Da præsterne skulle præke svensk
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer

De skånske landsbykirker er et stykke dansk kulturhistorie. Forsvenskningen af den danske kirkeordning omtales kun overfladisk i kirkernes informations­materiale. Hård kirketugt og høje bøder skulle tvinge skåningene til at accep­tere de nye tider.

For tredive år siden standsede omtalen af danske kirker og herregårde i bøgerne ved Øresund. Sådan er det ikke længere. Interessen for den danske kulturs mindes­mærker østensunds viser sig på flere måder. Et moderne værk om Danske kalkmalerier regner det historiske Danmark med. Mange danskere besøger gamle herregårde og typiske, hvide landsbykirker i Skåne. Det kan man forsikre sig om ved bladre i kirkernes gæste­bøger. Men Grundtvigs og Ingemanns digtning, som lovpriste de middelalderlige mindes­mærker med den enestående kalkmalerikunst, fik aldrig en tilsvarende skånsk pendant. Tværtimod rådede i Sverige den såkaldte schartauisme, der med sin strenge og hårde lære var væsensfremmed for grundtvigianismen. Desuden blev kirkestilen i Skåne, Halland og Blekinges gamle middelalderkirker af Stockholm betragtet som kultur­fremmed.

I slutningen af 1800-tallet gik en kulturel "uniformitetsbølge" gennem Sverige. l Skåne blev Helsingborg og Trelleborg for eksempel til Hälsingborg og Trälleborg. I de tidlige svenske kort fra 1700-tallet skrives de to byer med "e". Øen Hven har endnu ikke mistet sit H på svensk. For 40 år siden lykkedes det igen disse skånske byer at få deres savnede e tilbage. Mere alvorligt var at mange skånske kirker simpelthen forsvandt fra jordens overflade. Krig og ødelæggelse har gjort sit siden svenskekrigenes dage, men det er bemærkelsesværdigt, at mens Sjælland har bevaret 95 procent af sine landsby­kirker, har Skåne kun 60 procent af sine gamle kirker tilbage. Mange var vistnok i dårlig stand – men det har de sjællandske også været på et tidspunkt. Uerstattelige klenodier af kirker med blandt andet smukke kalkmalerier som i Asmindrup (Asmundtorp), Hyllie, Bunkeflod (Bunkeflo), Gessie, Håsløv, Fulie (Fuglie) og Glem­minge samt Vester Vram i Østskåne blev revet ned. Havde det ikke været for en kreds af skånske professorer og arkitekter omkring århundredskiftet var ødelæggelsen sandsynligvis gået endnu videre.
Går man ind i en sådan gammel dansk kirke i Skåne er billedet af fortiden ingenlunde ensartet. l mange af dem ses stadig Christian IV's monogram øverst oppe over alteret og i mange kirker er der danske inskriptioner i form af bibelcitater på prædikestol og alter. De fleste steder er bibelcitaterne nu skrevet på svensk og Karl d. XI har erstattet Christian IV. 

Men også den aktuelle holdning til fortiden er præget af store forskelle. Hver kirke i Skåne har et informationsblad, der fortæller om kirkens fortid, dens inventarium og om særlige kendetegn som epitafier, grave, kalkmalerier og særlige omstændigheder. Med en snes forskellige blade i hånden kan man konstatere et uensartet billede af fortiden. l Linderød kirkes blad er der en enkelt henvisning til kirkens danske fortid. Linderød Kirke har nogle af Skånes smukkeste kalkmalerier. Derimod bringes et lille vers på forsiden hvor kirken omtales "som et vidne fra svundne dage, om en gammel kulturbygd i Skåne". Er det blot en eufemisme for den danske tid? I Helligkorskirken i Dalby, der er Nordens ældste stenkirke, har dansk middelalderhistorie til gengæld en fremtrædende plads. Der er også tydelige referencer til den danske fortid og til krigsårene, hvor Skåne blev svensk i kirker som Nørre Strø, Ravlunde (Ravlunda) og Fultofte (Fultofta). Ravlunde Kirke er ligefrem berømt for den indskrift, som blev malet på kirkevæggen ved indgangen til koret: "Anno 1612 den 4 februari korne de Suenske ind i gøinge herrid der brende røffuede oc ødelagde (de) (hen)vid fem eller sex oc tiufue kirjke sogner ..." 

