Dansk og svensk i kirken
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer. Tidligere bragt i Samvirke.

På få undtagelser nær stopper beskrivelsen af de danske kultur­mindesmærker ved Øresund. Kun i enkelte værker er de omtalt sammen med de eksisterende i Jylland, på øerne og Bornholm. Nationalmuseet har en hjemmeside, der viser kalkmalerier både vestensunds og østensunds, men ellers er det historiske Østdanmark som regel udeladt. De gamle danske middelalderkirker i Skåne, Halland og Blekinge fortjener mere end tavshed, for her er ikke blot tale om smuk kirkekunst men også om en kirkehistorie, der på sin egen specielle vis reflekterer Skånelands dansk-svenske historie.

Da Sverige i 1658 ekspanderede og Østdanmark blev til Sydsverige, ophørte den danske kirke ikke med at eksistere. Befolkningen var stadig dansk i den betydning som giver mening i 1600-tallet. Det var først og fremmest sognet, herredet og landsdelen, som udgjorde menneskets horisont, men fælles for jyder, fynboer, sjællandere og skåninger var at konge og kirkelig øvrighed var den samme. Kirkeordningen, gudstjenesten, salmesangen, de kirkelige højtider og ritualer var danske. Den danske gudstjeneste adskilte sig på flere måder tydeligt fra f. eks den svenske selv om kirken i hele Norden efter Reformationen var evangelisk-luthersk. Sproget var naturligvis et helt afgørende element. Uanset hvor meget dialekt man talte i datiden – og forskellene mellem vendelbomål og dialekten i Gøngeherrederne i Skåne har givetvis været stor – så var det samme sprog man hørte og forstod.

I Roskildefreden i 1658 garanteredes det bl. a. at kirkeordningen skulle være uændret, men efter Skånske Krig besluttede Karl XI sig til en radikal nyordning i de tidligere danske provinser. Selv om Roskildefredens bestemmelser fortsat stod ved magt blev der i løbet få år indført svensk lovgivning på alle områder i by og på land. Den gældende landskabslov, Skånske Lov, blev afskaffet, byernes styrelse blev ændret, Lunds Universitet blev besat med svensktalende lærere, genstridige folk udrenset, osv. Baggrunden var at befolkningen havde støttet den danske hærs generobringsforsøg i 1675-79 og at de mange modstandsfolk nu efter krigen var blevet nedkæmpet. Med rette tvivlede Karl XI på skåningernes troskab, så derfor måtte der sættes en stopper for yderligere danske sympatier. Kort sagt: Befolkningen i Skånelands tre landskaber skulle lære at blive svenskere, og her indtog kirken som institution en nøglerolle.

Den ledende figur var Knut Hahn, der afløste den hidtidige danske biskop Peder Winstrup, som i sin levetid havde modsat sig ændringer i svensk retning. En stor og radikal plan blev lagt frem. Efter landemodet i Malmø 1683 blev de tilbageværende danske præster truet og lokket til at påbegynde "uniformiteten". Det betød, at prædiken og salmesang efterhånden skulle være svensk, de gamle bibler og salmebøger skulle indsamles og erstattes af nye svenske, hvor teksterne var valgt således at mange gamle salmer (der ikke brugtes i Sverige) fik ny svensk tekst. I maj 1683 blev det forbudt at importere danske katekismer, salmebøger og bønnebøger. Endnu var der ikke forbud mod danske bibler, da man var bagud i trykningen af nye svenske. Der skulle ligeledes trykkes nye ABC-bøger til ungdommen og klokkerne (degnene) skulle efter kirketid indlære det nye sprog.

Også gudstjenestens form blev ændret: Der måtte ikke længere brændes lys i kirken, ved begravelser måtte kisten ikke som skik var bæres rundt om kirken, aftenringningen blev afskaffet og endelig skulle præsterne aflægge sig deres typiske danske præstekjole og pibekrave, hvad der viste sig meget svært for dem.

Befolkningen reagerede ved at blive borte fra kirkerne. Nyordningen blev opfattet som hedenskab. I Gessie kirke ved Malmø udtalte menigheden ifølge kirkebogen til præsten: "Vi er hverken tyrker eller hedninge så at I skal prædike på svensk. I kan prædike på dansk som vor gamle præst herr Jens" Folk opfattede svensk som et fremmedsprog og kirkeordningen som en ny og fremmed religion. Men der var ingen vej udenom. Biskoppen i Gøteborg fremhævede overfor kongen betydningen af at svenske præster blev tilsat. Det var …"nødvendigt for at fremme uniformiteten og (for) at gøre slut på almuens sympatier for Danmark" Adskillige præster blev afskediget, for eksempel præsten Jørgen Fischer i Ørkellyng, der havde siddet halvtreds år i sin stilling. I 1707 var det slut. Hans brøde bestod i " at have ladet syndsbekendelsen læse på dansk og ved altergangen at have ladet salmer synge på samme sprog."

