Den svenske have
Af Stig Wørmer. Jyllandsposten 14. juli 2002.

Med bøgeskove, klipper og skærgård, smukke byer og kulturelle mindesmærker i overflod har dette lille landskab meget at byde på. Og historien har vi fælles, for Blekinge var ligeså dansk som Djursland indtil 1658. 

Når man kører fra Småland ind i Blekinge, går der ikke mange minutter før man bemærker at naturen har ændret sig. Borte er de store sammenhængende svenske skovområder med lejlighedsvist opdyrkede småpletter. De store linier i landskabet er nu blevet til mere afgrænsede størrelser bestående af opdyrket jord her og der afbrudt af klipper og spredt skov. Samtidig går det hele tiden nedad - mod havet. De grønne nysåede marker lyser stærkt i forårssolen, og de næsten alt for mange røde træhuse falder smukt ind i landskabet. 
Blekinge er Sveriges mindste amt, eller len, som det fra gammel (dansk) tid har heddet. Det er havelandet, der repræsenterer idyl og frugtbarhed. "Från Danmarks vedbo (brændestabel) til Sveriges trädgård (have)", som det præsenterer sig i en historisk ramme og hentyder til dengang blekingboerne leverede egetræ fra datidens store egeskove til den danske flåde, mens sjællænderne forsynede dem med korn. 

Christian IVs nedrevne by
Vi kører langs den gamle rigsgrænse til Furs Bro. Parallelt med den moderne vej har vi den gamle grænsebro. Her mødtes bønder fra begge lande, som ville slutte nabofred, " bondefred ", mens kongerne sloges. Et skilt fortæller, at her gik grænsen indtil 1658. Næste stop er helt ude mod øst. Fra grænseområdet kører vi mod Brømsebro. Få kilometer herfra blev freden sluttet i 1645 på en lille holm midt i Brømsebækken, der dengang skilte de to kongeriger. Det var franske forhandlere, som hentede freden hjem, da danskerne og svenskerne ikke ville tale sammen . Sverige trak det længste strå og med Brømsebrofreden skiftede magtbalancen i Norden. Foreløbig skulle Halland, Gotland og nogle norske landskaber afstås. Det skete her den 13. august 1645. Her er både mindetavle og turistinformation om begivenheden. Vi er nær Østersalt og den friske vårvind følger os de otte kilometer sydpå til Christian den Fjerdes forsvundne by.

På en odde befinder der sig i dag en campingplads med halvhøje kampestensmure, hvor der før var en splinterny renæssanceby. Eneste levn er den store hvide, danske type landsbykirke direkte til Østersøen med udsigt til Øland i det fjerne. Vi beser kirken med kongestolen i tømret egetræ, der bærer Christians monogram. Byens historie var dramatisk. Det var dengang Nordens mest moderne med 700 indbyggere, påbegyndt i 1599. I daglig tale kaldtes den "Styr-Kalmar". Den stærke svenske fæstning tres kilometer borte var udgangspunktet for flere overfald. Firs år senere blev den nedrevet til grunden bortset fra kirken, da den ikke længere havde værdi for grænseforsvaret og indbyggerne blev forflyttet til andre byer. Egnens bønder pillede murene ned og brugte stenene selv.

Den lille sommerhusflække er i dag en populær campingplads helt uden for lands lov og ret, men det er netop selve stedets berettigelse. I øvrigt fejrer man stadig hver august Christian den Fjerde dage med jazz og sommerfestival.

Sveriges største flådebase
Vi kører langs kysten mod Karlskrona og passerer forinden Barnens Gård, som er et stort legeland. 
Karlskrona ligger smukt i Sveriges sydligste skærgård. Hovedparten af byen er bygget på Trossø, hvor ifølge beretningen den genstridige bonde Vittus Andersen ikke ville sælge sin ø til Karl den Ellevte, men overmagten var for stor og i 1680 anlagdes en isfri flådestation her, godt beskyttet bag holme og skær. Karlskrona er tydeligvis en militært domineret by, hvor en stor del af den svenske flåde hører hjemme. Arkitekturen, der er kølig og i store dimensioner, viser hen til Karlskrona som marinebase i over tre hundrede år. Vi besøger marinemuseet, som er byens svar på orlogsmuseet i København. Senere vandrer vi rundt i det gamle centrum ved Stortorvet med det nyklassisistiske rådhus og de omgivende barokkirker. 

