Få gang i Øresundsregionen
Af Stig Wørmer. Berlingske Tidende 1. juli 2003.

Det er i dag tre år siden Øresundsbroen blev åbnet. Dengang var politikernes visioner store, og alle glædede sig: fra de kulturhistorisk interesserede til erhvervsfolk og forskermiljø. Noget er der dog i gang i Øresundsregionen, men de politisk ansvarlige mangler en klar målsætning samt mod og beslutningsvilje. 

Da olien strømmede ud af det kinesiske tankskib i Bornholmsgattet og skyllede ind på de sydøstskånske strande, var der et gennemgående træk i de danske elektroniske nyhedsmediers reportager. Fra DR og TV 2 hed det: Sydsverige, sydsvenske strande, sydsvenskerne osv. Kun i et enkelt pip blev navnet Skåne nævnt. 

Og forklaringen er enkel: Denne landsdel er næsten ukendt som betegnelse for en del af vort naboland. Alt det på den anden side af Sundet er Sverige. Hertil kan der i statsretslig henseende ikke indvendes noget, men fraværet af betegnelsen Skåne for den del af det sydlige Sverige (som ifølge mit Politiken Verdensatlas starter ved 60. breddegrad nord for Stockholm!), hvor forureningen indtraf, fortæller historien om manglen på nærvær i de nære relationer. Tilsyneladende blot et sprogligt forhold, men ikke desto mindre udtryk for en bevidsthedsmæssig realitet: Der er Danmark, og der er alt det andet derovre østpå, nemlig Sverige minus Bornholm, som Vorherre jo var så god at skænke Danmark som ferieø. 

Øresundsregionens virkelighed har flere niveauer, nemlig det geografiske omfang, den økonomiske rækkevidde og den lovgivningsmæssigt-administrative ramme for regionens udvikling. 

Mens Skåne taler med en stemme, nu hvor Malmøhus Len og Kristianstads Len er slået sammen til Region Skåne, er den danske side stadig delt i Københavns Amt, Roskilde Amt og Frederiksborg Amt. Det er en alvorlig hindring for gennemførelsen af projekter tværs over Øresund. Hertil kommer den manglende afgrænsning. Hvor starter regionen? Hører hele Sjælland med og hvad med de øvrige gamle, danske landskaber Halland og Blekinge, der ligesom Småland også har objektiv interesse i regionen? Øresundsregionen går vel ikke til Nordkalotten? 

På det privatøkonomiske område er problemerne fortsat uløste. Det kan ikke nægtes, at de alt for høje priser på persontransport og især biltrafikken over Øresundsbroen er en alvorlig hindring for samarbejdet og for folks personlige oplevelse af regionens relevans. 

Mens man på færgelinierne Helsingør-Helsingborg opererer med endags- og weekendbilletter, der dog nedbringer prisen noget, så har Øresundsbrokonsortiet ikke opfundet endagsbilletten for personbiler m.v. I store annoncer udbasunerer selskabet fordelene ved 10-turs kort og lignende, men skal man på indkøbstur i Malmø eller på weekendferie i Skåne, koster det alt for meget i dag. Fortvivlet prøver man med kunstigt morsomme tegninger at gøre danskerne interesserede i en »svensk« natur med masser af myg og granskov og andet pjat, som der ikke er megen genkendelse ved. De professionelle reklamefolk har ikke i en eneste af de hidtidige annoncer formået at appellere til nogle af Skånes særlige kendetegn, som trods alt er det relevante her. 

Det er ærgerligt, at Øresundsregionens »logiske geografi« udnyttes så dårligt, for på alle områder opfylder regionen EUs definitioner på en regionalisme, som burde kunne lykkes. Alle grundbetingelser er opfyldt. Regionen har et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv præget af effektivitet, arbejdsdisciplin og gode uddannelsesforhold. 

Nogle initiativer er i gang her. Blandt andet har gruppen bag »Sproget forbinder/Språket förbinder« haft en konference for sjællandske og skånske gymnasielærere, som foreløbig er mundet ud i et katalog om historie, kultur og musik, hvor den fælles baggrund træder tydeligt frem. Man må også nævne de udbyggede offentlige institutioner, universiteter m.v. samt det folkeligt funderede kulturliv som en force for de potentielle og reelle samarbejdsmuligheder. 

