Velkommen Skåne!
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer. Tidligere bragt i Berlingske Tidende på dagen for indvielsen af Øresundsbroen

I dag åbnes Øresundsbroen og derved bliver Sjælland og Skåne forbundne. Den fysiske forbindelse mellem Danmark i dag og historiens Østdanmark er en realitet. Hvad revanchekrigene i 1676-79 og 1700-1720 ikke kunne ændre, nemlig afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge i 1658 til Sverige efter den mest ydmygende fred i kongerigets historie, er i dag under ganske anderledes fredelige betingelser en realitet: Vi er blevet landfaste med hinanden – med alt hvad det kan føre med sig!

Ambitiøse politikere, erhvervsfolk og en række andre grupper blandt andet af kultur­interesserede omkring Sundet forventer at høste frugterne af denne langsigtede investering. Man forventer også at den folkelige interesse følger med og ikke kun så man kan komme hurtigere over til ødegården i weekenden. Nu skal der gang i den erhvervsmæssige integration, vi skal udveksle informationer og ideer, lave fælles projekter, opleve hinandens kultur, natur og samvær på en meget nemmere måde end før. Vi er i regionernes Europa og Øresundsregionen er en oplagt mulighed for gensidig berigelse – hvis vel at mærke omkostningerne ikke bliver for dyre. Indtil videre er der desværre ikke meget folkeligt over togbillet-og bropriser.

Men hvor meget kender vi egentlig til hinanden på forhånd? Er vi klar over hvor meget, vi egentlig har til fælles i kraft af en over 650 år lang historie? I daglig tale er det jo Sverige alt sammen på den anden side. Ingen tvivl om det. Her i Øresund har grænsen gået siden Roskildefreden, hvor Danmark blev reduceret til småstat i europæisk sammenhæng og hvor vi, som den folkekære historiker Palle Lauring udtrykte det, "fik vingerne klippet" godt og grundigt. For de historieløse betyder det ingenting, for erhverv – og økonomi måske heller ikke. Og nostalgi kan man ikke bygge noget på og slet ikke en fremtid.

Men den opmærksomme dansker vil før eller siden blive stillet overfor nogle spørgsmål, hvor han må ty til historien. Samtidig e r skåningerne allerede klar over, at de i svensk sammenhæng er noget særligt: Over en million mennesker der fra barnsben bliver stillet overfor denne anderledeshed i forhold til det øvrige Sverige: De føler det, når svensk regionalpolitik ikke tager nok hensyn til Skånes enestående geografiske position i forhold til kontinentet. De mærker det, når de i Stockholm bliver kaldt "halvdanskar" på grund af deres dialekt og – hvis skåningen er historisk bevidst om den dobbelte kulturbaggrund, bliver han naturligt fornærmet og oprørt, når det officielle Sverige endnu ikke har turdet gribe fat om tyrens horn og erklære: "Ja, vi erobrede jer dengang, ikke for jeres blå øjnes skyld. Ikke for at tilføre jer en kultur, der var mere ædel og ophøjet end den danske. Vi gjorde det fordi Sverige dengang var en ekspansiv stormagt, som ville have et solidt kornkammer, et frugtbart bondeland, adgang til havet med gode havne, og fordi erobringen af det danske Skåne, Halland og Blekinge var en forudsætning for at sikre Sveriges magtstilling i Østersøen og dermed stække Danmark. Derfor måtte I skåninger forsvenskes, hvad enten I ville eller ej!"

Det ved man godt på den anden side og derfor får helt nutidig politik, der indebærer modsætninger mellem centrum og periferi (mellem Stockholm og Skåne) gang på gang et "historisk skær". Følelsen af at blive regeret udefra er langt mere udbredt i Skåne end en tilsvarende fornemmelse i Vestjylland i forhold til København, og der findes et stort antal regionalpolitiske og mere eller mindre separatistske organisationer, som forlanger prioritering af skånske forhold, større kendskab til skånsk historie, aktiv indsats for at fastholde den skånske dialekt, osv.

Var det nemlig ikke Karl d. IX, der fra sit hovedkvarter i Lyngby i Skåne under Skånske Krig i 1678 formulerede og begrundede hensigten med at ville overtræde Roskildefreden (om at Skåne­landene skulle bibeholde deres gamle sæder og skikke) på den måde at "indbyggerne og undersåtterne derved med tiden må vindes til de svenske fra de danske sæder og skikke og således efterhånden mister kærligheden til Danmark, som ellers utvivlsomt vil vedvare hos dem, thi overensstemmelse i ceremonier, konstitutioner, sæder og sprog holder ufejlbarligt gemytterne indbyrdes sammen"?

Derfor gik det for eksempel også trægt med indførelsen af svensk kirkeordning, herunder prædiken og salmesang på svensk. Folk blev væk fra kirkerne. Bønderne i Brøserup klagede allerede i 1663 over at de ikke kunne forstå den nyindsatte svenske præst, "thi vi er dog hverken tyskere eller hedninge!" I 1682 måtte den svenske provst Michael Arenchil indrømme, at nogle menigheder ikke ville lade børnene lære svensk "af den utidige kærlighed de nærer til det danske sprog". Til sidst straffede man udeblivelse fra kirkerne med klækkelige bøder og det hjalp straks på fremmødet.