Denne dag er en forårsdag af de sjældne. Folk nyder det fine vejr og træerne er stadig som en baldakin af frisk lysegrønt mod den knaldblå himmel. På Vallgatan findes den ældste kirke i træ fra 1685, Admiralitetskirken Ulrica Pia, med navn efter Karl den Ellevtes danske dronning. Midt på pladsen troner byens grundlægger i form af en kæmpe statue. To lyslokkede ungmøer nyder forårssolen på bænken foran den højthævede svenskekonge. Senere kører vi en tur i byens omegn. Fra fastlandet er anlagt broer som forbinder øerne Senoren, Sturkø og Tjurkø ude i skærgården. Det var her i det tidligere lukkede militære område at den sovjetiske udbåd af "whiskyklassen"gik på grund i 1981. Whisky on the rocks!

Der er flere steder fint udsyn over sø og hav. I lige luftlinie er vi godt hundrede kilometer fra Bornholm, men det er også forklaringen på at Ertholmene blev befæstede i slutningen af 1600-tallet, nemlig for at tjekke den nye svenske flådebase i Karlskrona!


En snes kilometer fra Karlskrona kommer vi til en bemærkelsesværdig kirke. Vi er igen på vej opad i landskabet med frodig natur og småskove overalt. Det er Fridlevstads kirke som er målet. Den er hvidkalket, i gråsten og fra 1100-tallets slutning. På epitafier i kirkerummet er der indskrifter på dansk, svensk og latin. Det særlige ved kirken er at tagstenene er af træ og at et klokketårn ligeledes i træ har erstattet selve kirketårnet. 

De fritstående klokketårne findes flere steder i det østensundske område. Ad E22 kører vi mod Rønneby, som i historien kendtes under navnet Rotneby eller Rundeby. Det er en af Blekinges ældste byer, som levede af eksport til Tyskland. 

Mange smålandske bønder omgik det svenske forbud mod eksport via Danmark og tog den kortere vej til udskibningshavnen her. Det første man ser, når man drejer ind i byen fra de altid velholdte svenske veje er den flotte, hvidkalkede Helligkorskirke, igen dansk "landsbykirkestil", på toppen af bakken. Vi finder flotte kalkmalerier og morsomme motiver i kirken, der går tilbage til 1100-tallet. 

Efter den svenske erobring mistede Rønneby sine købstadsrettigheder i en længere periode og indbyggerne blev tvangsforflyttet. Byens historie er i øvrigt blandt de grummest tænkelige: Under Nordiske Syvårskrig ( 1563-70) slagtede Erik den Fjortende 2000 mænd, kvinder og børn i en blodrus. Senere pralede den svenske konge af sin bedrift. På den gamle kirkedør ved den nordlige kirkevæg kan vi se mærkerne efter øksehuggene fra 1564. I dag råder der fred og idyl i Rønneby. Efter kirkebesøget går vi rundt i kvarteret. Det kaldes Bergslagen med gamle træhuse i ægte "svensk" stil. Bagved flyder den opdæmmede Rønneåen ned mod havet. Desuden har byen mange små kunstbutikker -og udstillinger.

Hjulfri skærgårdsidyl
Omkring 25 kilometer fra Karlskrona - afstandene er små i havelandet - kommer vi ad en smuk naturvej (ikke E22, der er lige som alle andre motorveje) til Järnavik, en lille bådehavn ud til en anden del af klippeskærgården. Området er naturskønt som få steder. En lille dal, kæmpeklipper og adgang til havet. Hele området er for længst naturreservat.
Her er vandrerhjem og stier langs kysten. De private sommerhuse kryber op ad klipper og bakker eller ligger med forhaven ned til vandkanten. Man må knibe sig i armen, for vi befinder os godt to timers kørsel øst for Øresundsbroen! Vi skal med STF's (den svenske turistforening) kutter over til Tjærø, som er en af småøerne "Mellem himmel og hav", som turiststationens pamflet kalder det. Og STF ejer også selve øen, hvor der er vandrerhjem. Prisen er 200,- svenske kroner ( 160 danske) pr. person for et dobbeltværelse.

