Skånelands skandinaviske opgave
Et foredrag af pastor B. D. Assarsson holdt hos Poul Willadsen 1947. Trykt i Meddelelser fra Dansk-Skaansk Forening III 1956.

Mine damer og herrer.

Måske er det bedst, inden vi begynder at tale om Skånelands skandinaviske opgave, at forklare, hvad Skåneland egentlig betyder, da dette geografiske navn kun sjældent anvendes i vor tid. Skåneland er den gamle benævnelse for et område, som omfattede landskaberne Skåne, Halland og Blekinge, samt øen Bornholm. I denne sammenhæng må vi imidlertid se bort fra Bornholm og indskrænke os til det fastlandsområde, som tidligere har udgjort en del af Danmark, men som nu tilhører Sverige. For at fastslå Skånelands skandinaviske opgave, må man først erindre sig hovedtrækkene i dets historie, og det bliver da uundgåeligt under og af hensyn til klarlæggelsen af problemstillingen at nævne adskillige fakta, som er så alment ikendte, at de kunne virke næsten latterligt elementære i et foredrag her.

Vi har allerede nævnt, at Skåneland udgjorde en integrerende det af selve Danmark – det var aldrig som Slesvig og senere Norge et landområde, som blot var forenet med det danske rige. Såvel skåninger som hallændinge tilhørte danernes stamme – Blekinges urtid er mere omtvistet – deres kultur var helt igennem dansk, og deres land udgjorde en del af danernes rige lige fra dets grundlæggelse.

Omkring 800 års historie har Skåneland fælles med Danmark – middelalderen og renæssancens blomstringsperioder, lykkelige og svære tider, sejre og nederlag, navne som Eskil og Absalon, Povl Helgesen og Tyge Brahe. Og gang på gang har også Skånelands indbyggere værnet den fælles odelsjord og sikret sig en ærefuld plads som fædrelandsvenner og fædrelandsforsvarere i Danmarks minderige historie. Den historiske sammenhæng kender vi alle i dens rige og skønne detaljer. Et stort og respektabelt stykke virkelighed, som intet menneske kan bortræsonnere. Vi har også indskrænket os til nogle få sammenfattende ord om denne grundlæggende tid.

Noget længere vil vi dvæle ved det mere diskutable og diskuterede spørgsmål: hvad betyder alle disse gamle historiske kendsgerninger for den befolkning, som bygger og bor i vore dages Skåneland?

Der findes betydelige og kyndige kulturkonservative mænd, som synes at mene, at denne ældre periode i vor historie helt og holdent kan og bør glemmes, helt og holdent negligeres, at vi så fuldstændigt har assimileret en anden tradition, at vi ikke mere behøver eller ikke en gang bor tænke på vor egen.

Således citerer professor Böök i en mere kvik og morsom end saglig og indgående kritik af mit lilleskrift »Det skånska problemet« den nærmest radikale ironiker Ernest Renans forslag til definition af begrebet nation: »En nations væsen består deri, at alle dens medlemmer har meget fælles, men også i fællesskab har glemt adskilligt.« Og Frederik Böök, som både har en udpræget sans for nationale værdier og vil være en god skåning, tilføjer, at den nationale enhed, hvoraf Skåne nu er et led, har sine faste og urokkelige grundvolde alene i mindet, men også i glemselen. En total glemsel af den grundlæggende periode i Skånes historie synes at være det universalmiddel, hvormed professor Böök vil løse det skånske problem.

Man kunne med føje spørge sig selv, om en sådan total selvopgivelse, en så ubetinget selvtilintetgørelse overhovedet er mulig. Den gamle tid kan jo ikke udslettes – det, som engang er hændt, kan ikke gøres ugjort. Fortiden lever på tusinde måder videre i nuet og bringer sig stadig i erindring – også hos sådanne, som intet højere ønsker end at glemme.

