Bogomtale af Uno Röndahls Skåneland. Ur det fördolda.
Af Johannes H. Christensen
. Flensborg Avis 26. april 1997.

I 1658 blev Danskekongen Frederik den Tredje tvunget til at afstå Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.

I 1660 forsøgte danskerne at komme over Øresund og befri Skåningerne, men den hollandske flåde forhindrede dette. Der boede ikke skyggen af en svensker i Skåneland. Nu blev der indført strenge love mod skåninger, som sympatiserede med Danmark.
Det er ikke let at skifte nationalitet og sprog på klokkeslæt.
Bønderne eller almuen i Dalby kirke ville ikke synge på svensk, dels kunne de ikke sproget, dels ville de synge deres salmer, som de plejede. De stampede i gulvet og råbte til præsten: tal dansk eller rejs hjem.
En uge efter kom svenske dragoner og beordrede Dalby kirke nedrevet og bønderne pålagt en bod.
Pensioneret kriminalkommissær fra Kristiansstad Uno Røndahl har gravet sig ned i Skånelands fortid og skrevet et stort historisk værk med titlen Skåneland. Ur det fördolda (Skåneland frem af det skjulte).

Frugtbar jord
Første halvdel af værket er Skånelands historie op til 1660, næste halvdel om forsvenskningen af Skåneland. Som gammel politimand holder han sig til rets­protokollerne og de indberetninger, de svenske officerer og embedsmænd sendte til Kongen Karl den Elvte.
Han lægger vægt på at bevise, at Skåne i dansketiden var Danmarks rigeste land. Jorden var frugtbar, befolkningen dygtig og energisk, landbrug og fiskeri og særlig det store årlige sildemarked ved Falsterbro gav store indtægter.
I september hvert år kom 80.000 folk fra hele Europa og slog deres boder op og handlede. Silden stod tæt i sundet, og tusindvis af kvinder rensede silden og lagde den i tønder og salt, som kom fra Lyneborg.
Da silden forsvandt omkring 1420, indførte Erik af Pommern i 1429 Øresundstolden, som først blev ophævet i 1857. De svenske konger satte al kraft ind på at erobre det rige Skåneland, og det lykkedes i 1658. For den skånske befolkning var det en katastrofe.
De blev afskåret fra alle forbindelser med Sjælland og København, og nu befalede svenskerne, at der på hver bondegård skulle indkvarteres en svensk soldat, meget ofte en udlænding.

Tvistigheder
Det kaldtes dragonade. Soldaten havde ret i alle tvistigheder og skulle opvartes af bonden og hans familie. Gjorde bonden modstand, blev han dræbt af soldaterne og familien jaget til skovs og gården brændt ned.
Det forbitrede selvfølgelig den skånske almue. I 1675 gik en dansk hær i land syd for Helsingborg og blev modtaget med begejstring af de undertrykte skåninger. Kongen oprettede Skånske nationale Rytterregiment, og ud af dette opstod Kongens Friskytter, små enheder til hest eskadroner eller kompagnier, som valgte sine egne høvedsmænd.
De aflagde faneed til den danske konge og fik løn og udrustning, så længe det gik godt for danskerne. Efter slaget ved Lund i 1676 beherskede svenskerne det åbne land om dagen, men om natten red friskytterne frem og angreb de svenske forsyningslinier.
Svenskekongen og hans højre hånd, Gyllenstjerne, befalede en terror, et rædsels­regimente, som ingen del af Danmarks rige har oplevet hverken før eller siden.

