Skåne er brolandet!
Af Karl-Erik Weggerup. Bornholms Tidende 17. november, Helsingør Dagblad 4. december og Flensborg Avis 9. december 2004.

»Historien straffer den som tøver!« Det var Sovjetlederen Mihail Gorbatjovs advarende ord til Østtysklands Erich Honecker et par uger før Berlinmuren faldt i 1989. Man kan mene, hvad man vil om Gorbatjov, men han sagde jo en del fornuftige ting og vandt mange sympatier i den vestlige verden. Hans ord er blevet bevingede, nu mere end et decennium efter at de blev udtalt.

Det er jo sådan, at fortid, nutid og fremtid hænger sammen. Man kan ikke plukke en af delene bort, for så går helheden tabt. Vi er nødt til at kende vor historie for at kunne forstå nutiden og få lidt perspektiv på fremtiden.

Efter Anden Verdenskrig har man fra skånsk side rettet flere henvendelser til Skolöverstyrelsen, nu Skolverket, i Stockholm om en relevant historieundervisning i skolerne i Skåneland, det vil sige Skåne, Halland og Blekinge. I Skånelands historie indgår også Bornholms. Svaret har hver gang været, at man bør være opmærksom på emnet og om muligt bage det ind i andre fag, såsom samfundskundskab.

Skånelands historie er med andre ord havnet mellem to stole. Emnet er ikke forbudt, men bliver så sandelig heller ikke opmuntret fra den svenske stats side. Det er gang på gang blevet overset, og eleverne derved ladt i stikken. Nu har man i de seneste par år gjort et nyt prisværdigt forsøg fra Region Skånes side med Internetprojektet Terra Scaniae med grundskolerne og offentligheden som målgruppe (adresse: www.ts.skane.se). Der savnes således ikke materiale. Interessen er temmelig stor, selv om lærerne er stærkt begrænset af centrale svenske direktiver.

Værdifuldt
Eftersom Skånelands historie er skånsk, dansk, svensk og nordisk, giver den værdifuldt udsyn til omverdenen. Men ved den ensrettede svenske historieundervisning i forrige århundrede er folket i den grad blevet indoktrineret, så at det i realiteten har mistet sin identitet. Resultatet ses i en slags selvopholdelsesdrift, som har fundet sit udtryk i en skæv patriotisme og som følge heraf er blevet forhånet fra rigsvensk og til dels også fra rigsdansk side.

Den eneste vej til at styrke den skånske identitet er sandfærdig og obligatorisk skånsk historieundervisning i Skånelands skoler. Så ser vi tydligt, at Skåneland er et moderne broland med mennesker, som er et brofolk, med en opgave nu og i fremtiden!

Opgaven består i at knytte sammen - og rive mure og barrierer ned - fortrinsvis mellem Sverige og Danmark. Øresundsbroen står smukt i jern og beton, men skal broprojektet lykkes, kræves der personlige kontakter over Sundet på alle områder. Sådanne kontakter fremmes ikke fra Stockholms og Københavns side gennem regelsæt og bureaukrati. I stedet for fortsætter man med at tænke i grænser, til trods for at regionernes Europa er et vigtigt instrument i EU-samarbejdet.

Skåne er et meget naturligt broland, som opfylder alle nødvendige betingelser for regional autonomi: Geografisk, historisk, sprogligt, kulturelt, folkeligt, kirkeligt og så videre. I Skåneland vil vi arbejde ud fra vore egne betingelser. Først da kan vi udrette noget positivt også i forhold til vor omverden, i stedet for at dikteres oppe fra og dermed låse vor handlefrihed og begrænse de regionale udviklingsmuligheder.

Blindtarm
Det er tilsyneladende stadigvæk et ladet emne, dette med Skåneland. Tilstrækkeligt længe har Skåne været en betændt blindtarm i det svenske rige, med føjelige skåninger, hallændere og blekinger, skræmte til tavshed og med hatten i hånden over for overmagten. Skåninger, der hverken har kunnet eller villet rette ind i geleddet, er blevet stemplet nærmest som »landsforrædere« helt op til vore dage. Dette er ikke værdigt i et demokratisk land som Sverige, der udadtil brillierer med sin åbenhed og sin retfærdighedstænkning.

Den stedmoderlige behandling af erobrede skånske provinser kan næppe fortsætte. Nu kan Skåneland stå på egne ben, myndiggjort så at det kan arbejde som broland og brofolk. I vore dage behøver vi mange sådanne brolande i verden, fordi de er fredsbevarende faktorer, som knytter sammen og er bløde, naturlige overgange mellem folk og lande.

Scandia
Skånes gamle latinske navn Scandia har givet hele Skandinavien dets navn. Under Anden Verdenskrig skrev digterpræsten Kaj Munk »Bøn for Norden«, hvor han slutter med ordene »Knyt os sammen, Skåne!« Kaj Munk talte allerede dengang om en Øresundsbro, og han gjorde det som en stor ven af Skåneland, det gamle Østdanmark.

