SJÆLLANDSK-SKAANSK
Af Thorkild Gravlund. Fra Bygd. Tidsskrift for oplysning om folket. (1. årgang, 1929). Også optrykt i Dansk Bygd III (1930)

    I.

    Det sydskandinaviske Rige, der i Oldtiden samlede vore Landsdele i den ældste Rigsenhed indenfor det Verdensomraade, hvorfra Paavirkninger hertil er tænkelige, var paa mærkelig Maade opbygget af tolv Lande, Landsdele: fire mod Øst, fire mod Vest og fire i Midten.
    I Øst: Halland, Skaane, Blekinge og Bornholm.
    I Vest: Vendsyssel, Nørrejylland, Sønderjylland og Nordfrisland.
    Midterst lå Sjælland, Fyn, Lolland og Falster.
    Dertil nogle Øer af Herredsmagt: Møen, Samsø, Langeland, Ærø, Als og en Mængde mindre Øer, Aakandebladene i Danmarks Rigsvaaben.
    Det Rige var saa kunst-ret sammenføjet, at det kunde have været tegnet som Felter heraldisk i Skjoldet.
    Og billedligt kan det danske Vaabens tre Løver ses som de tre Landegrupper – Hjærterne, Aakandebladene, som Øer mellem dem.
    De tre Løver: Skaane, Sjælland og Jylland med Skaanske, Sjællandske og Jyske Lov, dannede det første Rigs-Lav udaf deres Landsdeles Samling. 
    Skaaninger, Sjællændere og Jyder var vor Verdens tidligste Landbyggere.
    Og vort Rigslav holdt sammen i nogle Tusinde Aar som et mægtigt Kulturhele af Hjemstavnsbygder.
    Det førtes gennem Stenalder, hvor de rige, enkle Flintvirkes Vaaben viser ensdannet Stil – og det førtes gennem de følgende Metaltiders mærkelige Kulturskifter.
    Sydskandinaviens Folk, Danerne, drog sammen paa Vikingetog og Udvandrerfærd, ud at vinde Verden: de gamle øvede Landbyggere gik mod nye Lande.
    Skaaninger og Sjællændere rejste i Fællig med Jyderne det store Folkeværn for Jylland mod Syd: Danevirke, hvoraf en Del endnu i Folkemunde kaldes Skaaningernes Del.
    Saa stred de i trolig Flok mod Vender og Hanser og mod hvem der kom for. Imod hverandre stred de nødigt.
    Men Kampene førte alligevel gennem Aartusinder dertil, at Halland, Skaane og Blekinge skiltes fra Danmark – og siden Sønderjylland.
    Det mægtige sydskandinaviske Rige, det første der var, staar ikke mere ved Magt.
    Dankongen kaares ikke paa tre Landsdeles Ting.
    Skaanske, Sjællandske og Jyske Lov er skilte og gælder ikke mere i Rigsdag.
    Men de tre Løver staar stedse i Vaabenskjoldet – og den Folkemagt, der rejste det store Danerige og samlede Folkene fra Hallandere og Gønger til Angelboer og Friser, lever endnu dulgt i dansk Sind.
    – Skaane skatter og skylder Sveriges Rige af Penge og Korn. Skaanes Korn og Sveriges.
    Men hvad Skaaninger frembringer af deres karske, rige Sind, deraf skal de ogsaa skatte til Danmark.
    Ligesaavist som Sverige trænger til Skaanes Afgrøde, trænger Danmark til Skaaningernes Livslyst, til gamle Skaanes Aande.
    Det er aabenlyst og let at se.
    Her ligger Sjælland som det altid laa, midt mellem de to Fastlande, Jylland og Skaane. Sjælland drog Næring af begge. Deraf blev dansk Kultur, og deraf blev København. I København samles ihvordan Verden staar og Stater stilles: Jyder og Skaaninger.
    De to er ikke hinanden helt ulige.
    De har stærke og stridige Viljer. Virksomme Sind. Ensomme Tanker.
    De er Enere. De er ikke Flokmennesker som Sjællændere. Men som Enere er de netop forskellige.
    Jyden magter Sorgen og al Livsens Tynge. Ingen Tragedie er saa dyb, at ikke Jyden med Dødsmod staar rede til at gaa tilbunds i den. Der er ikke saa vild en Ve, at den skræmmer Jyden fra det, han vil. For Jyder drages af Tungsind, som Mennesket drages af det bedste og dybeste i sig selv.
