Dansk-Skånsk Tidsskrift nr. 1 februar 2006


Dansk-skånsk identitet (1:2)

Af Niels Henrik-Jessen


De dansk-skånsk-sindede er altså blevet inspireret af de fællesskandinaviske og nordiske identiteter. Den dansk-skånske identitet kan ses i relation til udviklingen af en fælles skandinavisk/nordisk identitet i perioden 1657-2005, og det vil ske i det følgende. Det indebærer, at udviklingen i den dansk-skånske identitet skal beskrives sammenholdt med udviklingen i den fælles skandinaviske/nordiske identitet, forstået som Skandinavisme-bevægelsen og Nordismen eller det nordiske samarbejde.   Det er antagelsen her, at der er en sammenhæng og forbindelse i udviklingen af disse identiteter – primært således, at den dansk-skånske identitet, forstået som en identitet om Skåne, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold har hentet næring fra Skandinavismen og siden hen fra Nordismen. De dansk-skånsk-sindede er altså blevet inspireret af de fællesskandinaviske og nordiske identiteter.

Tre hovedepoker
Emnet kan belyses i tre hovedepoker. Den første om tiden 1657 – 1828, som drejede sig om fred, revanche og besindelse, og den anden om tiden 1828 til slutningen af 1800-tallet med Helgo Zetterwalls  industrielle arkitektur, og den tredje fra slutningen af 1800-tallet til 2005, hvor tiden drejede sig om tættere kontakt og integration.
   I den forbindelse skal vi se på, hvilke strategier og midler for en dansk-skånsk identitetsdannelse der har været brugt i sammenhæng med en fælles skandinavisk og nordisk identitet.
   Skelsåret 1828 vælges, fordi dampskibet "Caledonias" sejlads dette år skabte forbindelse mellem København og Malmø. Det er et vigtigt år i denne sammenhæng. Skandinavismen og siden hen Nordismen er jo bevægelser, som først og fremmest hører til efter dette år, og de havde faktisk sejladsforbindelsen som hjælp og motor.

Nationsbygning  -  Skåne som brobygger
Målet er således at undersøge en nationsbygning for det samme folk på begge sider af Øresund efter 1657.
   Når den skånske præst David Assersson  fra Skånsk Samling skrev sine digte i 1923 – hvilken nationsbygning havde så fundet sted indtil da? I "Skåneland, mitt Skåneland" skrev han "Ja, samla dem från Hallands hed, från Bornholms höjd, från Skånes fred, från Bleginds skär i Österled, Skåneland, mitt Skåneland" – altså en Skånelands-kobling fra Weibulls tid.  Videre : "Du (for)vandlar Nordens söndringstid" – med et citat fra Esaias Tegnér, Lund 1829 – Skandinavismens start, den gang om Oehlenschläger. I digtet om Skåne som brobygger.
    Først og fremmest var det altså Skåne som brobygger og Skånes egenart – forstået som særpræg fra Sverige og historisk distance til danskheden – som pointeres. Hos Assersson var dansk tid fortid! – men der var trods alt en bevidsthed om, at der var en dansk tid. Karakteristisk er dog, at skåningene opfattede sig som et erobret folk. Man havde overgivet sig. Kapituleret. 

