Bogomtale af Uno Röndahls Skåneland.
Ur det fördolda.
Af Johannes H. Christensen. Flensborg
Avis 26. april 1997. I
1658 blev Danskekongen Frederik den Tredje tvunget til at afstå Skåne,
Halland og Blekinge til Sverige.
I 1660 forsøgte danskerne at komme over Øresund og befri Skåningerne,
men den hollandske flåde forhindrede dette. Der boede ikke skyggen af
en svensker i Skåneland. Nu blev der indført strenge love mod skåninger,
som sympatiserede med Danmark.
Det er ikke let at skifte nationalitet og sprog på klokkeslæt.
Bønderne eller almuen i Dalby kirke ville ikke synge på svensk, dels
kunne de ikke sproget, dels ville de synge deres salmer, som de plejede.
De stampede i gulvet og råbte til præsten: tal dansk eller rejs hjem.
En uge efter kom svenske dragoner og beordrede Dalby kirke nedrevet og bønderne
pålagt en bod.
Pensioneret kriminalkommissær fra Kristiansstad Uno Røndahl har gravet
sig ned i Skånelands fortid og skrevet et stort historisk værk med
titlen
Skåneland. Ur det fördolda (Skåneland frem af det skjulte).
Frugtbar jord
Første halvdel af værket er Skånelands historie op til 1660, næste
halvdel om forsvenskningen af Skåneland. Som gammel politimand holder
han sig til retsprotokollerne og de indberetninger, de svenske officerer
og embedsmænd sendte til Kongen Karl den Elvte.
Han lægger vægt på at bevise, at Skåne i dansketiden var Danmarks
rigeste land. Jorden var frugtbar, befolkningen dygtig og energisk,
landbrug og fiskeri og særlig det store årlige sildemarked ved
Falsterbro gav store indtægter.
I september hvert år kom 80.000 folk fra hele Europa og slog deres
boder op og handlede. Silden stod tæt i sundet, og tusindvis af kvinder
rensede silden og lagde den i tønder og salt, som kom fra Lyneborg.
Da silden forsvandt omkring 1420, indførte Erik af Pommern i 1429 Øresundstolden,
som først blev ophævet i 1857. De svenske konger satte al kraft ind på
at erobre det rige Skåneland, og det lykkedes i 1658. For den skånske
befolkning var det en katastrofe.
De blev afskåret fra alle forbindelser med Sjælland og København, og
nu befalede svenskerne, at der på hver bondegård skulle indkvarteres
en svensk soldat, meget ofte en udlænding.
Tvistigheder
Det kaldtes dragonade. Soldaten havde ret i alle tvistigheder og skulle
opvartes af bonden og hans familie. Gjorde bonden modstand, blev han dræbt
af soldaterne og familien jaget til skovs og gården brændt ned.
Det forbitrede selvfølgelig den skånske almue. I 1675 gik en dansk hær
i land syd for Helsingborg og blev modtaget med begejstring af de
undertrykte skåninger. Kongen oprettede Skånske nationale
Rytterregiment, og ud af dette opstod Kongens Friskytter, små enheder
til hest eskadroner eller kompagnier, som valgte sine egne høvedsmænd.
De aflagde faneed til den danske konge og fik løn og udrustning, så længe
det gik godt for danskerne. Efter slaget ved Lund i 1676 beherskede
svenskerne det åbne land om dagen, men om natten red friskytterne frem
og angreb de svenske forsyningslinier.
Svenskekongen og hans højre hånd, Gyllenstjerne, befalede en terror,
et rædselsregimente, som ingen del af Danmarks rige har oplevet hverken
før eller siden.
Spiddet levende
Friskytter, som blev taget til fange, blev spiddet levende, de blev sat
på en pæl, som var spidset til, og fødderne blev sømmet fast.
Krigsretsprotokollen siger "att spetsas levande, inte invärtes
utan mellem rygg och hud igennem nacken, sedan sättes på pålen, fötterne
naglade och händerne bakbundna under en galge med rep om hälsen icke
tildraget. Hans namn på galgen!" 15 februari 1679."