Overgangstiden var præget af megen forvirring og selv om særlige kirkeinspektører skulle fremme den svenske uniformitet var det ikke nemt. Under kontrol og bødestraf blev almuen tvunget tilbage i kirken og børnene slap heller ikke for at lære det nye sprog. Resultatet blev sprogforvirring. Den nye præst i Svaløv konstaterede i 1699, at menigheden sammenblandende svensk og dansk "så at man ikke kunne forstå deres tale". Flere steder organiserede man gudstjenesten sådan at de unge, som havde lært svensk stod fremme i kirken og de ældre tilbage. Så sent som op mod 1700-tallets midte var der ældre, som fortsat kun kunne deres katekisme og salmesang på dansk. Den 19. oktober 1787 har Sven Trulson i Trudserød, Glimager sogn, skrevet en antegning og sit navn i en bibel fra Christian den IIIs tid, trykt 1550 og den 19. februar 1810 har Jøns Sebbeson i Lønsbod gjort det samme. Var det udtryk for skjult sympati ? Denne bibel havnede siden på Bornholm.

Forsvenskningen af kirken lykkedes efter megen aktiv og passiv modstand, men de skånske kirker er i dag et levende museum for striden mellem dansk og svensk. Danske kongemonogrammer på altrene er ingen sjældenhed, bibelinskriptioner på altre og prædikestole skifter mellem de to sprog, danske og svenske adelsslægter hænger side om side - folk som var dødsfjender i kampårene.

Endelig er der den fælles rigdom i de mange smukke kalkmalerier, som findes spredt ud over hele Skåneland. Kirkerne østensunds er simpelthen et stykke spændende kultur­historie.

STIG WØRMER

Nørre Strø. I denne kirke ses tre våbenskjolde opsat på kirkevæggen. Øverst lands­høvding Georg Hindrich Lybeckers. Han deltog i 30-års krigen og blev i 1679 svensk generalmajor i Christianstads len og senere lands­høvding i Gøteborg og Bohus len. Lybecker er givetvis identisk med den oberst Lybecker, som optræder i Carit Etlars romaner "Gøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester". Kirken er fra 1200-tallets første halvdel og ligger i en flække med kun 300 indbyggere i Øster Gønge herred i Nordøstskåne.

En egestol i koret er fra engang i 1665 af bonden Niels Tuesen fra Øverup, som kom for sent til at få en plads. Så han lavede sin egen kirkestol og på stolelænet skrev han på dansk-skånsk dialekt: "Denne stol hører mig Nels Tuesen til met ret, der maa ingen met mig om hanem trete (skændes) men lade mig den behold sel, mens ieg Guds Ord høre vel, oc mig derefter at skicke saa, at ieg evig lif kan faa. Amen."

Kågerød kirke. Braheslægtens patronatskirke tilhørende Knudstrup Slot, Tycho Brahes hjem. I de skånske kirker hænger en fortegnelse over kirkens præster gennem tiderne, som kaldes "series pastorum". Normalt gengives de tidlige danske præster ved deres danske navne. Det var -sen eller –sønnavne, men omkring århundredskiftet havde mange fået –sonnavne, som om der altid havde været svenske præster. Den her nævnte Sten Jacobsson hed rigtig Sthen Jacobsen og han var ingen hvem-som-helst. I al hemmelighed førte han en omfattende optegnelse over de politiske omstændigheder og militære hændelser i forbindelse med Skånske Krig. Han turde ikke trykke bogen ("Den Nordiske Kriigs Krønicke") på dansk, da det havde fået uoverskuelige konsekvenser. Bogen blev fundet i 1800-tallet. Det er i dag en uvurderlig kilde til Skånske Krigs begivenheder.

Braherne Otto og Beathe Brahe, sønnen Sten Brahe og hustru Maren Brahe ligger begravet i Kågerød kirke. Dette epitafium viser en adelig fra den efterfølgende svenske tid. Dette bemærkelsesværdigt store "friherrelige begravelsesvåben""er opsat til ære for Cornelius Ancherstierna (1655-1714), som var af nederlandsk slægt, men som gik i svensk krigstjeneste og var søofficer i Skånske Krig. Han ligger også begravet i kirken sammen med de danske Braher.

Simmers kirke (Simris). Prædikestolen er fra 1600-tallet og viser Christian IV s monogram over prædikestolen. Korpartiet er velbevaret med 1500-talsmalerier af "Kongemesteren". Foran den i øvrigt ombyggede kirke står to originale runesten fra 1100-tallet.

Gennerup kirke (Genarp). Kirken er Skånes eneste 1500-talskirke i nygotisk stil. Pulpituret eller logen blev opsat i kirken i 1669 af "Aerlig oc Velbyrdig Frue Mette Rosenkranz, Salig Her Niels Krabbis lod dette Pulpitur opsette." Indskriften er på dansk som mange andre steder i de skånske kirker. I Simmershavn og Sølvesborg kirker ser man på gravstenene inde i kirken hvorledes sproget skifter. Indtil ca. 1684 benyttes der dansk skriftsprog på gravstenene. Herefter benyttes svensk eftersom forsvenskningen af lovgivning, kirkeordning m.v. medførte at det danske sprog blev forbudt.

