SKÅNE I DEN DANSKE TID
Af Knud Fabricius. Fra Skåne i tekst og billeder (1958)

Det er en almindelig opfattelse, at den historiske udvikling regelmæssig fører fra de mindre til de større politiske enheder, at stammer smelter sammen til folk, og folk atter til nationer. Således gik det jo også i det gamle Danmark, for Jyllands og Sjællands vedkommende, begge steder var man i folkevandringstiden nået til en politisk enhed, der samlede sig om de to kongesæder i Jelling og Lejre. Men for Skånelands vedkommende, der dannede den tredje store enhed inden for det gamle danske rige og bestod af Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, er sagen ikke lige så klar. Allerede ved midten af det 6te århundrede kendte den gotiske historieskriver Jordanes navnene på en række skandinaviske stammer, blandt hvilke »Bergio«, »Hallin« og »Liothida« o. s. v. af moderne sprogforskere har kunnet stedfæstes til Halland og det nordvestlige Skåne og identificeres med indbyggerne i det nuværende Bjerge (Bjäre) herred, i Halland og i Luggude herred. Tre århundreder senere ser vi en skånsk stormand, Osfrid, i en dansk konges følge deltage i politiske forhandlinger med den karolingiske kejser. »Der eksisterede altså ved vikingetidens begyndelse en slags politisk forbindelse mellem Skåne og et rige i det nuværende Danmark« (Ingvar Andersson). Men hvorledes denne forbindelse, der skulle vare i halvniende århundreder, er kommet i stand, ved vi ikke, selv om det ligger nær at mene, at vikingetogene mod vest, hvori skåningerne deltog, har været en drivkraft til foreningen. Der findes heller intet spor til, at der forud herfor skulle have gået en politisk samling af Skånelands stammer til eet folk. Ingen historisk konge over Skåne er kendt fra hine tider - selv om Saxo i sine sagn også omtaler skånske underkonger - og i modsætning til Sjælland og Jylland findes intet sted angivet som kongesæde eller kongegravsted. Da Wulfstan ved år 900 indgav sin bekendte rejsebeskrivelse fra Østersøen til kong Alfred af England, meddelte han heri, at Bornholm havde sin særlige konge, og at Blekinge var et svensk landskab. Men om Langeland, Lolland, Falster og Skåne hedder det, at »alle disse lande høre til Danmark«.
    Det er således muligt, at sammensmeltningen af de skånske bygder til eet land først er sket efter foreningen med Danmark. Måske har selve denne forening virket kraftigt til sammensmeltningen af Skånes forskellige dele. I hvert fald kan dannelsen af et »Skåneland« ikke være meget yngre end de skånske landskabers tilknytning til Sjælland og Jylland. Dens ydre symbol var det landsting, som først mødtes ved Arnedal 5 km øst for Lund, derefter på »Sankt Libershøj«, tæt nord for denne by, og endelig på sine sidste stadier, indtil forsvenskningen ophævede det, i »Allehelgenklostret« på bakken oven over Lund. Dette samlingssted for Skåne var jævnbyrdigt med Viborg ting for Jylland og Ringsted ting for Sjælland; her foretages kongevalg og traf man afgørende politiske beslutninger for hele riget; her var Skånes øverste domstol for søgsmål og retstrætter. Dens lov var længe uskrevet, men ved år 1200 opstod på privat foranstaltning »Skånske lov«, der må være blevet vedtaget på tinget og sammen med de i tidernes løb tilkomne retskilder havde gyldighed indtil 1683, da svensk lov og ret påbødes.
    Skånske lov var affattet på skånsk mål, og skønt skånsk i vore dage udgør flere dialekter, fra grænsen af »Opsverige« mod nord til »Søndersletten« mod sydvest, hvor skånsk dialekt står sjællandsk nærmest, synes det for tusinde år siden at have været mere ensartet. Det stod sproget på Sjælland nærmere end svensk og havde bevaret visse gammeldags endelser og former, som var bortkastede i sjællandsk og jysk. Det var et typisk udtryk for en befolkning, som på grund af sin afsides beliggenhed måtte være mindre påvirket af europæiske strømninger end Danmarks øvrige provinser, og som derfor også i stærkere grad end de hang ved gammel overlevering og med uvilje så på statslige indgreb i sit hidtil ubundne liv. Jernbyrd holdt sig længere i Skåne end i andre danske lande, og på landstinget dømte man fredløs ved »våbentag«. Igennem en stor del af middelalderen giver Skånelands særpræg sig derfor til kende i modstand mod de reformer, som kommer fra kongens eller ærkebispens side.
