Smålandske runesten - om runeskriftkulturen
Af Knud J. Holdt

Det har undertiden været diskuteret, hvordan runeskriften er opstået, og hvor den kommer fra.
Tegnene i det ældre og det yngre runealfabet kan forekomme besynderlige i forhold til det græske og det latinske alfabet, og rækkefølgen af bogstaverne er også anderledes i runealfabetet end i de to nævnte. Der er dog tale om et alfabet i den betydning, at de enkelte runetegn svarer til en eller flere bestemte lyd i talesproget.

Ordet alfabet er et fønikisk låneord, og det gengiver de to første bogstaver i det fønikiske alfabet, dem der på græsk blev kaldt alpha og beta.
Da runealfabetet begynder med 'f' og fortsætter med 'u' m.m., har man følgerigtigt kaldt dette alfabet futhark efter dets første seks bogstaver. Hvorfor rækkefølgen i rune-futharken er anderledes end i det fønikiske alfabet, vil sandsynligvis aldrig blive opklaret.

Vi har i vort sprog en mindelse om, hvordan skriveteknologien var i de tidlige tider med rune-futharken. Det hedder nemlig et bog-stav, og dette ord afslører, at de staver (dvs. bogstavtegn), man skrev med, blev tegnet, malet eller skåret i træ, særlig i ved eller bark fra bøge-træet, idet nemlig forleddet bog- i bogstav angiver dette materiale, på samme måde som ordet æske angiver, at en sådan boks er lavet af træsorten ask.

Da træ er forgængeligt under normale omstændigheder, kan man sagtens forestille sig en betydelig skriftkultur forud for den tid, hvor man fandt på at mejsle runer i sten. Ja, man kan - med lidt hjælp fra fantasien - måske endda hævde, at runetegnene på faste genstande som sten, murværk, kirkeklokker eller brugsgenstande blot er overfladen af isbjerget, der indikerer en langt større, underliggende runeskriftkultur.
Man kunne - med en endnu mere veludviklet fantasi - forestille sig en parallelsituation. Hvis en sen eftertids kulturhistorikere, skal vi sige engang omkring år 3500 e.Kr., fra vor tid kun fandt gravsten fra vore kirkegårde som kulturrester, ville de med overlegenhedsfølelse kunne fremføre den teori, at menneskene omkring år 2000 e.Kr. var temmelig primitive i deres skriftkultur. Disse vikinger fra o. år 2000 e.Kr. var nok ret fåmælte, ville man more sig med at hævde. Sikke dog nogle lapidariske indskrifter, de producerede!
Et sådant tankeeksperiment ville jo ganske vist forudsatte, at al anden skriftlig kultur fra vor tid, herunder den elektroniske skrift, var gået til grunde i tiden 2000-3500 e.Kr., og det ville jo være utænkeligt (?).

Hvorfor er runetegnene så kantede? Velsagtens fordi de er formet efter det materiale, de skulle skrives på, nemlig træ, og det er nu engang ikke nemt at lave buer, hvis man samtidig skal tage hensyn til veddets struktur. Når runerne i stenskriften således er kantede, er denne form sandsynligvis et levn fra den normale måder at skrive runer på, nemlig på materialet bark, ved eller træ (bøg).

Runefutharken er idemæssigt af samme oprindelse som det latinske og græske alfabet, og det stammer da også i sidste ende fra det græske alfabet, der er en omformning af det fønikiske alfabet. Grækerne føjede bl.a. vokaler til systemet. De fleste mener vist i dag, at runealfabetet er formet i grænseegnene til det romerske rige i vest (det latinske alfabets område), måske i Alpeegnene, og de tidligste runer formodes at være blevet skabt omkring Augustus' tid.

Runestenene i Småland er for de flestes vedkommende fra 1000-årene, dvs. ca. 1000 år senere end de første runetegn blev kreeret, og o. 950 år før nu.
Runealfabetet var altså et gammelt system, da runeristerne i de forskellige egne af Småland tilvirkede inskriptioner på sten for at mindes afdøde i familien eller hos arbejdsgiveren. De fleste runesten i Småland er at ligne med gravsten, og de kan ikke uden videre bruges til at argumentere for, at skriftkulturen på den tid var lapidarisk. Når der således på en runesten i Finhede (Sm. 54) står, at 'ham Knud ligger her' (: an : knutær | hiar likær), kan man ikke af sådanne indskrifter uddrage, at den samtidige kultur var skriftfattig.

Skikken med at lave inskriptioner på sten kan med gode grunde anses for at være en kulturimport fra den latinsk-græske kultur, hvor sådanne stenbårne tekster var ret almindelige fra tidlig tid.
Via det vestlige Europa, herunder de britiske øer, nåede denne adfærd til de nordiske lande, også til Småland. Måske har det været Englandstogene, der gav inspiration til denne nye skik. Hjemvendende 'vikinger' bragte det ftemmede lands sædvaner med sig tilbage til slægten. Det blev mode at riste runer i sten.