Naturligvis glemmer et folk så vel som det enkelte individ adskilligt af sit henrundne liv. Her gør et naturligt valg sig gældende. Det vigtige mindes man lettere end det uvigtige. Et minde kan også virke mere eller mindre betydningsfuldt og bestemmende, være mere eller mindre aktuelt til de forskellige tider. Men hvilket normalt udrustet individ skulde nogensinde helt og holdent kunne glemme forældre og barndomshjem, skoleundervisning og opdragelse, mange og lange år af sin levetid? Hvilket folk skulde helt og holdent kunne glemme sit livs vigtigste hændelser, sin oprindelse, sin barndomstid og sin ungdomstid, lange århundreder, indgribende hændelser af sin historie, en lang række af sine største sønner?
Også professor Böök har i et gensvar til en skånsk pædagog påpeget, at han med den livsbevarende glemsel af egen fortid, som han anbefaler, ikke mener uvidenhed. Han erklærer oven i købet at finde den tanke berettiget, at de skånske børn skulde få en historieundervisning, som tydeligere giver besked om Skånes historie før 1658. Men skulde en sådan viden om fædrenes kamp og møje kunne indskrænke sig til at være en tør mindekundskab, som aldrig trængte ind i folkets hjerter? Og om et folk virkelig skulde kunne præstere et sådant mirakel af glemsel og uberørthed, mon da nogen skulde kunne sige, at en sådan fremgangsmåde var rigtig? Ville det ikke snarere være en grov pietetløshed mod forfædrenes minde helt og holdent at fornægte dem, ligesom at skamme sig ved dem, ikke at ville erkende den store taknemmelighedsgæld, man står i til dem for deres grundlæggende, banebrydende arbejde, som vi deres børn er kaldede til at fortsætte.

Thi vi må ikke glemme, at vi nulevende skåninger ikke er efterkommere af noget indvandret erobrerfolk, men ætlinge af samme stamme, som har beboet og bebygget vort land fra Arilds tid. Særlig har landbefolkningen, den skånske almue, smukt bevaret sin folkelige egenart gennem århundrederne. Derved har også trods alle politiske forandringer en klar etnologisk og kulturel kontinuitet kunnet bevares i Skåneland.

Således bygger nutidens skånske kultur for en stor del på den gamle kultur, som tidligere har blomstret i landet, og derfor har den endnu den dag i dag et iøjnefaldende slægtskab med den danske. Man behøver blot at have gennemrejst et stykke skånsk landsbygd for på den mest veltalende måde at blive overbevist derom. Vore typiske herregårde, kirker og bondegårde, hele landskabsbilledet, alt det karakteristiske i hjemstavnen, som vi elsker mere, end ord kan beskrive, afgiver klare vidnesbyrd om den kulturelle kontinuitet i Skåneland.

Almuens hele karakter og livssyn, dens dialekt, dens gamle sæder og skikke taler i samme retning. Iler står vi overfor en stilfærdig og fordringsløs, men stærk og trofast kulturmagt, som har formået at holde stand mod alle tiders storme. Skal vi også i fremtiden fortsatte med at bygge videre på denne vor gamle kulturgrund? – Et er sikkert, at ville vi opgive den og begynde at bygge på en anden, ville vi tilføje vor hjemlige kultur uberegnelig skade.
Man kunne måske indvende, at den grundlæggende periode i vor historie trods al kulturel kontinuitet er lidet kendt og påagtet i Skåneland, at folket som regel mest viser ligegyldighed for sine egne gamle minder og traditioner fra ældre tid. Dette er fuldstændig sandt. Den objektivt eksisterende samhørighed med den gamle tid i Skåneland mødes ikke hos landets nuværende befolkning af en tilsvarende subjektiv samhørighedsfølelse, som står i noget rimeligt forhold til den historiske virkelighed. Man kunne anføre adskillige årsager, et helt kompleks af omstændigheder, som næppe kan kaldes normale, men som på en tilfredsstillende måde forklarer dette faktum.

Frem for alt må man mærke sig, at denne skat af fortidsminder, denne levende forbindelse med fortidskulturen, er skjult for de fleste af Skånelands børn. Det er ganske sikkert få lande, hvor hjemstavnskundskaben er så mangelfuld som i vore på minder så rige egne. I få emner er skåningerne gennemgående så ukyndige som i skånsk historie, som de aldrig får lejlighed til at studere i sammenhæng.

