Dansk-Skaansk Forenings
rundskrivelse 2001:1. Januar 2001 Da
præsterne skulle præke svensk
Af lektor, cand. mag. & art. Stig
Wørmer
De
skånske landsbykirker er et stykke dansk kulturhistorie.
Forsvenskningen af den danske kirkeordning omtales kun overfladisk i
kirkernes informationsmateriale. Hård kirketugt og høje bøder skulle
tvinge skåningene til at acceptere de nye tider.
For
tredive år siden standsede omtalen af danske kirker og herregårde i bøgerne
ved Øresund. Sådan er det ikke længere. Interessen for den danske
kulturs mindesmærker østensunds viser sig på flere måder. Et moderne
værk om Danske kalkmalerier regner det historiske Danmark med.
Mange danskere besøger gamle herregårde og typiske, hvide
landsbykirker i Skåne. Det kan man forsikre sig om ved bladre i
kirkernes gæstebøger. Men Grundtvigs og Ingemanns digtning, som
lovpriste de middelalderlige mindesmærker med den enestående
kalkmalerikunst, fik aldrig en tilsvarende skånsk pendant. Tværtimod
rådede i Sverige den såkaldte schartauisme, der med sin strenge og hårde
lære var væsensfremmed for grundtvigianismen. Desuden blev kirkestilen
i Skåne, Halland og Blekinges gamle middelalderkirker af Stockholm
betragtet som kulturfremmed.
I slutningen af 1800-tallet gik en
kulturel "uniformitetsbølge" gennem Sverige. l Skåne blev
Helsingborg og Trelleborg for eksempel til Hälsingborg og Trälleborg.
I de tidlige svenske kort fra 1700-tallet skrives de to byer med
"e". Øen Hven har endnu ikke mistet sit H på svensk. For 40
år siden lykkedes det igen disse skånske byer at få deres savnede e
tilbage. Mere alvorligt var at mange skånske kirker simpelthen
forsvandt fra jordens overflade. Krig og ødelæggelse har gjort
sit siden svenskekrigenes dage, men det er bemærkelsesværdigt at mens
Sjælland har bevaret 95 procent af sine landsbykirker har Skåne kun
60 procent af sine gamle kirker tilbage. Mange var vistnok i dårlig
stand - men det har de sjællandske også været på et tidspunkt.
Uerstattelige klenodier af kirker med blandt andet smukke kalkmalerier
som i Asmindrup (Asmundtorp), Hyllie, Bunkeflod (Bunkeflo), Gessie, Håsløv,
Fulie (Fuglie) og Glemminge samt Vester Vram i Østskåne blev revet
ned. Havde det ikke været for en kreds af skånske professorer og
arkitekter omkring århundredskiftet var ødelæggelsen sandsynligvis gået
endnu videre.
Går man ind i en sådan gammel dansk kirke i Skåne er billedet af
fortiden ingenlunde ensartet. l mange af dem ses stadig Christian IVs
monogram øverst oppe over alteret og i mange kirker er der danske
inskriptioner i form af bibelcitater på prædikestol og alter. De
fleste steder er bibelcitaterne nu skrevet på svensk og Karl d. XI har
erstattet Christian IV.
Men også den aktuelle holdning til
fortiden er præget af store forskelle. Hver kirke i Skåne har et
informationsblad, der fortæller om kirkens fortid, dens inventarium og
om særlige kendetegn som epitafier, grave, kalkmalerier og særlige
omstændigheder. Med en snes forskellige blade i hånden kan man
konstatere et uensartet billede af fortiden. l Linderød kirkes blad er
der en enkelt henvisning til kirkens danske fortid. Linderød Kirke
har nogle af Skånes smukkeste kalkmalerier. Derimod bringes et lille
vers på forsiden hvor kirken omtales "som et vidne fra svundne
dage, om en gammel kulturbygd i Skåne". Er det blot en eufemisme
for den danske tid? I Helligkorskirken i Dalby, der er Nordens ældste
stenkirke, har dansk middelalderhistorie til gengæld en fremtrædende
plads. Der er også tydelige referencer til den danske fortid og til
krigsårene, hvor Skåne blev svensk i kirker som Nørre Strø, Ravlund (Ravlunda)
og Fultofte (Fultofta). Ravlund Kirke er ligefrem berømt for den
indskrift, som blev malet på kirkevæggen ved indgangen til koret:
"Anno 1612 den 4 februari korne de Suenske ind i gøinge herrid der
brende røffuede oc ødelagde (de) (hen)vid fem eller sex oc tiufue
kirjke sogner ..."
