Tilstanden i Skåne 1707-09
Af Jonny Ambrius.

Karl XII, "Werldens Hjelte". I dennes heterogene armé med mange forskellige nationaliteter udgjorde skånelænderne 22.000 mand eller 36 %. I rullerne har de nationalitetsbetegnelsen "Schone" eller "Schoneländer". Få af dem genså deres fædrene jord.


I november 1707 foretog den nye guvernør for Skåne, Magnus Stenbock, en rundrejse i landsdelen. Rejsens vigtigste formål var at rekruttere soldater til Karl XII's armé, men overalt hvor Stenbock og hans følge drog frem, blev de overøst med klagemål over myndighedernes behandling af almuen. Hvert eneste sted, hvor et udskrivningsmøde skulle finde sted, blev der indgivet ikke mindre end 7-900 klagemål fra bønderne i just dette område. Tilbage i Malmø begyndte Stenbock at sortere klagerne efter det formente overgrebs karakter, men på trods af de tusindvis af klageskrifter fandt guvernøren mærkeligt nok kun, at tre fogeder havde begået så tilpas grove forbrydelser, at de som følge heraf blev anholdt.

Dette var imidlertid blot toppen af isbjerget, for fogdernes underordnede var mindst lige så skyldige, og forbrydelserne drejede sig om alt fra rent tyveri til uretmæssig beslaglæggelse af levnedsmidler og løsøre. Ved en lejlighed skulle overskuddet af den proviant, som bønderne havde leveret til tropperne i Skåne, gives tilbage, men da bønderne krævede dette, jagede fogder og lensmænd i stedet skåningerne væk med hug og slag. Til alle de forbrydelser, som de opsvenske embedsmænd begik mod den skånske almue, kan lægges udpresning, bedrageri, mishandling, dødstrusler, dokumentfalsk etc.

Dette i en landsdel som på denne tid næppe havde nået at komme til kræfterne igen oven på eftervirkningerne af den ødelæggende skånske krig, som strakte sig fra 1675-79. I mange svenskeres øjne var Skåne i begyndelsen af 1700-tallet rigtignok rent juridisk at betragte som indenlandsk område, men i praksis blev skåningerne på trods af dette stadig betragtet som højst upålidelige og fjendtligt indstillede danskere. Den gang kunne Skånes opsvenske embedsmænd således bære sig ad lige, som de ville - med våbenmagt i ryggen. Samtidig med at skåningerne på den måde blev udplyndret af øvrigheden, blev de desuden tvunget til at bidrage med soldater til Karl XII's armé. Fra 1700 og frem til september 1709 blev der udskrevet ikke mindre end 15.000 skånske mænd til svensk krigstjeneste. Stenbock beklager sig i 1709 i en skrivelse til kongen over, at Skåne havde måttet overlade mere mandskab til arméen end nogen anden landsdel i Sverige. Dertil kommer, at op imod 95% af disse skånske soldater blev sejlet bort til den gale konges krigsskuepladser i Baltikum og på kontinentet, og kun nogle promille genså nogensinde Skåne.

Denne åreladning af befolkningen resulterede i, at mere end tusind gårde og bondegårde i Skåne (ud af ca. 6500) blev lagt øde, og på de øvrige fandtes der i bedste fald en enkelt mandsperson tilbage, som på grund af høj alder var blevet ladt tilbage af de særdeles nidkære udskrivelsesmyndigheder. Det utrolige er i den sammenhæng, at Karl XII i 1711 lige før sit norske felttog mente, at det måtte kunne lade sig gøre at presse yderligere soldatermateriale ud af Skåne. Stenbock protesterede naturligvis, men det hjalp ikke meget. Allerede i januar 1712 blev der således udskrevet yderligere 2.000 skåninger til krigstjeneste, hvilket indebar, at hver sjette mandsperson i Skåne forsvandt, men kongen var på trods af dette endnu ikke tilfreds. Stenbocks efterfølger som guvernør i Skåne, Burenschiöld, blev beordret til at fremskaffe yderligere 1.200 mand fra den forarmede skånske befolkning. Kongen understreger særligt i sin ordrer til Burenschiöld, at han skal "anvende den højeste flid for at anskaffe dette antal." Med andre ord med alle tænkelige midler.

Da danskerne i 1709 steg i land i Skåne, medførte de intet eget forråd, men satte deres lid til skåningernes velvilje. Skåningerne bidrog også mere end gerne til at hjælpe deres gamle landsmænd med proviant. Selvom de befandt sig i fjendeland, synes danskerne at have opført sig "som mennesker og ikke som rovdyr". Det samme kan ikke siges om de svenske tropper. Allerede i begyndelsen af november 1709 modtog Stenbock mængder af klagemål fra befolkningen om, at de svenske soldater for voldsomt og hensynsløst frem i provinsen. Den 11. november lod han derfor publicere en såkaldt marode-plakat, som pålagde tropperne krigstugt. Dette hjalp dog ikke det aller mindste. Stenbock beklagede sig derfor den 17. november til forsvarskammeret, hvilket resulterede i, at man sendte en såkaldt krigsfiskal ned til Skåne. Denne rapporterede imidlertid, at han intet usædvanligt havde set eller hørt, og selvom Stenbock udfærdigede endnu hårdere forordninger, hjalp intet.

De svenske soldater fortsatte med at opføre sig som om, de befandt sig i fjendeland, dvs. stjal, myrdede, voldtog og brændte. Gennem slaget ved Helsingborg blev Skåne ganske vist befriet fra den danske hær, men sine egne forsvarere kom man ikke så hurtigt af med. 1.400 sårede og syge blev efter slaget ved Helsingborg sendt til pleje i Lund. Der forårsagede de en smitsom sygdom, som nær havde gjort kål på hele byens befolkning. De opsvenske soldater, som var i fuld vigør efter slaget ved Helsingborg, forsvandt ikke direkte fra Skåne, men blev indkvarteret rundt om i herrederne. Der fortsatte de deres favoritbeskæftigelse, nemlig at udplyndre, fornedre og terrorisere befolkningen. Rigtignok var der draget sølle omsorg for troppernes underhold, eftersom provinsen var ganske ludfattig, men der findes mange vidnesbyrd om, at det ikke altid var nøden, der forårsagede, at soldaterne bar sig ad, som de gjorde. Snarere var det følelseskulden og råheden, som gjorde sig gældende ved de voldelige overgreb, som ramte den værgeløse almue. Man bør nemlig tænke på, at troppernes fremfærd mod skåningerne viste sig allerede den første dag, hvor opsvenskerne nordfra passerede grænsen til Skåne - det verdenshjørne fra hvilket intet andet end kulde, sne og ond, pludselig død trak ned over skåningerne gennem århundrederne.

© 1997, Jonny Ambrius



Opstillingen før slaget ved Helsingborg. De eneste skåninger i Magnus Stenbocks arme, "Skånska tre- och femmänningsregementet", som for størstedelens vedkommende desuden var indvandrede svenske skåninger, er opstillet længst ude på svenskernes venstre flanke. Antallet af skåninger på den danske side er betydeligt større. Efter fire times kamp stod Stenbock som sejrherre på valpladsen, og rundt om ham lå 8. 000 døde eller sårede, hvoraf 5. 000 hørte til den danske armé.