Der var altså ikke tale om tilfældigheder i denne strategi for de nyerhvervede områders forsvenskning. Det var en del af Stockholms uniformitetspolitik, som ud over Skåne­landene også blev de norsk-afståede landskaber Bohus, Herjedalen og Jemteland til del.

De skånske lande var i første omgang de virkelige tabere, da de blev reduceret til svensk grænseprovins med forbud mod at kommunikere med Danmark i over 150 år. Forsvenskningen af traditioner, kirkeordning, retssystem, osv. lykkedes jo forholdsvis hurtigt – efter at de åbenbart genstridige var blevet sat effektivt på plads (fyrede præster, konfiskeret ejendom, henrettede uromagere og oprørere) – men selv om Stockholm i århundreder bevidst fuskede med historien, var de objektive kendsgerninger svære at ændre på. Danmarks nærhed gjorde forskellen. Og så er der stadig det med tungemålet, der lige som de hvide landsbykirker og mange andre vidnesbyrd fortalte en anden historie. Knud Fabricius stadig enestående værk: "Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige" i fire bind er en detaljeret dokumentation for hele denne overgangsproces.

I Danmark har historien om det østensundske Danmark haft trange kår. Og her mener jeg netop den historiske interesse. Skyldes det almindelig historieløshed eller officiel bevidst fortrængning? Nok en kombination af begge dele. I Danmark har man gået på listefødder, når det drejer sig om ikke at støde den gode nordiske nabo som om nutidigt venskab og samarbejde skulle tage skade af at forholde sig ærligt til historien. Det er nærmest lidt pinligt at gøre opmærksom på Skånes danske historie. Jeg vil derfor give ordet til den skånske forfatter Ingemar Ingers, der i 1963 – mens det stadig var meget ildeset for skåninger at gøre opmærksom på den danske fortid – formulerede sig således i "Limhamn Museiförenings årbok" (oversat): "Skåne "tilhørte" ikke bare Danmark indtil freden i Roskilde 1858; det var Danmark, lige så dansk som Sjælland, Fyn og Jylland om end det havde sit egnspræg. Dets love og skikke var danske, kirkeordningen ligeså... Folkets sæder og levevis var – specielt i det vestlige Skåne – i nær overensstemmelse med de danske øers. De skrivekyndige – som var et fåtal af den samlede befolkning – anvendte dansk skriftsprog, hvor man også kan spore adskillige skånske træk. Skånes folkesprog var og er, i det omfang det stadig tales, en østdansk dialekt, delt i flere indbyrdes forskellige dialekter og udgør en overgang mellem de danske øbomål og de sydsvenske mål i Småland. I Gønge herred er de nært beslægtet med det sydlige smålandsk, i sydvest i Oxie og Skyds herred, ligner det meget udtalen på Sjælland, Amager og de sydlige øer". Nu er der jo sket utroligt meget på det sproglige område siden. TV og anden massekommunikation fortrænger hastigt dialekter og regionalsprogsudtalen, så i dag må man sige at decideret dialekttalende mennesker i Skåne taler "en svensk dialekt på østdansk sproglig baggrund", som en skånsk sprogforsker har formuleret det.

Men den historiske amputering sidder stadig så fast i danske historikeres og kunsthistorikeres bevidsthed at man sjældent ser et fyldestgørende kortmateriale, der dækker datidens Danmark. På stednavneområdet er det som regel helt galt. I Nationalmuseets glimrende værk "Danske kalkmalerier" red. Af Ulla Haastrup og Robert Egevang, hvor også de skånske, hallandske og blekingske landsbykirker er medtaget, sker præsentationen under landsbyernes forsvenskede navne. Betyder det noget? Ja, det er meningsforstyrrende, for ingen dansk landsbykirke blev grundlagt under svensk navn. En mulig forklaring kunne være at bortset fra byernes danske navne (Landskrone, Ysted, Simmershavn) så er resten gået i glemmebogen. Man skal nærlæse geografen J.Husmans skånelands­kort fra 1677 – altså under Skånske krig, det sidste Danmarkskort over provinserne østensunds – for at finde frem til dem. Man kan også konkludere, at interessen har manglet hos de professionelle.

Men er det kun af interesse for stednavneforskere at dagens Tommarp hed Tommerup, Gunnarstorp kaldtes Gundestrup, at Gemsø blev forvandlet til Jämshög eller at Änglarp faktisk døbtes Englerup? Til kunsthistorikerne kan jeg oplyse at Brunnby og Hästveda landsbykirker (med flotte kalkmalerier) hed Brøndby og Hestved i den danske tid. Apropos landsbykirkerne så har vi på øerne bevaret 95 pct. af dem, men i Skåne er det kun 60 pct. Forklaring: I 1800-tallet helt frem til 1906 rev man et stort antal ned eller ombyggede dem i overensstemmelse med "uniformitets"-politikken fra Stockholm. Skåningerne blev ikke spurgt, da man nedrev flere klassiske, hvide landsbykirker med uerstattelige kalkmalerier. I ovennævnte værk ser man et gammelt sort-hvidt foto, der viser nedrivningen(!) af den dansk landsbykirke med uerstattelige romanske kalkmalerier i landsbyen Asmindrup (nu: Asmundtorp).