    Saa kommer Skaaningen. Og Skaaningen magter Glæden. De skaanske Farver og det skaanske Spil er det lysteligste jeg ved. Jeg ved den Sjællænder, som glad offrede den højeste Musik for en rigtig smældende skaansk Bondehopsa. Ja, hvad giver man ikke for at blive glad – glad som en skaansk Dans. Den er Springet fra knusende Tynge og ind i en kvidrende Kæde. Den er enkel oprindelig Livslyst – saa sjælden er den.
    Hos Jyden er Livslysten stille, Glæden spæd og bly. Dansen lidet æggende, fuld af barnlig Enfold. Den skæmtende Vise mere bitter end kaad, mere mild end glad. Kun Salmen luer af Ild og Kampkraft.
    – Skaaningen kan som Ener være baade træg og tung som nogen Jyde – men mig synes, det skaanske Sind har en egen Gave for Glæde.
    Jyden stiller sig tit køligt udenfor den samglade Flok, Sjællænderen er altid bundet midt inde i den. Men Skaaningen kommer udefra, sætter ind med et Sæt og er med i Flokkens Liv. 
    Det skal der folkeligt en egen Gave til.
    I Sammenhæng hermed kender vi hos Skaaningen den stærke Trang til skinnende Lød – en Fryd der frelser fra Enerens Tungsind og ensom Ve.
    Skaanske Farver er Fryd og Dans.
    I den rige skaanske Hjemmevævnings Almuestil skal der være syv Farver i Aaklædet. Der danser blaat og rød med hvidt og grønt, en Bondedans baade vældig og vild, saa man helt sorgløs bliver lykkelig derved.
    – Kunstig Kunst nyder man som kunstdannet Smagsdommer uden oprindelig skabende Enfold. Men et gammelt skaansk Væglagen, det er mere end Kunstnyden – kunstrig Kunst er Nyden. Folkekunst eer Lykken ligetil. Man skaber selv, mens man ser.
    Hvor fangede disse træge Bønder al denne lystelige lød?
    – Jeg stod engang ovre i Skaane og saa paa en stor Samling Flintoldsager. Denne Flint er ikke graalig og sort som den sjællandske og jyske, den har en egen skiftende, skinnende Lød: blaa, rødlig, gul –.
    Jeg blev gjort opmærksom derpaa af min Rejsefælle, som dyrkede Museets Vævning: Se Skaaningerne har da altid kendt de skinnende Farvers Spil!
    – At en oprindelig Ævne hviler paa noget dybt stedfæstet, ved vi, og oprindelig er den skaanske Livsglæde. Stedbundet er den i fuldt Maal, den er avlet og ikke indført, men den kan udføres og sættes ind i Flok, hvor Skaaninger træder til ...
    Dansk var den gennem Tider og sjællandsk slægtet.
    Af den skaanske Livsglæde kræver vi Skat hos Skaaninger!
    – – –
    Mellem Jyder og Skaaninger staar Sjællænderen som Karl for sig. 
    Sjællænderens Livshu er ikke Tungsindets og ikke Glædens, men Hverdagslunets, det ukuelige.
    Ingen Folketype har baaret saa tunge Byrder i Krig og i Fred som Sjællænderne. I Krig har de som ingen andre maattet stride paa hver en Val, Daneriget til alle Tider har haft. Tilsøs og tillands, altid var Sjællændere med, aldrig slap de fri for noget af Danskens Møje. I Freden blev Statens Byrder med Hoveri og Stavnsbaand lagt tungest paa dem, der sad Tronen nærmest. Det fik være som det skulde: det sjællandske Lune holdt ud.
    Vi kender alle den Sjællænder, der hedder Jeppe paa Bjærget, han er en lun og vittig Mand, hvad enten han finder sig i Baronens Seng eller paa Møddingen. Men vi kender ikke helt Sjællænderen, hvis ikke vi har haft ham som Fælle og mødt ham som Folk. Han holder af Folk.
    Derfor skaffede han sig saa god en Omgang. Jeg tør sige: de mest udsøgte, i Sjæl og Sind videst spændende, Gæstevenner: Skaaninger og Jyder.
    I mangt staar Sjællænderen vist Skaaningen nærmere, end han staar Jyden. Alligevel har Sjælland holdt bedst fast ved Jylland skønt Kampene ved Grændsen var mangefold her og Livsmodsætningen dybere.
    Overfor Skaaningen er Modsætningen mere jævn.