Gennemgående
virker det som om skribentens egen vægtning og holdning bliver afgørende
for formuleringerne. Undertegnede erindrer en pudsig episode fra
Cristianstads Trefoldighedskirke, hvor en ung guide fortalte en gruppe
studerende at Christian den Fjerde i 1612 nedbrændte byen Væ og
derefter lod Christianstad opføre, hvorefter hun sluttede med at sige
at i"1658 blev Skåne åter svenskt". Jeg spurgte om hendes
kilder til de helt forkerte oplysninger, og hun svarede at det var en ældre
historiebog, hun havde faet af præsten. Pigen som selv var fra
Christianstad, havde altså ikke kendskab til de mest elementære
forhold.
De skånske kirkers informationsblade, som findes i så godt som alle
kirker, er produkter af lokalt initiativ på godt og ondt. Derfor er det
kirkehistoriske stof udtryk for private holdninger,
men afspejler samtidig en historieforståelse, der taget over et er
temmelig diffus. Til gengæld har alle kirkerne en series pastorum-tavle,
hvor man tydeligt aer at navnene skifter fra danske til svenske præstenavne
fra 1680-erne og fremefter. Men i ingen af de informationsblade, jeg har
haft i hånden, har selve overgangsperiodens foranstaltninger faet nogen
plads.
Hvad skete der egentlig med kirken i de skånske lande efter overgangen? l starten meget lidt, for Roskildefreden fastslog blandt
andet at
kirkens ordning skulle være den samme som før, altså dansk. Skåne
var efter svensk statsretsopfattelse på den tid et "utländsk, men
inrikes land" underlagt et generalgouvernement.
Malmørecessen i 1662 bekræftede Roskildefreden i det store og hele.
Kirken skulle fortsat styres efter den danske kirkeordning, dvs. dansk
gudstjeneste med prædiken, salmesang og alle andre kirkelige handlinger
på dansk. En central figur var den danske biskop over Lund Stift (som
siden Brømsebrofreden i 1645 kun omfattede Skåne og Blekinge, da
Halland var lagt ind under Vestergötland) Peder Vinstrup. Han blev
berygtet for sin ydmyge lovprisning og skamrosning af Karl d. X Gustav,
da denne gjorde sin landgang i Helsingborg efter Roskildefreden. Men der
var taktik bag. På den ene side måtte han i overensstemmelse med
datidens tankegang overholde sin troskabspligt mod den af Gud indsatte
monark. På den anden side havde han stor interesse i at bevare sin egen
position, som han kunne bruge til at fastholde dansk kirkeordning. Der
var eksempler på at han hjalp præster, der var truet af dødsstraf og
han ordinerede præster, som var mistænkte for at stå i ledtog med den
danske konge. Fra 1660 til 1676 blev der kun ansat ni svenske præster i
de 200 præstekald!
Pastor
Paul Erik Engelhardt fra Haraldsted Kirke fortæller i sin PH.d.-forelæsning
fra Københavns Universitet i 1994 at Peder Vinstrup i en tale ved
landemodet i Lund i april 1658, få måneder efter afståelsen, ud over
at rose Karl den X Gustav også roste Frederik den Tredje og så i øvrigt
ellers (på latin) sagde: "Det ville for os have været det mest ønskelige
til det sidste åndedrag at adlyde vor tidligere konges højlovede magt,
hvis det nu havde behaget Gud ... For naturligvis er gnisterne fra det
tidligere undersåtforhold endnu ikke aldeles slukket i os, og de bør
ikke nogensinde slukkes". Det var i virkeligheden dristige ord
under tidens vilkår og senere hvilede mistænksomheden også tungt over
Peder Vinstrup som dansksindet. Men fyret blev han alligevel ikke og det
skyldtes at han selv holdt justits med sine præster, så de ikke fik
provokeret svenskerne med utidige udtalelser. Præsten Nils Tølløse
fradømmes dog sit kald, da han både havde sagt, at "det er os en
forsmædelse at være overgangen" og senere, at præsterne er
hadede.
