Velkommen Skåne!
Af lektor, cand. mag. & art. Stig
Wørmer. Tidligere bragt i Berlingske Tidende på dagen for
indvielsen af Øresundsbroen
I dag åbnes
Øresundsbroen og derved bliver Sjælland og Skåne forbundne. Den
fysiske forbindelse mellem Danmark i dag og historiens Østdanmark er en
realitet. Hvad revanchekrigene i 1676-79 og 1700-1720 ikke kunne ændre,
nemlig afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge i 1658 til Sverige
efter den mest ydmygende fred i kongerigets historie, er i dag under
ganske anderledes fredelige betingelser en realitet: Vi er blevet
landfaste med hinanden – med alt hvad det kan føre med sig!
Ambitiøse politikere, erhvervsfolk og
en række andre grupper blandt andet af kulturinteresserede omkring
Sundet forventer at høste frugterne af denne langsigtede investering.
Man forventer også at den folkelige interesse følger med og ikke kun
så man kan komme hurtigere over til ødegården i weekenden. Nu skal
der gang i den erhvervsmæssige integration, vi skal udveksle
informationer og ideer, lave fælles projekter, opleve hinandens kultur,
natur og samvær på en meget nemmere måde end før. Vi er i
regionernes Europa og Øresundsregionen er en oplagt mulighed for
gensidig berigelse – hvis vel at mærke omkostningerne ikke bliver for
dyre. Indtil videre er der desværre ikke meget folkeligt over
togbillet-og bropriser.
Men hvor meget kender vi egentlig til
hinanden på forhånd? Er vi klar over hvor meget, vi egentlig har til
fælles i kraft af en over 650 år lang historie? I daglig tale er det
jo Sverige alt sammen på den anden side. Ingen tvivl om det. Her i
Øresund har grænsen gået siden Roskildefreden, hvor Danmark blev
reduceret til småstat i europæisk sammenhæng og hvor vi, som den
folkekære historiker Palle Lauring udtrykte det, "fik vingerne
klippet" godt og grundigt. For de historieløse betyder det
ingenting, for erhverv og økonomi måske heller ikke. Og nostalgi
kan man ikke bygge noget på og slet ikke en fremtid.
Men den opmærksomme dansker vil før
eller siden blive stillet overfor nogle spørgsmål, hvor han må ty til
historien. Samtidig e r skåningerne allerede klar over, at de i svensk
sammenhæng er noget særligt: Over en million mennesker der fra
barnsben bliver stillet overfor denne anderledeshed i forhold til det
øvrige Sverige: De føler det, når svensk regionalpolitik ikke tager
nok hensyn til Skånes enestående geografiske position i forhold til
kontinentet. De mærker det, når de i Stockholm bliver kaldt "halvdanskar"
på grund af deres dialekt og – hvis skåningen er historisk bevidst
om den dobbelte kulturbaggrund, bliver han naturligt fornærmet og
oprørt, når det officielle Sverige endnu ikke har turdet gribe fat om
tyrens horn og erklære: "Ja, vi erobrede jer dengang, ikke for
jeres blå øjnes skyld. Ikke for at tilføre jer en kultur, der var
mere ædel og ophøjet end den danske. Vi gjorde det fordi Sverige
dengang var en ekspansiv stormagt, som ville have et solidt kornkammer,
et frugtbart bondeland, adgang til havet med gode havne, og fordi
erobringen af det danske Skåne, Halland og Blekinge var en
forudsætning for at sikre Sveriges magtstilling i Østersøen og dermed
stække Danmark. Derfor måtte I skåninger forsvenskes, hvad enten I
ville eller ej!"
Det ved man godt på den anden side og
derfor får helt nutidig politik, der indebærer modsætninger mellem
centrum og periferi (mellem Stockholm og Skåne) gang på gang et
"historisk skær". Følelsen af at blive regeret udefra er
langt mere udbredt i Skåne end en tilsvarende fornemmelse i Vestjylland
i forhold til København, og der findes et stort antal regionalpolitiske
og mere eller mindre separatistske organisationer, som forlanger
prioritering af skånske forhold, større kendskab til skånsk historie,
aktiv indsats for at fastholde den skånske dialekt, osv.