    Sjællænder og Skaaning, det er som to brede Bønder, rette Kornbønder, der staar i hver sin Gaards Luge og taler gammelt, ja gammelt, selv om de drøfter det sidste ny, for saadan har de staaet alle Dage. Og snøvler lidt i Maalet, det gør de begge. –
    Men Skaaningen havde i Folkemunde Ord for at være en stor Grødelsker og ligner deri særligt Fynboen, om hvem det samme siges. Fynboen mimrer vellystigt med Munden, naar han gaar forbi en Boghvedemark, hvoraf der skal blive Boghvedegrød.
    I en ældgammel Vise om danske Folkesind hedder det om Fynboer: »De altid ønske og bede, at Grød maa Plage hedde«. – Saa var Livet taaleligt.
    Men den grødelskende Fynbo med sit særlige Hang til Velvære og Hygge er ogsaa vor mest Viljespændigste, rekordsættende Folketype.
    Det forekommer mig, at Skaaningen har tilsvarende Træk i sine Farver og sit Spil. Der er Glæde og Gny. 
    I Folkemunde holder vi os til Glæden ved Grød alene.
    »Din Skanings Grøtbod« heddet det skæmtende blandt Søfolk.
    Og Blekingboen kvæder i et lille Nidvers:
    Skaaning, Skaaning, Grøtabuk, Grøtabuk o. s. v.
    Men Skaaningen haaner til Gengæld Smaalændingen, fordi han kun faar Havregrød af sin magre Jord:
    Smaalænding, Smaalænding, Hafregrød, Hafregrød, bara Gnäller, men aldrig Gräder. (Der vanker ikke Fløde til!)
    – Sikkert har Skaanegrøden – med Fløde – været den bedste, saa god som den fynske: »den klumpehaarde søde Grød, der kan paa Love mætte, den dyppes tit i Smør og Flød, jeg kan det ej forgætte«. Som det lyder i et fynsk Digt 1671.
    Til alle Tider har Grød været god næring blandt Danske. Og de, der ingen Grød havde, haanede dem, der havde meget, og de haanede igen dem, der havde mindre.
    Grød var af gammel Tid Tegn paa frodige Agre og Livslyst. –
    – Et svensk Blad skrev nyligt om den »livsbekræftende« danske Kultur, som Skaaninger kendte sig i Slægt med, da de røstede mod Spiritusforbud:
    Ja, de gamle Kornlandes Folk kræver alt, hvad Kornet yder, ikke blot Grød, men godt Øl og Dram.
    Har de Uret deri? Nørre Jylland vilde maaske svare som Smaaland – eller hvor man vil nægte sig Kornets Glæder.
    Og de har Ret hver for sig ud af sit Land: Kornland, Hedeland, Skovland, Fjældland.
    Det er Landet der røster her.
    Men Spørgsmaalet gaar dybere end Afholdssagen.
    De gamle Kornlande vil ha deres Glæde fri. Folkene vil flokkes med Lyst og svare til Livet og Kornet i lykkeligt Lag. Nødigt stiller de sig som Eneren udenfor det glade Lag og nægter sig noget for en ukendt Mængdes Skyld.
    Kornlandenes Folk, de kaarer sig Flokken, den samvillende Ring – og de svigter maaske derved den større Mængde, Menneskene i Flæng.
    Ødelandsfolk de vil frelse den spredte Mængde i Hob – som de selv boer spredt – og de svigter koldt Flokkens Livslyst.
    Ikke blot naar Talen er om Drik og lystigt Lag, men ogsaa i Tro og Tanke ser de Mængden, den almene, før Flokken, den stedgivne.
    – Hvert Land havde fra gammel Tid sin Lov – og det er Ret, det er Sanning til alle Tider: Skaanske Lov, Sjællandske Lov, Jyske Lov.
    Dansk Liv spænder over baade Kornland og Hedeland.
    Men Sjælland og Skaane – omend skilte – hører Kornet til.

II.

    Efter Nordslesvigs Genføring til Danmark har Spørgsmaalet om Folkearv mældt sig paany for Sydslesvig.
    Saa kan der siges: Naar I vil kræve Sydslesvig tilbage til Danmark, hvorfor kræver I da ikke ogsaa Skaane, Halland og Blekinge? 
    Saadan siges der fra pædagogisk og politisk Side, og Altyskerne siger det samme. Der menes, at det hele skal være lige umuligt.
    De ved ikke, hvad Talen er om, naar de sætter Sydslesvigs Kamp mod Tyskheden jævnsides med Skaanes Overgang til Sverige.