Under
Skånske Krig 1676-79 havde befolkningen dog afsløret så store danske
sympatier og mange præster havde bekendt åbent dansk kulør, selv om
atter andre fungerede som meddelere for svenskerne, så den svenske tålmodighed
var slut. Præsteudskiftningen foregik hurtigt efter krigen, hvor en
trediedel af de danske præster var borte. Præstestanden blev lokket og
presset til at anmode svenskekongen om "uniformitet" med
svensk kirkeordning. Den samme proces skete indenfor adelens rækker,
med retsvæsenet, osv. Efter en overdådig festmiddag i Malmø anmodede
den skånske præstestand da om uniformitet i 1681.
Det betød blandt andet, at prædikerne,
salmesangen og den nyindførte katekismelæsning gradvis blev holdt på
svensk. De gamle salmebøger blev indsamlet og solgt København og
erstattet med nye svenske, som på pædagogisk vis indeholdt de samme
salmer som de danske, men nu på svensk sprog. Reaktionen hos
befolkningen blev at mange holdt sig borte fra kirkerne, der stod mere
og mere tomme hen. I 1682 blev det forbudt at brænde vokslys ved
alteret og man måtte ikke længere bære kisten rundt om kirken ved
begravelser og aftenringningen blev afskaffet. Naturligvis havde præsterne
også måttet aflægge sig deres danske pibekrave, hvilket faldt mange
svært. l landsbyen Gessie uden for Malmø udtalte menigheden til den
nye svenske præst: "Vi er dog hverken tyrker eller hedninge at I
skal præke på svensk for os. I kan præke på dansk som vor gamle præst,
herr Jens."
Den svenske præst Michael Arenchil måtte i 1682 indrømme at nogle
menigheder ikke ville lade børnene lære svensk "af den utidige kærlighed,
de nærer til det danske sprog." Undersøgelser har vist at
mange gav børnene hjemmeundervisning i den danske katekisme som
reaktion på forsvenskningen.
Resultatet blev stigende overtro. Gudsfrygtigheden var truet. Så
opfandt biskop Knut Hahn, selv indfødt smålænding, et bødesystem,
der gav øjeblikkelige resultater. Første udeblivelse kostede en net
sum i bøde. Næste fravær betød en fordobling. Tredje gang kostede
det en formue. Kun få skåninger trodsede kirkebesøgstvangen
anden gang, men en kilde fortæller at menigheden ved en bestemt
lejlighed istemte den gamle danske tekst i en salme skønt præsten
hyssede og tyssede ad dem! De børn der ikke var ferme til "at læse
i bog", dvs. kunne den nye svenske ABC og Luthers
katekismebog på svensk udenad, fik ekstraundervisning af klokkeren,
dvs. degnen, som man sørgede for var svensk. Børnene stod i koret,
pigerne på den ene side, drengene på den anden og fremsagde deres
udenadslære. l
1683 blev det forbudt at importere danske bøger. Forbudet ophævedes først
i 1844. Kirkeloven af 1686 gjorde kirkegang obligatorisk og samtidig
blev en streng ortodoksi opretholdt blandt andet med de forhadte hus
forhør, som plagede almuen i næsten 200 år. Det nære forhold
mellem den patriarkalske præst og hans sognebørn i den danske tid var
brudt. l stedet blev præsten statens kontrollør. Åndelig tvang og
formynderskab. Grundtvigianismen kom aldrig til Skåne.