Kulturpåvirkerne
For at ramme intentionerne i en identitetsdannelse skal de såkaldte kulturpåvirkere studeres i det følgende. Vi ser på deres forsøg på at præge opfattelsen af Skåne, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold i perioden, og begrebet "kulturpåvirker" kan anvendes til at beskrive enhver, som søger at forme en sådan udvikling. Der er dem, der fremmer en sådan identitetsdannelse, og dem, der modarbejder en sådan identitetsdannelse.
   Det kan være forfattere og malere, som beskriver deres oplevelser af den kulturelle og identitetsmæssige udvikling og forsøger at få en bestemt holdning frem.
   Men det kan også være en krigerkonge, som erobrer et land – som svenskekongen Karl X Gustav gjorde, og på den måde påvirker kulturen.
   Fremmerne er altså dem, der konstant pointerer Skåne, Halland og Blegind som danske lande.
   Modarbejderne
er så de Stockholm-svenske. De er kun inddraget, hvis de massivt har påvirket alle, som tilfældet var med krigerkongen samt den modernistiske arkitekt Helgo Zetterwall og forfatteren Selma Lagerlöff. Disse må nemlig antages også at have påvirket fremmerne.
   Begrebet "kulturpåvirker" er særdeles relevant for identitetshistorie-disciplinen, der er en relativt ny disciplin indenfor historie-faget, og hermed har jeg lagt mig i forlængelse af intentionerne i værket Dansk Identitetshistorie med Ole Feldbæk som redaktør.
 Selve emnet placerer jo historikeren i den hotte nationalisme-historiedebat, som præger mange af fagets udøvere i disse år.
   Teorimæssigt støtter vi os her på nationalisme-teoretikere, som har hævdet en "traditionel" primordialistisk tænkning. Den påstår, at et folks oprindelse, dets kulturelle selvforståelse og dens nations oprindelse er en selvgroet udvikling med rødder langt tilbage i en oprindelig tilstand – en national urtilstand.
   Denne position er dog valgt sammen med mere "moderne" strukturalistiske positioner.
   Disse positioner valgtes, fordi de tager hensyn til, at et folk og en nations udvikling tydeligvis både er et resultat af en oprindelig status og resultatet af beslutninger, som træffes i statens administration på et senere tidspunkt i folkets og nationens historie.
   Det kan være i oplysningstiden fra slutning af 1700-tallet, hvor der blev truffet mange af den slags nationsskabende beslutninger. I Danmark kan man pege på indfødsretsloven af 1776.
   Men en nations selvforståelse er ikke kun et resultat af beslutninger fra magthavernes side.
   Bestemte beslutninger om en given nations etablering, for eksempel den danske nation, kunne kun træffes og gennemføres i et givent område, som allerede i vid udstrækning havde et dansk nationalt engagement.
   Og et dansk land er så et land, som har været under dansk overhøjhed først, og hvor statsadministration og befolkning har søgt at fremme en dansk nationalfølelse. Dette er en brugbar definition af et dansk land.
   Derimod viser erfaringerne, at oplysningstidens projekt med at koble sprog og nation sammen er umuligt. Den samme nationalfølelse kan sagtens udtrykkes med flere sprog. Det ses i adskillige stater, for eksempel i USA.
   Interessen for disse problemstillinger skyldes givetvis de opståede nationalisme-debatter i Europa efter Berlinmurens fald i 1989 og den kolde krigs slutning, som jo også er vigtige begivenheder for denne problemstilling.
   I den forbindelse blev det igen klart i Europa, at nationalisme-overvejelser kan være farlige, om det skete på Balkan, hvilket sikkert er en vigtig del af baggrunden for EU's regionalisme-strategier.

Udviklingen i det danske syn på det tabte Østdanmark
I perioden 1657-1828 skete i Danmark en udvikling fra troen på krigen som en mulighed (For eksempel udtrykt med den danske krigserklæring i 1657!)
   Men det blev til de for det danske rige så ødelæggende Karl Gustav-krige mod Sverige i 1657-60, som resulterede i Roskildefreden 1658 og siden Københavnsfreden 1660, som betød, at Sverige kunne annektere Skåne, Halland og Blegind.
   Herefter fortsatte Danmark med at se på revanchekrigen som en mulighed, især under Skånske krig 1675-79, hvor man også erklærede krig, og efterfølgende under den Store Nordiske krig i 1700 og 1709-10.
   I den forbindelse bestræbte kulturpåvirkerne sig allerede på at knytte de vestensundske og de østensundske provinser sammen igen efter den Stockholm-svenske annektion af de østensundske provinser. Så derfor kan man allerede i denne periode se kulturpåvirkeres bearbejdning af begivenhedsforløbet omkring svenskekrigene, således ser vi for eksempel kong Chr. Vs. ønske om tapeter med slagscener fra den  Skånske Krig.

Dansk-Skånsk identitet og bevidsthed
Så en dansk-skånsk identitet og bevidsthed lader sig absolut konstatere især i begyndelsen af denne periode, mens den fælles-skandinaviske og fælles-nordiske identitet begrænser sig til statslederes og magthaveres bevidsthed om forskellige regionale spørgsmål indenfor det, man i dag kalder "Norden".
– det kunne være bevidsthed om, at Norge var under dansk overhøjhed, eller at Sverige havde stormagtsinteresser andre steder i Norden end ved Øresund og ved grænsen til Norge.
   "Norden" som begreb har nok været kendt tidligere, men det har kun været lidt brugt indtil 1800-tallet i hvert fald om de såkaldt nordiske lande. Talte man tidligere (før 1800-tallet) om Norden, mentes ofte hele Kontinentaleuropa nord for Alperne.
"Skandinavien"
som begreb er ligeledes en terminologi, som først blev almindelig i 1800-tallet, selv om begrebet fandtes på latin: Scandia, som var oldtidens romeres betegnelse for det nordligste nord.

