Snaphaners grumme hedenfart
Fra Jonny Ambrius Att dömas till döden (1996).  

Om den såkaldte snaphane-eg i Sølvesborg fortælles det, at svenskerne engang indfangede tyve snaphaner, som skulle hænges. Men da man ikke havde nogen bøddel til at udføre det smudsige "håndværk", tilbød man en af snaphanerne at slippe med livet, hvis han ville hænge sine kammerater. Det gjorde han også. Der er dog den hage ved historien, at svenskerne som regel kun hængte døde snaphaner op i træerne, efter at de var spiddede. Selv om hængning var en vanærende død, mente svenskerne, den var for ærefuld for snaphaner. 

I 1658 var Skåne, Halland og Blekinge, som en ondskabsfuld svensk historiker har sagt, ophørt med "att ligga som en tappad gördel (tabt bælte) vid Sveriges fot." Fra dette år skulle landskaberne indlemmes i det svenske rige med brutale metoder med eller mod indbyggernes vilje. Særligt imellem skåninger og svenskere var kampen skånselsløs. Snaphanerne, de skånelandske friskytter, førte guerillakrig mod okkupationsmagten fra den skånske sydkyst og helt op i de smålandske ødemarker, og de svenske krigsknægte myrdede, brændte og voldtog overalt, hvor befolkningen var under mistanke for at hjælpe snaphaner. Der blev ikke givet pardon fra nogen af siderne. Tilfangetagne snaphaner blev hængt i snesevis i store egetræer langs alfarvejene, og snaphanerne svarede igen ved at skyde eller skære halsen af de fleste svenskere, som faldt i deres hænder.

Under den Skånske Krig 1675-79 var snaphanerne en uafbrudt og skrækkelig plage for den svenske krigsmagt. De svenske soldater havde svært ved at værge sig mod snaphanernes guerillakrigsførelse, og Karl d. XI forsøgte at kue disse "upprorsmän" med til sidst rent barbariske metoder. Til at begynde med forsøgte han med det gode eller det onde bl.a. at udlove amnesti til dem, som havde kæmpet på danskernes side under forudsætning af, at de vendte tilbage til deres fredelige arbejde. Det var imidlertid ikke mange, som stolede på den svenske konges løfter, og Karl skærpede snart tonen. År 1677 blev snaphanerne truet med "gruvliga repressalier." I en af de kongelige plakater blev det bl.a. bestemt, at hvis en svensker i kongens eller rigets tjeneste blev dræbt, skulle sognet, hvor det skete, bøde 1000 rigsdaler for hver dræbt, og desuden skulle hver tiende mand i sognet hænges. Til sidst blev dette skærpet til, at hver tredje voksen mand skulle hænges. I et sogn på 600 mænd skulle i givet fald da 200 henrettes! Hvem der skulle lide døden, blev afgjort ved lodtrækning.

Kongen sendte rigsråden Johan Gyllenstierna ud på en edsaflæggelsesfærd gennem Skåneland. Et tragikomisk indslag på denne er et åbent brev, som Gyllenstierna lod sende rundt til almuen. Brevet blev indledt med et krav om total underkastelse, om at man skulle stille sig til den svenske armés disposition og aflevere sine våben, og sluttede med: "Men skulle nogen driste sig til at gå mig imod og vise sig modstræbende, vil disse bønder blive fuldstændig udryddet og fordærvede med ild og brand af det svenske militær." Det komiske ligger i underskriften: "Eder samptelige til all vänskap benägen (gunstige, velvillige) Johannes Gyldenstierna."

Uno Röndahl skriver i "Skåneland utan förskoning" (1993) bl.a. om en begivenhed, som gik for sig i Osby i september 1678, da femten tilfangetagne snaphaner blev stillet for en svensk krigsret. De blev alle dømt til døden med det samme, og straffen blev ført ud i livet ved, at deres lemmer, arme og ben blev slået i stykker led for led, hvorefter brystkassen til sidst blev slået ind. Derefter tog bødlerne økserne frem og skilte snaphanernes hoveder fra kroppene. Efterfølgende blev de til skræk og advarsel sat op på pæle på synlige pladser rundt om i egnen.

Charles Sørensen beretter i Den lille krig (1880) om, "at en af den svenske konges mest barbariske straffe bestod af spidning på glødende jern." Med sådanne straffe i udsigt er det forståeligt, at snaphanerne af og til hellere ville begå selvmord end falde levende i svenskernes hænder. I Fers herred, skriver Röndahl, fangede svenskerne en håndfuld snaphaner. Fire af disse blev lagt på hjul og stejle, mens den femte, anføreren, fik underlivet skåret op, så tarmene faldt ud - "så snaphanen fik benene i dem." Röndahl henviser fremdeles til andre kilder, som omtaler, at maven blev klemt op i brystet mod halsen, indtil den ulykkelige blev kvalt. På andre snaphaner slog man hul i siden og lod dem "löpa tarmen ur livet."

