Dansk-Skaansk Forening besøger
årsmøderne
Flensborg Avis 8. juni 2001.
BIRKERØD.
Selv om der er flere timers kørsel fra Helsingør og til Sydslesvig,
tager 18 medlemmer af Dansk-Skaansk Forening alligevel turen til årsmøderne.
- Vi har et medlem, som interesserer sig lige så meget for Sønderjylland
som for Skåne. Britta Kragelunds far var nemlig i mange år formand for
Slesvig Ligaen, fortæller formanden Jørgen Brandt.
Sidste år var foreningen til årsmøderne i Sydslesvig for første
gang.
- Jeg var ikke med på grund af sygdom, men de andre husker tydeligt
regnvejret, siger formanden smilende.
I år er det blandt andet Frederiksstad, den dansk-frisiske skole i
Risum og det store friluftsmøde i Flensborg, som får besøg af
foreningen.
- Vi ser med samme briller på Skåne, som på den del af Sønderjylland,
der ikke kom tilbage ved afstemningen i 1920. Begge dele er noget, der
er gået tabt, siger formanden for foreningen, der blev grundlagt i 1954
og i dag har omkring 200 medlemmer.
- Vi får også besøg fra Sydslesvig hvert år. Det er skolelederparret
i Frederiksstad, Hans og Ruth Guttormsen, som tager turen helt til
Helsingør for at være med, fortæller Jørgen Brandt.
Selv om interessen for Sønderjylland er stor, vil foreningen dog ikke
ændre formål.
- Der er så mange foreninger, som tager sig af Sønderjylland, mens vi
er næsten de eneste, som tager sig af Skåne, forklarer formanden.
Christina Kabel
|