Glemsel
Fra dansk side opstod efter den Store Nordiske krig erkendelsen af, at tilbagevenden af "landskaberne mod øst" havde meget lange udsigter. De østensundske provinser kaldtes "de tabte landskaber" og kunne kun med vanskelighed opfattes som østdanske provinser, hvad de jo ellers er, geografisk såvel som historisk.
   I hvert fald afstod man fra officiel dansk side at betragte dem som østdanske provinser, blot under fremmed overherredømme. Man søgte i stedet at glemme - og Sjælland kom til at høre til Østdanmark, selvom center-øen med hovedstaden rettelig havde hørt til Midt-Danmark. Derfor ligger hovedstaden, hvor den ligger.

Revanchetanken opgives
Men efter Store Nordiske krig syntes en krig mellem Danmark og Sverige udsigtsløs og umulig at vinde for Danmark. Derfor opstod uviljen i den danske centraladministration mod den lille krig i 1788, og hele den udenrigspolitiske tone fra den danske centraladministrations side siden midten af 1700-tallet viser denne defensive holdning. På det tidspunkt tænkte man først og fremmest på florissant handel, profitabel søfart og givtig kolonipolitik, og disse handels-områder trivedes bedst med neutralitet og fredelig samkvem med naboerne.
   Stormagterne havde jo maget det således, at Sverige kunne beholde dets overhøjhed over de annekterede østdanske provinser.
- det passede stormagterne England, Holland, Rusland og Frankrig udmærket, at der ikke længere kun var én magt, som regerede begge sider af Øresund. Ingen skulle have monopol på kontrol med gennemsejlingen af Øresund, mente man.

Ingen tænkte på befolkningen
Ingen tænkte på lokalbefolkningernes tarv i Skåne, Halland og Blegind. De havde været udsat for en voldsom terroriseren fra den Stockholm-svenske overhøjheds side, men på den tid blandede andre magter sig ikke i, om folk blev påtvunget en ny overhøjhed, eller om de blev udsat for forfølgelser og terror, ud over at de pludselig blev flyttet fra et riges center til et riges yderkantområde.
   På den tid, det vil sige i slutningen af 1700-tallet og helt frem til 1.verdenskrig, var territorium-erobringer alene et spørgsmål, som blev afgjort mellem to magter samt deres mulige alliancepartnere, og striden mellem dem kunne kun interessere andre magter, hvis den kunne true andre magters interesser. Moralske spørgsmål i den forbindelse var der ingen, som stillede, og krig opfattedes udelukkende som politik.

Sidste mand lukker og slukker
I løbet af 1700-tallet efter Store Nordiske krig flyttede Danmark således sit fokus væk fra krigen mod Sverige som en mulighed over til en fredelig indstilling til Sverige. Ud over at være udtryk for en opgivende holdning overfor Sverige, var det var også udtryk for en dansk forventning om svensk støtte til mulig dansk cementering og måske endda ekspansion sydpå på den jyske halvø – det vil sige i Hertugdømmerne Slesvig-Holsten og måske til yderligere magtposition i de nordtyske landskaber, hvis mulighederne viste sig. Snart koncentrerede man sig dog kun om Slesvig.
   Efter betydelige forsøg på dansk-skånsk identitetsdannelse i begyndelsen af denne periode, aftog kontakten mellem de vestensundske provinser og østensundske provinser (bortset fra Bornholm, naturligvis) og nåede et absolut lavpunkt i begyndelsen af 1800-tallet. Så den dansk-skånske identitet falmede i  denne periode.
   Den Stockholm-svenske overhøjhed gjorde desuden intet for at fremme en kontakt, som jo kunne have gavnet en dansk-skånsk identitet, sikkert fordi, det ønskede de Stockholm-svenske ikke.
   Fra dansk side havde man ganske vist pointeret, at gamle kulturminder i Skåne forfaldt.
   De Stockholm-svenske magthavere magtede ikke - eller ville ikke – sikre dem og bevare dem. Derfor var den danske stat gået ind på at sikre nogle af kulturminderne med Hilfelings indsamlingsarbejde, men der var noget "sidste-mand-lukker-og-slukker" over de aktiviteter.
Ellers blev deri ikke gjort mange forsøg på kontakt og forbindelse, samtidig med at der kun sporadisk kunne spores andre fælles-identiteter i Norden. Danmarks afståelse af Norge efter Napoleonskrigene kølnedes yderligere den nordiske forbindelse.

