Broen tilbage til historien
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer. Tidligere bragt i Samvirke.

Når Øresundsbroen forener Sjælland og Skåne, kan den også tjene til at hele sårene efter Roskildefreden i 1658, hvor Skåne, Halland og Blekinge måtte afstås

Fredsaftalen 1658 
"Gid jeg ikke kunne skrive." 
Sådan lød efter sigende Joachim Gersdorffs hvisken, da han underskrev Roskildefreden i Høje Taastrup præstegård den 26. februar 1658. 
To femtedele af det oprindelige Danmark var tabt, oven i købet den måske vigtigste landsdel på den tid, Skåne. Men med i fredsaftalen kom bestemmelsen om, at de tabte landsdele skulle beholde deres danske ret, lov, gamle privilegier og friheder. Adelens og præsteskabets privilegier i første omgang, naturligvis, men underforstået også bøndernes ret til dansk kirkesprog og bevarelsen af danske traditioner. 
Men det kom til at gå helt anderledes. 
Når broen kommer, skal erhverv og uddannelsesstrukturen i Øresundsregionen med bro, Ørestad, universitets- og forskningssamarbejde, kulturformidling og meget andet styrkes i skarp konkurrence med det nye kontinentale kraftcenter, Berlin, der med enorme kapitalkræfter i ryggen af det genforenede Tyskland bliver en svær konkurrent at hamle op med. 
Ikke desto mindre er Øresundsplanerne et forsøg på både at stå imod vækstmagneten syd for Østersøen og samtidig genetablere en brudt enhed nord for Tyskland, som ikke kun Danmark og Sverige, men også resten af Norden skulle kunne få fordele af.
Når man bevæger sig rundt i land skabet østensunds, vil de fleste danskere føle sig hjemme. Genkendelsens glæde slår én i møde gang i gang. Den overvejende del af Skåne ligner Sjælland til forveksling. Bøgeskov og store opdyrkede arealer. Hvide landsbykirker præcis som herhjemme. 1500- og 1600-tals herregårde i nederlandsk renæssance (Christian IV-stil). Bindingsværk i gamle byhuse. For svenskeren på besøg fra det oprindelige Sverige er det nogen specielt skånsk. Det har han lært i skolen og fået at vide andre steder, blandt andet i tv. Men historien er en anden. 

Typisk dansk
Det er ikke specielt skånsk. Det er typisk dansk alt sammen, og det har sin forklaring: 
Danmark på begge sider af Øresund var i århundreder Sydskandinaviens geografiske og erhvervsmæssige centrum. Det gjaldt sildefiskeriet, udviklingen af byerne omkring Sundet, København, Helsingør, Helsingborg, Landskrone og Malmø. Betalingen af Øresundstolden til den danske krone var et eksempel på Danmarks dominerende rolle. 
I 1658 skete katastrofen: Vi tabte krigen, og skånelandene blev svenske. Tilsyneladende en nogenlunde smertefri overgang, efter især svenske historiebøger at dømme. 
Men kradser man lidt i den historiske lak, kommer der usandheder, fortielser og fordrejelser af historien frem, som har sat gang i den skånske regionalisme i jagten på en tabt identitet. Måske netop fordi historien aldrig er blevet bearbejdet. Fordi Skånes historie i den officielle svenske historieskrivning stadig er farligt stof.
Spørgsmålet er: Hvad skete der egentlig? Og er det overhovedet nødvendigt i computertidsalderen med en sådan bearbejdelse af fortiden? 
Det Skåne, som togrejsende og bilister møder efter broen, var dansk kærneland, fra de nordiske riger tog form omkring år 1000. Desværre for Danmark hindrede Skåne, Halland og Blekinge Sveriges adgang til Østersøen og Kattegat i en tid, hvor Danmark var blevet underlegen som regional militærmagt. Skånes erobring var ikke nogen tilfældig begivenhed, men planlagt længe af den svenske statsmand Axel Oxenstierna. Skåne skulle være Sveriges kornkammer.
Og da Skånelandene var afstået, fik Sverige appetit på mere. Krigen blev genoptaget, og med stormen på København natten til den 11. februar 1659 var målet Danmarks udslettelse som selvstændig stat. 