I et forsøg på at komme væk fra det ladede Skånebegreb har den svenske centralmagt gennem medierne indarbejdet forskellige geopolitiske betegnelser såsom Sydsverige og sydsvenskere, betegnelser som nu om dage, imod bedre vidende, undertiden også bruges i Danmark! Metoden anvendtes allerede kort tid efter Roskildefreden i 1658. Da Lunds Universitet grundlagdes i 1666, blev det til en gøtisk læreanstalt. Skåneland blev simpelthen lagt ind under Gøtaland. Og skånske ord i Svenska Akademiens ordbog får etiketten »sydsvensk«, selvom de i grunden er østdanske sprogformer.

Helst skulle hele Skånelands befolkning have været udryddet fra starten, var tanken i 1600-tallets Sverige. Det lykkedes delvis, for Skåne blev tømt for næsten alt mandfolk i karolinertidens mange krige. At vi i dag har noget vi kan kalde for skånsk kultur og skånsk sprog, skyldes i meget høj grad de tapre skånske kvinder, som i en kort men særdeles følsom overgangsperiode til svensk herrevælde i slutningen af 1600-tallet ene forsvarede og førte sprog, kultur og traditioner videre til deres sønner og døtre. Mange fortsætter faktisk i vore dage på samme måde, i det tyste.

For tre år siden ville man fra centralmagtens side kvæle det skånske regionsforsøg, inden det nåede at vise sin styrke og legitimitet. Forsøget burde være gjort permanent for længst, men er dog nu foreløbig forlænget i en forsøgsperiode frem til 2010. Det bliver så til tolv år med forsøg, og dette viser at Sverige ikke vil eller tør give Skåne den frihed og selvbestemmelse, det fortjener. Praktisk taget alle skånske politikere står samlet i dette spørgsmål i forhold til Stockholm, og i efteråret 2001 var det tæt på en ny Dackefejde og et nyt snaphaneoprør. Skåninger lader sig ikke manipulere længere!

Kulturkamp
Det er fuldt forståeligt at mange ikke orker at deltage i den skånske kulturkamp, når der hele tiden må arbejdes i modvind. Dette gælder også i Danmark, hvor mange bliver lidt skæve i ansigtet, når Skåne kommer på tale i det grænseoverskridende regionsarbejde. Det er faktisk så underligt, at Skåne er kommet i klemme mellem Sverige og Danmark, to riger, der stadigvæk i mange henseender lever som hinandens rivaler. I dette spil er Skåne neutral. Vi er skåninger og føler os hjemme i begge lande.

At vi må fremhæve vor egen skånske historie viser for eksempel Skånske Lov, som er Nordens ældste. Eftersom Skåne var dansk, da denne lov blev til i begyndelsen af 1200-tallet, omtales den ikke i svenske historiebøger. Den skånske lov nævnes heller ikke i danske historiebøger, eftersom Skåne i dag er svensk område uden større dansk interesse. Eksemplet kan mangfoldiggøres.

Skal vor egen skånske identitet, kultur, historie og sprog tilsidesættes på denne måde også fremover, er det virkelig i strid med de menneskelige rettigheder, som foreskriver, at ethvert individ har ret til sin historie og sin kulturelle livssammenhæng.

Det er en underlig »filosofi« at tro, at enhed skabes ved ensretning og centralisering. Det er jo modsat: gennem variation og gensidig respekt opnås enhed. Men der behøves brolande og brofolk, der kan slå bro over fordomme og magtstrukturer. Skåne er et sådant regionalt område!

Den katolske præst monsignore David Assarsson i Helsingborg skrev i 1923 bogen Det skånska problemet, hvor han ser Skåneland som en skandinavisk katalysator med dets dobbelte historie. Han foreslog derfor skånsk historieundervisning i Skånelands skoler. Skriftet blev beslaglagt og præsten fik en advarsel. Efter dette deltog han aldrig mere i en offentlig debat.

»Hvorfor rode i sådanne gamle sager...?« hører man undertiden - men nu er vinden ved at vende. Der har aldrig tidligere været så stor efterspørgsel på skånsk litteratur, navnlig historie, som i vore dage. F.eks. kom i 80´erne og 90´erne afslørende bøger af en skånsk forfatter og historiker, Uno Röndahl. Hans meget omhyggelige forskningsarbejde er først i de allerseneste år blevet anerkendt i den akademiske verden og bruges nu som referencelitteratur.

Det viser sig, at sådan litteratur udfylder et vakuum, idet flere og flere på begge sider af Øresund har opdaget, eller er på vej til at opdage, at skåningerne bevidst er blevet ført bag lyset, og at noget må gøres for at reparere skaderne.

Overlevelse
Skånsk kultur har overlevet takket være sin åbenhed over for omverdenen og sin evne til at omforme impulser, være katalysator - broland, brofolk!

Denne åbenhed vil vi skåninger fortsætte med at arbejde for i et flerkulturelt samfund. Det er vor styrke. Og vi klarer dette på egen hånd uden indblanding udefra og »formynderattituder«. Øresundsbroen er bygget. Men det usynlige jerntæppe i Sundet er der stadigvæk, desværre. En sådan mur har ingen som helst mening i moderne tid. Grænser er ikke til for at skille, men forene! Det må ikke ende således, at historien straffer den som tøver. Hvem tøver? Ikke er det Skåneland!

Karl-Erik Weggerup
Præst og publicist, Malmø