Ravlunde kirke. Denne kirke er berømt for sin malede indskrift lige under korbuen. På prædikestolen er der malet en dansk indskrift. Christian IV's monogram fra 1609 lyser over prædikestolens dør. To tidligere præster, Hans Jensøn og Jacob Hansen, hviler under kirkegulvet. Det viser de to gravsten. Ravlundes berømte malede tekst er en fantastisk kilde til forståelse af de onde dage fra svenskekrigenes tid. Den berømte tekst lyder: "Anno 1612 (under Kalmarkrigen 1611-13) den 4 februari kome de Suenske ind i gøinge herrid der brende røffuedeoc ødelagde (de) (hen)vid fem eller sex oc tiufue kirjrcke sogner: den 8 februari brende Ve (Væ): denne 11. Dag bleffue de tappert igien besøt (mødt) aff vorris Kongis folck antastede på Visse Sø (Vidtsø) bade (både) yhielslagne oc drucnede nogle (og) tiuffue hundrede mend oc miste derris Bitte (bytte): som de haffde tagit:C.N.V." Der er tale om en overdrivelse hvad angår svenskernes tab af folk ved Vidtsø, men hærgningstoget er Gustav II Adolfs berygtede overfald på Gøngeherrederne, som lagde alt øde. Initialerne C.N.V. står for kirkens degn, som nedskrev episoden. Efter at have været overkalket i mange år kom teksten atter for dagens lys i moderne tider. I øvrigt fik den første svenske præst i Ravlunde, Jonas Petri Nericius, der virkede fra 1692-94 og som var særligt forsvenskningsivrig, sin præstegård nedbrændt af snaphanerne!

Hjersås kirke er en romansk teglstensbygning, der opførtes i 1230’erne. I 1400-tallet kom de smukke kalkmalerier til i korpartiet malet enten af "Michaelsmesteren" fra Jylland eller "Vallensbækmesteren" fra Sjælland. Der er tale om makaber realisme, idet de salige bliver budt velkommen til himmelpaladset i kirken nordlige hvælv, men man – som det her ses – har en forfærdeligt udstyret djævel midt i gabet på Leviathan, helvedes port. Dette helvedesmotiv er et af de mest barokke i de skånske kirker.

Stehave kirke (Stehag). Denne hyggelige kirke ved Ringsøen har en række 1100-tals kalkmalerier. Blandt disse er to af særlig interesse for dansk historie. På nordsiden af triumfbuen ses et kalkmaleri, der forestiller kong Knud VI og på sydsiden Absalon, der indviede kirken. At det var en ærkebiskop ses af at han bar bispehue og bispestav. Portrætkunsten var væsentligt anderledes i middelalderen: Det skulle ikke nødvendigvis efterligne de portrætteredes personlige fysiognomi. De var nærmest stiliserede typer uden individuelle særtræk. Ironisk nok var Knud VI og Absalon med til at undertrykke et skånsk bondeoprør. Forinden var herremænd og ærkebisp flygtet til Sjælland. De stivsindede og frihedselskende skåninger måtte acceptere bispetiendens genindførelse.

Christianopel kirke er det eneste der er tilbage af Christian IV s grænsefæstning i det østligste Blekinge. Byen blev opført i 1599 i moderne nederlandsk stil og havde 600 indbyggere. Under Kalmarkrigen 1611-13 blev den hærget og plyndret af svenskerne, men blev genopbygget. Byen blev en overgang tilbageerobret af den danske konge under Skånske Krig, men blev siden nedlagt og nedrevet sten for sten. Fæstningsbyen gjorde kun gavn som dansk grænsefæstning, mente man. Indbyggerne blev derfor tvangsflyttet til Karlskrona, Rønneby og Karlshamn. Kun kirken stod tilbage. Byen lå på en odde omgivet af svære mure, der i dag findes i indtil 2 ½ meters højde. Hvor der før var driftig by er der i dag campingplads. Der er "Christian IV dage" i Christianopel (der i dag er en flække) hvert år med fest og musik. I kirken ses den såkaldte kongestol, der er i tømret eg. Stolen blev bygget på kongens opdrag i 1635 mens Erik Krabbe var øverstbefalende i byen.

Begravelsessten i Sølvesborg kirke. Byen lå indtil slutningen af den danske tid i Skåne, men blev administrativt overført til Belkinge sammen med en del andre sogne. I kirken ses en række begravelsessten fra 1600-tallet, der er skrevet på datidens dansk. Lige indtil præsteskabet i 1683 blev lokket og "opmuntret" til at antage svensk kirkeordning blev det danske sprog benyttet. Herefter forstummede den danske tale overalt. Det var politisk meget uklogt at benytte dansk i officiel korrespondence, osv. Præsterne lærte sig i varierende grad efterhånden også at skrive på svensk. I begyndelsen beherskede de kun det nye sprog ringe. Således ændrede man blot e-former til a-former og skrev for eksempel "jag" i stedet for "jeg", men det viste overfor myndighederne vilje til at afskrive det danske sprog.