Præsten Povel Enertsen var den sidste præst, som prædikede på dansk.
Det var indtil 1702 i Glimager (Glimåkra) Kirke i Øster Gønge Herred.
Denne ellers svenskvenlige præst, hævder en kilde i Osby
Hembygdforenings årbøger, blev truet af sin menighed til fortsat at
tale dansk i kirken, trods det officielle forbud.
Lidt efter lidt vænnede befolkningen sig til det svenske og da ABC- og
katekismelæsningen på svensk for de fleste var deres første
bekendtskab med det trykte ord, opfattede man et par generationer senere
svensk som det naturlige øvrighedssprog samtidig med at erindringen om
den danske fortid gik i glemmebogen. Men en sprogoptegnelse fra
ringer (=klokker) Jeppson, født 1863, som blev pensionist i 1933, fortæller
om sprogets sejhed. Han brugte ved en rundvisning i sin kirke
betegnelser som gavestok (skamstock), lijvøjn (likvagn), prækestol (predikstol),
spillebored (orgelklaviaturet) og talte om tjørkan (kyrkan).
I den nævnte Ravlund kirke virkede også provst Jonas Petri Nericius,
sognets første svenske præst fra 1662-64. Hans dokumenterede
forsvenskningsiver blev af snaphaneguerillaer belønnet ved, at de afbrændte
hans præstegård. Også andre præster fik almuens modstand mod
forsvenskningen og den upopulære nye kirkeordning at mærke.
Et nærstudium af de enkelte skånske middelalderkirker afslører mange
interessante detaljer. Men fra centralt hold får man ikke meget at vide
om, hvad der dengang gik forud. Der er stadig en del ambivalens i den
svenske holdning til skånelandenes danske fortid.
I
Nordøstskåne findes en betydningsfuld gammel kirke i Nørre Strø,
bygget i 1200-tallets første halvdel. Kirken indeholder flotte
kalkmalerier, der blandt andet viser flugten til Ægypten, beretningen
om Kain og en sekvens om Adam, omskærelsen og barnemordet i Betlehem.
Altertavlen er imponerende i sin stilrene Christian den Fjerde renæssance.
Mest bemærkelsesværdigt er dog at det danske rigsvåben har faet lov
til at blive siddende øverst på alteret, hvorover der står Chr. IV
D.G.R.D, "med Guds nåde danernes konge".
Altertavlens
giver Johan Taube, der var kammerherre hos Frederik den II, der
bekostede hans bryllup med Peder Skrams datter, har sit våbenskjold på
selve altertavlens nederste stykke. På korets nordside hænger tre støre
og meget dominerende våbenskjolde, hvoraf det ene er ingen ringere end
oberst og senere landshøvding Georg Heinrich Lybeckers, ham der var
berygtet i Carit Etlars Gøngehøvdingen. I adskillige skånske byer er
der Lybeckergader, Dahlhergsgader og andre gader med erobrerstatens repræsentanter.
Til ærgrelse for mange historiebevidste skåninge. En morsom detalje
har Nørre Strø Kirke også: Bonden Niels Tuesen kom ofte så sent til
kirke at han altid måtte stå op. Han tog konsekvensen og byggede sin
egen kirkestol, som stadig ses. Den er meget lille, da datidens
mennesker ikke var så store, og står for sig selv. På stoleryggen er
der indskåret på gammelt dansk-skånsk: "Denne stol hører mig
Nels Tuesen til met ret, der må ingen met meg om hamen trete, men lade
mig den behold sel, mens ieg Guds Ord høre vel, oc mig derefter at
skicke så, at ieg det evig lif kan få. Amen".
Ikke
langt fra Nørre Strø ligger Færløv der i dag har svensk ä og
ö. Kirken er bemærkelsesværdig fordi den har to kirketårne ligesom
Fjenneslev Kirke på Sjælland. Under tidligere nævnte svenske angreb i
februar 1612 blev Færløv by hærget og svenskerne røvede kirkens sølvkalk,
der var lavet hos de berømte sølvsmede i Væ, som i øvrigt også gik
op i flammer (til erstatning for Væ lod Christian den Fjerde så
Christianstad anlægge). Der er smukke kalkmalerier i kirken, hvis
altertavle og prædikestol også er i Christian den Fjerde renæssance.
