Sverige ud af Skåne
Af Ole Hyltoft. Berlingske Tidende
17. september 2006.
LANDSMÆND. Det, der
hører sammen, skal have lov at høre sammen, skriver kronikøren om Skåne
og Danmark og anbefaler på det svenske folks valgdag at give alle
skåninger lov til at bestemme over deres egen fortid og fremtid.
Bid for bid må den danske kultur
genindsættes i Skåne og sidestilles med den p.t. eneherskende svenske.
Skåningerne vil derved blive rigere end både danskere og svenskere.
Københavns kulturborgmester Martin Geertsen stod en dag i TV og talte
med en skånsk politiker, en kvinde. – I svenskere, sagde Geertsen. – Ja,
vi skåninger svarede damen høfligt tilbage – i øvrigt på perfekt dansk.
Det sker igen og igen i fjernsynet – og i pressen. Når en
dansk journalist udspørger en person fra Malmø eller Helsingborg, kalder
journalisten hende for svensker. Og skåningen, der ikke bryder sig om at
blive kaldt svensker, retter det gerne fredsommeligt til »skåning«.
Sagen er jo, at de fleste skåninger ikke opfatter sig som svenskere. De
opfatter sig som skåninger. De bebor et frodigt land, der ligner det
danske, og de ejer gennemgående et sindelag, der er det sjællandske op
ad dage.
Skåne har været dansk så længe annalerne kan berette om det –
indtil for 350 år siden. Da blev Skåne svensk. Men dette har ikke ændret
ved, at Skåne geografisk er forbundet med Sjælland og København meget
mere end med Svealand og Stockholm.
Det skånske gemyt er dansk, ikke svensk. Skåningerne er
lattermilde, fredsommelige, selvironiske, uden den store respekt for
juristeri og principper. Hør bare det skånske sprog, et af de
løjerligste sprog i verden. Med svensk har dette sprog ikke meget at
gøre. Skånsk er sådan en slags Glistrup-dansk.
Sandheden er jo, at det ærkedanske land Skåne aldrig er
blevet rigtig svensk, selv om det med vold er blevet puffet inden for
den svenske riksgrænse. I et par generationer i 1600-tallet havde
Sverige nogle krigsgale konger, der erobrede det halve Nordeuropa. Alle
disse kanonkongers erobringer har Sverige i tidens løb leveret tilbage –
undtagen Skåne.
Da svenskerne gik til angreb på Skåne, vidste de udmærket, at
Skåne ikke var en døjt svensk. Da »heltekongen« Gustav II Adolf drog på
et af sine mange plyndringstogter til Skåne, skrev han hjem til sin
statsminister: »Vi har været inde i Skåne og brændt det meste af, så at
24 kirkesogne ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået ihjel, som
vi fandt for godt.«
Sådan skriver en konge ikke, hvis det er hans eget land, han
er på togt i. Skåne figurerer ene og alene på det svenske landkort på
grund af militært magtbegær og tilfældigheder på slagmarken. Under
kampene i 1600-tallet vendte skåningerne sig med dødsforagt mod at blive
svenske. Men tvangsforsvensket blev de med de værste Balkan-metoder.
Gjorde de krigerisk modstand mod den svenske militærmagt, blev der
banket en spids pæl op gennem deres endetarm og ind i indvoldene. Pælen
blev rejst, og så kunne skåningen hænge der og bløde til døde, mens
ravnene hakkede hans øjne ud.
De danske præster blev tvunget til at prædike på svensk. De
danske kongers initialer blev fjernet fra kirkerne. Skånske mænd blev i
tusindtal tvunget ind i den svenske hær og gik til på russiske og tyske
slagmarker.
Svenskerne har begået overgreb på overgreb mod skåningerne.
Det er fortsat helt op til vores tid. Danske bøger måtte indtil ind i
1800-tallet ikke indføres i Skåne. I 1800-tallet blev en tredjedel af de
gamle danske kirker i Skåne nedrevet eller ombygget til en rædselsfuld,
industriel nygotik. Det er kun 100 år siden myndighederne i Stokholm har
rejst en rytterstatue på Malmø Store Torv af Skånes blodhund, Karl X
Gustav (ham der gik over det tilisede Storebælt med sin hær!). De
besejrede skal hver dag se op til deres undertrykker! Det svarer til, at
vi i 1943 var blevet tvunget til at rejse en statue af Adolf Hitler på
Rådhuspladsen i København. Malmøborgerne har protesteret mod at have den
barbariske hærfører stående som helterytter. Men statuen af den
krigstossede konge står der endnu. Som det frie Skånes netop afdøde
talsmand, arkitektprofessoren Peter Broberg, har sagt: Skåningerne
manipuleres til at identificere sig med deres eget lands hovedfjende
gennem historien.
