Danskheden tvunget i knæ
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer. Tidligere bragt i Berlingske Tidende.

Forsvenskningen af kirkerne i Skåne, Halland og Blekinge var ingen blid overgang og skabte siden et udtalt identitetstab. Selv i dag er de svenske metoder ikke noget, man officielt taler så højt om.

I slutningen af 1800-tallet gik en kulturel "uniformitetsbølge" gennem Sverige. l Skåne blev Helsingborg og Trelleborg til Hälsingborg og Trälleborg. På de tidlige svenske kort fra 1700-tallet skrives de to byer med "e", og øen Hven har endnu ikke mistet sit H på svensk. Mere alvorligt var, at mange skånske kirker simpelthen forsvandt fra jordens overflade. 
Krig og ødelæggelse har gjort sit siden svenskekrigenes dage; men det er bemærkelsesværdigt, at mens Sjælland har bevaret 95 procent af sine landsbykirker, har Skåne kun 60 procent af sine gamle kirker tilbage. Mange var vistnok i dårlig stand, men det har de sjællandske også været på et tidspunkt. Uerstattelige klenodier af kirker med blandt andet smukke kalkmalerier som i Asmundtorp (Asmindrup). Hyllie, Bunkeflo (Bunkeflod), Gessie, Håsløv, Fuglie (Fulie) og Glemminge samt Vester Vram i Østskåne blev revet ned. Havde det ikke været for en kreds af skånske professorer og arkitekter omkring århundredskiftet, var ødelæggelsen sandsynligvis gået endnu videre. 
Går man ind i en sådan gammel dansk kirke i Skåne er billedet af fortiden ingenlunde ensartet. l mange af dem ses stadig Christian IVs monogram øverst oppe over alteret, og i mange kirker er der danske inskriptioner i form af bibelcitater på prædikestol og alter. De fleste steder er bibelcitaterne nu skrevet på svensk og Karl d. XI har erstattet Christian IV. 

Men også den aktuelle holdning til fortiden er præget af store forskelle. Hver kirke i Skåne har et informationsblad, der fortæller om kirkens fortid, dens inventarium og om særlige kendetegn som epitafier, grave, kalkmalerier og særlige omstændigheder. 
Med en snes forskellige blade i hånden kan man konstatere et uensartet billede af fortiden. l Linderød kirkes blad er der en enkelt henvisning til kirkens danske fortid. Linderød kirke har nogle af Skånes smukkeste kalkmalerier. Derimod bringes et lille vers på forsiden, hvor kirken omtales "som et vidne fra svundne dage, om en gammel kulturbygd i Skåne". Er det blot en eufemisme for den danske tid? 
I Helligkorskirken i Dalby, der er Nordens ældste stenkirke, har dansk middelalderhistorie til gengæld en fremtrædende plads. Der er også tydelige referencer til den danske fortid og til krigsårene, da Skåne blev svensk i kirker som Nørre Strø, Ravlunda (Ravlund) og Fultofta (Fultofte). Ravlund kirke er ligefrem berømt for den indskrift, som blev malet på kirkevæggen ved indgangen til koret: "Anno 1612 den 4 februari kome de Suenske ind i gøinge herrid der brende røffuede oc ødelagde (de) (hen)vid fem eller sex oc tiufue kirjke sogner ..."

Hvad skete der egentlig med kirken i de skånske lande efter overgangen? 
l starten meget lidt, for Roskildefreden fastslog blandt andet, at kirkens ordning skulle være den samme som før, altså dansk. Skåne var efter svensk statsretsopfattelse på den tid et "utländsk, men inrikes land" underlagt et generalgouvernement. 
Kirken skulle fortsat styres efter den danske kirkeordning, det vil sige dansk gudstjeneste med præken, salmesang og alle andre kirkelige handlinger på dansk. Derimod skulle der naturligvis bedes for den svenske konge, som nu var "allernådigste konge" i landet. 
Under Skånske Krig 1676-79 havde befolkningen afsløret så store danske sympatier, og mange præster havde bekendt åbent dansk kulør, selv om atter andre direkte fungerede som meddelere for svenskerne, at den svenske tålmodighed var slut. Præsteudskiftningen foregik hurtigt efter krigen, hvor en tredjedel af de danske præster var borte. Præstestanden blev lokket og presset til at anmode svenskekongen om "uniformitet" med svensk kirkeordning. Den samme proces skete inden for adelens rækker og med retsvæsenet. Efter en overdådig festmiddag i Malmø anmodede den skånske præstestand da om uniformitet i 1681. 

