Blekinges gamle grænseland
Af lektor, cand. mag. & art. Stig
Wørmer. Tidligere bragt i Berlingske Tidende
Vil
man have historie og natur på en og samme tid, er egnen omkring
Kristianopel, Christian Den Fjerdes grænsefæstning mod arvefjenden,
lige inden for rækkevidde.
Trods
et faldende transporttal over Øresundsbroen, så rykker det stadig
gevaldigt i mange, der er nysgerrige på natur og kultur. Derfor er vi
taget over broen på jagt efter naturoplevelser og gamle historiske
mindesmærker fra dengang Skåne og Blekinge sammen med Halland var
dansk. Og her finder vi både den milde og frodige natur, som vi kender
hjemmefra, og den mere vilde og fremmedartede natur, som der også er
rigeligt af.
Lige nu er vi i Østerlen i det østligste Skåne med høstede og
karseklippede kornmarker, hvor kun stubbene er tilbage. Efter et kort
ophold i det idylliske fiskerleje Vik, kører vi mod den lille flække
Ravlunda. Ikke langt fra vejen på en bakketop ligger kirken.
I dag står den nærmest helt alene i landskabet, men den gamle danske
landsbykirke Ravlund har et særpræget budskab om historiens
uforsonlige modsætning mellem svensk og dansk. I korbuen ved opgangen
til prædikestolen finder vi en ubehjælpsomt malet indskrift, der på
gammelt dansk siger: "Anno 1612 den 4 februari kome de suenske ind
i Giønge herrid. Der brende røffuede oc ødelagde de fem eller sex oe
tiuffue kjircke sogner..«
Det var i Kalmarkrigens dage 1611-13, hvor svenskekongens hære brød hærgende
ind i Skåne. Det er længe siden, men indskriften er tankevækkende og
samtidig en meget original kilde til historien.
Vi fortsætter mod Vittskovle (Vidtskøvle) herregård, der umiddelbart
minder os om Egeskov på Fyn. Som den ligger der omgivet af voldgrave,
er den en fryd for øjet. En klassisk herregård fra denne bygningstypes
storhedstid. Borgen stammer fra 1553 og tilhørte Braheslægten. Det er
Skånes største borg med næsten 100 værelser. Fra den danske Braheslægt
kom den i von Ascheberg-familiens besiddelse. Rutger von Ascheberg var
generalguvenør over Skåne i den periode, hvor forsvenskningen for
alvor indledtes i 1680erne.
Over borgporten ses en muret indskriftstavle, hvor grundlæggeren Jens
Brabe udtrykte håbet om, at borgen altid måtte forblive i slægtens
eje. Det blev mildt sagt ikke tilfældet.
Vi kører nu ad E66 i østlig retning og før Kristiansstad drejer vi
fra mod skovområderne. Efter blot en halv time har vi fundet den gamle
snaphanegård Sporrekulla bygget i solidt træ. Efter sigende holdt skånske
guerillaer til her. Det opdagede svenskerne og brændte egnens gårde
af. Efter sigende snød Sporrekullas ejer svenskerne ved at tænde et
stort bål foran gården og så troede svenskerne ude i skoven at den
var »ordnet«.
Nord om lmmeln søen igennem uvejsomme skove, der dengang har været
fortrinligt til modstandsvirksomhed og overfaldsaktioner, kommer vi ind
i Blekinge. Umærkeligt er naturen skiftet fra det frodige østskånske
landskab til den blekingske kystslette, et relativt fladt landskab
afbrudt af små for bøjninger bestående af klipper, krat og skovstrækninger
med birk og fyrretræer. Dyrkbart agerland og skovnatur på en og samme
gang. En landskabeligt set smuk kombination.
Efter en time kommer vi til Ronneby (Rønneby), hvor den gamle danske
kirke troner på toppen af bakken i et kvarter med hyggelige og
pitoreske svenske træhuse.
Den hvide og solide Helligkors Kirke er fyldt med imponerende
kalkmalerier, en flot altertavle og en smukt udskåret prædikestol.
