius kunne ellers
selv gå ganske hårdhændet til værks, når han skulle restaurere, hvilket
flere skånske landsbykirker vidner om, men Zetterwalls intentioner blev
ham for meget. Trods disse advarsler fra en anerkendt person udnævntes
Zetterwall i 1882 til chef for Överintendentsämbetet i Stockholm med
ansvar for kirke-restaureringer af blandt andre de godt 500
skånske middelalderkirker, som endnu fandtes i begyndelsen af
1800-tallet. De skønnedes at være for små til at huse kirkegængerne i et
Skåne, som var præget af betydelig befolkningsvækst. Derfor skulle de
bygges om. Selve den arkitektoniske idé, som Zetterwall og i
øvrigt også Brunius stod for, kaldes "historicisme". Dens
formål var at konstruere stilkorrekte fornyede bygninger ved
ombygnings-processer, som kaldtes restaureringer. Men i praksis blev der
tale om, at historicistiske arkitekter foretog moderne stilblandinger.
Zettervall: voldsarkitekt - moderne barbari
Efter Brunius skortede det heller ikke på kritikere af valget af
Zetterwall til at lede restaurerings-arbejdet i Skåne. Den senere
svenske nobelprismodtager maleren og forfatteren Verner von Heidenstam
(1859-1940) karakteriserede Zetterwall som en volds-arkitekt, der stod
for moderne barbari. Det var efter, at Zetterwall havde foretaget en
omfattende ændring af domkirken i Uppsala, og han er blevet
karakteriseret som en voldtager af kirker.
Baggrunden for de lidet flatterende beskrivelser var, at Zetterwall
foretog talrige gennemgribende forandringer af de gamle danske
landsbykirker, så disse ikke kun restaureredes, men simpelthen ændredes
til Zetterwalls personlige stil – i nogle tilfælde til egentlige
moderne industrielle katedraler uden nogen former for kontinuitet
bagud til de middelalderlige landsbykirker.
Ødelægge kulturarven
Et upubliceret stykke selvbiografi fra Zetterwalls side, som forfatteren
Benkt Olén har haft til rådighed til sin bog og Ferlev Kirke
viser, at "volds-arkitektens" resultater ikke skyldtes naivitet,
uvidenhed eller dumhed, men derimod skyldtes en nøje planlægning
fra hans side. Tilsyneladende havde han et for sig selv klart formuleret
ønske om at ødelægge kulturarven fra middelalderen, hvis han
fandt det opportunt:
"Jeg havde ingen smag for at udføre falske antikviteter og har
aldrig haft det, når jeg forsøgte at bringe orden i de gamle
bygningsværker. Jeg har med streng pietet bevaret alt værdifuldt fra
hvilken som helst epoke, det end hørte, og hvor disharmonisk det end
stod til omgivelserne, for så vidt som det ikke stjal noget af
totalvirkningerne. Men ældgamle håndværkerdumheder uden historisk eller
æstetisk værdi har jeg af og til måttet nedrive, thi at respektere
dumheder, hvor gamle de end er, vil jo altid være en dumhed. Og at
fornægte sin egen tid, dens værdier og kultur og sin egen personlighed
har ikke været mig muligt, ligegyldigt hvor meget og ærligt jeg har
forsøgt at trænge ind i de gamle tiders værdier. Det er jo for
1900-tallets uddannede protestantiske svenske, jeg har arbejdet, ikke
for en svunden tids katolske mennesker."
Grimme
kalkmalerier - og naiv katolsk dumhed.
Arkitekten
Zetterwall følte sig altså berettiget til at fjerne de gamle historiske
bygninger, skabt for hundredevis af år siden, hvis han syntes, at disse
bygninger var et misforstået byggeri, eller hvis de indeholdt nogle for
ham uæstetiske tilføjelser. Han skrottede altså bygninger, som man i dag
ville opfatte som havende museal værdi og værende bevaringsværdige,
alene fordi de var fra længe før industrialiseringen. Han fjernede
således kalkmalerier fra kirkerne fra middelalder og reformationstid,
fordi han syntes, at de var grimme eller udtrykte naiv katolsk dumhed.
Zetterwalls "monumenter"
De zetterwallske monumenter i Skåne omfatter blandt andet disse kirker
(233): Trelleborg Kirke, som var en oprindelig gotisk
købstadkirke, blev i 1881-83 ændret totalt til en zetterwallsk nygotik.
Kun en smule af tårnet er bevaret. I Asmundstrup foretoges i 1895
en total nedrivning af en middelalderkirke med uvurderlige kalkmalerier,
som Zetterwall må have ment var udtryk for katolsk dumhed. På stedet
blev opført blev en nygotisk industrikirke, som stod færdig i 1897.