    Vore uafladelige Kampe mod Tyskere – udadtil og indadtil – er af en hel anden Slags end vore vekslende Krafttag med Sverig. Sydslesvigs Stilling til Holsten og Skaanes Stilling til Smaaland er sletikke at sammenligne.
    Blot ett historisk Træk vil vise det. 
    Naar Krigen stod mellem Danmark og Sverige, og Hærførerne faldt ind fra Skaane i Smaaland eller fra Smaaland i Skaane, saa gik det ud over Bønderne begge Steder, ihvordan Sejren blev. Og saa fører disse Grændselands Bønder en egen Politik, der vist ingenlunde er almindelig blandt Grændselande: de slutter imod Landsherrernes Vilje: »Bondefred«. De vedtager at ville vare hinanden ad, naar Herrernes Overfald er ivente og kun at ville følge deres Landsherre i Fejde til Rigsgrændsen, aldrig hærge hinandens Land.
    Saadan Bondefred kendes flere Gange i Historien og hvilede maaske paa ældgammelt Hævd, da den kom frem i Statspolitik. Bondefred nævnes, saavidt jeg véd, første Gang 1516, da den sluttes mellem Skaane-Blekinge og Smaaland. I 1564 slutter Gøngerne og Værendboerne, (de nærmestboende Skaaninger og Smaalændinge) Bondefred paa Hjortsberga Ting. I 1657 er der ogsaa Bondefred. 
    Præsterne velsigner Folkevedtægten, Kongerne bander den. Men Skaaninger, Blekingboer, Smaalændinge – Gønger og Værendboer – laver deres egen Skandinavisme, som den baader dem bedst uden Hensyn til Herretrætte.
    – Bondefred kendes ikke mellem Slesvig og Holsten. En saadan fri folkelig Sammenslutning er her umulig, utænkelig. Slesvig og Holsten kunde kun tvinges sammen ved Herremagt, aldrig ved Bondefred.
    Skaaning og Smaalænding slutter trøstig deres Vedtægt. Naar det er sket, sætter de sig hen og synger lystige Skæmtevers om hinanden: 
    Skaaning, Skaaning, Grøtabuk – – Smaalænding, Smaalænding, Hafregrød, Hafregrød o. s. v. –
    Mellem Slesvig og Holsten var der altid Kamp, aaben eller dulgt – aldrig i historisk Tid Fred. Og nu staar Kampen stridest i lange Tider. Derfor høres ingensinde Slesvig og Holstener at skæmte med hinanden. Der kendes ikke Folkevid og lune Vers mellem dem – kun enkelte bitre Ord om tysk-holstensk Pralen. De to Stammer vil ikke vide af hinanden at sige som jævnbyrdige Folk.
    Slesvig er ved tysk Hof og holstenske Herrer tvunget ind under Holstens Førervælde. Slesvig fik holstensk Stempel i Kirke, Retssal og Skole, men ikke godvilligt. Slesvig maatte i Aarhundreder, siden Reformationen, bøje sig og blev overfor Holsten til det laverestaaende Land, hvor Folket nu nødigt mæler et Ord om sig selv, ejheller om andre.
    Sydslesvig har dansktalende været under tysk Kirkesprog længere end Skaane under svensk.
    Alligevel vender de sig nordpaa dernede, alle der vil hævde Hjemstavnsretten til at leve som frit Folk.
    Men Slesvigere maa altid kæmpe for den Ret.
    Skaaninger har deres Hjemstavn fri. Det er Forskel.
    Skaane, Halland, Blekinge, Bornholm ligger som de laa med Vendsyssel, Nørre Jylland og Slesvig i Ring om de danske Øer: Ring i dagligt Samvær uden nogensomhelst Modstilling til deres Stat.
    Men Slesvigere, aldrig saasnart faar de Samfærd med Norden, før de er i Kamp med Holsten og Altyskland. –
    Skaaninger kommer fra det Folk, vi sætter højest. Hvad der end er sagt og tænkt og stridt mellem Svensk og Dansk: Svenskerne er for os et højættet Folk. Tysken mangler Svenskens Vilje, først og fremmest sanddru Vilje i Samfærd. De ligner kun hinanden i det eneste, at de hver har taget et Stykke af det gammeldanske Rige.
    Men der er den mægtige Forskel, at Skaane blev Overgangsleddet for os til svensk Kultur, mens Slesvig altid var en lukket Dør til tysk.
    Det er sagt tit, at Slesvig var Overgangsled til tysk Kultur, men deri er et vrangt Syn som saa ofte i Slesvigs Sag.
