Blekinges gamle grænseland
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer. Tidligere bragt i Berlingske Tidende

Vil man have historie og natur på en og samme tid, er egnen omkring Kristianopel, Christian Den Fjerdes grænsefæstning mod arvefjenden, lige inden for rækkevidde.

Trods et faldende transporttal over Øresundsbroen, så rykker det stadig gevaldigt i mange, der er nysgerrige på natur og kultur. Derfor er vi taget over broen på jagt efter naturoplevelser og gamle historiske mindesmærker fra dengang Skåne og Blekinge sammen med Halland var dansk. Og her finder vi både den milde og frodige natur, som vi kender hjemmefra, og den mere vilde og fremmedartede natur, som der også er rigeligt af. 
Lige nu er vi i Østerlen i det østligste Skåne med høstede og karseklippede kornmarker, hvor kun stubbene er tilbage. Efter et kort ophold i det idylliske fiskerleje Vik, kører vi mod den lille flække Ravlunda. Ikke langt fra vejen på en bakketop ligger kirken.
I dag står den nærmest helt alene i landskabet, men den gamle danske landsbykirke Ravlund har et særpræget budskab om historiens uforsonlige modsætning mellem svensk og dansk. I korbuen ved opgangen til prædikestolen finder vi en ubehjælpsomt malet indskrift, der på gammelt dansk siger: "Anno 1612 den 4 februari kome de suenske ind i Giønge herrid. Der brende røffuede oc ødelagde de fem eller sex oe tiuffue kjircke sogner..« 
  
Det var i Kalmarkrigens dage 1611-13, hvor svenskekongens hære brød hærgende ind i Skåne. Det er længe siden, men indskriften er tankevækkende og samtidig en meget original kilde til historien. 
Vi fortsætter mod Vittskovle (Vidtskøvle) herregård, der umiddelbart minder os om Egeskov på Fyn. Som den ligger der omgivet af voldgrave, er den en fryd for øjet. En klassisk herregård fra denne bygningstypes storhedstid. Borgen stammer fra 1553 og tilhørte Braheslægten. Det er Skånes største borg med næsten 100 værelser. Fra den danske Braheslægt kom den i von Ascheberg-familiens besiddelse. Rutger von Ascheberg var generalguvenør over Skåne i den periode, hvor forsvenskningen for alvor indledtes i 1680erne. 
Over borgporten ses en muret indskriftstavle, hvor grundlæggeren Jens Brabe udtrykte håbet om, at borgen altid måtte forblive i slægtens eje. Det blev mildt sagt ikke tilfældet. 
  
Vi kører nu ad E66 i østlig retning og før Kristiansstad drejer vi fra mod skovområderne. Efter blot en halv time har vi fundet den gamle snaphanegård Sporrekulla bygget i solidt træ. Efter sigende holdt skånske guerillaer til her. Det opdagede svenskerne og brændte egnens gårde af. Efter sigende snød Sporrekullas ejer svenskerne ved at tænde et stort bål foran gården og så troede svenskerne ude i skoven at den var »ordnet«. 
Nord om lmmeln søen igennem uvejsomme skove, der dengang har været fortrinligt til modstandsvirksomhed og overfaldsaktioner, kommer vi ind i Blekinge. Umærkeligt er naturen skiftet fra det frodige østskånske landskab til den blekingske kystslette, et relativt fladt landskab afbrudt af små for bøjninger bestående af klipper, krat og skovstrækninger med birk og fyrretræer. Dyrkbart agerland og skovnatur på en og samme gang. En landskabeligt set smuk kombination. 
Efter en time kommer vi til Ronneby (Rønneby), hvor den gamle danske kirke troner på toppen af bakken i et kvarter med hyggelige og pitoreske svenske træhuse. 
Den hvide og solide Helligkors Kirke er fyldt med imponerende kalkmalerier, en flot altertavle og en smukt udskåret prædikestol. 
Men den er også kendt for en grusom historie, som kirkens informationsbrochure da heller ikke undlader at berette om. Under den Nordiske Syvårskrig 1563-70 brød svenskekongen Erik den Fjortende ind i byen nordfra, hvor de hærgede og plyndrede så meget at byen var i ruiner. 
Indbyggerne søgte tilflugt kirken, men det hjalp ikke. Soldaterne brød ind og dræbte alle, mænd, kvinder og børn. Senere pralede kong Erik af udåden og sagde at Rønneåen farvedes rødt af blod. Omkring 2.000 indbyggere blev dræbt. Rønnebys udslettelse er næsten ukendt historie, men det er Skandinaviens største enkeltstående massakre på en sagesløs civil befolkning. 
En dansk rejseberetning fra 1671 taler om "en wacker oc well bygged handelstad«. Den karakteristik kan man kun sige ja til. 
  