I 1922 skrev Ragnar Kinander en licentiatafhandling om en runeindskrift fra Småland, hvorpå der omtales en 'Harald Konge'. I 1935 udgav han et værk om Kronobergs Läns Runinskrifter. Runeindskrifteme i Sunnerbo Herred, der grænser op til det sydlige Halland i øst, var således med i dette skrift, og teksten med 'Harald Konge' findes just i Sunnerbo, der er et af de runerigeste områder i Småland,
I årene 1941-1944 foretog Ragnar Kinander feltundersøgelser af de resterende runeindskrifter i Småland (Jönköping og Kalmar län), og dette forarbejde udmøntedes i det fornemme skrift Smålands Runinskrifter fra 1961, som Kinander havde ansvaret for. Her behandles i alt 170 runeinskriptioner fra det smålandske område, idet dog Øland ikke medtages (øen har fået sit eget selvstændige bind).
Ragnar Kinander har således i mere end 40 år beskæftiget sig med de smålandske runeindskrifter, og man er i godt selskab under læsningen af Smålands Runinskrifter. Runeindskrift nr. 42 (Sm. 42) i dette værk (s. 130-13 5) omhandler just omtalen af 'Harald Konge'. Der fortælles på mindestenen, at 'Tome rejste denne sten efter sin broder Asser, som var: skibari : hrhls : ku | nuks (s. 131), 'skibere haralds konges', dvs. 'søkriger hos Harald Konge'. Ragnar Kinander mener, at den her omtalte Harald er Harald Harfot (Harefod), der var søn af Knud den Stores mor Elgyfa og som efterfulgte Knud på den engelske trone 1035. Harald Harfot døde i 1040, hvorefter Harde-Knud blev konge i England (s. 133 f). Harde-Knud var søn af Knud den Store og Emma.

Også Sm. 5 fra Albo Herred, der ligge lige øst for Sunnerbo, omtaler en mand, der har været i England (eklati).
Sunnerbo-kulturen var især koncentreret omkring floden/åen Laga, langs hvilken den historisk berømte Laga-vej førte fra det sydlige Halland helt op til Vætterns sydlige bredder. Det er da også ved Laga-vejen i Sunnerbo, man finder de mange runeindskrifter fra 1000-årene.
I Berga, Sunnerbo, findes runeindskrift Sm. 27 (s. 90), en mindesten for en, der er død 'i England' (· a · eklanti ·) (s. 90). Alfa gengiver as-runen. E'et fremkommer ved, at i-runen er blevet stungen (et punkt påført på midten af staven).
På runestenen i Ingelstad, Sunnerbo, Sm. 29 (s. 94-97), omtales ligeledes en, der fandt sit endeligt 'i England' (· a · |klanti ·)(s. 95).
Også i Njudung, et land rigt på runeindskrifter og beliggende i det centrale Småland, findes der to runesten med omtale af Englandstogene.
På stenen i Sävsjö, Vester Herred, Njudung, Sm. 77 (s. 197-198), står der, at man 'satte sten efter Gunna': : han : uar | tauthr : o : iklati , 'han var død i England', dvs. 'han blev dræbt i England' (s. 197).
Stenen i Nöbbelesholm, Østre Herred; Njudung, Sm. 101 (s. 232-234), minder om Gunnar (kunar), der blev lagt i stenkiste ('sten-thro.') : a : haklati : i : bathum, 'i England i Bath', dvs. 'i England, i byen Bath'. Måske angiver h'et i 'haklati' et aspireret 'h'? Stenen er prydet med et ligearmet kors.
Også runestenene Sm. 51 fra Vestbo Herred i Finhede (s. 155-156) og Sm 104 fra Østre Herred i Njudung (Sm. 104) omtaler efter al sandsynlighed mænd, der var døde/dræbt i England, eller som der står med en omskrivning: 'ude vestpå', uistar (Sm. 5 1).