Men den er også kendt for en grusom historie, som kirkens
informationsbrochure da heller ikke undlader at berette om. Under den
Nordiske Syvårskrig 1563-70 brød svenskekongen Erik den Fjortende ind
i byen nordfra, hvor de hærgede og plyndrede så meget at byen var i
ruiner.
Indbyggerne søgte tilflugt kirken, men det hjalp ikke. Soldaterne brød
ind og dræbte alle, mænd, kvinder og børn. Senere pralede kong Erik
af udåden og sagde at Rønneåen farvedes rødt af blod. Omkring 2.000
indbyggere blev dræbt. Rønnebys udslettelse er næsten ukendt
historie, men det er Skandinaviens største enkeltstående massakre på
en sagesløs civil befolkning.
En dansk rejseberetning fra 1671 taler om "en wacker oc well bygged
handelstad«. Den karakteristik kan man kun sige ja til.
Lidt længere mod øst ad motorvej E 22 kommer vi til Karlskrona. Byen
er beliggende ud til skærgården og har mange imposante bygninger i
svensk-baltisk stil. Stortorgets symmetriske udformning med kongestatuen
i midten er et eksempel herpå. Kønt eller ej så er det stilhistorie.
Men byen har en fantastisk beliggenhed med et bredt udsyn over havet
fyldt med øer, klipper, skær og holme overalt hvor øjet rækker. Også
Karlskrona er fyldt med historie. Midt på torvet troner Kari den XI på
sin sokkel, byens grundlægger, der i 1679 søgte en stærk flådebase
mod danske revancheforsøg.
Vi søger videre ud i skærgårdsnaturen mod øst og kommer over en stor
bro til Sturkø og Tjurkø i Øriket, som det kaldes. Her er salt på
tungen og bred kiming til den store Østersø uden for skærene. Det var
her den sovjetiske ubåd af whisky-klassen gik på grund i firserne. Det
tidligere lukkede militære område er nu efter den Kolde Krig tilgængeligt
for besøgende.
Efter Karlskrona sætter vi kursen direkte mod Øster herred, Blekinges
østkyst. Marker og kratskov afløser hinanden, stengærder af naturens
egne produkter gør det ud for markskel og de typiske røde træhuse
dominerer gårdstypen.
Vores mål er dagens Kristianopel og Brøms. Men først lidt om det
landskab, der i dag er Sveriges mindste len: Historisk var Blekinge i
den danske tid, trods sin lidenhed, en vigtig landsdel. Smålandske bønder
valgte til svensk ærgrelse ofte blekingske udskibningshavne som Bodekul
(Karlshamn) og Rønneby til deres eksportvarer, hvilket gav gode
afgifter til den danske konge.
Desuden leverede Blekinge godt egetømmer til den danske krigsflåde
lige som man solgte tørrede fisk og potaske til det øvrige land.
Landsdelen havde dengang store egeskove. I dag kaldes Blekinge
"Sveriges tradgård" og det lille len er Sveriges foretrukne
sommerturistmål, der udbyder et stort antal ferieboliger i dejlig
natur. I øvrigt også om efteråret.
Få
kilometer efter skiltet mod Kristianopel dukker den store hvide kirke og
de to meter høje mure op, over flere hundrede meter omkrandser et bart
græsareal, som i dag gør det ud for en campingplads. Der er hav på
tre sider så fæstningen - dengang der var en fæstning - har ligget
godt beskyttet.
Meget mere end kirke, private huse, landhandel, kro med restaurant, et
beskedent vandrerhjem og en lille sejlerhavn er her ikke. Men udsigten!
Fra havnen og fra toppen af bymuren har man et strålende vue ud over
strandenge og åbent hav. I dag er den nordlige halvdel af fæstningsmurene
helt nedrevet. På resten står den halvanden meter tykke mur kun i to
meters højde. Hele arealet inden for de hesteskoformede bymur er nu
omdannet til campingplads! Hvad er der dog sket?
