Skånsk folkelighed i nordisk perspektiv
Af Johannes H. Christensen, tidligere formand for Dansk-Skaansk Forening. Fra Vejle Amts Folkeblad 20. juli 1979

Det var Sønderjylland fra Ejderen til Kongeåen, Nørrejylland fra Kongeåen til Skagen, Fyn, dernæst Sjælland, Lolland og Falster samt Skåne, Halland og Blekinge. Bornholm hørte under Skåne.
Ved tvangsfreden i 1658 sagde den danske udenrigsminister Kresten Skeel: "Ak, gid, jeg aldrig havde lært at skrive".
Vi måtte afstå de kærnedanske lande østen for Sundet. Skåneland var ikke yderprovinser, grænselande, det var selve Danmarks kærne, både folkeligt og økonomisk. Skåne dækker 11.000, Blekinge 3.000 og Halland 5.000 kvadratkilometer.
Der boede ikke skyggen af en svensker i disse lande. Det var en ren dansk befolkning, der pludselig fik bud om, at de fra nu af var svenske. Med alt hvad det indebar.
Da svenskerne af i dag er vore brødre, og vi har samme politiske system og leveform, ville det næppe være svært for en dansker at blive svensk i den ydre form. De 600 danske læger i Sverige klarer opgaven udmærket. Men den gang lå der flere hundrede års bitre fejder og krige med voldtægt, drab, mord, plyndringer og hævnlyst bag forholdet dansk-svensk.
Ondskaben var lige stor fra begge sider. Danskerne hvervede tyske landsknægte, som myrdede og hærgede så grusomt, at man lukker øjnene ved læsningen.
Men efter 1658 lagde svenskekongen en dragon i hver bondegård i det erobrede område. Dragonen skulle ikke arbejde, og havde al ret på sin side. Det måtte skabe konflikter og de danske bønder blev den tabende part. Bønderne blev dræbt eller måtte flygte til skovs.
I Dalby kirke forkyndte præsten evangeliet på svensk. Bønderne stampede i gulvet i protest, de ville høre Guds ord på dansk. Svenskerne kom. Dræbte oldermændene, rev det meste af kirken ned og pålagde en stor bod.
Da danskerne gik i land i Skåne i 1676 blev de naturligvis hilst som befriere og modtaget med en overvældende jubel af hele Skånelands befolkning.
Fire skånske regimenter blev straks opstillet til kampen mod de svenske, og 30 kompagnier af friskytter blev dannet på gøngernes eget initiativ. Deres kvinder syede dannebrogsfaner til striden, og friskytterne brugte den danske edsformular, når de svor fanen til deres egne valgte høvedsmænd.
Der er noget manende og dybt ægte i den danske faneed. Den lyder:
"Jeg betror dig denne fane, fordi jeg ved, at du er en ærlig og modig mand, du skal føre den, som en danemand værner sin ægtehustru. Du skal svinge den over ærlige folk og ikke lade den vaje over forrædere. Under march og på vagt, under storm og i strid skal du stå som et mønster for tapre soldater. - Ingensinde må du vige, aldrig må du give anledning til, at hæren bliver modløs og flygter. Skulle det ske, at fjenden afhugger din højre hånd, skal du slå tænderne i fanen. Du skal værne den, så længe du lever og ånder. Må du opgive kampen, det Gud forbyde, skal du vikle dig i fanen og dø".
Ved Lund kæmpede den danske hær i december 1676 og tabte slaget. Fem tusinde danske soldater faldt i dette største slag i Nordens historie. De levede op til den ed, de havde aflagt til deres konge.
Svenskerne afbrændte Skåne og dræbte friskytterne under tortur. De blev spiddede langs vejene til skræk og advarsel for andre.
"Hvor omkring i bygden din færd du ta'r, de spiddedes skygger omkring dig du har. Og alle mødte de døden kækt, de ville ej skilles fra deres slægt."
Digtet er forfattet af Zacarias Collin, skånsk skolelærer i Helsingborg i 1890'erne.
Frankrigs Solkonge tvang danskerne til at rømme Skåne og kongen murede de østvendte vinduer i Kronborg til.
20.000 skåninger kom som flygtninge til Sjælland og måtte gennem den hårde sociale eksistenskamp.
Det var forbud mod indførelse af danske bøger i Skåne helt op til 1856.
Hele Skånelands ungdom blev udskrevet til svensk krigstjeneste og sendt til Rusland og Polen, hvorfra kun meget få vendte tilbage.
Således blev Skåne folketomt og forarmet i mange hundrede år. Svenskerne sivede gradvist ned i landet og folk havde lært at dukke nakken og lystre de blågule herrer.
Forunderligt er det alligevel at læse og særlig høre, at i året 1811 nægtede tre tusinde skånske karle at lystre de svenske indkaldelser. Thi skåningerne skulle i krig mod danskerne. Kong Frederik den Sjette havde sendt balloner med budskab til skåningerne om at være klar til at kæmpe for en forening, når danskerne gik i land. De kom aldrig.
Englænderne røvede krigsflåden og hæren blev på Sjælland.
De tre tusinde skånske bønder samledes ved Klågerup, en lille landsby i det centrale Skåne. De vedtog at de ville nægte at bære våben mod deres gamle fædreland.
De led en grusom skæbne.
Svenskerne sendte seks vogne med brændevin og øl derud. Bønderne drak sig en rus på. Svenskerne kom og fangede bønderne. De blev ført til Malmø og henrettet ved skydning, hængning og halshugning, en del blev deporteret til fængslerne nordpå.
Det var så sent som i 1811.