    Skal vi møde den tyske Kultur, maa det være ad andre Veje end de folkelige Vandringers. Der gaar ingen tysk Kulturvej over Slesvig, Sønderjylland. Sønderjyden er mærkelig uden dybere Samliv med tysk Aand.
    Det var og er Sønderjydens folkelige Opgave at lukke Norden og dæmme op for den tyske Folkeflod. Men det er Skaaningernes folkelige Opgave at aabne Nordens Veje og rejse et nordisk folkeligt Samhold paany.
    Vil Skaane, rejses der et nyt Nord i vor Tid. Og har ikke Skaane Viljen dertil, saa nytter det lidet at tale højt om nordisk Samvirke.
    Det er ikke Politik, det gælder. Nordmænd kan være trygge. Vi har Parlamentarisme mer end godt og skulde hvertfald nødig aabne Vej for mere.
    Det Norden, vil vilde kende nu, er et Folketog for folkeligt Særeje, for Hjemstavnsviljernes Frigøren i nordisk Aand.
    Dette Folketog børjer – – maa jeg for en enkelt Gang slippe for at bruge vor Germanisme: begynder og tage det svenske og gammeldanske Ord børjer i min Mund: Nordens Folketog børjer i Skaane.
    Det skaanske Hjemstavnsvirke er ikke Krigstog, som Sønderjydernes er og maa være, men et Fredstog for alle nordiske Landsdeles Særeje. Skaane staar som den nordiske Landsdel, hvor Hjemstavn forskes, skildres, lovsynges og udvikles rigest.
    De skaanske Højskoler lægger, i Modsætning til vore, den største Vægt paa dette Felt, Hjemvirke.
    De skaanske Digtere synger – ja, mere, de flokkes og synger.
    Skaane udvikles med fuld Viden som Hjemland.
    Nordens Hjemlande skal stande i dette Folketog.
    – – – 
    De nordiske Folk har dybest set altid stræbt for at være i Følge.
    Vore Krige – var de ikke Mandjævning, Fortidens Idrætsstævner, mere end Fjendens Kamp?
    Vi fulgtes i Nød og i Fryd. Hinanden nærmest gik Skaaninger og Sjællændere. De søgte ogsaa tilbys sammen.
    København – Kongens København – er ikke blot jysk, men ogsaa en skaansk By. Derfor maa den ligge paa Sjælland.
    Over det skære Sund følger vi hinanden, og der gaar Skæmtord imellem os. Det er Tegnet paa, at Folk kendes ved Folk. Hvor der ikke gaar Folkevid mellem Bygder og Lande, dær er Øde eller Had.
    Men mellem os er der gammelt Gilde med Moro paa begge Sider Sundet.
    Oppe ved Helsingør paa Kronborg, gaar vore Soldater og øver sig i svensk Kommando. Og Karikatur kan Sjællænderen ikke dy sig for. Kommandoen lyder paa Kronborgsvensk saadan: 
    »Fløjselskapet tilhøgra, trasker ligeud – de andre Selskaper: høgra Sving.
    Selskabet trask!
    Inte nyw – – å hellerinte nyw – men precis nyw–w!
    Olika – lika – olika – lika . . .«
    Saadan kommenderer menig Mand paa Kronborg.
    – Skaaningerne derovre holder sig lystige over vor Maaben, naar vi ser noget stort – de kender vort Sving.
    – Nogle Danskere er ovre at se Lund Domkirke:
    Næ–æ, hvor den er stor, siger de. Hva er den bygget af. Hvem har bygget den?
    Skaaningen gengiver det med sit alvorslune Fynd i Skæmten.
    Man siger ogsaa derovre paa Dril, at vi ligner hinanden fra den Tid, vi havde samme Konge.
    Ikke blot i saadanne aabenbarlige Ting, som at vi begge raaber Hurra tre Gange gentaget, hvor Svenskerne gentager Hurraet fire Gange. Ogsaa i det skjulte kendes det.
    Naar en gammel Kone i Skaane har for Skik at spise Sødsuppe før Steg til Middag, siges ogsaa det at være Lævn fra Samkongers Tid. Danskerne bærer sig saadan ad. Og ved det gamle sjællandske Bondegilde fulgte Fisken efter Grøden.
    Skaaningerne kan drille til begge Sider.
    Hvorfor er Lunds Studentmössa hvid udvendig og rød indvendig, hvor Upsalas er blaa.