Runestenene blev efter Ragnar Kinanders mening sat, så de var synlige fra alfarvej. Når de nu undertiden står afsides, skyldes dette, at vejenes forløb siden er blevet ændret, og runestenene dermed 'ladt tilbage'. "Särskilt vanligt var det, att runstenarna placerades vid broarna, där vägar gingo över sankmarker och vattendrag." (Kinander, 196 1, s. 8).
Runetekster på sten, der omtaler brobyggeri, er ikke ualmindelige og genren findes også repræsenteret i Norge og "... på det gamla danska området..." (dvs. Skåne m.m.) (s. 8).
På runesproget betød en bro:
* en opkastet jordvold, på hvilken vejføringen gik over et vådområde
* et stensat vad i et større eller mindre vandløb
Det er lidet sandsynligt, at bro på den tid havde en mere moderne betydning såsom 'stenbro' o.l. (s. 8).
Brobyggeri havde efter Kinanders mening pa runeinskriptionernes tid en religiøs betydning, og han mener, det er den nye kirkelige forvaltning, der søger at fremme vej- og brobyggeri som missionsfremmende foranstaltning. Kirkens mænd fandt vejene i Småland utidssvarende (s. 10) og fik derfor integreret brobyggeri i begrebet fromhedsgerninger.
I de følgende århundreder bliver brobyggeri (også den fysiske side af dette) tillige inddraget i afladssystemet: "Brobyggandet blev en prestation jämförlig med gåvor till kyrkor och kloster, allmoser, deltagande i kårstog o. dyl." (s. 8). Kinander mener, at 'bro- aflad' var almindelig i alle vestkirkelige lande fra 1100-årene frem (s. 9). "Även kroppsligt arbete på väg- och brobyggnader var en prestation, varmed avlat kunde förvärvas ..." (s. 9; eks. fra 1314).
Runeinskriptionerne med omtale af brobygning er interessante "... genom sin tidiga förekomst och sin talrikhet. Det sistnämnda beror på att behovet av broar var så stort och att de som utförde dessa gärningar, voro angelägna om att få dem dokumenterade." (s. 9 f).
I Danmarks Runeindskrifter, Text (1942) omtales de danske brobyggersten i spalte 793. Der:findes tre af slagsen i det østlige Danmark, mens genren er ukendt i det vestlige Danmark (sp. 793). De tre er: 229 Sandby 3 (Præstø Amt), 238 Fjenneslev (Sorø Amt) og 269 Kellstrup (Vemmenhøj Herred, Skåne). På stenen i Fjenneslev (nr. 238) står der: 'Sasser rejste stenen og gjorde broen' (sp. 292).
Ordet bro, på oldnordisk brú, hed i en ældre form *browo (med to lange o'er) og var et femininumsord. Det skal være dannet i aflyd til ordet 'brygge' (eng. bridge). På det rekonstruerede 'indoeuropæiske ursprog' hedder stammen i bro: *bhru- (langt 'u') el- ler *bhreu (langt 'e'), der betyder: 'bjælke', 'stok' eller 'middel til at komme over vandløb'.

Inde i de mere centrale dele af Småland var der stort behov for vej- og brobyggeri, og her finder man da også brobygger-stenene. Det drejer sig om Sm. 15 (s. 63-64) i Konga Herred, hvor stenrejseren lit : kerua : bru : eftiR . suar, 'lod gøre bro efter Suar'. Teksten på Sm. 73 fra Njudung er korrumperet, men omtaler sandsynligvis også et brobyggeri. Sm. 80, 96, 99 og 100, alle i Njudung, er ligeledes brobygger-sten. Det samme gælder Sm. 130 og 137 fra Vedbo Herred og Sm. 157 fra Nørre Møre Herred.

En meget gammel romersk højhedstitel var pontifex maximus, 'den store brobygger'. Titlen følger det romerske kongedømme, der har etruskiske rødder, frem til kejsertiden, og romerrigets magtmæssige arvtagere overtog så siden denne titel. Brobyggeri blev fra o. 1100 e.Kr. inkorporeret i afladssystemet, og selv i dag er der undertiden noget næsten religiøst over visse broslagningsforetagender.

Runestenene rejstes som nævnt nær alfarvej, eller som der står på Sm. 45 (Sunnerbo): 'ved vejenes møde', · au-ki · muti (s. 141). De skulle være vidt synlige for de forbipasserende, eller som der står på Sm. 16 (Konga Herred) - · kubl keni · likt ·, 'kumbl kenniligt', dvs. 'et mindesmærke, vidt synligt' (s. 65 ff.); og den, der mindes med stenen, skal ikke glemmes, 'så længe stenen lever og runernes staver', dvs. 'så længe stenen står og runerne kan læses': (medens stenen:) · lifiR · auk · stafiR · run (s. 65).

Smedehåndværket er lige så gammelt som metallurgien, og på et jembeslag på en kirkedør i landet Værend, der grænser op til Gønge Herred i Skåne, omtales beslagets tilvirker, dets smed: sm [thr] (?) (Sm. 18, s. 71-73). En runeindskrift fra Tjust Herred i det nordøstligste Småland omtaler et substantiv smitha (gen.plur.), 'noget smedet', dvs. 'kunstfærdigt tilvirket produkt' (Sm. 144, s. 292-296).

