Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse
2001: 3. juli 2001
Skånes historie i tusinde år
Boganmeldelse af Lars Tengbergs nye bog
Historikeren
Lars Tengberg, der er tilknyttet voksenuddannelsen ved folkehøjskolen i
Eslev, udgav sidste år Skånes historia under 1000 år (Lörentz
Förlag, 220 skr.), som giver en letlæst og populærvidenskabelig
fremstilling af Skånes historie fra vikingetiden til danskernes ØMU-afstemning.
Efter
hvert kapitel findes en kortfattet tabel over de skånske, danske,
svenske og norske kvinder og mænd, som har præget den skånske
historie, samt de vigtigste historiske begivenheder, hvilket gør bogen
velegnet som opslags- og undervisningsbog.
Den
skånske identitet
Af særlig relevans for Dansk-Skaansk Forening må fremhæves
forfatterens positive interesse for den skånske identitet, som er
blevet aktualiseret af Øresundsregionen og den generelle udvikling hen
imod et "regionernes Europa". Som særligt skånsk nævnes i
bogens indledning de gule rapsmarker, pilealléerne, bindingsværksgårdene,
gæssene, de mange gæstgiverier, det rødgule flag og det skånske
folkemål, hvortil man dog med cand. mag. & art. Stig Wørmer må
replicere, at mange af disse træk reelt er fællesdanske.
Tengberg
har da også et åbent blik for den danske folkegrunds store betydning
og erkender rask væk, at "Den danske oprindelse turde have sat
sine spor. Bunder da ikke en eventuel skånsk identitet snarest i det
historiske faktum, at Skåne har været svensk betydeligt kortere tid,
end det har været dansk?". Ved integrationen mellem Sjælland og
Skåne "kan kundskaber om historien måske have sin plads. Det bør
pointeres, at "Bron" atter forener Skåne med det "gamle
land"".
Tengberg
ser samtidig en fare i en for snæver lokalpatriotisme. På s. 141 taler
han om de "nye skånske nationalistiske tonegange, ikke bare fra
tidligere kendte lokalpatriotiske politikere, men også fra de mere
etablerede partier" og erklærer som sit eget noget æteriske syn,
at "Skåning er den, som trives i Skåne".
Gammelt
dansk land
Det bør måske nok kritiseres, at bogen tager sit udgangspunkt i
vikingetiden, hvorved årtusinders skånsk-"dansk"
oldtidshistorie lades ude af betragtning. Som Sven Rosborn har påpeget
i Den skånska historien. Före skrivkonsten fra 1999 (se
anmeldelse ved undertegnede i Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse nr.
1, 2001), har skåningerne i årtusinder haft samme kultur som de øvrige
gammeldanske lande, hvilket Tengberg da heller ikke benægter.
I
afsnittet om vikingetiden skriver han, at "Det er meget uklart,
hvornår Skåneland blev dansk. At det blev dansk og ikke svensk var
derimod ikke så underligt, eftersom havet ved den tid bandt områderne
sammen, mens skovene mod Sverige udgjorde en "uigennemtrængelig"
hindring. Det var nemlig lettere at færdes pr. båd end med hest eller
oksetrukken vogn på de dårlige veje. En nærmere kobling til Danmark
havde formodentligt fundet sted senest i folkevandringstiden i
500-tallet, men egentlig fandtes båndene der, allerede da indlandsisen
smeltede ca. 12.000 f.Kr., hvor Øresund endnu ikke eksisterede."
I
perioden fra ca. 500 f.Kr.-800 e.Kr. var Skåne sikkert delt i
forskellige høvdingedømmer, og arkæologerne har påvist mindst to
centre omkring Åhus og Opager og måske Bjerge-halvøen. I slutningen
af 800-tallet beskriver englænderen Wulfstam Skåne som dansk, Blekinge
som svensk og Bornholm som selvstændigt. Ifølge Tengberg er flertallet
af historikere dog nu af den opfattelse, at foreningen med Danmark først
fandt sted under Harald Blåtands regimente i slutningen af 900-tallet,
hvad den berømte Jellingesten i så fald hentyder til.