Gennemgående virker det som om skribentens egen vægtning og holdning bliver afgørende for formuleringerne. Undertegnede erindrer en pudsig episode fra Christianstads Trefoldighedskirke, hvor en ung guide fortalte en gruppe studerende at Christian den Fjerde i 1612 nedbrændte byen Væ og derefter lod Christianstad opføre, hvorefter hun sluttede med at sige at i "1658 blev Skåne åter svenskt". Jeg spurgte om hendes kilder til de helt forkerte oplysninger, og hun svarede at det var en ældre historie­bog, hun havde faet af præsten. Pigen som selv var fra Christianstad, havde altså ikke kendskab til de mest elementære forhold. 
De skånske kirkers informationsblade, som findes i så godt som alle kirker, er produkter af lokalt initiativ på godt og ondt. Derfor er det kirkehistoriske stof udtryk for private holdninger, men afspejler samtidig en historieforståelse, der taget over et er temmelig diffus. Til gengæld har alle kirkerne en series pastorum-tavle, hvor man tydeligt aer at navnene skifter fra danske til svenske præstenavne fra 1680-erne og fremefter. Men i ingen af de informationsblade, jeg har haft i hånden, har selve overgangsperiodens foranstaltninger faet nogen plads.

Hvad skete der egentlig med kirken i de skånske lande efter overgangen? l starten meget lidt, for Roskildefreden fastslog blandt andet at kirkens ordning skulle være den samme som før, altså dansk. Skåne var efter svensk statsretsopfattelse på den tid et "utländsk, men inrikes land" underlagt et generalgouvernement. 
Malmørecessen i 1662 bekræftede Roskildefreden i det store og hele. Kirken skulle fortsat styres efter den danske kirkeordning, dvs. dansk gudstjeneste med prædiken, salmesang og alle andre kirkelige handlinger på dansk. En central figur var den danske biskop over Lund Stift (som siden Brømsebrofreden i 1645 kun omfattede Skåne og Blekinge, da Halland var lagt ind under Vestergötland) Peder Vinstrup. Han blev berygtet for sin ydmyge lovprisning og skamrosning af Karl d. X Gustav, da denne gjorde sin landgang i Helsingborg efter Roskildefreden. Men der var taktik bag. På den ene side måtte han i overensstemmelse med datidens tankegang overholde sin troskabspligt mod den af Gud indsatte monark. På den anden side havde han stor interesse i at bevare sin egen position, som han kunne bruge til at fastholde dansk kirkeordning. Der var eksempler på at han hjalp præster, der var truet af dødsstraf og han ordinerede præster, som var mistænkte for at stå i ledtog med den danske konge. Fra 1660 til 1676 blev der kun ansat ni svenske præster i de 200 præstekald!

Pastor Paul Erik Engelhardt fra Haraldsted Kirke fortæller i sin Ph.D.-forelæsning fra Københavns Universitet i 1994 at Peder Vinstrup i en tale ved landemodet i Lund i april 1658, få måneder efter afståelsen, ud over at rose Karl den X Gustav også roste Frederik den Tredje og så i øvrigt ellers (på latin) sagde: "Det ville for os have været det mest ønskelige til det sidste åndedrag at adlyde vor tidligere konges højlovede magt, hvis det nu havde behaget Gud ... For naturligvis er gnisterne fra det tidligere undersåtforhold endnu ikke aldeles slukket i os, og de bør ikke nogensinde slukkes". Det var i virkeligheden dristige ord under tidens vilkår og senere hvilede mistænk­som­heden også tungt over Peder Vinstrup som dansksindet. Men fyret blev han alligevel ikke og det skyldtes at han selv holdt justits med sine præster, så de ikke fik provokeret svenskerne med utidige udtalelser. Præsten Nils Tølløse fradømmes dog sit kald, da han både havde sagt, at "det er os en forsmædelse at være overgangen" og senere, at præsterne er hadede.

Under Skånske Krig 1676-79 havde befolkningen dog afsløret så store danske sympatier og mange præster havde bekendt åbent dansk kulør, selv om atter andre fungerede som meddelere for svenskerne, så den svenske tålmodighed var slut. Præsteudskiftningen foregik hurtigt efter krigen, hvor en trediedel af de danske præster var borte. Præstestanden blev lokket og presset til at anmode svenskekongen om "uniformitet" med svensk kirkeordning. Den samme proces skete indenfor adelens rækker, med retsvæsenet, osv. Efter en overdådig festmiddag i Malmø anmodede den skånske præstestand da om uniformitet i 1681.

