Svar til Fredrik Persson
Af Adam Wagner, konferensstuderende.
Sendt til Berlingske Tidende.
»Inden for historieforskningen råder
nærmest total enighed om, at nationale identiteter af den slags, som i
dag definerer vores tilværelse, hører til det moderne samfund.« Således
tager ph.d.-stipendiat Fredrik Persson 28/9 Ole Hyltoft i skole, fordi
denne i sin kronik 17/9 havde bemærket, at svenskekongen, Gustav II
Adolf, i Skåne hærgede som han gjorde, fordi dette ikke var hans eget
land. Herved, siger Persson, »fremmanes et billede af national kamp i en
tid, hvor dette var et ukendt fænomen.«
Det er rigtigt, at der stadig er en del historikere, der benægter
eksistensen af national identitet i før-moderne tid; og der er også
mange, der, som Persson, nok undlader direkte at benægte eksistensen af
noget sådant, men til gengæld hævder, at nationalfølelsen var så
uvæsentlig for folk, at det ikke var den, der afgjorde folks loyalitet –
nationalfølelsen havde altså ingen praktisk betydning. Helt i tråd
hermed postulerer Persson da også: »Troskab mod kronen/kongen og den
universelle kristenhed var de overordnede loyaliteter, som frem for alt
kendetegnede tidligmoderne tid.«
Hvis det var sandt, hvordan kan man så forklare, at især skåninge og
blekingboer under Skånske Krig (1675-79) støttede den danske hær?
Skånelandene blev jo afstået til Sverige i 1658, og disse landsdeles
indbyggere havde altså hørt under den svenske krone i omtrent 20 år.
Sagen er naturligvis den, at bevidstheden om det fortidige landsmandskab
med de danske vest for Øresund var stærkere end en af myndighederne
påbudte loyalitet mod den konge, man for tiden var underlagt. Dette
forstærkedes naturligvis af bevidstheden om stadig at være en del af et
dansk fællesskab delende afstamning, sprog, sæder og skikke. Alt dette
gjorde, at fx almindelige skåninge som bønder og håndværkere følte en
større samhørighed med og dermed en større loyalitet over for den danske
sag. Den danske krone opfattedes som netop dansk, og derfor støttede man
den.
Der er fra svenskekrigene righoldige eksempler på, at en dansk
selvbevidsthed og bundethed til det danske fædreland har medvirket
betydeligt, når skåninge, hallændere og blekingboer (og andre danske for
den sags skyld) skulle vælge side i kongernes kamp om landsdele.
|