Velvillig indstilling
Da Sverige overtog de skånske lande, mødte det en velvillig indstillet adel, præstestand og borgerskab. Danmark havde tabt, og man måtte loyalt følge kongen og acceptere det skete. Roskildefreden garanterede Skånelandene rettigheder som ikke-svensk område. Den skånske adel kunne fortsat eje besiddelser i Jylland, og man kunne læse til præst på Københavns Universitet og vende tilbage til Skåne. 
Sådan skulle fredsbestemmelserne opfattes efter tidens tankegang. Det var altså ikke fordi, man e skede arvefjenden, som gang på gang i krigene siden 1500-tallet havde gjort indfald over grænsen fra Småland, men fordi man ifølge tidens tankegang måtte vise sin loyalitet over for den nye landsherre, Gustav den X Adolf. En gentleman agreement, så at sige! 
Derfor blev svenskekongen modtaget med pomp og pragt, som det hørte sig konger til, da han steg i land i Helsingborg for at tage sit nye land i besiddelse. Ironisk nok var Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm de eneste dele af Danmark, som Carl den X Gustav ikke havde besat under sine berømte tog over de tilfrosne danske farvande. 
I årene fra fredsslutningen til Skånske krig 1676-79 var Malmø-sammensværgelsen i 1658 under den genoptagne krig et af de tidlige eksempler på modstand, man hører om. Oprørsforsøget blev forrådt og lederne halshugget på Malmø torv, der hvor der senere blev opstillet en statue over erobrerkongen! 
I den første snes år var ændringerne ikke store. Der var næsten ingen indvandring fra Sverige, men svenske myndighedspersoner placeredes i samfundets top: som bypræsidenter og i byernes magistrat. 

Modstand vokser
Da Generalgouvernement Skåne begyndte en altomfattende forsvenskning efter Skånske krig, voksede modstanden. Ikke åbenlyst for det ville være det samme som majestætsfornærmelse, som kunne straffes med døden! Svensk kirkesprog og salmesang under nyindsatte svenske præster blev påbudt, men befolkningen reagerede ved at blive væk fra kirkerne. En kilde fra Brøserup berettede i 1663 om en klage fra bønderne, fordi de ikke forstod den svenske præst. 
Talrige andre eksempler fortæller om store svensk-skånske modsætninger, og selv om der ikke var tale om nationalfølelse i det 19. århundredes forstand, var der tilstrækkeligt med eksempler fra overgangsperioden på, at svenskerne opfattedes som fremmede, og at der herskede et udpræget had til dem. Både sprog, kirkeordning, traditioner og sædvaner knyttede stadig Skånelandene til det danske rige. Ganske vist taltes der mest officielt om forholdet til kongen som landsherre, men ofte om "vort fædreland", selv om det dengang først og fremmest betød landsdel, dvs her Skåne. 
Desuden talte de tilflyttede svenskere nordfra og de lokale indbyggere ofte nedsættende om hinanden. Svenskernes øgenavn for danskere var fx jutejävlar (jydedjævle), og da svenskerne belejrede Christianstad under Skånske krig, faldt bl.a. følgende bemærkning på volden, da det svenske flag blev hejst på belejringsværkerne overfor: "Se, hvor de svenske hunde hænger deres faner ud!" Eksemplerne er talrige i kilderne fra dengang.
Da Skånske krig så ud til at være tabt, anvendte danskerne desperat den brændte jords taktik, og befolkningen klagede over den danske hærs plyndringer af "os fattige, tro danske undersåtter". 
Christian den V havde nedlagt forbud imod plyndring, men en stor del af tropperne var udenlandske lejesoldater, som var ligeglade, hvor de fik deres sold fra. Da håbet om en dansk sejr svandt, måtte man indrette sig på en fortsat tilværelse som svenskekongens undersåtter. Der var intet valg. 
Dog flygtede anslået mellem 10 og 20.000 i de kommende år til Sjælland. Dengang havde byen Malmø kun godt 7000 indbyggere, så det var en kraftig åreladning af de gamle danske landsdele, som i øvrigt også økonomisk gik hårde tider i møde, ligesom befolkningstallet faldt i de næste halvfjerds år.

