Sandheden om »Gøngehøvdingen«
Af Stig Wørmer
. Berlingske Tidende 19. januar 2004.

Den unge historiker Kim Wagner præsenterer i interviewet med Bent Blüdnikow personen Svend Poulsen alias »Gøngehøvdingen« som en myte om en nationalhelt, der i virkeligheden var upopulær i befolkningen (i Sydsjælland under den svenske besættelse i 1658-60) og samtidig var en grov masseslagter. Den nationale myte har jo måttet holde for mange gange, men spørgsmålet er, om ikke Kim Wagner bruger »opdagelsen« af Gøngehøvdingen som myte til et andet formål, nemlig et forsøg på at dokumentere at der ikke var folkelig modstand mod en invaderende, fremmed styrke. 

Allerede Palle Lauring gjorde opmærksom på, at Carit Etlars »Gøngehøvding« var et produkt af nationalromantikkens behov for helteskikkelser i forbindelse med modsætningen til slesvigholstenerne og senere tabet af Sønderjylland i 1864. Denne mytefigur er så senere blevet brugt under modstandskampen i besættelsesårene. Intet nyt i det. Men mens Carit Etlar henlægger Svend Poulsens bedrifter til Sydsjælland og samtidig undlader at omtale Svend Poulsens baggrund, så kommer han behændigt uden om det faktum, at Svend Poulsens væsentligste operationsområde var Sydhalland. 

Den virkelige gøngehøvding blev født i Verum sogn i Gønge Herred i Nordskåne få kilometer fra den gamle rigsgrænse til Sverige. Han tjente Christian IV i Kejserkrigen og slog sig ned i Halland, der var blevet svensk i 1645. Da krigen startede i 1657, meldte han sig til tjeneste hos danskekongen, organiserede friskytteaktiviteter i Sydhalland, men på grund af krigens gang endte han på Sjælland. Vi har en række udtalelser fra hans side, som afslører en utilsløret dansk indstilling, og han var involveret i krigstjeneste-aktiviteter for den danske konge og således støttet fra allerhøjeste sted. 

Metoderne? Ja, de var barske. På to måneder likviderede Svend Poulsens mænd tre officerer, 26 underofficerer og 184 menige soldater. Det er der intet nyt i, omend det er fremmed for moderne, humanistisk tankegang. Under Skånske Krig opfordrede en bondeleder i Blekinge, nu hvor mulighederne for at blive fri af Sverige var tilstede, til at slå alle svenskere uden undtagelse ihjel. Danske myndighedspersoner fik dog overtalt ham og de vrede bønder (der havde været plaget af tyngende rytterindkvarteringer og meget andet) til at undlade den slags ugudelig politik. 
Svend Gønge og de andre friskytter optrådte på kongens eller fædrelandets vegne. De greb til våben mod en fjende af riget. De handlede nationalt efter tidens forhold. Når Kim Wagner i interviewet fremhæver, at de sydsjællandske bønder nærmest holdt af de svenske besættelsestropper, kan dette ikke støttes af de kilder, vi har fra gøngeherrederne og andre steder i de afståede Skånelande. Hvad enten motiverne var kongepatriotiske, »fædrelandskærlige« eller materielle (den militære besættelse, tyngende toldsatser, afgifter mv.) så er der utallige eksempler på omfattende modstand imod det svenske militær. Nu hvor den danske hær var tilbage, var der nemlig mulighed for at kæmpe for Skånelandenes tilbagevenden til Danmark - og hermed for at opnå et liv og en dagligdag, som var mindre tynget af militær, bureaukrati, told, ekstraskatter, tvangsudskrivninger mv. I en periode under Skånske Krig fik friskytterne slået 3.000 svenske soldater ihjel ifølge svenske kilder. Det var ikke pænt, men til gengæld henrettede svenskerne i hundredvis af friskytter, datidens skånske partisaner, og snaphaner med spidning, halshugning, hjul og stejle indtil modstanden var knust. 

Hvorfor forholdt befolkningen sig passiv i Sydsjælland? Var de, som det fremgår, ligefrem begejstrede for en fremmed militær besættelse. Det er yderst tvivlsomt. Forklaringen ligger snarere i, at krigens hærgen altid først og fremmest gik ud over landbefolkningen. Og i at åbenlys modstand ikke var mulig uden konsekvenser. Når Svend Gønge og hans folk også kunne blive upopulære, skyldtes det sandsynligvis, at også partisaner var tvunget til at hente deres forsyninger fra befolkningen i det omgivende samfund. Intet nyt i det heller. 
Men friskyttebevægelsen især i Skåne og Blekinge, men også i de nordsjællandske skove og i Sydsjælland giver tilstrækkeligt med udtalelser til fordel for »konge og fædreland« til, at det ikke kan være helt tilfældigt, hvad den svenske historiker Per Sörensson også har gjort opmærksom på for mange år siden. 

Der er forskel på Carit Etlar-mytens Gøngehøvding og den virkelige Svend Poulsen. Carit Etlar havde brug for sin mytefigur. Kim Wagner har også brug for sin Svend Poulsen-myte. Men ærindet er tvivlsomt: Der var masser af nationale tilkendegivelser dengang, selv om der ikke var tale om en »folkesag« som under romantikken og senere. Men herfra og så til at demontere kilderne om friskytternes - og Svend Poulsens - fædrelandsbegrundede modstand mod rigets fjender er der uoverstigeligt langt.