Her
vil jeg pege på professor Knud Fabricius artikel Skåne i den danske
tid (Skåne i tekst og billeder, Foreningerne Norden 1958),
der henviser til den skånske stormand Osfrid, som allerede i det 9te århundrede
optrådte i en dansk konges følge i forhandlingerne med den
karolingiske kejser, hvilket fik Ingvar Andersson til at konkludere, at
"Der eksisterede altså ved vikingetidens begyndelse en slags
politisk forbindelse mellem Skåne og et rige i det nuværende
Danmark", ligesom jeg ikke ser nogen grund til at underkende
Wulfstams udsagn.
Der
er vel heller ikke noget til hinder for at antage, at Skåne skulle have
været en integreret del af en evt. tidlig dansk statsdannelse under
danerne (der ifølge mange forskere netop kom fra Skåne) eller
"skjoldungerne", hvilket geografien som de dialektale forhold,
herunder stednavne, kun kan underbygge. I Bjovulf-kvadet siges Hrodgar
at uddele skatte i Scedenig (kan dog også læses som Skandinavien), og
i et islandsk håndskrift kaldes kong Skjold for "Skåningernes
Gud".
Positive
elementer
På grundlag af sådanne hypoteser skal de mange positive elementer
i Tengbergs historieskrivning ikke underkendes. Eksempelvis bliver
Magnus Erikssons periode som skånelandsk konge fremstillet i sit rette
lys, og bogen præciserer, at Skånelandene på mødet 1340 i
Helsingborg blev "anerkendt som et selvstændigt land i union med
de to øvrige lande, Sverige og Norge." (s. 38).
Fremhæves
bør også den nuancerede skildring af Christian II, som "for
datidens skåninger fremstod som Christian den Gode" (s. 46) og
ikke som "Christian Tyran", for stor dels vedkommende en
eftertidig konstruktion skabt af Gustav Vasa og hans slægt.
Det er også opmuntrende at læse om, hvordan skånske bønder længe
efter tabet af vore østlige kernelande bevarede en danskvenlig og
skandinavistisk indstilling, der bl.a. gav sig udslag i stor iver for i
1743 at få den danske kronprins Frederik valgt til svensk tronfølger.
Forskønnet
forsvenskning
Bogens udprægede kvaliteter træder desværre en anelse i baggrunden i
de afsnit, der omhandler Sveriges annektering og omnationalisering af
det østlige Danmark, som er præget af den almindelige svenske tendens.
Hvad
menes der eksempelvis med den ejendommelige bemærkning på s. 68 om skånelændernes
stillingtagen til Roskildefreden: "Dette vakte selvsagt misnøje i
de nævnte områder, men hvad kunne indbyggerne gøre, hvis Danmark ikke
ville have dem længere?"
Sammesteds
hedder det, at "Af særlig interesse i fredsprotokollen var en
passus som kunne tolkes på den måde [min fremhævning], at Skåneland
skulle kunne beholde sine privilegier så længe disse ikke stred imod
svensk lov."
Så
vidt jeg ved, vover ikke engang Alf Åberg at stille spørgsmålstegn
ved skånelændernes gode, formelle ret til at "blifva vidh deres
vanlige rætt, lagd og gamble privilegier og frijheter".
Skånske
Krig
Under beskrivelsen af Skånske Krig 1675-79 savnes en omtale af folkets
mange dansk-nationale sindelagsytringer, som det jo desværre nærmest
er blevet en svensk kardinaldyd at fortie.
Den
svenske afbrænding af et tital byer i Rønnebjerg herred samt
massakrerne mod Finje og Matterød sogne, der led samme skæbne som Ørkened,
forbigås i modsætning til tilsvarende danske overgreb.
