Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse 2001: 3. juli 2001

Skånes historie i tusinde år
Boganmeldelse af Lars Tengbergs nye bog

Historikeren Lars Tengberg, der er tilknyttet voksen­uddannelsen ved folkehøjskolen i Eslev, udgav sidste år Skånes historia under 1000 år (Lörentz Förlag, 220 skr.), som giver en letlæst og populærvidenskabelig fremstilling af Skånes historie fra vikingetiden til danskernes ØMU-afstemning.

Efter hvert kapitel findes en kortfattet tabel over de skånske, danske, svenske og norske kvinder og mænd, som har præget den skånske historie, samt de vigtigste historiske begivenheder, hvilket gør bogen velegnet som opslags- og undervisningsbog.

Den skånske identitet
Af særlig relevans for Dansk-Skaansk Forening må fremhæves forfatterens positive interesse for den skånske identitet, som er blevet aktualiseret af Øresunds­regionen og den generelle udvikling hen imod et "regionernes Europa". Som særligt skånsk nævnes i bogens indledning de gule rapsmarker, pilealléerne, bindingsværksgårdene, gæssene, de mange gæstgiverier, det rødgule flag og det skånske folkemål, hvortil man dog med cand. mag. & art. Stig Wørmer må replicere, at mange af disse træk reelt er fællesdanske.

Tengberg har da også et åbent blik for den danske folkegrunds store betydning og erkender rask væk, at "Den danske oprindelse turde have sat sine spor. Bunder da ikke en eventuel skånsk identitet snarest i det historiske faktum, at Skåne har været svensk betydeligt kortere tid, end det har været dansk?". Ved integrationen mellem Sjælland og Skåne "kan kundskaber om historien måske have sin plads. Det bør pointeres, at "Bron" atter forener Skåne med det "gamle land"".

Tengberg ser samtidig en fare i en for snæver lokal­patriotisme. På s. 141 taler han om de "nye skånske nationalistiske tonegange, ikke bare fra tidligere kendte lokal­patriotiske politikere, men også fra de mere etablerede partier" og erklærer som sit eget noget æteriske syn, at "Skåning er den, som trives i Skåne".

Gammelt dansk land
Det bør måske nok kritiseres, at bogen tager sit udgangspunkt i vikingetiden, hvorved årtusinders skånsk-"dansk" oldtidshistorie lades ude af betragtning. Som Sven Rosborn har påpeget i Den skånska historien. Före skrivkonsten fra 1999 (se anmeldelse ved undertegnede i Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse nr. 1, 2001), har skåningerne i årtusinder haft samme kultur som de øvrige gammeldanske lande, hvilket Tengberg da heller ikke benægter.

I afsnittet om vikingetiden skriver han, at "Det er meget uklart, hvornår Skåneland blev dansk. At det blev dansk og ikke svensk var derimod ikke så underligt, eftersom havet ved den tid bandt områderne sammen, mens skovene mod Sverige udgjorde en "uigennemtrængelig" hindring. Det var nemlig lettere at færdes pr. båd end med hest eller oksetrukken vogn på de dårlige veje. En nærmere kobling til Danmark havde formodentligt fundet sted senest i folkevandringstiden i 500-tallet, men egentlig fandtes båndene der, allerede da indlandsisen smeltede ca. 12.000 f.Kr., hvor Øresund endnu ikke eksisterede."

I perioden fra ca. 500 f.Kr.-800 e.Kr. var Skåne sikkert delt i forskellige høvdingedømmer, og arkæologerne har påvist mindst to centre omkring Åhus og Opager og måske Bjerge-halvøen. I slutningen af 800-tallet beskriver englænderen Wulfstam Skåne som dansk, Blekinge som svensk og Bornholm som selvstændigt. Ifølge Tengberg er flertallet af historikere dog nu af den opfattelse, at foreningen med Danmark først fandt sted under Harald Blåtands regimente i slutningen af 900-tallet, hvad den berømte Jellingesten i så fald hentyder til.