Heraf kommer det, at den historiske bevidsthed endnu ligesom slumrer eller halvslumrer i Skåneland. Men hvor denne bevidsthed er vågnet, i snævre kredse, særlig i den skånske historiske skole, som blev grundlagt af Martin Weibull, der har man også en levende følelse af samhørigheden med dansk kultur, der indser man klart, at enhver fornægtelse af den kulturelle forbindelse med Danmark i en skånings mund betyder en fornægtelse af samhørigheden med hans egne fædre, med hans egen fortid, hans egen kultur. Og denne sandhed vilde uden tvivl blive anerkendt i hele Skåneland, hvis blot vor egen fortid atter får sin rette plads i folkets bevidsthed og hjerte.

Vi har nylig oplevet den store verdenskrig, som også viste smukke eksempler på små nationer, som forsvarede sig mod en fjendtlig overmagt. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvad det kan være, som formår mennesker til at bringe så store ofre, som krigen fordrer, ofre af penge og kræfter, af helbred og lemmer og selve livet, under prøvelser, afsavn, strabadser så svære, at man i en fredelig omgivelse næppe engang kan gøre sig en forestilling om dem.

Hvad kan det være, som også gør det jævne hverdagsmenneske villig til så heroiske ofre? Er det politisk magtbegær eller økonomiske spekulationer? Da ville det for et lille land være meget klogere at søge at blive indoptaget i en stormagt, at blive en del af en meget mægtigere enhed og få helt nye muligheder også for økonomisk blomstring. Eller er det omsorgen for den skat, som folket ejer i skønne bygninger og kunstværker? De kunne meget sikrere beskyttes og bevares, om folket overhovedet ikke forsvarede sig mod fjendens angreb. Erobreren vilde i så tilfælde utvivlsomt ikke nedrive disse interessante seværdigheder, som i fremtiden ville komme til at stå som de skønneste trofæer fra hans letkøbte sejr. Ikke heller det personlige ubehag, som enhver må føle ved sit lands og folks omnationalisering kan forklare den urokkelige, offervillige forsvarsvilje hos et angrebet folk. Erobreren lader i reglen den ældre generation i fred, den uddør jo snart, og er mere end tilfreds, hvis han blot kan vinde den yngre generation, børnene, de kommende slægter. Nej, denne heroiske offervilje kan kun forklares ved de stærke bånd, som fædrelandskærligheden binder. Kærligheden til en over individerne stående helhed, de fælles minder, den nationale kultur og tradition.

Men denne blodets lov vilde ikke være så ærefrygtindgydende, hvis den kun skulle råde i et tilfælde og ikke i et andet, om fælles minder, national tradition efter nogle hundrede års forløb slet ikke skulde betyde noget. I et land, hvor noget sådant var sket, der kunne man jo roligt afvente den næste erobrer og uden smerte se på, hvorledes en kommende slægt glemte den nu rådende tradition, ligesom man selv havde glemt sine fædres.

Nej, en livsmagt, der som fædrelandskærligheden, gør mennesker villige til så enestående ofre og forsagelse, må vise sin kraft også efter lang tids glemsel. Den gamle tradition må kunne vågne påny og øve indflydelse endnu efter århundreders søvn og glemsel. Vi ser også i vor tid mere end et eksempel på en sådan kulturel opvågnen.

Man må også betænke, at en sådan skat af fælles minder og kultur ingenlunde er ubegrænset. Vi kan så meget vi lyster tale om vort ældgamle land, om hedenold, faktum er, at vor historie er begrænset af et ikke alt for overvældende antal år, de vigtige afgørende hændelser, de førende personligheder, helteskikkelserne i denne historie er let talt og vender derfor ofte tilbage, når vi i tale og skrift slår på de nationale strenge. Skulde da Skåneland have råd til at bortkaste hele 800 grundlæggende år af sin historie og betragte dem som ikke eksisterende eller som et andet folks ejendom? Findes der overhovedet nogen mening i, nogen undskyldning for en sådan radikal selvtilintetgørelse, en så ubetinget fornægtelse af sine egne fædre og sit eget fædreland?