Sten Jacobsen beretter i Den Nordiske Kriigs Krønicke om de bestialske straffe, som ramte tilfangetagne snaphaner eller andre, som satte sig op i mod det svenske herredømme. "Når svenskerne i denne vinter (1678-79) fik fat i nogle snaphaner, plagede de disse på en frygtelig måde. Først brændte man deres fodsåler med glødende jern. Derefter stødte man en spiddet pæl så langt op i endetarmen på dem, at den kom ud ved næsen. Derefter sømmede man dem fast til et træ og lod dem hænge der, til de døde."

I august 1678 blev snaphanen Jon henrettet ved Gedinge skanse i Skåne. Af dokumenterne fremgår det, at han blev udsat for tortur, og at han herunder havde angivet to personer fra Gårdstang, nemlig bonden Per Månsson og skomageren Oluf Michelsen. Endvidere hedder det i dokumenterne, at Jon fra Aske blev fastnaglet til en pæl, hvilket betyder, at han blev spiddet. Delinkventen blev skåret op ved halehvirvlen som en gris, hvorefter man jog en spids pæl ind mellem huden og rygraden, som efterfølgende trængte ud igen gennem huden ved nakken.

I februar 1679 blev friskyttekaptajnen Hans Severin på grebet. Han tilstod under svær tortur, at han havde dræbt ti personer og såret elleve. Svenskerne nævner med skræk og rædsel: "Det är icke till att beskriva hur hårdnackade dessa äro, de akta varken präster eller andra" I følge svenskerne, blev Severin anset for at være en sjældent hensynsløs snaphane, og da han endelig blev taget til fange, var spørgsmålet ikke, om han skulle henrettes, men hvorledes aflivningen skulle finde sted. Den svenske krigsret dømte herefter Hans Severin til døden, men i dommen blev det omhyggeligt understreget, at henrettelsen skulle eksekveres ved, "at han spiddes levende, ikke indvortes men mellem ryg og hud igennem nakken, derefter sættes på pælen, fødderne naglede og hænderne bagbundne under en ny galge med reb om halsen, ikke tilstrammet. Hans navn slås på galgen." Dette blev effektueret den 15. februar 1679 udenfor den svenske lejr i Lyngby (Trolle-Ljungby). Foruden Severin blev der henrettet yderligere sytten andre snaphaner, herunder en kun tretten år gammel dreng, som under tortur indrømmede, at han havde dræbt to mennesker. Alle blev spiddet og lagt levende på stejle. To snaphaner fik imidlertid held til at lure deres svenske bødler. En skød sig selv for panden og den anden, Nils Geting, skar halsen over for ikke at falde levende i fjendens hænder.

Denne mørke periode i Skånelands historie er også blevet gengivet af flere skønlitterære forfattere fra C. A. Cederborghs romantiske "Gøngehøvdingen" til Sven Edvin Saljes "Man ur huse" og ikke mindst Artur Lundkvists "Snapphanens liv och död" (1968), hvor han giver et uhyggeligt og virkelighedsnært eksempel på, hvordan den svenske ret på den tid blev praktiseret i Skåneland: "En pæl af eg ligger færdig, spidset skarp, med barken afskrællet i hele dens længde, i nærheden er gravet et hul i jorden, med en bunke rødlig jord opkastet ved siden. Trommen begynder at dundre, dumpt og langsomt, Lars lægges ned på jorden hvilende på maven, flere mænd tager fat i ham og holder ham fast, hans klæder flås op, et knivsnit gøres ved nederste ryghvirvel, hvor den spidsede pæl føres ind under huden, skydes opad med korte stød, forsigtigt, for at pælen hverken skal gå for dybt ind i kroppen eller komme ud igen gennem huden. Trommen dundrer, en frygtelig spænding ryster den udstrakte krop, men mændene holder den nede, trykket i mod jorden; Lars føler smerten som en ildflamme op gennem kroppen, han indesluttes i et rødt flammende mørke, bider tænderne sammen så hårdt, at han hører dem knase. /---/ Han vågner igen, da han hænger oprejst på pælen, hans fødder er sømmet fast, hans arme bøjet bagud og fastsurret, en galge er rejst ovenover ham, og en løkke omslutter hans hals, men så løst siddende, at han ikke ved hoved bevægelser kan kvæle sig selv. Smerten er som en rasende ild i hans krop, som om luer fortærede hans kød i uafbrudte angreb, han har munden fuld af blod."

Sjovt nok er svenskernes fremfærd i Skåne, Halland og Blekinge i den sidste del af 1600-tallet blevet systematisk fortiet i svenske historiebøger. Om det skyldes skam, eller om der er tale om historieforfalskning, er uvist, men de danske historikere har aldrig fortiet, hvad der skete i denne blodige tid, hvor svenskerne underlagde sig de tre landsdele med unødvendigt hårde metoder.

© 1996 Jonny Ambrius & Strömbergs Bokförlag AB