Restaureringen af Ferlev Kirke omfattende betydelige ændringer af
den oprindelige kirke, og på Bromølle Kirke påførtes to nybyggede
korsarme fra 1860. Vester Vram Kirke var oprindelig en romansk
kirke. Den blev helt fjernet og erstattet af et monstrum af en
industriel katedral i zetterwallsk nygotik, opført i gulkalket granit og
indviet i 1869 for at imødegå en befolkningsvækst, som forventedes ved
åbningen af en ny jernbanestation i Tollerup, som ganske vist
først blev bygget i 1881. Gårdstange Kirke undergik total
ombygning i 1890 med ydermure sprutpudset med nubret cement. Endelig
blev Lund Domkirke ombygget i 1868-80, idet det ydre
karakteriseres som en heldig restaurering af Zetterwall for så vidt som,
at bygningen slap nådigt fra ombygningen og sikkert med tanke på
Zetterwalls uheldige resultat i Uppsala. Men det indre af kirken
er en katastrofe, fordi der forsvandt mange af billederne fra kirken,
herunder figurer på søjler.
Heller ikke herregårdene gik ram forbi. Borgeby Herregaard
udsattes i 1860-70 for nedrivning og restaurering i billige materialer
ved Zetterwall, og Bosø Kloster fik i 1856 ændret klostrets kirke
og i 1875-79 hele klostret, så de ægte middelalderbygninger blev
nedrevet til fordel for nygotiske industrielle bygningstræk af
Zetterwall og Brunius. På Hikkebjerg Gods gik Zetterwall i
1873-75 i gang med at ændre indgangen, og hovedbygningens metertykke
middelalder-mure måtte han sprænge væk.
Kunne
Zetterwall ikke have vidst bedre?
Zetterwalls arkitektur-tankegang kunne for så vidt godt begrundes med
historicismens idé om korrekthed i udformningen. Pointen var, at
"korrekte kirker er gotiske" – som de tyske kirker på Luthers tid.
Skulle man således restaurere en romansk landsbykirke, måtte den enten
gøres nygotisk ved ændringer, eller fjernes og erstattes af en nygotisk
kirke. Således mente Zetterwall, og således arbejdede han.
Hans arbejde er blevet fordømt mange gange, og sandt at sige ser
resultaterne af hans såkaldte restaureringer også bemærkelsesværdige ud.
Desuden kan man sige, at det er trist – hvis man interesserer sig for
oprindelige og tids- og situationsbestemte arkitektur-levn, i dette
tilfælde fra middelalderen – at man aldrig mere skal se disse skånske
landsbykirker og kalkmalerier, som var skabt af de lokale kirkegængeres
behov og tradition.
Men det er altid et problem at fordømme handlinger begået af
fortidens mennesker. Vi risikerer at dømme på et uberettiget
anakronistisk grundlag.
Det store spørgsmål er nemlig, om Zetterwall ikke kunne vide bedre.
Eller udtrykt på en anden måde: Om vi i vor tid med vor fordømmelse af
Zetterwalls arbejde dømmer en fortids-arkitekt, som ikke kunne have
vores viden og vor tids tilgangsvinkel.
Men svaret er, at Zetterwall i en vis forstand ikke var en
fortids-arkitekt, men en arkitekt af vor tid. Sådan må man konkludere,
så vurderinger af hans arbejde behøver altså ikke at være udtryk for
anakronismer.
Historismen og nutiden
Den nutidige holdning til bevaringsværdige bygninger er, at bygninger og
deres udsmykninger fra før industrialiseringen som udgangspunkt er
bevaringsværdige, alene fordi de er fra før industrialiseringen. Denne
nutidige holdning var der ganske mange musealt interesserede mennesker,
som havde på Zetterwalls samtid. Århundredet var nemlig præget af
historismens tid, hvilket ikke må forveksles med den ovennævnte
historicisme, men tværtom udtrykte en historisk interesse for de
historiske levn, alene fordi de var levn samt en levende interesse for
at se alt i en historisk sammenhæng. Derfor var det også tiden for at
oprette museer, og mange historisk interesserede mennesker var
engagerede i disse temaer blandt andet dem, som advarede imod
Zetterwall.
Bevaringstanken langt fremme i Danmark
I den forbindelse kan som eksempel nævnes, at man fra den danske stats
side, som vi har set, allerede i slutningen af 1700-tallet fik Hilfeling
til at tegne kulturminder i Østskåne og Blegind for at bevare dem, altså
på baggrund af klar museal interesse, og i 1822 havde den danske stat
besluttet at frede ruinerne af Hammershus Borgruin under det i 1807
oprettede statens museum for nordiske oldsager – det der blev til
Nationalmuseet, fordi man fandt, at den burde bevares.
Så den danske stat havde altså på Zetterwalls tid haft den museale
bevarings-opfattelse i knap 100 år. Så Zetterwall kunne sagtens have
haft en anden opfattelse, end den han havde. Bevarings-opfattelsen
fandtes nemlig allerede som et træk i tiden.
Han ønskede imidlertid ikke at bevare disse bygninger eller deres
inventar, simpelthen fordi han ikke brød sig om dem. I den forbindelse
bør man i øvrigt huske, at Zetterwall ikke var alene i samtiden. Mange
vest-og midtdanske landsbykirker blev også skamferet af særdeles
hårdhændede danske arkitekter fra 1800-tallet.