    Skåne blev nemlig i den ældre middelalder (ca. 1100) sæde for den ærkebisp, der ikke blot fik Danmark, men en tid også Norge og Sverige under sig. Hans sæde blev Lund, en by der er opstået på Knud den Stores tid og måske efter kongeligt påbud som et dansk London. Medens Helsingborg hidtil havde været den vigtigste stad i Skåne, blev nu Lund en slags »metropolis totius Daniæ«, d. e. »hele Danmarks hovedstad«, i hvert fald set fra gejstligt synspunkt. Det er overflødigt her at minde om, hvorledes forholdet mellem den verdslige og den åndelige magt efterhånden udviklede sig, fra den intimeste forbindelse under Absalon og Andreas Sunesøn till de bitre ideologiske fejder under Jakob Erlandsøn, Jens Grand og Esger Jul. Kongens magt var mindre i Skåne end i nogen anden landsdel, hvilket også fandt sit udtryk i, at ærkebispens jordbesiddelse langt overgik hans.
    Man kunne derfor have tænkt sig, at Skånes befolkning under disse stridigheder ville have sluttet op omkring ærkebisperne, fordi de her kunne finde en mægtig støtte i deres modstand mod statens stadigt voksende krav. Dette er dog ingenlunde tilfældet. Skåningerne deltog ganske vist i de første Vendertog under Eskils ledelse og i de senere tog under Absalons. Men der er ingen tegn til, at bønderne, og for den sags skyld også borgerne, har følt sig interesserede i den kamp for kanonisk rets gennemførelse i Danmark og den gejstlige magts ligestilling med statsmagten, som Jakob Erlandsøn og Jens Grand førte. Derimod viste almuen tænder, når dens skånske lokalpatriotisme og dens sociale rettigheder krænkedes. Den rejste opstand mod Absalon, fordi han satte sine sjællandske frænder til at styre sine skånske ejendomme og ville gennemføre bispetienden og præsternes pligt til at leve i ugift stand. Den rejste sig også mod Erik Plovpenning, da han 1249 ville indføre den skat på bønderne, som har givet ham hans tilnavn. Også i 1260erne hører vi om opstande i, Skåne. Befolkningen levede således op til den forskrift, som Skånske lov giver:

    »Sæd er hos skåninger, de ærlige mænd:
    De tog mod uret aldrig end.«

Men på 1200-tallet var de skånske bønder ikke længere landskabets eneste stand og endnu mindre dets første stand. Foruden gejstligheden med ærkebispen som sit overhoved var en stormandsklasse, adelen, vokset frem, der med særlige troskabsbånd var knyttet til sin herre, som ikke blot kunne være kongen, men også ærkebispen. Endelig blev borgerne den tredje stand, som fik voksende betydning, og ved Skanør opstod i tilknytning til de store sildefiskerier det internationale marked, som førte købmænd fra fjerne lande til Skånes kyster. Alle disse faktorer må have virket til at føre europæiske kulturstrømme ind over Skåneland og at give livet og samfundsformerne et mere moderne og mindre gammeldags præg. De nye stænder trådte i forbindelse med og følte sig solidariske med deres klassefæller i det øvrige Danmark. Skåningerne deltog i besluttende møder for hele riget, både af politisk og faglig art, knyttede her personlige forbindelser og må have bragt kundskab om forholdene i andre landskaber med tilbage til deres hjemstavn. Foreløbig fik dog dette ingen betydning for rigsenheden, da denne af andre grunde var i opløsning. Den fuldbyrdedes i 1332, da riget ved pantsætning var helt i fremmede herrers vold, og Skåne og Blekinge var tilfaldet den holstenske grev Johan. Atter viste skåningerne deres gamle friheds- og selvstændighedsfølelse ved at rejse oprør og indkalde den svenske konge Magnus Eriksson. Han blev hyldet af skåningerne og føjede titlen »Skånes konge« til sine to tidligere, Sveriges og Norges. Men han fik landet som pant af grev Johan ved at udbetale pantesummen derfor, og retten til at indløse pantet forbeholdtes »den, der måtte have retten dertil«. Der var nemlig dengang ingen konge i Danmark.