Skånekysten falmer
Vi skal nu se på et maleri som en tidstypisk identitetshistorisk kilde fra en kulturpåvirker: Nikolaj Abildgaard: Frederik II under byggeriet på Kronborg, 1785, Statens Museum for kunst. I fuldt ornat følger kongen med i byggeriet fra 1574, som i en teatersituation, og krone ville han ikke have haft på i den situation. Interessant er Skånekysten med Helsingborg og Kernen på en bakketop. Sådan har Abildgaard kendt udsigten, men kongen og Kronborg er de vigtige dele. Skånekysten er ikke vigtig på billedet. Der er ingen påmindelser om den forening af Øresunds landskaber, som jo ellers var sikker og stabil nok netop på kong Frederik IIs tid. Et Dannebrogsflag kunne også have vajet fra Kernen, som det gør fra Kronborg. Det ville have været historisk korrekt, men næppe acceptabelt i 1785.
    Den tilbagetrukkede defensive stil efter Store Nordiske krig er udtrykt her.

Afdanskning
Man kan altså sige, at krige, fredsslutningerne og revanchefølelse, nye krige, forsøg på afdanskning fra Stockholm-svensk side og dansk-skånsk besindelse er vigtige faktorer for at forstå betingelserne for den dansk-skånske identitetsdannelse, som er foregået mellem 1657 og 1828.
   Men - selvom den dansk-skånske identitet havde vekslet gennem hele perioden – og på et tidspunkt altså var på et lavpunkt og syntes nær udslettelse i godt en halv snes år fra Danmarks uheldige engagement i Napoleonskrigene – så meldte kulturpåvirkere sig på banen for at undgå en total opgivelse af Skåne, Halland og Blegind og for at undgå en total glemsel af deres danske oprindelse og tilhørsforhold.

1828 til slutningen af 1800-årene
I det følgende ser vi på tiden fra 1828 til slutningen af 1800-tallet.

Broderfolkstanken
Det blev klart for Danmark, at hvis man skulle have svensk støtte til en dansk udenrigspolitisk ambition om cementeret magtforhold i Sønderjylland, så krævedes fornyet kontakt over Øresund – nu var der behov for, at der blev udviklet en fælles identitet.
   Men da defensivitet og forsoning var blevet tidens løsen, så måtte man nedtone en mulig officiel kritik af den Stockholm-svenske overhøjhed.
Derfor taltes i stedet om "de nordiske broderfolk" og "broderlande" – for der var da i det mindste det, man kunne være fælles om, nemlig at være brødre!!

Lillebror
Egentlig er "broderfolkstanken" et tvivlsomt begreb. Man spørger uvægerligt: Hvad ligger der i det? Det er tydeligvis en konstruktion, som stipulerer en samhørighed af primordialistisk karakter.
   Vi er urmæssigt forbundne, påstås det! Måske fordi vi alle en gang var vikinger, før de kunstige statsdannelser fandt sted. Det er tanker, som Carl Ploug, Fred. Barfoed og Grundtvig er inde på. Og så gælder det som bekendt mellem brødre følgende:
    Hvad storebror har hugget fra lillebror, kan storebror bare beholde, hvis forældrene altså ikke griber ind.
    Det var let at se, at Sverige var storebror. Danmark var lillebror, og det af storebror huggede stykke ejendom fra lillebror var selvfølgelig Skåne, Halland og Blegind. Forældrene var stormagterne, som bare var interesseret i fred mellem børnene!
   Broderfolkstanken var altså en udpræget defensiv tankegang, set fra et dansk-skånsk perspektiv. Man trak sig fra at pointere konfliktpunkter, som den lillebror, der altid får bank af storebror. Broderfolkstanken indebærer altså en vestensundsk accept af situationen. 

Danmark måtte prioritere -  tavshed om Skåne
Man kan altså sige: Danmark måtte afstå fra at provokere og pointere mulige etiske konflikter ved den svenske overhøjhed over de østensundske provinser.
   Udviklingen af en fælles identitet skulle ske, uden at man fra officiel dansk side påpegede  Skåne, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold. Det blev tydeligt også i de toneangivende teoretikeres arbejde i tiden efter 1828. Så de vestensundske statsledere valgte at forholde sig helt stille til Skåne-spørgsmålet.

Men kulturpåvirkerne glemte ikke
Denne pointering af broderskabstanken skete sideløbende med, at dansk-skånsk sindede kulturpåvirkere konstant beskrev og mindedes de østdanske provinsers danske oprindelse og tilhørsforhold  - altså netop det, man fra officiel dansk side måtte gå stille med.
    Årene efter 1828 kom således til at repræsentere en egentlig oprustning i identitetsdannelses-processen både for den dansk-skånske identitet og for den fælles-skandinaviske tanke med Skandinavismens ideologi som motor, og selv om Skandinavismen ikke udfordrede de Stockholm-svenske grænser, så styrkede selve interessen også den dansk-skånske identitet, som vel ses af Oehlenschlægers kroning i Lund 1829. Det hele blev centreret ved Øresund.