Lidt længere mod øst ad motorvej E 22 kommer vi til Karlskrona. Byen er beliggende ud til skærgården og har mange imposante bygninger i svensk-baltisk stil. Stortorgets symmetriske udformning med kongestatuen i midten er et eksempel herpå. Kønt eller ej så er det stilhistorie. 
Men byen har en fantastisk beliggenhed med et bredt udsyn over havet fyldt med øer, klipper, skær og holme overalt hvor øjet rækker. Også Karlskrona er fyldt med historie. Midt på torvet troner Kari den XI på sin sokkel, byens grundlægger, der i 1679 søgte en stærk flådebase mod danske revancheforsøg.
Vi søger videre ud i skærgårdsnaturen mod øst og kommer over en stor bro til Sturkø og Tjurkø i Øriket, som det kaldes. Her er salt på tungen og bred kiming til den store Østersø uden for skærene. Det var her den sovjetiske ubåd af whisky-klassen gik på grund i firserne. Det tidligere lukkede militære område er nu efter den Kolde Krig tilgængeligt for besøgende.
Efter Karlskrona sætter vi kursen direkte mod Øster herred, Blekinges østkyst. Marker og kratskov afløser hinanden, stengærder af naturens egne produkter gør det ud for markskel og de typiske røde træhuse dominerer gårdstypen.
Vores mål er dagens Kristianopel og Brøms. Men først lidt om det landskab, der i dag er Sveriges mindste len: Historisk var Blekinge i den danske tid, trods sin lidenhed, en vigtig landsdel. Smålandske bønder valgte til svensk ærgrelse ofte blekingske udskibningshavne som Bodekul (Karlshamn) og Rønneby til deres eksportvarer, hvilket gav gode afgifter til den danske konge.
Desuden leverede Blekinge godt egetømmer til den danske krigsflåde lige som man solgte tørrede fisk og potaske til det øvrige land. Landsdelen havde dengang store egeskove. I dag kaldes Blekinge "Sveriges tradgård" og det lille len er Sveriges foretrukne sommerturistmål, der udbyder et stort antal ferieboliger i dejlig natur. I øvrigt også om efteråret.

Få kilometer efter skiltet mod Kristianopel dukker den store hvide kirke og de to meter høje mure op, over flere hundrede meter omkrandser et bart græsareal, som i dag gør det ud for en campingplads. Der er hav på tre sider så fæstningen - dengang der var en fæstning - har ligget godt beskyttet.
Meget mere end kirke, private huse, landhandel, kro med restaurant, et beskedent vandrerhjem og en lille sejlerhavn er her ikke. Men udsigten! Fra havnen og fra toppen af bymuren har man et strålende vue ud over strandenge og åbent hav. I dag er den nordlige halvdel af fæstningsmurene helt nedrevet. På resten står den halvanden meter tykke mur kun i to meters højde. Hele arealet inden for de hesteskoformede bymur er nu omdannet til campingplads! Hvad er der dog sket?
Set med danmarkshistoriske øjne det usædvanlige, at vi befinder os på de nu nedlagte rester af en smuk renæssanceby. Syd for den lille flække Avaskær bestemte Christian den Fjerde, at der skulle anlægges en ny by. Den fik købstadsrettigheder i år 1600 og kom til at lyde navne Christianopel, Christians by, på latin. Den udgjorde samtidig den østlige fæstning ved grænsen mod Sverige.
Vi spadserer rundt oven på bymurene og ser det hele lidt fra oven. Det er mærkeligt at forestille sig, at her fandtes en kort overgang Nordens mest moderne by med omkring 600-700 indbyggere, hvor husenes gavle på nederlandsk vis vendte mod gaden. Også handelsmæssigt fik den betydning. 
Købmænd og håndværkere, som bosatte sig her, fik skattefrihed i syv år og udenlandske borgere fik samme vilkår som danske indbyggere. Desuden var toldafgifterne lavere i Christianopel end i andre byer. Byen blev afbrændt i 1611 under Kalmarkrigen af kronprins Gustav Adolf og kirken blev heller ikke skånet. Den genopførtes i 1618. Indenfor i kirken findes ved den nordlige korvæg den såkaldte kongestol som et smukt minde fra Christian den Fjerdes tid. Kongens monogram står på stolen, som er i tømret eg og malet. Den blev bygget på Christian den Fjerdes opdrag i 1635 af lensmanden i Christianopel Erik Krabbe. Her havde kongemagten sin plads i kirken. 

Under Skånske krig 1675-79 blev Christianopel indtaget af danske tropper, men byen blev sultet ud af de svenske belejrere. Nu havde Sverige fået nok af Christianopel. De syv meter høje bymure blev revet ned til to meters højde. Alle huse - bortset fra kirken - blev ødelagt og indbyggerne blev tvangsforflyttet til den Karlskrona, Kalmar og Vaxio. Exit Christianopel. 
Men kirken er et besøg værd og den bærer tydeligt præg af renæssancestil med enkelte danske indskrifter. Kristianopel er et vidunderligt fredfyldt sted, hvor tiden nærmest står stille. l august i år fejrede indbyggerne 400 året for byens oprettelse med en stor weekend-fest. Det hele stod i historiens og jazzmusikkens skær og blev højtideligt indledt med at den svenske og den danske nationalsang blev afsunget! Vores sidste udflugtsmål ligger otte kilometer borte. En lille bivej viser af mod Brøms - ikke at forveksle med det moderne Brømsebro. 
En gammel stenbro går over bækken og en "fredssten" (markeret på turistkortene) og et informationsskilt sat op af private fortæller, at her på den lille ø i hækken mødtes forhandlerne fra Danmark og Sverige i februar 1645. Det førte til Brømsebrofreden, hvor Sverige tog den første støre mundfuld af danske og norske landsdele: Halland blev afstået på 30 år foruden Gotland og Øsel: Norge mistede Herjedalen og Jemteland. 

Vi går 700 meter langs den gamle grænsebæk mod kysten. Her helt yderst ude ligger en borgbanke, der er resterne af en middelalderlig træborg med voldgrave og så videre. Den hed Brømsehus og lå klos op ad grænsen til Sverige. Vi kravler ned ad borgbanken og har en flot udsigt over Kalmarsund, hvor Øland ses i det fjerne. 
Umiddelbart føler vi os pludselig langt hjemmefra, men som min ledsager bemærker, er vi jo ikke længere væk fra København end hvis vi var rejst til Horsens! Og det er ganske vist, for omkring tre timer senere ruller bilen igen ind over Amagers asfalt. Derfor skulle jeg hilse og sige: Det gamle Østdanmark i det sydøstligste Sverige er en ren foræring af historiske og kulturhistoriske oplevelser og oven i købet i noget af Sydskandinaviens allersmukkeste natur.