Samme
tendens findes i afsnittet om Store Nordiske Krig 1710, hvor skåningerne
fremstilles som kolde og modvillige overfor deres landsmænds
befrielsesstyrker, mens de to skånske kavaleriregimenters loyalitet
mod Magnus Stenbock understreges. Som Jonny Ambrius imidlertid har påpeget
i artiklen Tillståndet i Skåne 1707-09 (der kan læses i dansk
oversættelse på vores hjemmeside), bestod disse korps, der omfattede
de eneste skåninger i Stenbocks armé, for størstedelens vedkommende
af indvandrede svenskere, og i slaget ved Helsingborg var antallet af skåninger
på den danske side langt større.
Knud
Fabricius Skaanes overgang fra Danmark til Sverige giver i sit
fjerde bind et langt mere nuanceret
billede af stemningen i befolkningen, som beskrives
som velvillig og afventende:
"Befolkningens holdning var, som sagt, afgjort velvillig".
(IV, s. 284).
Som
Henrik Adam Wagner fremhæver i sin afhandling om nationalitetskampen i
Skånelandene, noterede den svenske kommandant sig, at "den danske
hær ikke oplevede nogle besværligheder, da den skånske almue var den
gunstigt stemt. Da den danske hær kom til Christianstad, var der således
nogle, der havde illumineret deres huse. I Blekinge nåede hæren at
hverve 400 bådsmænd, selv om den kun var der nogle få dage, og inden
udgangen af januar måned 1710 havde omkring 100 skånske ryttere
forladt den svenske hær med hest og udstyr til fordel for den danske.
Befolkningen var altså stadig dansksindet, men ingen greb denne gang
til våben. Dette har bl.a. nok noget at gøre med, at befolkningen
langt fra længere var ren dansk."
At
der ikke blev dannet nogen ny friskyttebevægelse, må ses i sammenhæng
med, at svenskerne allerede flere måneder før landgangen havde udstedt
en plakat mod "snaphaneri", hvor sognene gjordes ansvarlige
for alle indbyggere, og der sattes dødsstraf for dem, der rømmede til
skovene eller ud af landet (Fabricius IV, s. 284).
Karl
d. XII's omfattende underskrivninger til de svenske krige på den anden
side af Østersøen, fra år 1700 til september 1709 ikke færre end
15.000 skånske mænd, har vel også fjernet en stor del af
befolkningsgrundlaget for en folkerejsning.
Etnisk
udrensning
Forsvenskningen kommer hos Tengberg til at fremstå som en i grunden
hurtig og smidig proces, selv om det korrekt bemærkes, at det er
"en opfattelse som skåningerne næppe deler!".
Tengberg
beskriver, hvordan svenskerne efter Skånske Krig fordrev tilbageværende
dansksympatisører fra deres gårde og indledte en fremmed kolonisation
fra bl.a. Vestergøtland og Østergøtland, men afviser anklagerne om
etnisk udrensning:
"Ganske
vist kunne svenskerne gå frem med hårdhed i visse enkelte tilfælde,
men nogen systematisk form for folkefordrivelse eller massemord – som
i 1990'ernes Jugoslavien – forekom aldrig." (s. 82).
Her
ville den myrdede og massakrerede civilbefolkning i bl.a. Ørkened,
Matterød og Finje sogne eller de tusindvis af tvangsudskrevne skåninger,
hvoraf så godt som ingen nogensinde genså deres hjemstavn, nok have været
af en anden opfattelse!
Dansk-skånsk
forening?
Efter disse afsnit kommer fortællingen heldigvis hurtigt tilbage på
ret kurs, og Tengbergs afslutning fortjener da også at citeres:
"Da Øresundsbroen blev indviet den 1/7 2000, virkeliggjordes en
mere end 100-årig drøm om en fast forbindelse over Sundet. Engang i
historien var det vandet som havde forbundet Skåne og Sjælland, nu
skulle i stedet en bro gøre det. Pointeres bør dog til sidst, at
nationsgrænsen på trods af EU, den nordiske pasunion og
Schengenaftalen findes tilbage i Øresund. Skåne er efter godt 340 år
en del af eller, muligvis, en region i Sverige, ikke i Danmark i hvert
fald ikke endnu!".
|