    Men der kom til sin tid en konge, Valdemar Atterdag. Mens han arbejdede på at samle Danmark, sendte ærkebispen ham hjælp, skønt hans konge, Magnus, samtidig var i forbund med Valdemars fjender. Dette viser, hvor lidt tilfreds man i Skåne var med sin svenske konge; man klagede over, at han i modstrid med sine løfter traf beslutninger om Skånes styrelse i svensk rigsråd og trængte svenske høvedsmand ind på de skånske slotte. Da Valdemar efter 27 års adskillelse genvandt Skåne til det danske rige, var der indtruffet en gennemgribende forandring med de ledende stænder, adel og gejstlighed. De var og forblev fra nu af kongetro og rigstro. Hertil bidrog ikke mindst forholdet til Sverige. Efter den kortvarige unionstid under Margrete og Erik af Pommern var trekvart århundrede (1448-1523) opfyldt af forsøg fra dansk side på at genoprette unionen med våbenmagt, og efter en kort pause kom et århundrede (1559-1658) fuldt af krige mellem de to riger. I disse to århundreder var Skåne gang på gang genstand for indfald og hærgninger (af Karl Knutsson, Age Hansen Thott, Erik XIV og Gustav Adolf), der var velegnede til at holde et nationalhad ved lige. Det er således sagt om folkevisen om Tyge Krabbe, at den viser den skånske adels iver for at værge landet og dens glæde over at kunne bringe det svenske hovedbanner til København til ophængning i Frue kirke (C. P. 0. Christiansen).
    Om bondestandens holdning og stemninger over for Danmark og Sverige hører vi derimod i denne tid meget lidt. Den var desuden, især adelsbønderne på den skånske slette, sunket så langt ned i afhængighed af de højere stænder, at den næppe havde synderlig sans for offentlige sager. Thi det var kun et simpelt led i selvopholdelsen, at man i denne tid kom ind på at slutte »bondefred« mellem de skånske og smålandske grænsesogne, hvorved bønderne forpligtede sig til ikke på egen hånd at gøre hinanden skade, men at overlade sådant til de fejdende hære.
    Ved middelalderens overgang til den nyere tid kom der dog et øjeblik, da samfundsudviklingen i Skåne, ligesom i de øvrige danske lande, syntes at skulle tage et helt andet forløb, end den havde haft i de sidste århundreder. Højgejstlighedens stilling var undergravet, og adelen var forhadt; modsat var borgerne i stærk vækst og modtagelige for de nye tanker, som sydfra brød ind over Norden. Bønderne i skovbygden, hvortil det adelige storbrug sjældent havde nået, var desuden endnu i besiddelse af deres gamle kraft og ville - lige så lidt som deres forfædre på Eskils og Absalons tid - »tage mod uret«. Store samfundsændringer syntes at forestå, hvis de fik støtte fra oven, fra kongemagtens side. Christiern II forstod dette; han omgav sig med borgerlige rådgivere som borgmester Hans Mikkelsen fra Malmø og søgte efter hollandsk forbillede at fremme det danske handelsliv; han viste også forståelse for bøndernes ulykkelige kår. Forsøget glippede vel, og Christiern II måtte gå i landflygtighed, men borgere og bønder blev ham tro. Henrik Gøje forsvarede med borgernes hjælp Malmø for kong Christiern i mange måneder, og Søren Norby gjorde 1525 landgang i Skåne, hvor borgere og bønder på landstinget hyldede ham på Christiern II's vegne og brændte en snes adelsborge og flækker af. Det var den sidste gang, skånsk almue rejste sig mod overklasserne. Ligesom i Absalons tid kom riget disse til hjælp, og den skånske opstand blev slået til jorden. Dog bevarede bønderne i Nord- og Midt- skånes skovegne deres gamle uafhængighed og selvfølelse.