Det betød blandt andet, at prædikerne, salmesangen og den nyindførte katekisme­læsning gradvis blev holdt på svensk. De gamle salmebøger blev indsamlet og solgt København og erstattet med nye svenske, som på pædagogisk vis indeholdt de samme salmer som de danske, men nu på svensk sprog. Reaktionen hos befolkningen blev at mange holdt sig borte fra kirkerne, der stod mere og mere tomme hen. I 1682 blev det forbudt at brænde vokslys ved alteret og man måtte ikke længere bære kisten rundt om kirken ved begravelser og aftenringningen blev afskaffet. Naturligvis havde præsterne også måttet aflægge sig deres danske pibekrave, hvilket faldt mange svært. l landsbyen Gessie uden for Malmø udtalte menigheden til den nye svenske præst: "Vi er dog hverken tyrker eller hedninge at I skal præke på svensk for os. I kan præke på dansk som vor gamle præst, herr Jens." 
Den svenske præst Michael Arenchil måtte i 1682 indrømme at nogle menigheder ikke ville lade børnene lære svensk "af den utidige kærlighed, de nærer til det danske sprog." Undersøgelser har vist at mange gav børnene hjemmeundervisning i den danske katekisme som reaktion på forsvenskningen. 
Resultatet blev stigende overtro. Gudsfrygtigheden var truet. Så opfandt biskop Knut Hahn, selv indfødt smålænding, et bødesystem, der gav øjeblikkelige resultater. Første udeblivelse kostede en net sum i bøde. Næste fravær betød en fordobling. Tredje gang kostede det en formue. Kun få skåninger trodsede kirkebesøgstvangen anden gang, men en kilde fortæller at menigheden ved en bestemt lejlighed istemte den gamle danske tekst i en salme skønt præsten hyssede og tyssede ad dem! De børn der ikke var ferme til "at læse i bog", dvs. kunne den nye svenske ABC og Luthers katekismebog på svensk udenad, fik ekstraundervisning af klokkeren, dvs. degnen, som man sørgede for var svensk. Børnene stod i koret, pigerne på den ene side, drengene på den anden og fremsagde deres udenadslære. l 1683 blev det forbudt at importere danske bøger. Forbudet ophævedes først i 1844. Kirkeloven af 1686 gjorde kirkegang obligatorisk og samtidig blev en streng ortodoksi opretholdt blandt andet med de forhadte hus forhør, som plagede almuen i næsten 200 år. Det nære forhold mellem den patriarkalske præst og hans sognebørn i den danske tid var brudt. l stedet blev præsten statens kontrollør. Åndelig tvang og formynderskab. Grundtvigianismen kom aldrig til Skåne. 
Præsten Povel Enertsen var den sidste præst, som prædikede på dansk. Det var indtil 1702 i Glimager (Glimåkra) Kirke i Øster Gønge Herred. Denne ellers svenskvenlige præst, hævder en kilde i Osby Hembygdforenings årbøger, blev truet af sin menighed til fortsat at tale dansk i kirken, trods det officielle forbud. 
Lidt efter lidt vænnede befolkningen sig til det svenske og da ABC- og katekismelæsningen på svensk for de fleste var deres første bekendtskab med det trykte ord, opfattede man et par generationer senere svensk som det naturlige øvrighedssprog samtidig med at erindringen om den danske fortid gik i glemme­bogen. Men en sprogoptegnelse fra ringer (=klokker) Jeppson, født 1863, som blev pensionist i 1933, fortæller om sprogets sejhed. Han brugte ved en rundvisning i sin kirke betegnelser som gavestok (skamstock), lijvøjn (likvagn), prækestol (predikstol), spillebored (orgelklaviaturet) og talte om tjørkan (kyrkan).

I den nævnte Ravlunde kirke virkede også provst Jonas Petri Nericius, sognets første svenske præst fra 1662-64. Hans dokumenterede forsvenskningsiver blev af snaphane­guerillaer belønnet ved, at de afbrændte hans præstegård. Også andre præster fik almuens modstand mod forsvenskningen og den upopulære nye kirkeordning at mærke. 

Et nærstudium af de enkelte skånske middelalderkirker afslører mange interessante detaljer. Men fra centralt hold får man ikke meget at vide om, hvad der dengang gik forud. Der er stadig en del ambivalens i den svenske holdning til skånelandenes danske fortid.

I Nordøstskåne findes en betydningsfuld gammel kirke i Nørre Strø, bygget i 1200-tallets første halvdel. Kirken indeholder flotte kalkmalerier, der blandt andet viser flugten til Ægypten, beretningen om Kain og en sekvens om Adam, omskærelsen og barnemordet i Betlehem. Altertavlen er imponerende i sin stilrene Christian den Fjerde renæssance. Mest bemærkelsesværdigt er dog at det danske rigsvåben har faet lov til at blive siddende øverst på alteret, hvorover der står Chr. IV D.G.R.D, "med Guds nåde danernes konge".