Ellers ser man Karl den Ellevtes monogram, men et bemærkelsesværdigt
præsteepitafium påkalder sig
automatisk opmærksomheden. Det viser Færløv og Strøpræsten Søren
Stenderup med sine to hustruer - den første kone overtog han, som skik
var, fra den afdøde præst - og i alt fjorten børn. Heraf er der en
dreng og to piger med blomsterkrans i håret som tegn på at de er døde
samt et lille indhyllet ham, der var dødfødt. Søren Stenderup havde
aflagt troskabsed til Frederik den Tredje, da han blev præst i 1658.
Senere måtte han love Carl X Gustav troskab, men denne gode og fromme
mand aflagde aldrig sin danske pibekrave, da han døde i 1669 inden den
blev forbudt.
Hestved
(Hästveda) Kirke tyve kilometer nordpå. Endnu engang har vi en
klassisk altertavle fra 1598 i Christian Firtal-renæssance og med
kongens epigram øverst. Men denne kirke er bemærkelsesværdig for sine
kalkmalerier. Det er "Everløvmesteren" fra Sydøstskåne, som
også har været kunstneren bag disse kalkmalerier, der for eksempel
viser syndefaldet, uddrivelsen af paradiset og også har en sekvens, der
viser hvordan de fortabte er på vej ned i Helvedes luer igennem en djævelsk
mund.
I
Jersås (Hjärsås)
Kirke på vej mod Christianstad finder man dog nogle af de
allerflotteste kalkmalerier med helvedesmotiver: I klare, tydelige
farver - i en skarpere streg end i Hestved - ser vi djævelen med væmmelige
horn, hængebabser og en røv af form som et ansigt med overdreven
opadkrummet næse - indfange de formastelige syndere og trække dem hen
imod det store kar med evige flammer. De flotte malerier findes i koret
og stammer fra 1500-taflet og er malet af enten "Michaelsmesteren"
fra Jylland eller "Vallensbækmesteren" fra Sjælland. Marie
Magdalene Kirke på Djursland og Nørre Herlev Kirke udenfor Hillerød
har
kalkmalerier, der er stærkt beslægtede med dem fra Jersås.
Når
det drejer sig om kalkmalerier er dog Brønnestad Kirke, lidt syd
for Finjasøen, få kilometer fra herregården Hovdal, i særklasse.
Kirken med sit fritstående træklokketårn, fik
først frilagt de middelalderlige kalkmalerier i 1981. Men
hvilken kunstskat kom ikke frem! Det fantastiske konservatorarbejde, som
fik 1400-talsbillederne frem i dagens lys, afdækkede en serie kendte
kristusmotiver i en klar, enkel, men samtidig stærk episk stil. Motiver
som De hellige Trekongers tilbedelse, Maria, Himmeldronningen og Maria,
der ammer Jesusbarnet samt det morsomme maleri, hvor Jesus lærer at gå
med en gåstol samt Vejen til Golgatha, Tornekroningen plus flere andre
er udtryk for enestående kirkekunst. Kirken har en særpræget
skriftestol fra 1600-tallet. Indeni står følgende inskription: "Ære
være Gud i det høie. Anno 1672 ... " Teksten handler blandt andet
om sognepræsten Jens Bring. Teksten er på dansk 14 år efter
Roskildefreden, men det er knap ti år inden kirkens forsvenskning
begynder.