    Bevarede den skånske adel således sin politiske og sociale magt, så længe landskabet var et led af det danske rige, gjaldt det modsatte om den katolske højgejstlighed, som borgere og bønder ligeledes havde villet til livs. Dette skyldtes, at åndelige kræfter nu blev deres forbundsfælle. Allerede før Søren Norbys oprør brød ud, havde tyske prædikanter på feddene ved Skanør, hvor det internationale marked holdtes, forkyndt Luthers nye lære, og i slutningen af 1520'erne bredte bevægelsen sig til Skånes nye hovedstad Malmø. Klaus Mortensen Tøndebinder, Peder Laurensen og Frans Vormordsen skabte her en lignende luthersk frimenighed, som den der allerede fandtes i Viborg i Nørrejylland. Fra Malmø bredte kætteriet sig til Skånes øvrige byer. Allerede under Frederik l's regering var tiggermunkene uddrevne af deres klostre i alle byer.
    Under hans søn, Christian III, blev Luthers lære dansk statsreligion, og samtidig med ærkebispedømmets ophævelse inddrages alle dets ejendomme og landklostrenes besiddelser til kronen. De nye præster blev efterhånden alle uddannede ved Københavns universitet, og selv om de fleste af dem var skåninger, var der mellem dem et stadigt voksende antal fra øerne og Jylland. De blev kaldede af de adelsmand, som havde patronatsret til de pågældende sogne. De evangeliske præster, som i næsten halvandet århundrede sad i de skånske præstekald, blev en kraftig støtte for rigsenheden. De var kongetro og deres kultur var dansk.
Også om adelen gælder det, at den fra nu af havde et stærkere dansk præg end tidligere, hvortil det bidrog, at mange af dem også havde besiddelser i Danmarks øvrige provinser, så at de kun til en vis grad kan betragtes som skåninger. Tiden fra reformationen til Roskildefreden er noget overdrevet blevet kaldt »adelsvældens periode«; den var i virkeligheden præget af forbundet mellem konge og adel, men blandt rigets stænder var adelen den eneste, som havde politisk magt og indflydelse. Adelen var lige så kongetro som præstestanden, og den nåede i denne tid sin højeste blomstring, hvorom talrige herregårdsbygninger i Skåne den dag i dag bærer vidne. Den skånske gren af den danske adel satte sit topskud i Tyge Brahe, der var født på den skånske gård Knudstrup, gjorde sin største opdagelse på en anden gård Herrevadkloster og sin manddomsgerning på den skånske ø Hven. Men andre medlemmer af slægter som Bille, Krabbe, Ulvstand, Thott, Rommel, Barnekov og Valkendorf indskrev ligeledes deres navne for bestandig i Danmarks historie.
De skånske stæder havde ligeledes en blomstringstid i det 16de og begyndelsen af det 17de århundrede. Udførselen af korn og fedestude voksede, og der fandt en stærk indvandring sted til Malmø, Ysted, Landskrone og Helsingborg fra de øvrige danske landsdele, til dels også fra Tyskland og Nederlandene. Også om byernes danskhedsfølelse findes der utvetydige vidnesbyrd; her skal blot nævnes et, den række billeder af de danske konger, som endnu pryder Malmøs rådhus. Om bøndernes stemninger er det vanskeligere at udtale sig. Men det synes, som om det folkelige had til Sverige, som Syvårskrigen, Kalmarkrigen og Torstenssonfejden måtte fremkalde, da de skånske landskaber blev genstand for blodige hærgninger, har knyttet disse landskabers befolkning nærmere til Danmark. Under Syvårskrigen var det navnlig Halland og Blekinge, som kom til at føle fjendens arm. Erik XIV har selv skildret sin erobring af Rønneby i ordene: »Rødt som blod farvedes vandet i elven, ... alle mænd sloges ihjel, så at mere end 2000 mand i staden kom af dage, foruden en del kvinder og børn, som finnerne slog ihjel«. Under Kalmarkrigen kom Gustav Adolf med sin rytterhær gennem Nordøstskåne så langt ned som til Åhus ved Østersøen; staden Væ blev afbrændt, men byttet faldt atter i danskernes hænder, da de overrumplede den unge konge på Vidsø (Vitsjö) kirkegård. Og under Torstenssons krig, da Gustav led en svensk hær erobrede hele Vestskåne lige til Malmøs porte, blev landet hærget i en grad, så at man endnu århundreder efter i Skåne beregnede tildragelser ud fra »Horns krig«.