Her vil jeg pege på professor Knud Fabricius artikel Skåne i den danske tid (Skåne i tekst og billeder, Foreningerne Norden 1958), der henviser til den skånske stormand Osfrid, som allerede i det 9te århundrede optrådte i en dansk konges følge i forhandlingerne med den karolingiske kejser, hvilket fik Ingvar Andersson til at konkludere, at "Der eksisterede altså ved vikingetidens begyndelse en slags politisk forbindelse mellem Skåne og et rige i det nuværende Danmark", ligesom jeg ikke ser nogen grund til at underkende Wulfstams udsagn.

Der er vel heller ikke noget til hinder for at antage, at Skåne skulle have været en integreret del af en evt. tidlig dansk statsdannelse under danerne (der ifølge mange forskere netop kom fra Skåne) eller "skjoldungerne", hvilket geografien som de dialektale forhold, herunder stednavne, kun kan underbygge. I Bjovulf-kvadet siges Hrodgar at uddele skatte i Scedenig (kan dog også læses som Skandinavien), og i et islandsk håndskrift kaldes kong Skjold for "Skåningernes Gud".

Positive elementer
På grundlag af sådanne hypoteser skal de mange positive elementer i Tengbergs historieskrivning ikke underkendes. Eksempelvis bliver Magnus Erikssons periode som skånelandsk konge fremstillet i sit rette lys, og bogen præciserer, at Skånelandene på mødet 1340 i Helsingborg blev "anerkendt som et selvstændigt land i union med de to øvrige lande, Sverige og Norge." (s. 38).

Fremhæves bør også den nuancerede skildring af Christian II, som "for datidens skåninger fremstod som Christian den Gode" (s. 46) og ikke som "Christian Tyran", for stor dels vedkommende en eftertidig konstruktion skabt af Gustav Vasa og hans slægt.
Det er også opmuntrende at læse om, hvordan skånske bønder længe efter tabet af vore østlige kernelande bevarede en danskvenlig og skandinavistisk indstilling, der bl.a. gav sig udslag i stor iver for i 1743 at få den danske kronprins Frederik valgt til svensk tronfølger.

Forskønnet forsvenskning
Bogens udprægede kvaliteter træder desværre en anelse i baggrunden i de afsnit, der omhandler Sveriges annektering og omnationalisering af det østlige Danmark, som er præget af den almindelige svenske tendens.

Hvad menes der eksempelvis med den ejendommelige bemærkning på s. 68 om skåne­lændernes stillingtagen til Roskildefreden: "Dette vakte selvsagt misnøje i de nævnte områder, men hvad kunne indbyggerne gøre, hvis Danmark ikke ville have dem længere?"

Sammesteds hedder det, at "Af særlig interesse i fredsprotokollen var en passus som kunne tolkes på den måde [min fremhævning], at Skåneland skulle kunne beholde sine privilegier så længe disse ikke stred imod svensk lov."

Så vidt jeg ved, vover ikke engang Alf Åberg at stille spørgsmålstegn ved skåne­lændernes gode, formelle ret til at "blifva vidh deres vanlige rætt, lagd og gamble privilegier og frijheter".

Skånske Krig
Under beskrivelsen af Skånske Krig 1675-79 savnes en omtale af folkets mange dansk-nationale sindelagsytringer, som det jo desværre nærmest er blevet en svensk kardinaldyd at fortie.

Den svenske afbrænding af et tital byer i Rønnebjerg herred samt massakrerne mod Finje og Matterød sogne, der led samme skæbne som Ørkened, forbigås i modsætning til tilsvarende danske overgreb.