Uniformitet
Efter den svenske sejr i Skånske krig strammedes grebet. Allerede under krigen indførtes ryttergårdsordningen, hvorefter de skånske bønder skulle forsørge en indkvarteret svensk rytter og hans hest. Rytteren fik ofte arveret til gården, tunge skatter blev indført, og skånske bønder blev tvangsudskrevet til krigstjeneste i Baltikum. Man stolede ikke på dem. Først årtier senere blev det svenske militærstyre i Skåne ophævet. Mange bønder deserterede, for de vidste, at de aldrig ville gense deres land. 
Ødegårde blev overtaget af svenskere, der blev lokket ned nordfra med tilbud om skattefrihed. For at fremme den planlagte forsvenskningsproces under betegnelsen uniformitet fik stænderne tilbud om at blive svenske undersåtter. Hele kirkeordningen og tjenesten blev gjort svensk. De nye præster var alle svenske, menigheden skulle synge svenske salmer og børnene lære den Iille katekismus på det nye sprog. Degnene skulle sikre børnenes svenskundervisning, og det blev kontrolleret under bødestraf, hvilke familier der ikke mødte i kirken. 
Der var ikke meget valg, hvis man ville undgå at miste sin ejendom. I løbet af få år var en tredjedel af de skånske adelsbesiddelser på svenske hænder. De fleste adelsslægter indordnede sig, mens borgerskabet i kystbyerne forgæves protesterede mod ekstra skatter og told. 
Da Karl d. XI den 10. april 1678 fra sit hovedkvarter i Skåne besluttede, at der skulle indføres uniformitet og lighed, var det en logisk følge al den førte politik, for at "indbyggerne og undersåtterne derved med tiden må vindes til de svenske fra de danske sæder og skikke og således efterhånden mister kærligheden til Danmark, som ellers utvivlsomt vil vedvare hos dem, thi overensstemmelse i ceremonier, konstitutioner, sæder og sprog holder ufejlbarligt gemytterne indbyrdes sammen". 
I 1683 accepterede adel, præste- og borgerstand formelt uniformiteten. Hermed var disse stænder heller ikke sat uden for det svenske standssamfunds privilegier. 
Tilpasning eller tab af stand og ejendom. 
Det var valget for de fine og de dannede. Præsten Povel Enertsen var den sidste danske præst tilbage. Han fortsatte med at prædike på dansk til sin død i 1711. Da var den sidste krig mod Sverige, Store Nordiske Krig, næsten slut.

Forbindelsen brudt
Mens danskerne blev hilst som befriere i Den Skånske Krig, var modtagelsen mere forbeholden, da vi gik i land i Råå syd for Helsingborg i 1709. Næsten to menneskealdre var forløbet, og de krigende hæres plyndringer, godt hjulpet af udenlandske lejetropper, havde ødelagt landet. To forgæves generobringsforsøg, som kun havde medført død og ulykke.
To generationer var gået, og forbindelsen var brudt. Forsvenskningen havde sejret, godt hjulpet af det almindelige handelsforbud, der fx betød forbud mod import af danske bøger. Alle de brugte danske bibler og salmebøger blev eksporteret til København! 
Det betød alt sammen, at en "Øresundsmur" sænkede sig i flere hundrede år. Stockholms assimilering af den østdanske befolkning havde båret frugt. Forbudet mod udførsel af korn fra de skånske sundbyer og forbudet mod udførsel af slagtekvæg, der først blev hævet 20 år senere, var i realiteten et handelsforbud mod Danmark. l 1680'erne indførtes pastvang, og folk kunne ikke uden tilladelse rejse til Danmark. Der var desuden forbud mod at importere danske bøger, der kunne "fordærve ungdommen". 
I det administrative apparat var overgangen planlagt skridt for skridt. I 1678 reducerede fx Karl XI magistratspersonernes antal i byernes styrelse, så "indfødte svenskere, men ikke danske eller skånske mænd indsættes". 
Én ting er imidlertid at skifte nationalitet fra en kultur til en anden nært beslægtet kultur. Med og uden fredelige midler. En anden er at aflægge sig sit tungemål. Og her har vi nok det bedste og sikreste kendetegn på, at skåningerne er anderledes. Netop sproget forråder oprindelsen. Mens det ud fra domstolsprotokoller, herredstingbøger og andre skriftlige kilder kan fastslås, at skriftsproget i Skåne skiftede fra dansk til svensk i perioden 1660-1700, især fordi forskellen mellem dansk og svensk skriftsprog ikke var så stor, gik det yderst langsomt med det talte sprog. Almuen af håndværkere, bønder og landarbejdere talte indtil for halvtreds år siden et umiskendeligt dansk-lignende sprog, som stockholmere og andre i Gammel-Sverige havde og har svært ved at forstå.