Kommunikationsstrukturen for både mennesker og vareudveksling understøtter her projekt Øresund med lufthavne, jernbaner og omladepladser. IT-strukturen er ligeledes veludbygget, og både det sociale miljø, den fysiske planlægning og boligområdernes standard (inklusive udbygningen af Ørestaden på Sjællandssiden) er af høj klasse. Det europæiske fastland ligger ikke langt borte med Storberlin og Hamburg som Øresundsregionens nærmeste konkurrenter i kampen om de naturlige markeder i den sydlige Østersø og Baltikum. Den økonomiske vækst svækkes med op mod 14 milliarder kroner årligt i Øresundsregionen på grund af den alt for langsomme integration 

På minussiden står den manglende harmonisering mellem dansk og svensk lovgivning, hvor småstatstankegangen på begge sider forhindrer det naturlige samkvem. Det mest berygtede område er personbeskatningen. Forgæves forsøger danske og svenske myndigheder at opfinde cirklens kvadratur: den tilstand, hvor alt er hundrede procent »retfærdigt« for borgere, der bor på den ene side og arbejder på den anden. Hvis man aner en fordel for en dansk eller svensk statsborger, der har flyttet teltpælene, bliver det straks forhindret. 
Hvad ville der egentlig ske ved, at en tilflytter fra den anden side, der har bevaret sin arbejdsplads i hjemlandet, opnåede f.eks. en begrænset, samlet skattefordel på nogle procent, når der stadig skal tages højde for ulemper og problemer på andre områder? 

Ifølge konsulentfirmaet Copenhagen Economics svækkes den økonomiske vækst med op mod 14 milliarder kroner årligt i Øresundsregionen på grund af den alt for langsomme integration. Virksomhederne samarbejder i faldende omfang med hinanden, selv om flere pendler nu. 

Årsagen ligger igen snublende nær, nemlig de mange forskelle lovgivningerne imellem. Og det er ikke befordrende for udenlandske firmaer, som troede, at nye investeringer i et potentielt vækstcenter ville give et naturligt afkast i takt med omsætningen af varer og tjenesteydelser. 

Det enorme administrative besvær, det koster for både firmaer og medarbejdere, gør naturligvis, at integrationen langsomt sættes i stå. Det mest frustrerende er imidlertid, at mens de regionale hovedstæder København og Malmø synes indstillet på at »tænke stort«, så tænker de statslige myndigheder »småt«. De har ikke indset, at Øresundsregionen ikke er en statisk størrelse, hvor udviklingen bare kan komme på et eller andet tidspunkt, men at de markedsmæssige vilkår er forudsætningen. Hvis ikke Øresund er attraktivt nok, søger investorerne andre steder hen. Her spiller tidsfaktoren ind, hvilket man tilsyneladende ikke har opdaget i de to landes parlamenter. 

Tre år efter Broen må Øresundsrådet og andre gode kræfter sparke til de nationale parlamenter, til politikerne og de regeringansvarlige for at få nedsat en kommission, som systematisk gennemgår og justerer dansk og svensk lovgivning, således at Øresundsregions-projektet kan bringes på skinner. Gerne sammen med Region Skåne og de sjællandske amtskommuner med Øresundstilknytning (der efter en amtskommunal reform forhåbentlig kun er en). 

Skal man opsummere situationen i dag, er det banalt sagt - og det er virkelig sørgeligt i forhold til potentialet - den politiske vilje, som mangler. Dagdrømme eller virkelighed, d'herrer (og damer) politikere. Det er valget, før det er for sent 

Professor Christian Wichmann Matthiesen har beskæftiget sig med Øresundsregionen i mange år. Han har opstillet en række udviklingsfaktorer, som tilsammen peger på et uhyre stærkt potentiale: 
Internationalisering. 
Det indre marked i EU. 
EUs udvidelse og den europæiske byudviklingspolitik. 
Østeuropas dynamik. 
Dynamoen i området: Kreativitet, human kapital og viden 
Kommunikation: Udbygningen af informationsteknologien. 

Den ny infrastruktur: Netværk, internationale lufthavne (Kastrup og Sturup) samt opfyldelsen af »missing links« (dvs. endnu ikke udviklede områder). 

Sagt på en anden måde: Ifølge professoren indtager København en 36. plads i Europa med hensyn til antallet af indbyggere. Med »Ørestaden« bliver det til en 27. plads. På lufttrafikkens område er Kastrup-Sturup allerede på en 9. plads. Den vil blive bevaret med Ørestaden. Hvad angår »økonomisk styrke« er København på en 18. plads i Europa. Med Ørestaden vil København/Ørestaden avancere til en 11. plads.

Allermest tydelig er fremgangen på det område, som kaldes »kreativitet«. Her er København i dag på en 19. plads, mens Ørestaden vil tildele København-Malmø-området m.v. en fornem 5. plads. 

Således ser modellerne ud. Nu venter vi bare på virkeliggørelsen. Dagdrømme eller virkelighed, d'herrer (og damer) politikere. Det er valget, før det er for sent. 

Men vi kan håbe på, at forhenværende statsminister Poul Schlüters ret kontante kritik af bl.a. de dansk-svenske bureaukratier kan føre til hurtigere resultater. Som direkte udpeget af Nordisk Ministerråd til at sætte fokus på integrationsforvridninger, viser denne handling, at man omsider har erkendt problemets omfang. Og når problemer er identificerede, er løsningen normalt i sigte. Det gælder vel også for Øresundsregionen?