Skandinavismen - antityskhed
Skandinavismens postulat om samhørighed var ellers kompliceret. Egentlig er det også et tvivlsomt begreb. Faktisk drejede det sig om at transformere et jordbundsbegreb (den skandinaviske granitsokkel) til en politisk-ideologisk størrelse.
    Det burde være umuligt. Men det var, hvad der skete.
    Udgangspunktet var en anti-tyskhed.
    Anti-tyskheden og det fælles-skandinaviske sås tydeligt hos Grundtvig, som var bevidst om, at Det Tyske Forbund havde defineret Danmark med til de tyske lande, fordi landet var knyttet til Det Tyske forbund gennem den danske konge og gennem Holsten og Lauenborg – og i øvrigt boede der jo mange tyskere i Danmark, så det var klart for mange, at Danmark var et tysk land.   

Udviklingen af regional bevidsthed i Norden
Umiddelbart blev Skandinavismens projekt herefter en fortænkt studentikos idé om skandinavisk unionisme med udgangspunkt i et fælles projekt om sikring af Skandinaviens grænser, nemlig grænsen mod syd (Danmark overfor Det Tyske Forbund) og grænsen mod øst (Sverige overfor Rusland, og vel også Danmark  overfor Rusland).
    Herefter hørte man om skandinavisk studenterfællesskab, man hørte om Orla Lehmann og hans gribende oratoriske talenter, og man hørte om krigsstøtte mellem de tre skandinaviske lande.

Dansk-skånsk bevidsthed
Det interessante er imidlertid, at resultatet blev en udvikling af en regional bevidsthed i Skandinavien og Norden. Og fordi Øresund var et kerneområde for hele denne spirende skandinavistiske tankegang, så kom den til at styrke en dansk-skånsk identitet. Studenterne mødtes i København og Lund.
    Øresund måtte forventes at blive slagplads for nogle af kampene, fordi det vel var der, at Russen måtte forventes at komme sejlende i krigsøjemed.
    Det var udgangspunktet, og Skandinavismen har haft umådelig stor betydning for dannelsen af al fælles-identitet i Norden, idet den vendte de tre nordiske landes, Danmarks, Norges og Sveriges fokus fra det kontinentale Europas situation til deres samlede situation og kombinerede deres forhold med forholdet til de tyske lande og Rusland og dermed pegede Skandinavismen på det, som de nordiske lande måtte finde sammen om, nemlig forsvaret af egne lande og egen kultur imod den ikke-nordiske, det vil sige den kontinentaleuropæiske påvirkning, militært såvel som kulturelt.
    Fra 1873 oplevede man desuden den skandinaviske møntunion og siden videreførtes mange af tankerne i de nordiske overvejelser og bestræbelser på samarbejde i det 20. århundrede.

Helgo Zettervalls hærgen

Helgo Zetterwalls kirkerestaureringer skal vi se på i denne forbindelse – det er gjort mange gange før, men er uomgængeligt, hvis vi skal forstå betingelserne for den dansk-skånske identitet.
   Helgo Zetterwall
(1831-1907) var en svensk arkitekt, som fik skabt sig et uvisneligt eftermæle. I 1870 afløste han den agtede domkirkearkitekt C. G. Brunius ved Lund Domkirke i forbindelse med et restaureringsprojekt.

Advarsler mod Zetterwall
Brunius advarede imod sin efterfølger, fordi Zetterwall havde en opfattelse af restaureringer, som ifølge Brunius bedst kunne karakteriseres som vold mod bygningerne. Brunius kunne ellers selv gå ganske hårdhændet til værks, når han skulle restaurere, hvilket flere skånske landsbykirker vidner om, men Zetterwalls intentioner blev ham for meget.   Trods disse advarsler fra en anerkendt person udnævntes Zetterwall i 1882 til chef for Överintendentsämbetet i Stockholm med ansvar for kirke-restaureringer af blandt andre de godt 500 skånske middelalderkirker, som endnu fandtes i begyndelsen af 1800-tallet. De skønnedes at være for små til at huse kirkegængerne i et Skåne, som var præget af betydelig befolkningsvækst. Derfor skulle de bygges om.   Selve den arkitektoniske idé, som Zetterwall og i øvrigt også Brunius stod for, kaldes "historicisme". Dens formål var at konstruere stilkorrekte fornyede bygninger ved ombygnings-processer, som kaldtes restaureringer. Men i praksis blev der tale om, at historicistiske arkitekter foretog moderne stilblandinger.