Samme tendens findes i afsnittet om Store Nordiske Krig 1710, hvor skåningerne fremstilles som kolde og modvillige overfor deres landsmænds befrielsesstyrker, mens de to skånske kavaleri­regimenters loyalitet mod Magnus Stenbock understreges. Som Jonny Ambrius imidlertid har påpeget i artiklen Tillståndet i Skåne 1707-09 (der kan læses i dansk oversættelse på vores hjemmeside), bestod disse korps, der omfattede de eneste skåninger i Stenbocks armé, for størstedelens vedkommende af indvandrede svenskere, og i slaget ved Helsingborg var antallet af skåninger på den danske side langt større.

Knud Fabricius Skaanes overgang fra Danmark til Sverige giver i sit fjerde bind et langt mere nuanceret billede af stemningen i befolkningen, som beskrives som velvillig og afventende:

"Befolkningens holdning var, som sagt, afgjort velvillig". (IV, s. 284).

Som Henrik Adam Wagner fremhæver i sin afhandling om nationalitetskampen i Skånelandene, noterede den svenske kommandant sig, at "den danske hær ikke oplevede nogle besværligheder, da den skånske almue var den gunstigt stemt. Da den danske hær kom til Christianstad, var der således nogle, der havde illumineret deres huse. I Blekinge nåede hæren at hverve 400 bådsmænd, selv om den kun var der nogle få dage, og inden udgangen af januar måned 1710 havde omkring 100 skånske ryttere forladt den svenske hær med hest og udstyr til fordel for den danske. Befolkningen var altså stadig dansksindet, men ingen greb denne gang til våben. Dette har bl.a. nok noget at gøre med, at befolkningen langt fra længere var ren dansk."

At der ikke blev dannet nogen ny friskyttebevægelse, må ses i sammenhæng med, at svenskerne allerede flere måneder før landgangen havde udstedt en plakat mod "snaphaneri", hvor sognene gjordes ansvarlige for alle indbyggere, og der sattes dødsstraf for dem, der rømmede til skovene eller ud af landet (Fabricius IV, s. 284).

Karl d. XII's omfattende underskrivninger til de svenske krige på den anden side af Østersøen, fra år 1700 til september 1709 ikke færre end 15.000 skånske mænd, har vel også fjernet en stor del af befolkningsgrundlaget for en folkerejsning.

Etnisk udrensning
Forsvenskningen kommer hos Tengberg til at fremstå som en i grunden hurtig og smidig proces, selv om det korrekt bemærkes, at det er "en opfattelse som skåningerne næppe deler!".

Tengberg beskriver, hvordan svenskerne efter Skånske Krig fordrev tilbageværende dansksympatisører fra deres gårde og indledte en fremmed kolonisation fra bl.a. Vestergøtland og Østergøtland, men afviser anklagerne om etnisk udrensning:

"Ganske vist kunne svenskerne gå frem med hårdhed i visse enkelte tilfælde, men nogen systematisk form for folkefordrivelse eller massemord – som i 1990'ernes Jugoslavien – forekom aldrig." (s. 82).

Her ville den myrdede og massakrerede civilbefolkning i bl.a. Ørkened, Matterød og Finje sogne eller de tusindvis af tvangsudskrevne skåninger, hvoraf så godt som ingen nogensinde genså deres hjemstavn, nok have været af en anden opfattelse!

Dansk-skånsk forening?
Efter disse afsnit kommer fortællingen heldigvis hurtigt tilbage på ret kurs, og Tengbergs afslutning fortjener da også at citeres: "Da Øresundsbroen blev indviet den 1/7 2000, virkeliggjordes en mere end 100-årig drøm om en fast forbindelse over Sundet. Engang i historien var det vandet som havde forbundet Skåne og Sjælland, nu skulle i stedet en bro gøre det. Pointeres bør dog til sidst, at nationsgrænsen på trods af EU, den nordiske pasunion og Schengenaftalen findes tilbage i Øresund. Skåne er efter godt 340 år en del af eller, muligvis, en region i Sverige, ikke i Danmark – i hvert fald ikke endnu!".