Spiddet levende
Friskytter, som blev taget til fange, blev spiddet levende, de blev sat på en pæl, som var spidset til, og fødderne blev sømmet fast. Krigsretsprotokollen siger "att spetsas levande, inte invärtes utan mellem rygg och hud igennem nacken, sedan sättes på pålen, fötterne naglade och händerne bakbundna under en galge med rep om hälsen icke tildraget. Hans namn på galgen!" 15 februari 1679."
Til skræk og advarsel for skåningerne blev de spiddede friskytter, som svenskerne kaldte Snapphaner, sat op langs hovedvejene i Skåne. Den franske gesandt er på vej nordover og skriver: "Jeg måtte trække gardinet for karetens vinduer, min frue dånede ved synet af de radbrækkede snaphaner".
Til trods for at friskytterne havde fejdebrev fra danske generaler, blev de betragtet som oprørsmænd og renegater og straffet derefter.
Vinteren var hård. Friskytterne sneg sig ind til gårdene og bad om mad eller tog den. Opdagede svenskerne det, blev gården brændt ned og folkene drevet ud i døden og kulden.

I en dagsbefaling hedder det
"Når man kommer til Ørkened, hvor snaphanerne ikke alene skal have taget sin største retirade, men også det meste rov forvaret, lader han i hele sognet nedhugge alt mandskab, som kan bære gevær eller om han skønner, lader alt mandskab føre bort, skåner alene kvindekøn og børn, men opbrænder gårdene, efter at kvæg og viktualier er udbaarne og salverede, givende iøvrigt alt til plyndring.
Vor gunst som tilforn, Rigens Kansler Johan Gyllenstjerne Givet med vor eget segl og hånd i felten den 19 augusti anno 1676 Til øversten for Uplands regimente...
Skåningerne blev fordrevet til Sjælland i bedste fald eller mændene deporteret til de baltiske lande, hvorfra ingen vendte tilbage.
Forfatteren Arthur Lundkvist har i sit værk "Snaphanens liv og død", skildret, hvorledes Skånes kvinder blev drevet til at bygge vejen til Karlskrona af træstammer, som de fældede i skoven.

Hensynsløs kamp
Eftersom svenskerne fik mere magt over Skåne, svandt mulighederne for friskytternes kamp, som blev mere og mere fortvivlet og hensynsløs.
Endelig kom den danske konges befaling til friskytterne "brænd kornet på markerne og landsbyerne, så svenskerne ikke får nytte af dem". Det var meget forlangt, og moralen blandt de kæmpende tropper faldt ned under frysepunktet.
Det er vanskeligt at opgøre disse uhyrlige tilstande, men der var omkring 200.000 mennesker i Skåneland i 1675, heraf kom 20.000 som flygtninge til Sjælland, andre 20.000 blev deporteret til Finland og de baltiske lande, et utal døde efter at deres hjemstavn var brændt ned.

Stratenrøvere
Selvfølgelig var der stratenrøvere og banditter blandt de skåninger, som blev hjemløse; det har fået svenske historikere til at kalde alle friskytterne for kriminelle, skovtyve og mordere.
Friskytterne kæmpede under Dannebrog, "Deres kvinder har selv gjort fanen af silke...". Mændene aflagde frivilligt den gamle faneed til Kongen eller hans repræsentant. "Jeg betror dig denne fane, fordi jeg ved, du er en ærlig og modig mand. Du skal føre den, som det sømmer sig en trofast kriger. Du skal svinge den over ærlige folk og ikke lade den vaje over forrædere. Under march og på vagt under storm og strid skal du stå som et mønster for tapre soldater".
Gyllenstjerne og Karl den Elvtes undertrykkelse af Skånelands folk lykkedes fuldtud. Røndahls fortjeneste ligger i, at han bruger protokollernes uhyggelige tekst som underlag for sin beretning om det skånske folks grusomme skæbne, en tid som intet andet folk i hele Norden nogensinde har oplevet.
Alt dette er selvfølgelig historie og er ikke rettet mod vor tids svenske, som er vore venner og naboer. Vi skal kende hinandens historie og vide, hvad der skete i fortiden, det er det eneste rigtige grundlag at bygge fremtiden på.
Uno Røndahl: Skånelands ur det fördolda (Skåneland frem af det glemte). En studie av omnationaliseringens tragik, Lagerblads Förlag, Karlshamn 1996. 456 sider, 250 kroner.