Zettervall: voldsarkitekt  -  moderne barbari                                          
Efter Brunius skortede det heller ikke på kritikere af valget af Zetterwall til at lede restaurerings-arbejdet i Skåne. Den senere svenske nobelprismodtager maleren og forfatteren Verner von Heidenstam (1859-1940) karakteriserede Zetterwall som en volds-arkitekt, der stod for moderne barbari. Det var efter, at Zetterwall havde foretaget en omfattende ændring af domkirken i Uppsala, og han er blevet karakteriseret som en voldtager af kirker.
   Baggrunden for de lidet flatterende beskrivelser var, at Zetterwall foretog talrige gennemgribende forandringer af de gamle danske landsbykirker, så disse ikke kun restaureredes, men simpelthen ændredes til Zetterwalls personlige stil – i nogle tilfælde til egentlige moderne industrielle katedraler uden nogen former for kontinuitet bagud til de middelalderlige landsbykirker.

Ødelægge kulturarven
Et upubliceret stykke selvbiografi fra Zetterwalls side, som forfatteren Benkt Olén har haft til rådighed til sin bog og Ferlev Kirke viser, at "volds-arkitektens" resultater ikke skyldtes naivitet, uvidenhed eller dumhed, men derimod skyldtes en nøje planlægning fra hans side. Tilsyneladende havde han et for sig selv klart formuleret ønske om at ødelægge kulturarven fra middelalderen, hvis han fandt det opportunt:
    "Jeg havde ingen smag for at udføre falske antikviteter og har aldrig haft det, når jeg forsøgte at bringe orden i de gamle bygningsværker. Jeg har med streng pietet bevaret alt værdifuldt fra hvilken som helst epoke, det end hørte, og hvor disharmonisk det end stod til omgivelserne, for så vidt som det ikke stjal noget af totalvirkningerne. Men ældgamle håndværkerdumheder uden historisk eller æstetisk værdi har jeg af og til måttet nedrive, thi at respektere dumheder, hvor gamle de end er, vil jo altid være en dumhed. Og at fornægte sin egen tid, dens værdier og kultur og sin egen personlighed har ikke været mig muligt, ligegyldigt hvor meget og ærligt jeg har forsøgt at trænge ind i de gamle tiders værdier. Det er jo for 1900-tallets uddannede protestantiske svenske, jeg har arbejdet, ikke for en svunden tids katolske mennesker."

Grimme kalkmalerier - og naiv katolsk dumhed.
Arkitekten Zetterwall følte sig altså berettiget til at fjerne de gamle historiske bygninger, skabt for hundredevis af år siden, hvis han syntes, at disse bygninger var et misforstået byggeri, eller hvis de indeholdt nogle for ham uæstetiske tilføjelser. Han skrottede altså bygninger, som man i dag ville opfatte som havende museal værdi og værende bevaringsværdige, alene fordi de var fra længe før industrialiseringen. Han fjernede således kalkmalerier fra kirkerne fra middelalder og reformationstid, fordi han syntes, at de var grimme eller udtrykte naiv katolsk dumhed.

Zetterwalls "monumenter"
De zetterwallske monumenter i Skåne omfatter blandt andet disse kirker (233): Trelleborg Kirke, som var en oprindelig gotisk købstadkirke, blev i 1881-83 ændret totalt til en zetterwallsk nygotik. Kun en smule af tårnet er bevaret. I Asmundstrup foretoges i 1895 en total nedrivning af en middelalderkirke med uvurderlige kalkmalerier, som Zetterwall må have ment var udtryk for katolsk dumhed. På stedet blev opført blev en nygotisk industrikirke, som stod færdig i 1897. Restaureringen af Ferlev Kirke omfattende betydelige ændringer af den oprindelige kirke, og på Bromølle Kirke påførtes to nybyggede korsarme fra 1860. Vester Vram Kirke var oprindelig en romansk kirke. Den blev helt fjernet og erstattet af et monstrum af en industriel katedral i zetterwallsk nygotik, opført i gulkalket granit og indviet i 1869 for at imødegå en befolkningsvækst, som forventedes ved åbningen af en ny jernbanestation i Tollerup, som ganske vist først blev bygget i 1881. Gårdstange Kirke undergik total ombygning i 1890 med ydermure sprutpudset med nubret cement. Endelig blev Lund Domkirke ombygget i 1868-80, idet det ydre karakteriseres som en heldig restaurering af Zetterwall for så vidt som, at bygningen slap nådigt fra ombygningen og sikkert med tanke på Zetterwalls uheldige resultat i Uppsala. Men det indre af kirken er en katastrofe, fordi der forsvandt mange af billederne fra kirken, herunder figurer på søjler.
   Heller ikke herregårdene gik ram forbi. Borgeby Herregaard udsattes i 1860-70 for nedrivning og restaurering i billige materialer ved Zetterwall, og Bosø Kloster fik i 1856 ændret klostrets kirke og i 1875-79 hele klostret, så de ægte middelalderbygninger blev nedrevet til fordel for nygotiske industrielle bygningstræk af Zetterwall og Brunius. På Hikkebjerg Gods gik Zetterwall i 1873-75 i gang med at ændre indgangen, og hovedbygningens metertykke middelalder-mure måtte han sprænge væk.