    Alle sådanne begivenheder måtte avle frygt og had og fremkaldte modforanstaltninger. Det Det gjaldt navnlig om befolkningen i de skånske grænseegne, der almindelig sammenfattedes under »Gønge herred«, men som omfattede hele strøget fra Kattegat langs Hallandsås til Blekinge mod øst. Allerede under Syvårskrigen høres om bondehære herfra, som gjorde indfald på smålandsk grund; deres anfører, Mikkel Pedersen Gønge, udmærkede sig i den grad, at han optoges i den danske adelsstand. Under Kalmarkrigen var beboerne i skovbygden inddelt i afdelinger til at vogte grænsen, og regulære soldater ledede dem og gav dem større tryghed. Endelig havde bønderne under Horns krig selvvalgte førere som bonden Bent Mogensen, og under overanførsel af Christian IV's svigersøn Ebbe Ulfeld gjorde de nye indfald på svensk område. Alt dette gjorde, at almuen i grænseegnene og det skovrige midterland bevarede deres uafhængigsfølelse og erhvervede stor våbenfærdighed. Gøngebøssesmedene blev berømte, og selv i København gik der ry af befolkningens kampevne. En ikke ringe del af Skånes almue blev således forskånet fra at synke ned til sådanne kår, som blev de almindelige adelige fæstebønder til del.
Ser man på Skånelands stilling under det sidste danske styre, er der altså stor forskel herpå og dengang, da landskabet først fremtrådte i historiens lys. På mange måder minder Skånes historie i de første århundreder af dansk rigsenhed om Jyllands. Begge steder var uroen almindelig, og forsøgene på at bryde rigsenheden hyppige. Men begge steder fandt den samme udvikling sted: samfundet differentieredes, nye samfundsklasser voksede frem: gejstlighed, adel og borgere, og efterhånden følte de sig alle som danske. Selv til bondestanden nåede bevidstheden herom. Kraftigere end landsmandskabet med sjællændere og jyder virkede tilknytningen til statens centrum, kongen, som var fredens og rettens vogter, og til hovedstaden, hvor den af ham skabte rigsstyrelse havde sit sæde. København var blevet den stad, hvortil økonomiske og personlige bånd knyttede skåningerne, og i  »kongens by« fandt mange unge de bedste fremtidsmuligheder. Dansk føltes nu som det skriftsprog, der naturligt svarede til de skånske landsmål; man mødte det i øvrighedens påbud, og det lød hver søndag fra prædikestolene.
    Og dog havde Skåneland stadig sit særpræg. Som det tydeligste tegn herpå stod landstinget ved Lund, fra hvis retsområde ganske vist Halland, Blekinge og Bornholm i tidens løb var udskilte som særlige retskredse. Men på alle disse ting gjaldt stadig skånsk lov og retsvæsen, suppleret med de forordninger, som siden lovens tilkomst var emanerede fra rigsmyndighederne. Også på andre punkter viste Skåneland sin særlige udvikling; vornedskabet for bønderne gjaldt således ikke øst for Øresund. løvrigt var det snarere nuancer af forskelligheder af end forskelligheder fra dansk kultur, der viste sig for den jyde eller øbo, som kom til Skåneland. Det gjaldt klædedragt, byggeskik, jordbrug og tænkemåde. Og det er karakteristisk, at det ord, hvormed vi nu betegner riget, i 17de århundrede anvendtes om landskabet. Når den tids skåninger talte om deres »fædreland«, mente de dermed Skåneland.