Men lad os nu ikke blive for vrede på svenskerne. Sverige er
i dag ikke vores fjende. Det demokratiske Sverige er vores ven. Vi er
mange danskere, der har hjertevarme venner i Sverige.
Når vi i udlandet møder en svensker, er han straks vores
bror.
Men dette nye venskab ændrer ikke ved den uret, at Skåne er
et land, et dansk land, der er blevet trampet blodigt på. Og at danskere
og især danske journalister bør se Skåne i dets historiske perspektiv og
ikke behandle skåninger som udlændinge, men som det de er for os –
landsmænd. Sverige er jo den moralske folkerets fosterland. Så moderne
svenskerne bør tage afstand fra de ugerninger, som deres tidligere
krigerkonger har begået. Endnu stærkere end andre folkefærd er
svenskerne talsmænd for, at landområders nationalitet ikke skal afgøres
med militære midler. Men ved befolkningernes egen fri vilje, dvs. ved
flertalsafstemning. Skåningerne har aldrig fået lov til selv at
bestemme, om de vil høre til Sverige eller Danmark.
Det bør de en skønne dag have lov til. Men på den danske side
af Øresund har vi først en sag, der skal bringes i orden. Vi danskere
har værsgo’ at modtage vores skånske naboer som landsmænd. Landsmænd som
barbariske hærførere har revet fra os. For tiden strømmer tusindvis af
malmøboere til København for at arbejde. Vi vil ikke længere høre danske
TV-journalister kalde dem for svenskere. De er skåninger, gamle danske
landsmænd. Er det forstået, Jesper Teilgård, Søren Jacobsen, Caroline
Boserup! Skåne må stille og roligt genfinde deres danske kultur, så den
får samme vægt i deres liv som den svenske.
De danske TV-vejrmeldere må tage Skåne (og ikke »Sydsverige«)
med i deres vejrudsigter. Øresundsbroen, der forbinder Amager og Skåne,
må være gratis ligesom Knippelsbro, der forbinder Amager og Sjælland.
De skånske fodboldklubber må spille med i den danske
Superliga, hvis de foretrækker det frem for i Allsvenskan. Tilsvarende
med andre sportsgrene.
Der skal undervises i dansk sprog og litteratur på linie med
svensk i de skånske skoler. Skånes historie før 1659 er identisk med
danmarkshistorien. Det må skånske skolebørns historieundervisning
indrettes efter. Det bliver den ikke nu.
Det skal hedde: færgen mellem Helsingør og Skåne. Ikke færgen
mellem Helsingør og Sverige! Forsvenskede by- og gadenavne må føres
tilbage til deres oprindelige form. »Landskrone« i stedet for
»Landskrona«. Bid for bid må den danske kultur genindsættes i Skåne og
sidestilles med den p.t. eneherskende svenske. Skåningerne vil derved
blive rigere end både danskere og svenskere. For skåningerne vil få det
bedste fra begge kulturer. Ligesom de danske i Sydslesvig har en nemmere
adgang til den rige tyske kultur end via andre. For øjeblikket er Skåne
det modsatte af favoriseret. Hvor Skåne før 1659 var det kirkelige og
politiske midtpunkt i Danmark (Lund-Malmø-København-Roskilde), blev der
efter adskillelsen fra det gamle fædreland sænket et jerntæppe ned
gennem Øresund. Skåne blev et udsultet udkantsområde langt pokker i vold
fra det svenske midtpunkt, Stockholm. Skåne blev et land uden rødder med
en identitet, der var påført det med tvang.
Men forudsætningen for at bede Sverige give det røvede land
tilbage til dets naturlige sammenhæng er selvfølgelig, at Danmark åbner
favnen for den røvede datter. Vi skal omfavne skåningerne med den samme
varme, som vi mødte sønderjyderne med fra 1864 til 1920. Danske aviser
må ikke kalde kendte skåninger for svenskere, som de gjorde i
nekrologerne over den skånske verdenssanger Birgit Nilsson for nylig. De
må ikke påstå Kristiansstad (Christian IVs stad!) ligger i »Sydsverige«.
Når byen beviseligt ligger i Skåne!
Har I så forstået det, Reimer Bo, Henrik Skovgård, Paula
Larrain og hvad I skærmfavoritter hedder! Denne åben favn-politik over
for Skåne handler ikke om revanche for tabte krige. Den handler om at
det, der naturligt hører sammen, skal have lov at gro sammen. Den
handler om civilisation i stedet for voldsregime. Om retfærdighed i
stedet for uret.
Ole Hyltoft
|