En
anden kendt persons begravelsesvåben hænger i kirken under hvis hvælvinger
han er begravet. Det er Jens Mikkelsen, der senere blev adlet under
navnet Ehrenborg af Karl den XI. Jens Mikkelsen, der kom fra Jylland, og
havde den nærliggende herregård Hovdal, gik i svensk tjeneste. Han var
en af de ikke helt fa "quislinger" som for eksempel også Ebbe
Ulfeldt, der desuden var en berygtet snaphanejæger og var med til at
lede domstole, der dømte friskytter og andre oprørsmænd til en grusom
død. Under Skånske Krig blev Hovdal angrebet og gården undtagen det
store stentårn brændt ned af snaphanerne. I Brønnestad Kirke hænger
desuden et epitafium over Nicolaus Hartman, der indtrådte i pastoratet
i 1685. Han var altså en af de mange skånskfødte præster, som skulle
forrette kirketjenesten på svensk efter 168 I. Han ligger begravet
under kirkegulvet. Endelig har vi provst Jens Laurensens epitafium.
Mindetavlen fra 1634 forestiller familien knælende ved Kristi kors.
Hans livs to hustruer og alle børnene er med. Teksten lyder på dansk:
"Gud gifwe de med alle Troende en glædelig opstandelse. Amen
1634".
Fultofte
(Fultofta) Kirke ikke langt fra Bosjø Kloster, der også har smukke
kalkmalerier, der for eksempel viser hvordan bonden pløjede den
middelalderlige muld har ud fra en dansk-skånsk-svensk synsvinkel et
meget interessant epitafium.. Det viser præsten Mads Jacobsen Wolf, der
virkede her 1656-1680. Wolf fungerede under Skånske Krig, hvor mange præster
var i dyb konflikt mellem deres danske baggrund og deres edsaflæggelse
til den svenske konge efter afståelsen.
Wolf skrev et brev til Karl den Ellevte, hvori han erindrer kongen om de
300 rigsdaler han skulle få som erstatning for den "plyndring som
i mit hus foregik i Eders Kongelige Majestæts nærvær, da Eders
Kongelige armé udi Fultofte og trakten deromkring logerede". Om
han fik pengene ved vi dog intet. Ved en restaurering i 1953 kom en
dansksproget tekst på prædikestolen frem. Men de fleste tekster er
svenske, der maledes oven på de danske efter 1658. Alle steder, hvor
han kunne lod Karl den Ellevte sit monogram erstatte de danske kongers
monogram inde i kirkerne. Men helt konsekvent var det ikke.
I
Stehag Kirke fra 1100-tallet på Sønderås findes to portrætter,
der illustrerer den danske tid. På nordsiden den danske konge Knud VI
og på sydsiden biskop Absalon. Det er svært at sige om den afbildede
bisp virkelig var Absalon, som i øvrigt indviede kirken. Kunstneren er
anonym som portrætternes struktur også er det. Ikke langt fra Stehag,
nemlig i Kågerød for foden af åsen ikke langt fra herregården
Knudstrup (Knutstorp), hvor Tycho Brahe blev født, findes Knudstrups
middelalderlige patronatskirke. Her ligger fine adelige begravet i
kirken og der er tydelige danske inskriptioner på prædikestolen. Men Kågerød
Kirke blev siden kendt for sin præst Sthen Jacobsen, som i hemmelighed
skrev "Den Nordiske Kriigs Krønike" om Skånske Krig. Bogen
blev aldrig udgivet i sin samtid, for skønt den er holdt i en neutral
tone, ved man at han var med i forsvaret af København i februar 1659 og
at han gav vigtige informationer til den danske hær under
generobringsforsøget i Skånske Krig. Var han blevet afsløret havde
det fået svære konsekvenser. I stedet blev hans bog det sidste skånske
vidnesbyrd skrevet på dansk fra det historiske Østdanmark.
Middelalderkirkerne
i Skåne er mange steder overordentligt smukke og fyldt med kunst og
mere end noget andet sted i landsdelen lever den danske historie og
historien om overgangstidens forsvenskning videre i de mange
landsbykirker, der om noget bevidner Skånes danske historie.
Stig
Wørmer
Kilder:
Knud Fabricius: Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige
www.kalkmalerier.dk
www.df.lth.se
Uddrag
af denne artikel er tidligere bragt i Berlingske Tidende.
|