    Skåneland kunne synes fast forankret i sin politiske og kulturelle forbindelse med det øvrige Danmark. Ved en nøjere betragtning viser det sig dog, at denne forbindelse var mindre solid, end man skulle have ventet. Datidens samfund var et klassesamfund, og af klasserne havde en, adelen, den politiske magt og de dermed forbundne sociale rettigheder. Adelen var den eneste stand, der havde sæde i rigsrådet, som sammen med kongen styrede riget; til løn herfor modtog den statens embeder, både stillingerne i centraladministrationen og lenene (nutidens amter). Adelen ejede næsten halvdelen af rigets dyrkede jord (i Skåne endda 54 p.ct.), og den besad desuden en mængde særrettigheder, t.eks. skattefrihed; patronatsret (d.v.s. ret til at kalde præsten i sognet og til at oppebære kirketienden); ret til at oppebære retsbøderne af dens egne bønder o. s. v. Over for denne sum af rettigheder stod kun een pligt, pligten til at forsvare land og rige, hvilket i praksis indskrænkede sig til den skyldighed at stille en rytter til hæren for hver 312 tdr. htk., som den ejede.
    Men adelen var en altfor fåtallig stand til at kunne bære en så vældig magt. Den skånske adel udgjorde således kun ca. 150 familier med 500-1000 medlemmer; da Skånes befolkning på samme tid formodentlig var mellem 80.000 og 100.000 mennesker, var det altså 1 p.ct., som havde magten over de 99 p.ct. Adelen var ikke alene fåtallig, den var også talmæssig i tilbagegang, fordi der såre sjældent fandt nyoptagelse sted i standen. Men det er en regel, som har almindelig gyldighed, at klasser, som afgrænser sig, er fordømte til at uddø. Adelen var også økonomisk i tilbagegang, det var »dårlige tider« i midten af 1600-tallet, kornpriserne sank fra år til år, og øksnehandelen blev mere og mere risikabel på grund af de faldende avancer. Men udgifterne var samtidig stigende; det var dyrt at bygge og vedligeholde de skønne herregårdsbygninger, dyrt at holde sine sønner på mangeårige udenlandsrejser, måske allerdyrest at bevare den levefod, som standsfølelsen krævede af en overklasse. Følgen blev, at man måtte låne, at lånenes renter fik gælden til at stige ustandseligt, indtil det, når tilsidst dødsboerne blev gjort op, viste sig, at arvingerne måtte fraskrive sig arv og gæld, og gårdene gik ud af slægtens eje.
    Gældbundne mennesker vækker oftere ringeagt end sympati. Sidder de oven i købet inde med forrettigheder frem for andre stænder, bliver ringeagten let til uvilje. Den skånske adel måtte bære sin del af de fjendtlige følelser, som hele den danske adel mødte. Det kan heller ikke skjules, at adelen i 17. århundrede ikke længer rummede en sådan række fremragende personligheder som et århundrede tidligere. Kritikken mod den blev nu højrøstet. Til de berettigede beskyldninger føjedes også grundløse. Man påstod fra borgerlig side, at adelen i de krige, som tiden var så rig på, havde vist udygtighed, ja fejghed. Adelen var kommet i modvind og stod ikke længere som det naturlige samlingspunkt inden for nationen, heller ikke, når der var tale om at værge folkets kulturelle særstilling.
    Ved freden i Roskilde (1658) afstod den danske konge de skånske landskaber til den svenske konge og Sveriges krone. Afståelsen blev definitiv, bortset fra Bornholm. I endnu et kvart århundrede vedblev dansk sprog at lyde i gudstjenesten og undervisningen, og skånsk lov og ret at herske ved lands- og herredstingene samt byretterne. Så forsvandt de på svensk foranstaltning i 1680'erne. Skåningerne fik et nyt rigssprog, og efterhånden medførte dette bevidstheden om at tilhøre en anden nation. Men hermed forsvandt ikke tillige Skånelands særpræg og særlige tungemål. Som en særlig tone lyder de endnu inden for den svenske kultur.