Altertavlens giver Johan Taube, der var kammerherre hos Frederik den II, der bekostede hans bryllup med Peder Skrams datter, har sit våbenskjold på selve altertavlens nederste stykke. På korets nordside hænger tre større og meget dominerende våbenskjolde, hvoraf det ene er ingen ringere end oberst og senere lands­høvding Georg Heinrich Lybeckers, ham der var berygtet i Carit Etlars Gønge­høvdingen. I adskillige skånske byer er der Lybeckergader, Dahlhergsgader og andre gader med erobrerstatens repræsentanter. Til ærgrelse for mange historie­bevidste skåninge. En morsom detalje har Nørre Strø Kirke også: Bonden Niels Tuesen kom ofte så sent til kirke at han altid måtte stå op. Han tog konsekvensen og byggede sin egen kirkestol, som stadig ses. Den er meget lille, da datidens mennesker ikke var så store, og står for sig selv. På stoleryggen er der indskåret på gammelt dansk-skånsk: "Denne stol hører mig Nels Tuesen til met ret, der må ingen met meg om hamen trete, men lade mig den behold sel, mens ieg Guds Ord høre vel, oc mig derefter at skicke så, at ieg det evig lif kan få. Amen".

Ikke langt fra Nørre Strø ligger Færløv der i dag har svensk ä og ö. Kirken er bemærkelsesværdig fordi den har to kirketårne ligesom Fjenneslev Kirke på Sjælland. Under tidligere nævnte svenske angreb i februar 1612 blev Færløv by hærget og svenskerne røvede kirkens sølvkalk, der var lavet hos de berømte sølvsmede i Væ, som i øvrigt også gik op i flammer (til erstatning for Væ lod Christian den Fjerde så Christianstad anlægge). Der er smukke kalkmalerier i kirken, hvis altertavle og prædikestol også er i Christian den Fjerde renæssance. Ellers ser man Karl den Ellevtes monogram, men et bemærkelsesværdigt præsteepitafium påkalder sig automatisk opmærksomheden. Det viser Færløv og Strøpræsten Søren Stenderup med sine to hustruer – den første kone overtog han, som skik var, fra den afdøde præst – og i alt fjorten børn. Heraf er der en dreng og to piger med blomsterkrans i håret som tegn på, at de er døde, samt et lille indhyllet ham, der var dødfødt. Søren Stenderup havde aflagt troskabsed til Frederik den Tredje, da han blev præst i 1658. Senere måtte han love Carl X Gustav troskab, men denne gode og fromme mand aflagde aldrig sin danske pibekrave, da han døde i 1669, inden den blev forbudt.

Hestved (Hästveda) Kirke tyve kilometer nordpå. Endnu engang har vi en klassisk altertavle fra 1598 i Christian Firtal-renæssance og med kongens epigram øverst. Men denne kirke er bemærkelsesværdig for sine kalkmalerier. Det er "Everløvmesteren" fra Sydøstskåne, som også har været kunstneren bag disse kalkmalerier, der for eksempel viser syndefaldet, uddrivelsen af paradiset og også har en sekvens, der viser hvordan de fortabte er på vej ned i Helvedes luer igennem en djævelsk mund.

I Jersås (Hjärsås) Kirke på vej mod Christianstad finder man dog nogle af de allerflotteste kalkmalerier med helvedesmotiver: I klare, tydelige farver – i en skarpere streg end i Hestved – ser vi djævelen med væmmelige horn, hængebabser og en røv af form som et ansigt med overdreven opadkrummet næse – indfange de formastelige syndere og trække dem hen imod det store kar med evige flammer. De flotte malerier findes i koret og stammer fra 1500-tallet og er malet af enten "Michaelsmesteren" fra Jylland eller "Vallensbækmesteren" fra Sjælland. Marie Magdalene Kirke på Djursland og Nørre Herlev Kirke udenfor Hillerød har kalkmalerier, der er stærkt beslægtede med dem fra Jersås.

Når det drejer sig om kalkmalerier er dog Brønnestad Kirke, lidt syd for Finjasøen, få kilometer fra herregården Hovdal, i særklasse. Kirken med sit fritstående træ­klokke­tårn, fik først frilagt de middelalderlige kalkmalerier i 1981. Men hvilken kunstskat kom ikke frem! Det fantastiske konservatorarbejde, som fik 1400-talsbillederne frem i dagens lys, afdækkede en serie kendte kristusmotiver i en klar, enkel, men samtidig stærkt episk stil. Motiver som De hellige Trekongers tilbedelse, Maria, Himmel­dronningen og Maria, der ammer Jesusbarnet, samt det morsomme maleri, hvor Jesus lærer at gå med en gåstol samt Vejen til Golgatha, Tornekroningen plus flere andre er udtryk for enestående kirkekunst. Kirken har en særpræget skriftestol fra 1600-tallet. Indeni står følgende inskription: "Ære være Gud i det høie. Anno 1672 ... " Teksten handler blandt andet om sognepræsten Jens Bring. Teksten er på dansk 14 år efter Roskildefreden, men det er knap ti år inden kirkens forsvenskning begynder.