Var det nemlig ikke Karl d. IX, der fra
sit hovedkvarter i Lyngby i Skåne under Skånske Krig i 1678
formulerede og begrundede hensigten med at ville overtræde
Roskildefreden (om at Skånelandene skulle bibeholde deres gamle sæder
og skikke) på den måde at "indbyggerne og undersåtterne derved
med tiden må vindes til de svenske fra de danske sæder og skikke og
således efterhånden mister kærligheden til Danmark, som ellers
utvivlsomt vil vedvare hos dem, thi overensstemmelse i ceremonier,
konstitutioner, sæder og sprog holder ufejlbarligt gemytterne indbyrdes
sammen"?
Derfor gik det for eksempel også
trægt med indførelsen af svensk kirkeordning, herunder prædiken og
salmesang på svensk. Folk blev væk fra kirkerne. Bønderne i Brøserup
klagede allerede i 1663 over at de ikke kunne forstå den nyindsatte
svenske præst, "thi vi er dog hverken tyskere eller
hedninge!" I 1682 måtte den svenske provst Michael Arenchil
indrømme, at nogle menigheder ikke ville lade børnene lære svensk
"af den utidige kærlighed de nærer til det danske sprog".
Til sidst straffede man udeblivelse fra kirkerne med klækkelige bøder
og det hjalp straks på fremmødet.
Der var altså ikke tale om
tilfældigheder i denne strategi for de nyerhvervede områders
forsvenskning. Det var en del af Stockholms uniformitetspolitik,
som ud over Skånelandene også blev de norsk-afståede landskaber
Bohus, Herjedalen og Jemteland til del.
De skånske lande var i første omgang
de virkelige tabere, da de blev reduceret til svensk grænseprovins med
forbud mod at kommunikere med Danmark i over 150 år. Forsvenskningen af
traditioner, kirkeordning, retssystem, osv. lykkedes jo forholdsvis
hurtigt – efter at de åbenbart genstridige var blevet sat effektivt
på plads (fyrede præster, konfiskeret ejendom, henrettede uromagere og
oprørere) – men selv om Stockholm i århundreder bevidst fuskede med
historien, var de objektive kendsgerninger svære at ændre på.
Danmarks nærhed gjorde forskellen. Og så er der stadig det med
tungemålet, der lige som de hvide landsbykirker og mange andre
vidnesbyrd fortalte en anden historie. Knud Fabricius stadig enestående
værk: "Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige" i fire bind
er en detaljeret dokumentation for hele denne overgangsproces.
I Danmark har historien om det
østensundske Danmark haft trange kår. Og her mener jeg netop den historiske
interesse. Skyldes det almindelig historieløshed eller officiel
bevidst fortrængning? Nok en kombination af begge dele. I Danmark har
man gået på listefødder, når det drejer sig om ikke at støde den
gode nordiske nabo som om nutidigt venskab og samarbejde skulle tage
skade af at forholde sig ærligt til historien. Det er nærmest lidt
pinligt at gøre opmærksom på Skånes danske historie. Jeg vil derfor
give ordet til den skånske forfatter Ingemar Ingers, der i 1963 –
mens det stadig var meget ildeset for skåninger at gøre opmærksom på
den danske fortid – formulerede sig således i "Limhamn
Museiförenings årbok" (oversat): "Skåne
"tilhørte" ikke bare Danmark indtil freden i Roskilde 1858;
det var Danmark, lige så dansk som Sjælland, Fyn og Jylland om end det
havde sit egnspræg. Dets love og skikke var danske, kirkeordningen
ligeså... Folkets sæder og levevis var – specielt i det vestlige
Skåne – i nær overensstemmelse med de danske øers. De skrivekyndige
– som var et fåtal af den samlede befolkning – anvendte dansk
skriftsprog, hvor man også kan spore adskillige skånske træk. Skånes
folkesprog var og er, i det omfang det stadig tales, en østdansk
dialekt, delt i flere indbyrdes forskellige dialekter og udgør en
overgang mellem de danske øbomål og de sydsvenske mål i Småland. I
Gønge herred er de nært beslægtet med det sydlige smålandsk, i
sydvest i Oxie og Skyds herred, ligner det meget udtalen på Sjælland,
Amager og de sydlige øer". Nu er der jo sket utroligt meget på
det sproglige område siden. TV og anden massekommunikation fortrænger
hastigt dialekter og regionalsprogsudtalen, så i dag må man sige at
decideret dialekttalende mennesker i Skåne taler "en svensk
dialekt på østdansk sproglig baggrund", som en skånsk
sprogforsker har formuleret det.