Til skræk og advarsel for skåningerne blev de spiddede friskytter, som
svenskerne kaldte Snapphaner, sat op langs hovedvejene i Skåne. Den
franske gesandt er på vej nordover og skriver: "Jeg måtte trække
gardinet for karetens vinduer, min frue dånede ved synet af de radbrækkede
snaphaner".
Til trods for at friskytterne havde fejdebrev fra danske generaler, blev
de betragtet som oprørsmænd og renegater og straffet derefter.
Vinteren var hård. Friskytterne sneg sig ind til gårdene og bad om mad
eller tog den. Opdagede svenskerne det, blev gården brændt ned og
folkene drevet ud i døden og kulden.
I en dagsbefaling hedder det
"Når man kommer til Ørkened, hvor snaphanerne ikke alene skal
have taget sin største retirade, men også det meste rov forvaret,
lader han i hele sognet nedhugge alt mandskab, som kan bære gevær
eller om han skønner, lader alt mandskab føre bort, skåner alene
kvindekøn og børn, men opbrænder gårdene, efter at kvæg og
viktualier er udbaarne og salverede, givende iøvrigt alt til plyndring.
Vor gunst som tilforn, Rigens Kansler Johan Gyllenstjerne Givet med vor
eget segl og hånd i felten den 19 augusti anno 1676 Til øversten for
Uplands regimente...
Skåningerne blev fordrevet til Sjælland i bedste fald eller mændene
deporteret til de baltiske lande, hvorfra ingen vendte tilbage.
Forfatteren Arthur Lundkvist har i sit værk "Snaphanens liv og død",
skildret, hvorledes Skånes kvinder blev drevet til at bygge vejen til
Karlskrona af træstammer, som de fældede i skoven.
Hensynsløs kamp
Eftersom svenskerne fik mere magt over Skåne, svandt mulighederne for
friskytternes kamp, som blev mere og mere fortvivlet og hensynsløs.
Endelig kom den danske konges befaling til friskytterne "brænd
kornet på markerne og landsbyerne, så svenskerne ikke får nytte af
dem". Det var meget forlangt, og moralen blandt de kæmpende
tropper faldt ned under frysepunktet.
Det er vanskeligt at opgøre disse uhyrlige tilstande, men der var
omkring 200.000 mennesker i Skåneland i 1675, heraf kom 20.000 som
flygtninge til Sjælland, andre 20.000 blev deporteret til Finland og de
baltiske lande, et utal døde efter at deres hjemstavn var brændt ned.
Stratenrøvere
Selvfølgelig var der stratenrøvere og banditter blandt de skåninger,
som blev hjemløse; det har fået svenske historikere til at kalde alle
friskytterne for kriminelle, skovtyve og mordere.
Friskytterne kæmpede under Dannebrog, "Deres kvinder har selv
gjort fanen af silke...". Mændene aflagde frivilligt den gamle
faneed til Kongen eller hans repræsentant. "Jeg betror dig denne
fane, fordi jeg ved, du er en ærlig og modig mand. Du skal føre den,
som det sømmer sig en trofast kriger. Du skal svinge den over ærlige
folk og ikke lade den vaje over forrædere. Under march og på vagt
under storm og strid skal du stå som et mønster for tapre
soldater".
Gyllenstjerne og Karl den Elvtes undertrykkelse af Skånelands folk
lykkedes fuldtud. Røndahls fortjeneste ligger i, at han bruger
protokollernes uhyggelige tekst som underlag for sin beretning om det skånske
folks grusomme skæbne, en tid som intet andet folk i hele Norden
nogensinde har oplevet.
Alt dette er selvfølgelig historie og er ikke rettet mod vor tids
svenske, som er vore venner og naboer. Vi skal kende hinandens historie
og vide, hvad der skete i fortiden, det er det eneste rigtige grundlag
at bygge fremtiden på.
Uno Røndahl: Skånelands ur det fördolda (Skåneland frem af det
glemte). En studie av omnationaliseringens tragik, Lagerblads Förlag,
Karlshamn 1996. 456 sider, 250 kroner.
|