En anden kendt persons begravelsesvåben hænger i kirken under hvis hvælvinger han er begravet. Det er Jens Mikkelsen, der senere blev adlet under navnet Ehrenborg af Karl den XI. Jens Mikkelsen, der kom fra Jylland, og havde den nærliggende herregård Hovdal, gik i svensk tjeneste. Han var en af de ikke helt få "quislinger" som for eksempel også Ebbe Ulfeldt, der desuden var en berygtet snaphanejæger og var med til at lede domstole, der dømte friskytter og andre oprørsmænd til en grusom død. Under Skånske Krig blev Hovdal angrebet og gården undtagen det store stentårn brændt ned af snaphanerne. I Brønnestad Kirke hænger desuden et epitafium over Nicolaus Hartman, der indtrådte i pastoratet i 1685. Han var altså en af de mange skånskfødte præster, som skulle forrette kirketjenesten på svensk efter 1681. Han ligger begravet under kirkegulvet. Endelig har vi provst Jens Laurensens epitafium. Mindetavlen fra 1634 forestiller familien knælende ved Kristi kors. Hans livs to hustruer og alle børnene er med. Teksten lyder på dansk: "Gud gifwe de med alle Troende en glædelig opstandelse. Amen 1634".

Fultofte (Fultofta) Kirke ikke langt fra Bosjø Kloster, der også har smukke kalkmalerier, der for eksempel viser, hvordan bonden pløjede den middelalderlige muld, har ud fra en dansk-skånsk-svensk synsvinkel et meget interessant epitafium. Det viser præsten Mads Jacobsen Wolf, der virkede her 1656-1680. Wolf fungerede under Skånske Krig, hvor mange præster var i dyb konflikt mellem deres danske baggrund og deres edsaflæggelse til den svenske konge efter afståelsen.
Wolf skrev et brev til Karl den Ellevte, hvori han erindrer kongen om de 300 rigsdaler, han skulle få som erstatning for den "plyndring, som i mit hus foregik i Eders Kongelige Majestæts nærvær, da Eders Kongelige armé udi Fultofte og trakten deromkring logerede". Om han fik pengene, ved vi dog intet. Ved en restaurering i 1953 kom en dansksproget tekst på prædikestolen frem. Men de fleste tekster er svenske, der maledes oven på de danske efter 1658. Alle steder, hvor han kunne, lod Karl den Ellevte sit monogram erstatte de danske kongers monogram inde i kirkerne. Men helt konsekvent var det ikke.

I Stehag Kirke fra 1100-tallet på Sønderås findes to portrætter, der illustrerer den danske tid. På nordsiden den danske konge Knud VI og på sydsiden biskop Absalon. Det er svært at sige, om den afbildede bisp virkelig var Absalon, som i øvrigt indviede kirken. Kunstneren er anonym som portrætternes struktur også er det. Ikke langt fra Stehag, nemlig i Kågerød for foden af åsen ikke langt fra herregården Knudstrup (Knutstorp), hvor Tycho Brahe blev født, findes Knudstrups middelalderlige patronatskirke. Her ligger fine adelige begravet i kirken, og der er tydelige danske inskriptioner på prædikestolen. Men Kågerød Kirke blev siden kendt for sin præst Sthen Jacobsen, som i hemmelighed skrev "Den Nordiske Kriigs Krønike" om Skånske Krig. Bogen blev aldrig udgivet i sin samtid, for skønt den er holdt i en neutral tone, ved man, at han var med i forsvaret af København i februar 1659, og at han gav vigtige informationer til den danske hær under generobringsforsøget i Skånske Krig. Var han blevet afsløret, havde det fået svære konsekvenser. I stedet blev hans bog det sidste skånske vidnesbyrd skrevet på dansk fra det historiske Østdanmark.

Middelalderkirkerne i Skåne er mange steder overordentligt smukke og fyldt med kunst, og mere end noget andet sted i landsdelen lever den danske historie og historien om overgangstidens forsvenskning videre i de mange landsbykirker, der om noget bevidner Skånes danske historie.

Stig Wørmer  

Kilder:
Knud Fabricius: Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige
www.kalkmalerier.dk
www.df.lth.se

Uddrag af denne artikel er tidligere bragt i Berlingske Tidende.