Men den historiske amputering sidder
stadig så fast i danske historikeres og kunsthistorikeres bevidsthed at
man sjældent ser et fyldestgørende kortmateriale, der dækker datidens
Danmark. På stednavneområdet er det som regel helt galt. I
Nationalmuseets glimrende værk "Danske kalkmalerier" red. Af
Ulla Haastrup og Robert Egevang, hvor også de skånske, hallandske og
blekingske landsbykirker er medtaget, sker præsentationen under
landsbyernes forsvenskede navne. Betyder det noget? Ja, det er
meningsforstyrrende, for ingen dansk landsbykirke blev grundlagt under
svensk navn. En mulig forklaring kunne være at bortset fra byernes
danske navne (Landskrone, Ysted, Simmershavn) så er resten gået i
glemmebogen. Man skal nærlæse geografen J.Husmans skånelandskort fra
1677 – altså under Skånske krig, det sidste Danmarkskort over
provinserne østensunds – for at finde frem til dem. Man kan også
konkludere, at interessen har manglet hos de professionelle.
Men er det kun af interesse for
stednavneforskere at dagens Tommarp hed Tommerup, Gunnarstorp kaldtes
Gundestrup, at Gemsø blev forvandlet til Jämshög eller at Änglarp
faktisk døbtes Englerup? Til kunsthistorikerne kan jeg oplyse at
Brunnby og Hästveda landsbykirker (med flotte kalkmalerier) hed
Brøndby og Hestved i den danske tid. Apropos landsbykirkerne så har vi
på øerne bevaret 95 pct. af dem, men i Skåne er det kun 60 pct.
Forklaring: I 1800-tallet helt frem til 1906 rev man et stort antal ned
eller ombyggede dem i overensstemmelse med "uniformitets"-politikken
fra Stockholm. Skåningerne blev ikke spurgt, da man nedrev flere
klassiske, hvide landsbykirker med uerstattelige kalkmalerier. I
ovennævnte værk ser man et gammelt sort-hvidt foto, der viser
nedrivningen(!) af den dansk landsbykirke med uerstattelige romanske
kalkmalerier i landsbyen Asmindrup (nu: Asmundtorp).
Spørgsmålet er hvor meget vi
vestensunds er forberedte til et kulturmøde, der bygger på en fælles
fortid. Jeg tror, at interessen er god nok, når blot informationerne er
tilstede. Formentlig på samme måde, som når to mennesker i et selskab
finder ud af at de i virkeligheden er i familie med hinanden. Det kan
man da kalde et nærhedsprincip. Desværre lider mange danskere i det
østlige Danmark i den daglige virkelighed af en småtskåret, dum-smart
overlegenhed overfor vore naboer. En "klassiker" er den med at
følge en fuld svensker til færgen. Er det holdningen til vore
nærmeste naboer? En holdning på linie med uvidenheden om
"pølsetyskere" og den øvrige manglende viden om tyske
forhold. Det er sejlivede størrelser vi har med at gøre for selv
7-årige børn, der aldrig har mødt en svensker eller en tysker kender
udtrykkene. Så måske har småstatsmentaliteten efter de historiske
nederlag til naboerne affødt en landsbymentalitet, en
væren-sig-selv-nok, der giver sig åbenbart primitive udslag. Når
undervisning og information i øvrigt ikke evner at løfte
vidensniveauet højt nok og når historien amputeres og fortrænges,
bliver resultatet derefter. Men så har vi jo heldigvis vores særlige
danske humor, ikke? Den kræver heldigvis ingen forudsætninger. Ha,ha!