Man kan næppe sige, at Zetterwall slet ikke havde en historisk
bevidsthed. Han havde blot ikke den relevante historiske interesse og
bevidsthed, som kunne have ledt til en bevarelse af kirkerne.
Beundring for industrialismen
Zetterwall havde til gengæld en anden historisk interesse og bevidsthed
end den, vi prioriterer i dag, og som mange altså allerede prioriterede
på hans samtid, og som Brunius åbenbart også havde pritoriteret.
Zetterwalls historiske interesse og bevidsthed gik ud på, at han nærede
en til det maniske grænsende beundring for industrialiseringens
muligheder med hensyn til brugen af materialer, hvormed man enkelt og
derfor billigt kunne genskabe såkaldt gamle stilarter i langtidsholdbare
huse. Han var således meget optaget af industriel nygotik og
nyklassicisme, og han mente i hvert fald, at han genskabte de
oprindelige stilarter, for eksempel en tysk gotik, men i dag vil man
altså sige, at han skabte sin egen stil, dog karakteriseret som
"festlig" industriel stil, udført af en "volds-arkitekt" eller af en
"tivoli-arkitekt."
Gamle
danske kulturtræk fjernet - fortsættelse af afdanskningen
Den svundne tids katolske mennesker fra Skåne, som han omtalte, var
som bekendt danske, og de havde skabt en kirkearkitektur, som var præget
af dem selv og deres situationelle behov og selvfølgelig præget af andre
lokale mennesker, som stod for kirkebyggeri, det ville i praksis sige
sjællændere. Derfor lignede Skånes landsbykirker velkendte sjællandske
landsbykirker med skib, firkantede tårne, vandrette tagrygge og
kamtakkede gavle. Zetterwalls forandringer af kirkerne fik i hvert fald
som resultat, at mange gamle danske kulturtræk i Skånes landskab blev
fjernet. Derudover fik han ombygget adskillige oprindeligt danske
herregårde, som stod opført i den arkitektur, som de oprindelige
dansk-skånske herremænd fra før 1657 havde foranstaltet. Disse ændredes
således også fra en oprindelig senmiddelalderstil og renæssancestil til
Zetterwalls nygotiske stil, så der næsten ingen blev tilbage.
Uanset vurderingerne af Zetterwalls arbejder, så fik han i hvert fald
efterladt massive fingeraftryk i det skånske landskab. Udover de nævnte
ændrede herregårde fik han i alt fjernet næsten halvdelen af de godt 500
landsbykirker, så der i dag er omkring 270 tilbage.
Bevidst
valg?
I tilfældet Skånes landsbykirker er det i øvrigt svært ikke at opfatte
den svenske stats valg af Zetterwall til at lede kirke-restaureringerne
trods alle advarsler som udtryk for, at den svenske stat også på dette
punkt ønskede at fortsætte afdanskningen. Så hvis man ønsker at fordømme
noget, så må det især være afdanskningen – uanset hvor meget den kan
forklares som magtfikseret realpolitik. Herefter bliver det selvfølgelig
også svært at tilslutte sig hans kirke-forandringer. Så selv om det
altid er et problem at fordømme handlinger begået af fortidens
mennesker, så må man samtidig erkende, at det i nogle tilfælde er
umuligt at lade være. Ét er sikkert. Skal man skrive en bog om Skåne,
kan man ikke undgå at komme ind på Zetterwalls kirker. Så et præg fik
han da sat. Han blev omtalt og berømt.
Genformning af den dansk-skånske samhørighedsfølelse
Sideløbende hermed og med betydelig næring fra disse skandinavistiske
bestræbelser (og lad os så blot kalde dem med et nutidigt begreb
"integrationsbestræbelser") skete en udvikling i den dansk-skånske
identitet – forstået som en genformning af den dansk-skånske
samhørighedsfølelse. Dette tiltog i anden halvdel af 1800-tallet og
intensiveredes i perioder i det 20. århundrede. Dette skete også, selvom
Skandinavismen og senere Nationalliberalismen aldrig verbalt udfordrede
den svenske overhøjhed over de østensundske provinser.
Den politiske Skandinavisme var også betydningsfuld, fordi den
kædede Danmarks hertugdømmepolitik sammen med den nordiske politik og
dermed med Skåne, Halland og Blegind. Positive resultater for Danmark i
Slesvig kunne styrke interessen for Skåne og Skandinavien og bedre
mulighederne for en dansk-skånsk identitetsdannelse, måtte man antage.
Man kan altså sige: Vigtig var fokus-flytningen fra
Kontinentaleuropa til Skandinavien og pointeringen af
broderfolksbegrebet, som – trods dets tvivlsomme oprindelse - førte til
en styrkelse af den dansk-skånske identitet og samhørighedsfølelse. For
hvis Skandinaviens folk var broderfolk, så var sjællændere og skåninge
jo også brødre!
I den næste artikel skal vi se på udviklingen af den dansk-skånske
identitet fra slutningen af 1800-tallet til i dag.
Redigeret udgave af første halvdel af lektor Niels Henrik Jessens
magister- afhandling antaget ved Københavns Universitet 2005.
|