Den skånelandske skandinavisme besvarer dette spørgsmål med et kraftigt nej. Den elsker sit eget land alt for meget til at ville sønderhugge det, til helt at kunne afstå fra og se bort fra dets minderige fortid. Men den vil ikke blot vise fuld retfærdighed mod Skånelands samhørighed med Danmark. Den anser ikke løsningen »kun Danmark« for at være det sidste ord for skånelandsk patriotisme. Her kan ikke være tale om nogle irredentastemninger, ikke engang om nogle bestemte politiske ønsker. Den skånelandske skandinavisme er helt og holdent en kulturel, ikke en politisk bevægelse. Det samme nationalitetsprincip, som sammenknytter Skåneland og Danmark, sammenknytter det jo også med Sverige. Vi må betænke, at Skånelands forening med Sverige i de sidste 250 år har været lige så inderlig som den gamle tids forening med Danmark var det. Den blev indgået af en befolkning, som i overensstemmelse med sin tids opfattelse akcepterede erobringen, da den – som udtrykt i professor Fabricius fremhæver i sit grundlæggende, desværre endnu ufuldendte arbejde om »Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige« – ikke kendte nogen legitim måde at forene lovlydighed mod erobreren med trofasthed mod sin egen gamle tradition. Og den fortsatte siden frivilligt i århundreder generation efter generation, hvor man så godt som udelukkende havde opmærksomheden henvendt på denne nye samhørighed mod nord.

Om end denne periode til en begyndelse var en nedgangstid for Skåneland, så omfatter den dog også så mange lykkelige år, tider med både materielt og åndeligt opsving, nyt initiativ og fremtrædende personligheder, som er fast sammenvoksede med Skånelands historie, og som har haft afgørende betydning for dets udvikling.

Den skånelandske skandinavisme fortjener ikke navnet hjemstavnschauvinisme. Den er, som hele den skånelandske karakter er det, fordringsløs og begærer kun, at hjemstavnens historie skal få sin tilbørlige plads i folkets hjerte. Ikke heller har denne historisk betonede hjemstavnskærlighed noget fælles med den primitive lokalpatriotisme, som lever på den rent lokale modsætning mellem skåninger og højsvenske. Men også i andre henseender vender den front mod snæversynetheden. Den henvender sig til alle skånelændinge uden forskel, til dem af dem, som elsker deres land og dets fortid, til hele Skånelands befolkning fra det yderste højre til det yderste venstre, ikke blot til enkelte grupper og partier. Den føler varmt samhørigheden med Sverige. Den skatter og beundrer den svenske kultur og de værdifulde impulser, som Skåneland har modtaget særlig under det nittende århundredes vækkelse. Skåneland har ikke råd til at undvære nogensomhelst periode af sin skiftende og begivenhedsrige historie, hverken den svenske eller den danske. Begge synes os nødvendige, umistelige. I forening har de skabt vore dages Skåneland.

Man kunne måske indvende, at en sådan delt tradition, en sådan samhørighedsfølelse med to større lande er noget ejendommeligt, ja, enestående på patriotismens område. Da må man imidlertid erindre sig, at Skåneland kan se tilbage på en lige så enestående historie.

Det ville være svært at stå i en sådan mellemstilling mellem to indbyrdes fjendtlige magter, Frederik Böök beskriver træffende en sådan tilstand, hvor han i sin ovenfor omtalte kritik taler om folk, som lever i uro og tvivl, oprevne af modsatte sym- og antipatier, sønderslidte af uløselige, historisk-psykologiske problemer.

Herimod kunde man indvende, at en behjertet og modig mand uden frygt plejer at se vanskelighederne lige i øjnene. Han søger ikke at slippe uden om dem ved at fordybe sig i en frivillig glemsels narkose, men erkender roligt den foreliggende faktiske situation, alt mens han leder efter udveje, der an føre ud af den indviklede problemstilling. Og for Skåneland som mellemled mellem Sverige og Danmark synes de historisk-psykologiske problemer ikke at være alt for sønderslidende og uløselige.

Thi Sverige og Danmark lever jo ikke i noget permanent fjendskab, de er i stedet for riger med nærbeslægtede folk, som nu i mere end hundrede år har levet i det bedste naboskab og venskab og til tider oven i købet har stræbt hen imod en stadig intimere forening. Den skånelandske patriotismes bestræbelser falder næsten helt og holdent sammen med den gamle skandinavismes. Den er på en vis måde partikularistisk, men mindst af alt separatistisk; den er en partikularisme af en særegen art, som af indre nødvendighed tvinges til at efterstræbe en videre universalisme. Landsdelen vil hævde og udvikle sin egenart; men denne egenart er af en sådan beskaffenhed, at den langt fra at fremkalde splittelse eller søndring stræber efter at tilvejebringe en tilnærmelse og en forening af de to større nationale elementer, hvoraf den er sammensat. I Skånelands tostrengede historie, i vor fædrearvs kulturelle syntese af dansk og svensk ligger Skånelands skandinaviske opgave skjult.