    Jo, vi gemmer den røde Farve! sa en Lund-Student engang til mig – med det drillende Lune, som vi begge kendes ved.
    Nu hænder det, at dette rødhvide, der ogsaa er stærkt i skaanske Folkedragter, slaar saadan igennem hos Skaaningen, at Stockholmeren bliver lidt stødt. Især da, naar han ikke forstaar Skaansk. Det er særlig slemt i Telefon. Saa klager Stockholmeren:
    »Aa, de Skaaninger, de kan inte tale Svenska.«
    Men er det saa sært, om Skaaningen ikke altid er stiv i Upsvensk, hvis det har sig, som Stockholmeren siger:
    »De Skaaninger, der er i Köpenhamn Natten mellem Fredag og Tirsdag.«
    – Skaaningen er med gode Varer og rige Ævner værdifuld i Sveriges Rige – med gamle Vaner og sære Sindets Drag endnu knyttet til Dansk.
    Det bliver ikke anderledes.
    Men ved Skaanes Overgang til Sverige skete der det ogsaa for os heldige, at Skaaningerne fik Lov til at have deres gamle danske og nordiske Landsinddeling i Fred, og at der stedse bliver holdt Hævd over den.
    For Svenskere er Landsinddeling en højtdige Sag og gælder overalt: i Hæren, i Universitetet. Svenske Folkegrændser gælder for det de er – og Svenskerne spiller ikke Klink med deres Landsinddeling og deres Herredsinddeling, som Bureaukratiet har gjort hos os.
    I Sydslesvig findes der ikke et helt Herred samlet tilbage, knap nok i Nordslesvig. Byer og Sogne, ja Gaarde og Huse blev splintret – spillet – ud til forskellige Jurisdiktioner. Og i det nordligste Jylland, Vendsyssel, blev de gamle Herredsgrændser lagt om. Uden Maal og Med blev Folkets Grændser, Hjemstavnenes Linjer, slettet.
    Saa slemt gik det ikke i den øvrige Del af Riget, men slemt alligevel. Vi regner ikke mere med Herreder, men med »Dommerkredse«. Og vore Folketingskredse er bare Talhobe uden folkelig Tydning.
    Spørger man i Danmark Folk om, hvad deres Herred hedder, vil man ikke altid kunne faa Svar.
    Derimod kan man faa at vide hos enhver Gadedreng i Lund, at han hører til Torna Härad, og han finder sig ikke i, om man vil bilde ham ind, at han boer i Bara Härad eller i Oxie Härad. Nej, nej, i Torna! – –
    – Barndomsmindet gror i dansk Digtning og Aandsliv. Men vi er ved at glemme Folkets Minder: Bygden, Herredet, Hjemstavnen, der ikke blot er et Hjem, men en national Sammenhæng i Rigets Kulturhele.
    Da maa vi lytte til Skaaningen. Han synger endnu Herredets Hyldningssang. Anders Østerling synger den i Idyllernes Bok.

        »Till Skånes Härader en hyllningssång
        till gamla slätters gröna dukagång.«

    Det er Sangen til det hestopfødende Torna Härad, til Bara Härads flinke Spindere, til Lugudes, Ingelstads og de andre sydskaanske Herreders Ære.
    Det er Hjemstavnsdigtning, dybt set, i rette Maal.
    Den folkelige Viden om Grændseskel og den Kultur, som sjælekendes ved disse, er det første og sidste i al ægte Folkeopdragen.
    Jord og Land skal ikke maales i Kvadratalen og Kvadratmil, men i Mile af Grændser og Bygdeskel, i Værd af særgivne Hjemstavne. Uden dem er Kultur kun Overflade.
    Naar engang den store Vurdering af Jorden, af det folkelige Jordværd maa foretages i Landene, der Verden over er stedt i Vildrede for Bosted og Hjem – da vil Skaanes Herreder vise Vejen, de rette historiske Grændsers Vej.
    Den Vej fører først til Danmark.
    Ikke ind under Jura og vor Parlamentarisme (hvis Parlamentarismen lever saalænge). Sjællandske Lov og Jydske Lov er ikke Skaanes Lov. Som Slesvig hører under Jydske Lov og Jyllands Arv, hører Halland, Skaane og Blekinge under Skaanske Lov og Skaanes Arv.
    Saadan ligger Landene, saadan er de skabt.
    Men som nordiske Hjemstavnsfolk, Herredsmænd og Landbyggere af Hedenold staar vi sammen i Folkenes Følge.
    For saadan er vi skabt.