Kunne Zetterwall ikke have vidst bedre?
Zetterwalls arkitektur-tankegang kunne for så vidt godt begrundes med historicismens idé om korrekthed i udformningen. Pointen var, at "korrekte kirker er gotiske" – som de tyske kirker på Luthers tid. Skulle man således restaurere en romansk landsbykirke, måtte den enten gøres nygotisk ved ændringer, eller fjernes og erstattes af en nygotisk kirke. Således mente Zetterwall, og således arbejdede han.
   Hans arbejde er blevet fordømt mange gange, og sandt at sige ser resultaterne af hans såkaldte restaureringer også bemærkelsesværdige ud. Desuden kan man sige, at det er trist – hvis man interesserer sig for oprindelige og tids- og situationsbestemte arkitektur-levn, i dette tilfælde fra middelalderen – at man aldrig mere skal se disse skånske landsbykirker og kalkmalerier, som var skabt af de lokale kirkegængeres behov og tradition.
   Men det er altid et problem at fordømme handlinger begået af fortidens mennesker. Vi risikerer at dømme på et uberettiget anakronistisk grundlag.
   Det store spørgsmål er nemlig, om Zetterwall ikke kunne vide bedre. Eller udtrykt på en anden måde: Om vi i vor tid med vor fordømmelse af Zetterwalls arbejde dømmer en fortids-arkitekt, som ikke kunne have vores viden og vor tids tilgangsvinkel.
   Men svaret er, at Zetterwall i en vis forstand ikke var en fortids-arkitekt, men en arkitekt af vor tid. Sådan må man konkludere, så vurderinger af hans arbejde behøver altså ikke at være udtryk for anakronismer.

Historismen og nutiden
Den nutidige holdning til bevaringsværdige bygninger er, at bygninger og deres udsmykninger fra før industrialiseringen som udgangspunkt er bevaringsværdige, alene fordi de er fra før industrialiseringen. Denne nutidige holdning var der ganske mange musealt interesserede mennesker, som havde på Zetterwalls samtid. Århundredet var nemlig præget af historismens tid, hvilket ikke må forveksles med den ovennævnte historicisme, men tværtom udtrykte en historisk interesse for de historiske levn, alene fordi de var levn samt en levende interesse for at se alt i en historisk sammenhæng. Derfor var det også tiden for at oprette museer, og mange historisk interesserede mennesker var engagerede i disse temaer blandt andet dem, som advarede imod Zetterwall.

Bevaringstanken langt fremme i Danmark
I den forbindelse kan som eksempel nævnes, at man fra den danske stats side, som vi har set, allerede i slutningen af 1700-tallet fik Hilfeling til at tegne kulturminder i Østskåne og Blegind for at bevare dem, altså på baggrund af klar museal interesse, og i 1822 havde den danske stat besluttet at frede ruinerne af Hammershus Borgruin under det i 1807 oprettede statens museum for nordiske oldsager – det der blev til Nationalmuseet, fordi man fandt, at den burde bevares.
   Så den danske stat havde altså på Zetterwalls tid haft den museale bevarings-opfattelse i knap 100 år. Så Zetterwall kunne sagtens have haft en anden opfattelse, end den han havde. Bevarings-opfattelsen fandtes nemlig allerede som et træk i tiden.
   Han ønskede imidlertid ikke at bevare disse bygninger eller deres inventar, simpelthen fordi han ikke brød sig om dem. I den forbindelse bør man i øvrigt huske, at Zetterwall ikke var alene i samtiden. Mange vest-og midtdanske landsbykirker blev også skamferet af særdeles hårdhændede danske arkitekter fra 1800-tallet.    
   Man kan næppe sige, at Zetterwall slet ikke havde en historisk bevidsthed. Han havde blot ikke den relevante historiske interesse og bevidsthed, som kunne have ledt til en bevarelse af kirkerne. 