Det betød blandt andet, at prædikerne, salmesangen og den nyindførte katekismelæsning gradvis blev holdt på svensk. De gamle salmebøger blev indsamlet og solgt København og erstattet med nye svenske, som på pædagogisk vis indeholdt de samme salmer som de danske, men nu på svensk sprog. 
Reaktionen hos befolkningen blev, at mange holdt sig borte fra kirkerne, der stod mere og mere tomme hen. I 1682 blev det forbudt at brænde vokslys ved alteret, man måtte ikke længere bære kisten rundt om kirken ved begravelser, og aftenringningen blev afskaffet. Naturligvis havde præsterne også måttet aflægge sig deres danske pibekrave, hvilket faldt mange svært. l landsbyen Gessie uden for Malmø udtalte menigheden til den nye svenske præst: "Vi er dog hverken tyrker eller hedninge at I skal præke på svensk for os. I kan præke på dansk som vor gamle præst, herr Jens." 
Den svenske præst Michael Arenchil måtte i 1682 indrømme, at nogle menigheder ikke ville lade børnene lære svensk "af den utidige kærlighed, de nærer til det danske sprog." 
Undersøgelser har vist, at mange gav børnene hjemmeundervisning i den danske katekisme som reaktion på forsvenskningen. Resultatet blev stigende overtro. Gudsfrygtigheden var truet. Så opfandt biskop Knut Hahn, selv indfødt smålæn ding, et bødesystem, der gav øjeblikkelige resultater. Første udeblivelse kostede en net sum i bøde. Næste fravær betød en fordobling. Tredje gang kostede det en formue. 

Kun få skåninger trodsede kirkebesøgstvangen anden gang: men en kilde fortæller, at menigheden ved en bestemt lejlighed istemte den gamle danske tekst i en salme, skønt præsten hyssede og tyssede ad dem!
De børn, der ikke var ferme til "at læse i bog", det vil sige kunne den nye svenske ABC-bog og Luthers katekismebog på svensk udenad, fik ekstraundervisning af klokkeren - degnen - som man sørgede for var svensk. 
Børnene stod i koret, pigerne på den ene side, drengene på den anden og blev forhørt. Vi ved det, fordi nogle bondekoner klagede til biskoppen over det. l 1683 blev det forbudt at importere danske bøger. Forbudet ophævedes først i 1844. Kirkeloven af 1686 gjorde kirke- gang obligatorisk, og samtidig blev en streng ortodoksi opretholdt blandt andet med de forhadte hus forhør, som plagede almuen i næsten 200 år. 
Det nære forhold mellem den patriarkalske præst og hans sognebørn i den danske tid var brudt. l stedet blev præsten statens kontrollør. Åndelig tvang og formynderskab. Grundtvigianismen kom aldrig til Skåne. 
Præsten Povel Enertsen var den sidste præst, som prædikede på dansk, Det var indtil 1702 i Glimager (nu: Glimåkra) kirke i Øster Gønge herred. Denne ellers svenskvenlige præst, hævder en kilde i Osby Hembygdforenings årbøger, blev truet af sin menighed til fortsat at tale dansk i kirken, trods det officielle forbud. 
Lidt efter lidt vænnede befolkningen sig til det svenske, og da ABC- og katekismelæsningen på svensk for de fleste var deres første bekendtskab med det trykte ord, opfattede man et par generationer senere svensk som det naturlige øvrighedssprog. Samtidig med at erindringen om den danske fortid gik i glemmebogen. 
I den nævnte Ravlund kirke virkede også provst Jonas Petri Nericius, sognets første svenske præst fra 1662-64. Hans dokumenterede forsvenskningsiver blev af snaphaneguerillaer belønnet ved, at de afbrændte hans præstegård. Også andre præster fik almuens modstand mod forsvenskningen og den upopulære nye kirkeordning at mærke. 
Et nærstudium af de enkelte skånske middelalderkirker afslører mange interessante detaljer. Men fra centralt hold får man ikke meget at vide om, hvad der dengang gik forud. Der er stadig en del ambivalens i den svenske holdning til skånelandenes danske fortid.