Hvis ikke broprojektet skal ende i ren
økonomi og kulturpingeri, altså hvis ikke det ad åre bliver lige så
naturligt at tage til rock-koncert, show, teaterforestilling, osv. på
den anden side Sundet som en festival i Roskilde eller en festuge
andetsteds, så er vi ikke nået særlig langt. Det samme gælder
naturligvis indenfor undervisning, studier og forskning. Så en bro
alene gør det ikke. Der skal åbenhed og samarbejde til og netop
indenfor historieforskning- og formidling har der været mange gode
eksempler de seneste år på, at vi faktisk er kommet hinanden
nærmere. Men den folkelige udveksling er stadig yderst begrænset.
Vender vi os endnu engang til historien
kunne man spørge: Hvordan kunne overgangen lykkes på nogle få
generationer? Her vil jeg undlade de politiske foranstaltninger,
økonomiske forklaringer og lignende generaliserende forklaringer, men
forsøge mig med en mentalitetshistorisk: I forbindelse med
forsvenskningen i Gønge-herrederne i 1680’erne sagde den nyindsatte
svenske provst (om skåningerne): "Her er et vanskeligt (stædigt)
folk, som man dog med lemfældighed i tiden driver hvorhen man
vil". Stædige, men alligevel flytbare. Måske gælder denne
betegnelse i lige så høj grad for skåningernes gamle moderland, siger
Knud Fabricius. Der er noget typisk dansk over skåningernes overgang
til Sverige. Ordet er tilpasning og fordragelighed. Garneret med
Grundtvig og "Ved jorden at blive det tjener os bedst" og
"På det jævne, på det jævne, aldrig i det himmelblå". At
skåningerne så relativt nemt (med alle forbehold – sammenlignet med
Europa – trods overgangsperiodens tvangsforanstaltninger, ekstra
skatter, rytterindkvarteringer på gårdene, tvungen svensksproget
gudstjeneste, bødesystemer og den brutale undertrykkelse af snaphaner,
henrettelserne, osv.) blev forsvenskede skyldes altså ironisk nok deres
danskhed, deres ubekymrede livsstil, tilpasningsevne og accept.
Heroverfor stod og står det legendariske svenske sejrsinstinkt, kendt
historisk fra krigene, som vi tabte og fra nutidens sportsverden.
Nationalitet i moderne betydning fandtes ganske vist ikke, men
tilhørsforhold til egnen og landsdelen, loyalitet overfor en øvrighed,
der talte samme sprog, trygheden ved fælles traditioner og skikke, had
mod fremmede indtrængere var en usvigelig kendsgerning. Kilderne
skelner hele tiden mellem "de danske" og "de
svenske".
Her står vi så med mange hvide
pletter på det bevidsthedsmæssige og historiske landkort om Skåne og
Danmark – og det endnu ikke etablerede samarbejde oven i en ofte
diffus og fragmentarisk viden om fortiden. Der ligger på alle områder
en stor opgave her, hvis broen skal være andet og mere end beton,
stålkonstruktioner og dyre broafgifter.
Altså velkommen alle I efterkommere af
vore gamle landsmænd! Kæmp blot videre for at få jeres rette plads
indenfor dansk og svensk historie. Lad os mødes i bestræbelserne på
at omdanne Øresundsregionen til et fungerende kraftcenter med folkelig
tyngde. Nu er chancen der for at skabe en kulturel, uddannelsesmæssig
og erhvervsmæssig bro mellem to trods alt nært beslægtede stater og
to befolkninger på begge sider af Øresund, der har fælles fortid.
STIG WØRMER
|