Beundring for industrialismen
Zetterwall havde til gengæld en anden historisk interesse og bevidsthed end den, vi prioriterer i dag, og som mange altså allerede prioriterede på hans samtid, og som Brunius åbenbart også havde pritoriteret. Zetterwalls historiske interesse og bevidsthed gik ud på, at han nærede en til det maniske grænsende beundring for industrialiseringens muligheder med hensyn til brugen af materialer, hvormed man enkelt og derfor billigt kunne genskabe såkaldt gamle stilarter i langtidsholdbare huse. Han var således meget optaget af industriel nygotik og nyklassicisme, og han mente i hvert fald, at han genskabte de oprindelige stilarter, for eksempel en tysk gotik, men i dag vil man altså sige, at han skabte sin egen stil, dog karakteriseret som "festlig" industriel stil, udført af en "volds-arkitekt" eller af en "tivoli-arkitekt."

Gamle danske kulturtræk fjernet - fortsættelse af afdanskningen
   Den svundne tids katolske mennesker fra Skåne, som han omtalte, var som bekendt danske, og de havde skabt en kirkearkitektur, som var præget af dem selv og deres situationelle behov og selvfølgelig præget af andre lokale mennesker, som stod for kirkebyggeri, det ville i praksis sige sjællændere. Derfor lignede Skånes landsbykirker velkendte sjællandske landsbykirker med skib, firkantede tårne, vandrette tagrygge og kamtakkede gavle.  Zetterwalls forandringer af kirkerne fik i hvert fald som resultat, at mange gamle danske kulturtræk i Skånes landskab blev fjernet.   Derudover fik han ombygget adskillige oprindeligt danske herregårde, som stod opført i den arkitektur, som de oprindelige dansk-skånske herremænd fra før 1657 havde foranstaltet. Disse ændredes således også fra en oprindelig senmiddelalderstil og renæssancestil til Zetterwalls nygotiske stil, så der næsten ingen blev tilbage.
   Uanset vurderingerne af Zetterwalls arbejder, så fik han i hvert fald efterladt massive fingeraftryk i det skånske landskab. Udover de nævnte ændrede herregårde fik han i alt fjernet næsten halvdelen af de godt 500 landsbykirker, så der i dag er omkring 270 tilbage.

Bevidst valg?
I tilfældet Skånes landsbykirker er det i øvrigt svært ikke at opfatte den svenske stats valg af Zetterwall til at lede kirke-restaureringerne trods alle advarsler som udtryk for, at den svenske stat også på dette punkt ønskede at fortsætte afdanskningen. Så hvis man ønsker at fordømme noget, så må det især være afdanskningen – uanset hvor meget den kan forklares som magtfikseret realpolitik. Herefter bliver det selvfølgelig også svært at tilslutte sig hans kirke-forandringer. Så selv om det altid er et problem at fordømme handlinger begået af fortidens mennesker, så må man samtidig erkende, at det i nogle tilfælde er umuligt at lade være.    Ét er sikkert. Skal man skrive en bog om Skåne, kan man ikke undgå at komme ind på Zetterwalls kirker. Så et præg fik han da sat. Han blev omtalt og berømt.

Genformning af den dansk-skånske samhørighedsfølelse
Sideløbende hermed og med betydelig næring fra disse skandinavistiske bestræbelser (og lad os så blot kalde dem med et nutidigt begreb "integrationsbestræbelser") skete en udvikling i den dansk-skånske identitet – forstået som en genformning af den dansk-skånske samhørighedsfølelse. Dette tiltog i anden halvdel af 1800-tallet og intensiveredes i perioder i det 20. århundrede. Dette skete også, selvom Skandinavismen og senere Nationalliberalismen aldrig verbalt udfordrede den svenske overhøjhed over de østensundske provinser.
    Den politiske Skandinavisme var også betydningsfuld, fordi den kædede Danmarks hertugdømmepolitik sammen med den nordiske politik og dermed med Skåne, Halland og Blegind. Positive resultater for Danmark i Slesvig kunne styrke interessen for Skåne og Skandinavien og bedre mulighederne for en dansk-skånsk identitetsdannelse, måtte man antage.
    Man kan altså sige: Vigtig var fokus-flytningen fra Kontinentaleuropa til Skandinavien og pointeringen af broderfolksbegrebet, som – trods dets tvivlsomme oprindelse - førte til en styrkelse af den dansk-skånske identitet og samhørighedsfølelse. For hvis Skandinaviens folk var broderfolk, så var sjællændere og skåninge jo også brødre!
    I den næste artikel skal vi se på udviklingen af den dansk-skånske identitet fra slutningen af 1800-tallet til i dag.

Redigeret udgave af første halvdel af lektor Niels Henrik Jessens magister- afhandling  antaget ved Københavns Universitet 2005.
 

Chart.dk