Man har fra forskellig side gjort den bemærkning til den fremstilling af den skånelandske skandinavisme, som jeg har givet i mit lille skrift, »Det skånske Problem«, at man her savnede klare og konkrete forslag til praktisk virkeliggørelse af denne bevægelses omfattende program. Men må man ikke først overbevise dem, som sagen først og fremmest vedkommer, om det sande og berettigede, det betydningsfulde og det velsignelsesrige i de skånelandske ønsker – og derefter tale om deres praktiske virkeliggørelse?

Er man interesseret i at nå målene, vil man ikke have svært ved at udtænke midler, der er tjenlige til at nå dem, så meget mere som det ikke vil blive vanskeligt for den skånelandske skandinavisme at finde midler. Hver og en vil forstå uden megen eftertanke, at vi her står over for en både rig og stor arbejdsmark, en mængde taknemmelige opgaver.

Gennemført hjemstavnsundervisning i Skånelands skoler. Genoplivelse af og ærefrygt for landets gamle traditioner, kulturelt samarbejde på forskellige områder både med Sverige og Danmark. Her kunne vi finde gennemførlige praktiske forslag i rigeste mål, når vi først har forstået, hvor solid den teoretiske grundvold er, hvorpå bevægelsen hviler.

En sammenligning med den ældre skandinavisme kunne i denne sammenhæng være oplysende. Den ældre skandinavisme støttede sig til historiske teorier fra gammel tid, som en senere forskning delvis har forkastet som urigtige. Den skånelandske skandinavisme derimod hviler på historiske fakta fra en langt senere tid, som intet sandhedselskende menneske kan benægte. Den ældre skandinavisme var mest tilgængelig for intellektuelle, akademiske kredse og havde aldrig held til at blive en virkelig folkebevægelse. Den skånelandske skandinavisme vender sig også først til intellektuelle historisk interesserede kredse, men den er let forståelig også for hele folket i det mindste i Skåneland, som trods alt gennemgående elsker sin hjemstavn og sin gamle kultur.

Den ældre skandinavismes bestræbelser kunne i det højeste betragtes som noget vigtigt, noget ønskeligt, noget betydningsfuldt for de nærbeslægtede skandinaviske folk; for de skåninger, som virkelig elsker deres fædres land, bliver skandinavismen næsten til en uundgåelig nødvendighed.

Og denne befolknings endrægtige ønsker kan komme til at betyde noget. Ifølge den sidste folketælling fandtes der over en million mennesker i Skåneland, omkring en tiendedel af hele den skandinaviske stamme og en sjettedel af hele Sveriges befolkning. Omtrent lige så mange indbyggere talte det nuværende Sverige ved Skånelands erobring for 267 år siden.

I en historisk vågen skånelandsk opinion kan således skandinavismen få den mest værdifulde forbundsfælle.

Denne specielle skånelandske form for skandinavisme går således trofast hånd i hånd med sin ældre meningsfælle, som nu har fået et så handlekraftigt og praktisk organ i foreningen Norden, men som kunne have brug for nye teoretiske incitamenter, hvilke i forening med bevægelsens praktiske initiativrigdom og mangesidethed kunde gøre den til en magt i den nordiske samtid. Ingen kan være ivrigere skandinaver end Skånelands børn, som mere end nogen anden bogstaveligt talt har fået skandinavismen i blodet, som gennem selve sin fortid har fået en bydende skandinavisk opgave forelagt i de skånske bestræbelser for at forene Norden. Det skønne fremtidsnavn Skandinavien udledes jo af mange af det skønne fortidsnavn Skåne. Kunne ikke dette være symbolsk og give håb? Fra Skåneland kan til sidst frelse komme for Skandinavien, kraften til at nå det længe attråede mål, kærligheden og udholdenheden og begejstringen, som sluttelig fik held til at sammensmede Nordens lande for uoverskuelige tider.

B. D. Assarsson