I 1814 tvang en svensk konge med en hær af svenske, russere, tyskere og kosakker, den danske konge til at afstå Norge til Sverrig. Fire hundrede års folkeligt fællesskab blev brudt med magt. Kosakkernes lanser og tyske dødningehovedregimenter var de slående argumenter i den daværende nordiske argumentering.
Det var i 1814.
I 1848 blomstrede skandinavismen.
22.000 svenske soldater af den kongelige svenske hær kom til Sjælland, Fyn og Sønderjylland for at danne et neutralt bælte mellem slesvig-holstenerne og danskerne.
Korpset blev trukket tilbage et år senere.
600 mand begik faneflugt. De blev desertører.
De deserterede fra de blågule faner for at blive frivillige i den danske hær. Det blev de og kæmpede bravt og tappert, - "Vi vil være hos de danske, der befinder vi os såre vel", sagde de skånske frivillige.
Endnu i 1864 kom flere hundrede frivillige fra Skåne og Sverrig og gav deres liv for Danmarks sag.
Den sidste mand, der kæmpede i skanse II, var en skåning. Prøjserne tilbød ham pardon. Han afslog og faldt.
Det var i 1864.
I 1914 stod den svenske hær mobiliseret og havde taget Sjælland under observation, som det siges.
Om svenskerne var gået med tyskerne, havde de fået Sjælland, hed det. Svenskerne fik kolde fødder ved tanken om en virkelig krig og skiftede regering. Forinden var der store uroligheder blandt det indkaldte mandskab i de skånske forlægninger. Der var ganske enkelt mytteri. Det værnepligtige mandskab nægtede at bære våben mod Danmark, som parolen lød i august 1914.
Danske modstandsfolk kan på stribe berette om alle de tjenester og former for hjælp, som de mødte hos den skånske befolkning fra fiskere, toldfunktionærer, kystvagter m.fl.
Den danske brigade lå i Skåne og havde et godt forhold til befolkningen.
Efter krigen voksede industrialiseringen af Sverige meget stærkt. Det betød, at 200.000 folk fra andre dele af Sverige flyttede ned i Skåne. Det gav anledning til en del sociale og folkelige problemer.
Da svensk tv havde fået deres nye sendere i Hør proklamerede man åbenlyst med begejstring:
"Nu har vi genvundet de skånske lande for anden gang".
Inden Tv2 kom, havde skåningerne set på dansk tv.
I tusind år var Skåne kærnen i det danske rige. Her boede de fleste danske. Her var de fleste kirker og klostre. Herfra kom de fleste stude og øksne, og herfra hentede Kongens Gælker de store afgifter fra sildemarkedet i Skanøre och Falsterbo, det største i Europa indtil 1400, da silden pludselig forsvandt fra Øresund.
I slutningen af forrige århundrede udvandrede en femtedel af Skånes befolkning. En del tog til Danmark, men de fleste udvandrede til USA og Canada samt Australien.
Det var et stort folkeligt tab, men alligevel er der en stærk dansk folkelighed i nutidens Sverige.
En million skåninger præger stadig Sverige på mange måder.
Enhver skåning ser Kongens by, København, som sin første store udlandsfærd. Zoologisk have, Tivoli m.m. er en skånings første indtryk af Danmark. Stockholm ligger syv hundrede kilometer borte, det er en abstraktion, indtil en skåning bliver voksen og kommer der i nyttigt ærinde.
Ernfrid Tjørne, Falsterbo og Anders Hedwall, Hør, stiftede i 1936 Skånsk Samling, Selskabet til beskyttelse af Skånelands Natur og Kultur. De udgiver et årsskrift SÄASÄ, som indeholder mange artikler på skånske dialekter og bygdemål.
Den skånske folkelighed er svensk i sin statur, men ægte skånsk og selvbevidst i sin kærne. Den er ikke dansk. Det danske druknede i blod og terror, frygt og rædsel, samt udvandring, men bevidstheden, om at det er frænder af samme blod og æt, som bor på den anden side af Sundet, er meget levende.
Man vil gerne markere sig som færinger og ålændinge, frisere, bornholmere og finlændinger. Derfor har man en skånsk fane, fød dug med gult kors, Johannitternes gamle korsfarerfane, som ses overalt i Skåne. Skåningerne har overlevet som nation og leverer mange gode folk til Sveriges øverste ledelse og administration. Men Danmark har gjort uendeligt lidt for at bevare og styrke forbindelsen mellem jævne folk. De forbindelser, der er, er skabt ad folkelig vej. Derfor er de gode og stærke.
At kende sig selv og sin egen identitet, er ethvert menneskes ret.
Hvis dansk folkelighed skal styrke sig selv til den forestående dyst i det store europæiske fællesskab, bliver det nødvendigt at revidere tanken om at det halve Danmark blev svensk, fordi vi ligner hinanden.
Den skånske folkelighed og den lange blodige kamp for livet, retten til at være sig selv, kampen for hjemstavnen, alt dette bør være dansk ungdoms dagligdag i skole og under uddannelse. Der ligger et mægtigt følelsesladet stof og venter på behandling. Og dansk ungdom sukker efter noget, der er folkeligt og ægte. - Thi gøglet glæder ingen og svinder som dug.
Vi skal møde svenske brødre på et ærligt grundlag. Vi skal vide, hvor vi står, og hvad der ligger bag os.
I fremtidens Europa må Danmark ad den folkelige forbindelse over Skåneland vinde Sverige for den gamle tanke om frænder og folk af en æt - ellers bliver det helt andre forhold vi kommer til at møde og strides med.
Skånelands skæbne er Danmarks skæbne. Vi har havet som en gyngende bro. Lad os benytte den, mens tid er.