Historisk bearbejdning
Men tilbage står den historiske bearbejdning af fortiden. Det klassiske eksempel er læreren i en skånsk skole, som spørger eleven: "Vad hände i 1658 ?", og eleven svarer: "Det var då, att vi blev befriade från danskarna". 
Eksemplet er gammelt, men er det forældet? Ifølge den skånske lektor Pether Larsson står det stadig galt fat. Han har undersøgt 138 svenske lærebøger i historie, og en tiendedel af bøgerne, udgivet mellem 1810 og 1992, indeholder ikke en linie om, at Skåne, Halland og Blekinge engang var dansk. Til den skåne-regionalistiske hjemstavnsbevægelse Foreningen Skånsk Fremtid siger han: 
"I 1955 kom en ny undervisningsplan, som gik ind for objektiv historieundervisning. Alligevel har jeg kun fundet fire eller fem bøger fra 1960'erne, som nogenlunde objektivt skildrer, hvordan det gik til, da Skåne blev svensk." 
Bogen Allmän historia för Gymnasiet fra 1963, som stadig kan benyttes i gymnasiet, beskriver Skånelandenes indlemmelse i Sverige således: " ... regionen var att betrakta som gamla svenska landskab, vilka efter lång tids förlopp återkommit till sit rätta fädernesland." 
Sådan! 
Men gabet mellem den "autoriserede" og traditionelle svenske udlægning af historien og historieinteresserede skåningers søgen efter identitet er stadigt voksende. Med mellemrum går bølgerne endog særdeles højt. 
For få år siden udbrød der en heftig debat i dagbladet Sydsvenskan, Skånes største avis, om især betydningen af erobrerkongernes og feltherrernes statuer i Helsingborg, Landskrona og Malmø. Skulle de nedtages og smeltes om, fordi de var et udtryk tor storsvensk chauvinisme? Man sætter da ikke statuer op til minde om sine erobrere!? 
En debatoverskrift hed: Karl den X er en del af vor historie. En anden Smelt den storsvenske tyran om. Så var fronterne trukket op. En anden skrev i samme avis: "Vi har jo ingen undervisning i vores egen danske historie på trods af, at der er stillet krav om det i hele dette århundrede. Under sådanne forhold er det vældigt let, at man identificerer sig med denne vores erobrer præcis som de mennesker, der satte Karl X Gustav-statuen op." 
Som en af debatdeltagerne udtrykte det: 
"I Skåne har der i 300 år været et opdæmmet behov for identitet, ikke national eller etnisk, men historisk. Søgningen efter denne identitet må opmuntres i skole, kulturliv og massemedier. Vi må aldrig være bange for vores historie. Det er ikke historien, som er farlig. Det farlige er derimod, hvordan historien udnyttes." 
Men den skånske debat fortsætter, og aktivisterne har fået Skåne repræsenteret i den europæiske mindretalsunion i 1991 og i UNPO (Unrepresented Nations and Peoples' Organisation). Kun Foreningen Skånsk Fremtids danske afdeling og Dansk-Skaansk Forening - stiftet 1954 - der er overvejende historisk i sin indgang, har aktier i debatten i Danmark. Officielt er det glemt land. 
Ingen almindelig dansk folkeskole har nogensinde hørt om, at Danmark gik til Göteborg eller over til Brømsebro, og at Kalmar var svensk grænsefæstning! Forvandlingen fra Engang-du-herre-var-i-hele-Norden til miniput-stat gjorde noget ved os mentalt, og vi fornægtede selv det, der havde været dansk.

Genforening?
Spørgsmålet er nu, om Øresundsbroen og den forventede store regionsopbygning vil ændre bevidstheden. Fra "Småt er godt" til "Stort er bedre"? 
Det kan der ikke siges spor om nu, men som planerne ligger i dag for den udbyggede region, vil det på det bevidsthedsmæssige plan sandsynligvis bevirke en udfyldning af de "sorte huller". 
På den østensundske side vil interessen for Danmark helt givet vokse, og hovedstaden Stockholm, 08'erne, som den kaldes i Skåne efter Stockholm-telefonnummerområdet, vil blive "mindre" hovedstad for skåningerne, end den allerede er i dag. Stockholm tabte allerede for år tilbage slaget om Skandinavisk hovedlufthavn til Kastrup, og centrum i Skandinavien vil rykke yderligere sydpå.
Faktisk ser det ifølge professor Christian Wichmann Matthiesen ret lovende ud. København (og Øresundsregionen overhovedet) vil genvinde sin tabte relative geografiske position, og byen vil igen spille en hovedrolle for Østersølandenes samspil. Den voksende geografiske arbejdsdeling og etableringen af det indre marked i EU vil give grænseregionerne nye muligheder. Baggrunden for konkurrence og samarbejde, siger Wichmann Matthiesen, er ikke længere blot nationer. Regioner og storbyer danner i stigende grad de enheder, som konkurrerer om at tiltrække aktivitet.
Færger forbinder systemer, men broer og tunneler forener systemer og "ændrer det relative beliggenhedsmønster fundamentalt", siger professoren. Men om det kommer til at passe også for den menneskelige kommunikation på "brugerplan", når det gælder arbejdspladser, universitetsstudier, indkøbsmuligheder osv, afgøres af politikernes prisfastsættelse på transport af mennesker og varer. 
Det er en helt anden historie - samtidig med at det er helt afgørende for visionernes realisering. Går det godt, kan man måske sige, at Danmark og Skåne igen bliver landfast med sin egen historie.