Spørgsmålet er hvor meget vi vestensunds er forberedte til et kulturmøde, der bygger på en fælles fortid. Jeg tror, at interessen er god nok, når blot informationerne er tilstede. Formentlig på samme måde, som når to mennesker i et selskab finder ud af at de i virkeligheden er i familie med hinanden. Det kan man da kalde et nærhedsprincip. Desværre lider mange danskere i det østlige Danmark i den daglige virkelighed af en småtskåret, dum-smart overlegenhed overfor vore naboer. En "klassiker" er den med at følge en fuld svensker til færgen. Er det holdningen til vore nærmeste naboer? En holdning på linie med uvidenheden om "pølsetyskere" og den øvrige manglende viden om tyske forhold. Det er sejlivede størrelser vi har med at gøre for selv 7-årige børn, der aldrig har mødt en svensker eller en tysker kender udtrykkene. Så måske har småstatsmentaliteten efter de historiske nederlag til naboerne affødt en lands­by­mentalitet, en væren-sig-selv-nok, der giver sig åbenbart primitive udslag. Når undervisning og information i øvrigt ikke evner at løfte vidensniveauet højt nok og når historien amputeres og fortrænges, bliver resultatet derefter. Men så har vi jo heldigvis vores særlige danske humor, ikke? Den kræver heldigvis ingen forudsætninger. Ha,ha!

Hvis ikke broprojektet skal ende i ren økonomi og kulturpingeri, altså hvis ikke det ad åre bliver lige så naturligt at tage til rock-koncert, show, teaterforestilling, osv. på den anden side Sundet som en festival i Roskilde eller en festuge andetsteds, så er vi ikke nået særlig langt. Det samme gælder naturligvis indenfor undervisning, studier og forskning. Så en bro alene gør det ikke. Der skal åbenhed og samarbejde til og netop indenfor historieforskning- og formidling har der været mange gode eksempler de seneste år på, at vi faktisk er kommet hinanden nærmere. Men den folkelige udveksling er stadig yderst begrænset.

Vender vi os endnu engang til historien kunne man spørge: Hvordan kunne overgangen lykkes på nogle få generationer? Her vil jeg undlade de politiske foranstaltninger, økonomiske forklaringer og lignende generaliserende forklaringer, men forsøge mig med en mentalitetshistorisk: I forbindelse med forsvenskningen i Gønge-herrederne i 1680’erne sagde den nyindsatte svenske provst (om skåningerne): "Her er et vanskeligt (stædigt) folk, som man dog med lemfældighed i tiden driver hvorhen man vil". Stædige, men alligevel flytbare. Måske gælder denne betegnelse i lige så høj grad for skåningernes gamle moderland, siger Knud Fabricius. Der er noget typisk dansk over skåningernes overgang til Sverige. Ordet er tilpasning og fordragelighed. Garneret med Grundtvig og "Ved jorden at blive det tjener os bedst" og "På det jævne, på det jævne, aldrig i det himmelblå". At skåningerne så relativt nemt (med alle forbehold – sammenlignet med Europa – trods overgangsperiodens tvangsforanstaltninger, ekstra skatter, rytterindkvarteringer på gårdene, tvungen svensksproget gudstjeneste, bøde­systemer og den brutale undertrykkelse af snaphaner, henrettelserne, osv.) blev forsvenskede skyldes altså ironisk nok deres danskhed, deres ubekymrede livsstil, tilpasningsevne og accept. Heroverfor stod og står det legendariske svenske sejrsinstinkt, kendt historisk fra krigene, som vi tabte og fra nutidens sportsverden. Nationalitet i moderne betydning fandtes ganske vist ikke, men tilhørsforhold til egnen og landsdelen, loyalitet overfor en øvrighed, der talte samme sprog, trygheden ved fælles traditioner og skikke, had mod fremmede indtrængere var en usvigelig kendsgerning. Kilderne skelner hele tiden mellem "de danske" og "de svenske".

Her står vi så med mange hvide pletter på det bevidsthedsmæssige og historiske landkort om Skåne og Danmark – og det endnu ikke etablerede samarbejde oven i en ofte diffus og fragmentarisk viden om fortiden. Der ligger på alle områder en stor opgave her, hvis broen skal være andet og mere end beton, stålkonstruktioner og dyre broafgifter.

Altså velkommen alle I efterkommere af vore gamle landsmænd! Kæmp blot videre for at få jeres rette plads indenfor dansk og svensk historie. Lad os mødes i bestræbelserne på at omdanne Øresundsregionen til et fungerende kraftcenter med folkelig tyngde. Nu er chancen der for at skabe en kulturel, uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig bro mellem to trods alt nært beslægtede stater og to befolkninger på begge sider af Øresund, der har fælles fortid.

STIG WØRMER