Den engelske missionsbiskop Sigfrid, der var virksom i Småland og Vestergylland (Västergötland) i første halvdel af 1000-årene, er især traditionsmæssigt knyttet til Veksø Domkirke, hvor hans helgenskrin opbevaredes til ind i 1600-årene, hvor det blev destrueret på ordre fra statsmagten.
Mange runeindskrifter i Småland har kirkelig tekst, ofte på latin. I Opvedinge Herred nordøst for Veksø står der således i runeskrift afemaria : grazia (Ave Maria. Gratia; Sm. 22) og gabreæl (Gabriel; Sm. 23). Andre eksempler på sådanne kirkelige indskrifter findes især i det østlige og nordøstlige Småland.
I Vrigstad i Njudung, hvis gamle kirke blev nedrevet til grunden i 1865, fandtes der en runeindskrift på en klokke, der blev omsmeltet 1817 (Sm. 82, s. 203-205), og i Rydaholm Kirke i Østbo Herred i Finhede findes der et par ulæselige runeindskrifter (Sm. 56 og 57, s. 169-170), der blev overført fra den gamle kirke, som blev nedrevet i 1793. Denne gamle kirke i Rydaholm blev bygget i årene 1050-1100 (s. 169), og det vakte stor vrede hos den lokale befolkning, da magtapparatet beordrede den nedrevet: "Rivningsplanerna mötte starkt motstånd bland församlingsborna." (Wieselgren, Ny Smålands beskrifning, 1846, s. 48). Bønderne ville hellere have revet deres egne huse ned end kirken, skriver Wieselgren, og de krævede, at så mange sten som muligt fra den gamle kirke blev brugt i den nye (s. 169). Derved reddedes bl.a. de uløselige runetegn i kirken.

I Repløsa i Ljungby Sogn (Sunnerbo Herred i Finhede) findes der en runesten, som omtaler det gamle historiske landskab Finhede, nu normalt kaldet Finnveden. På runestenen i Repløsa (Sm. 35, s. 106-116, planche XXIV og XXV) kan man læse, at 'Gautrádr (kutrathr) gjorde denne kuml efter Ástrad, sin fader, den bedste blandt (sine) frænder og thegner, der tidligere levede i Finhede (?)', eller translittereret:
: frita : ak : thh : na : bistan : iRa : f-n : ith- : forthum : ufaRi : (s. I 08), omsat ord til andet: '(af) ftænder og thegner (den) bedste som (i) F(i)n(h)ed(e) fordum var'.

Forleddet fin- kúnne hænge sammen med verbet finde, der oprindeligt havde betydningen 'træde, betræde, stræbe efter' o.l. Den 'indoeuropæiske grundform' til finde er *pent, 'træde', som også findes i latin pons, pontis, m., 'bro' (s. 112), og i græsk patos, m., 'den nedtrådte eller betrådte sti eller vej'. Måske har forleddet hentydet til, at området var befolket af sti-findere, dvs. jæger-samlere og andet omflakkende folk. Efterleddet -hed kan betyde 'sand- og stenfyldt terræn', der ofte blev brugt som en fremkommelig vej gennem et uvejsomt område (s. 115). Den 'indoeuropæiske grundform' til hede er *kaito, der betyder 'skov', 'ubevokset landstrøg'.
Måske er efterleddet dog et helt andet ord, nemig -ed, der skulle betyde 'plads eller område, hvor man går' (s. I 14). Dette ord indgår ofte i stednavne ved floder og søer, og ed skulle være af samme rod som det latinske ire, 'gå'.

På en runesten i Forsheda i Vestbo i Finhede, der som så mange andre runeindskrifter i Småland bruger 'danska runor' (s. 14 og 23), nævnes landet Finhede også. Det omtales her, hvorledes 'Rolf og Askil rejste denne sten efter Lifsten, deres fader, som blev dræbt i Skanø i Gar(d)-stang og bragt til Finhede': (Lifsten blev dræbt) : a : skanu n: karth : stakum : auk : furthu : a : | : finhithi [:], ordret: 'i Skanø i gar(d) stang og ført i Finhithi'.
Med 'Skanø' menes Skåne, og 'gar(d) stang' hentyder muligvis til en palisadeborg ved det nuværende Gårdstånga i det centrale Skåne. Finhede skrives her med 'h', og ordet opfattes vel så som endende på -hede ('ubevokset terræn'?). På Forshedastenen bruges en særlig 'tobenet' s-rune, som er almindelig i Skåne fra midten af 900-årene, skriver Ragnar Kinander (s. 15).
Måske er Lifsten blevet dræbt i den krig, der udkæmpedes i det nordøstskånske område i årene 1025-1026, bl.a. i et søslag i Helgeåens munding, og måske i et landslag ved Gårdstang. I denne krig deltog Knud den Store på den ene side og Olav den Hellige og svenskekongen Anund Jakob på den anden (s. 160). Det kan ikke med sikkerhed siges, hvilken af de krigsførende parter, Lifsten tilsluttede sig, men det er vel ikke umuligt, at han kæmpede på Knud den Stores side.