Set med danmarkshistoriske øjne det usædvanlige, at vi befinder os på
de nu nedlagte rester af en smuk renæssanceby. Syd for den lille flække
Avaskær bestemte Christian den Fjerde, at der skulle anlægges en ny
by. Den fik købstadsrettigheder i år 1600 og kom til at lyde navne
Christianopel, Christians by, på latin. Den udgjorde samtidig den østlige
fæstning ved grænsen mod Sverige.
Vi spadserer rundt oven på bymurene og ser det hele lidt fra oven. Det
er mærkeligt at forestille sig, at her fandtes en kort overgang Nordens
mest moderne by med omkring 600-700 indbyggere, hvor husenes gavle på
nederlandsk vis vendte mod gaden. Også handelsmæssigt fik den
betydning.
Købmænd og håndværkere, som bosatte sig her, fik skattefrihed i syv
år og udenlandske borgere fik samme vilkår som danske indbyggere.
Desuden var toldafgifterne lavere i Christianopel end i andre byer. Byen
blev afbrændt i 1611 under Kalmarkrigen af kronprins Gustav Adolf og
kirken blev heller ikke skånet. Den genopførtes i 1618. Indenfor i
kirken findes ved den nordlige korvæg den såkaldte kongestol som et
smukt minde fra Christian den Fjerdes tid. Kongens monogram står på
stolen, som er i tømret eg og malet. Den blev bygget på Christian den
Fjerdes opdrag i 1635 af lensmanden i Christianopel Erik Krabbe. Her
havde kongemagten sin plads i kirken.
Under
Skånske krig 1675-79 blev Christianopel indtaget af danske tropper, men
byen blev sultet ud af de svenske belejrere. Nu havde Sverige fået nok
af Christianopel. De syv meter høje bymure blev revet ned til to meters
højde. Alle huse - bortset fra kirken - blev ødelagt og indbyggerne
blev tvangsforflyttet til den Karlskrona, Kalmar og Vaxio. Exit
Christianopel.
Men kirken er et besøg værd og den bærer tydeligt præg af renæssancestil
med enkelte danske indskrifter. Kristianopel er et vidunderligt
fredfyldt sted, hvor tiden nærmest står stille. l august i år fejrede
indbyggerne 400 året for byens oprettelse med en stor weekend-fest. Det
hele stod i historiens og jazzmusikkens skær og blev højtideligt
indledt med at den svenske og den danske nationalsang blev afsunget!
Vores sidste udflugtsmål ligger otte kilometer borte. En lille bivej
viser af mod Brøms - ikke at forveksle med det moderne Brømsebro.
En gammel stenbro går over bækken og en "fredssten"
(markeret på turistkortene) og et informationsskilt sat op af private
fortæller, at her på den lille ø i hækken mødtes forhandlerne fra
Danmark og Sverige i februar 1645. Det førte til Brømsebrofreden, hvor
Sverige tog den første støre mundfuld af danske og norske landsdele:
Halland blev afstået på 30 år foruden Gotland og Øsel: Norge mistede
Herjedalen og Jemteland.
Vi
går 700 meter langs den gamle grænsebæk mod kysten. Her helt yderst
ude ligger en borgbanke, der er resterne af en middelalderlig træborg
med voldgrave og så videre. Den hed Brømsehus og lå klos op ad grænsen
til Sverige. Vi kravler ned ad borgbanken og har en flot udsigt over
Kalmarsund, hvor Øland ses i det fjerne.
Umiddelbart føler vi os pludselig langt hjemmefra, men som min ledsager
bemærker, er vi jo ikke længere væk fra København end hvis vi var
rejst til Horsens! Og det er ganske vist, for omkring tre timer senere
ruller bilen igen ind over Amagers asfalt. Derfor skulle jeg hilse og
sige: Det gamle Østdanmark i det sydøstligste Sverige er en ren foræring
af historiske og kulturhistoriske oplevelser og oven i købet i noget af
Sydskandinaviens allersmukkeste natur.
|