Vi nyder et godt aftensmåltid med en fiskeret til forret samt en hjemmelavet snapselikør til ti svenske kroner centiliteren. Inden det bliver mørkt kan vi nå at gennemtrave den ene af øens to vandrestier. Den anden tager vi næste morgen. Udsigten fra de klipper, vi er kravlet op på, er vidunderlig. Kun måge- og andre fugleskrig bryder stilheden. Her er vi i læ af den lidt skarpe østenvind, som blæste ved Christianopel. 

Tjærø er et åndehul til fuldstændig afslapning hvad enten man kommer med den lille turistbåd (t/r 65 sv. kroner) eller har egen båd til fortøjning ved molen. Samtidig er her masser af sommeraktiviteter som optimistjolle-sejlads for børn, malerkursus, klippeklatring, kulturhistorisk sejlads, osv. Vandrerhjemmet på Tjærø har også fællesrum og man kan selv lave mad, som dog må medbringes fra fastlandet. Det er et totalt hjulfrit område bortset fra handicapkørestole. Dem er der også taget hensyn til.

Laksens hus ved Mørrums å
På vejen mod vest kigger vi ind i Karlshamn, opkaldt efter Karl den Tiende Gustav i 1664. Han indførte straks svensk lov og svenske købstadsrettigheder. Ellers gjaldt de danske fortsat en tid endnu i Skånelandene. Tidligere lå der en stabelplads under navnet Bodekul, hvorfra varer eks-og importeredes over havet. 
Som Karlskrona blev Karlshamn anlagt med vinkelrette gader og en fæstning blev bygget på et klippeskær, men militærstrategisk var byen ikke sikret nok, så Karlskroan blev dens afløser. Ved havnen står det berømte udvandrermonument Karl-Oskar og Kristina. 

I 1800-tallet var nød og sult udbredt især i Småland. De mange, som ikke kunne brødføde sig selv, var tvunget til at vælge udrejsen. Titusindvis rejste fra Karlshamn til Amerika. I dag er byens største aktiv den store dybvandshavn sydvest for selve byen. Herfra er der forbindelse til Polen og Baltikum. 

Et kvarters kørsel fra Karlshamn kommer vi til Mørrums by ved åen, eller rettere floden, af samme navn. Det er et populært laksefiskested og fangerne står da også ude i strømmen med vand til hofterne. Der er tryk på fossen, der udspringer langt oppe i Småland. Midt i de brusende hvirvler vokser store træer på klipper i åen. "Laksens Hus" er et museum med alt indenfor laksefiskeri-videnskaben. Historien, fangstmetoder, redskaber, osv. Entre mod betaling. På denne søndag er der fyldt af mennesker, for der er samtidig loppemarked, "loppis", som trækker folk fra nær og fjern.

Vi er efter Mørrum på vej ud af Blekinges naturidyl, men vælger at sige farvel med et besøg i Sølvesborg kirke. Her i Sankt Nikolaj kirken fra 1300-tallet er der nogle bemærkelsesværdigt flotte kalkmalerier. Et især, der viser treenigheden som en trehovedet person. Men også de gamle adelige gravsten i kirkens gulv er interessante - set med historiske briller. De er nemlig skrevet på dansk og er fra 1660'erne til firserne. Herefter var det forbudt at skrive på dansk.

Med Sølvesborg i baghjulene kører vi ind i Skåne. Vi har fået smukke landskaber, maleriske miljøer, historiske og moderne seværdigheder nok for denne omgang. Men i Blekinge er der nok at tage af. Landet mellem skovene og havet og midt i den dansk-svenske historie. 

BLEKINGE
Prisniveauet i Sverige er næsten som i Danmark, men vi drager fordel af den svenske krone (kurs 80).
STF, den svenske turistfoening, har gode og prisbillige vandrerhjem overalt. Henvendelse til Dansk Vandrelaug, Vesterbrogade 39, 1620 København V. Tlf. 33 31 36 12. Fax 33 31 36 26