Opbrud ved sund og bælt
Formandsberetningen ved generalforsamlingen 1997, v/ Jørgen Brandt

Der er senest sket 3 afgørende ting omkring Øresundsregionen: 1. Broen mellem Skåne og Sjælland er ved at blive en realitet. 2. Skåne, der hidtil har været opdelt i to administrative enheder, samles nu i en enkelt amtskommune/len. 3. Fra svensk industris side påpeges det, at hvis Øresundsregionen skal opnå slagkraft, må regelsættet på begge sider af Sundet være det samme.
Fra vor forenings side har vi altid været tilhængere af broen mellem Sjælland og Skåne, og vi har været enige i, at den kommer til at forløbe mellem Sundets to største byer, København og Malmø. Vi har ikke haft nogen indflydelse på nogen af delene, men vi har været på linje, med det konstaterede behov, der nu resulterer i, at den bliver bygget. Det ville have været rart, om der havde været en sådan velstand til stede på begge sider af Sundet, at vi havde haft mulighed for at give den til samfærdslen som en gave til fri benyttelse. Nu er kendsgerningen den, at brugerne skal betale for broen gennem bompenge, der opkræves i Limhavn. Dette kommer til at betyde, at dens betydning bliver langt mindre end den kunne være blevet.

Den nye skånske amtskommune bliver meget stor, og en tilsvarende samling af Sjælland i en amtskommune er på tale. På den anden side udgør Skåne en klart afgrænset geografisk enhed på samme måde som Fyn, der allerede i 1970 blev samlet til én amtskommune. Ligesom Odense og Svendborg amters sammenlægning til Fyns Amt ikke stod alene, så står sammenlægningen af Christiansstad og Malmøhus til samlet skånsk kommunal enhed ikke alene. Omkring Gøteborg sker en større sammenligning af lenene til en meget stor kommunal enhed omkring Sveriges næststørste by. Man vil muligvis fra svensk side gå videre andre steder med sammenlægninger, men det kan dog nævnes, at man åbenbart gerne i Halland vil have sit eget stift og altså frigøre sig fra Gøteborg stift.
Når der fra svensk side peges på, at der må være samme regelsæt på begge sider af Sundet, kan man tørt bemærke, at det havde der også været, hvis Sverige ikke havde påtvunget Danmark Roskildefreden og afståelsen af bl.a. Skåne til Sverige. Det er svært for os, der lever nu, at forestille os de vanvittige forhold, der i gamle dage herskede i Europa, og som muliggjorde sådanne overgreb som overførsel af landsdele fra et land til et andet. Det er derfor lykkeligt, at vi nu kan se, at her er noget, der må bødes på gennem bro og samarbejde.
Om svensk industris henvendelse til dansk industri – omtalt i "Mandag Morgen" nr. 5 af 3. februar 1997 – er at sige det, at Sveriges noget sene medlemsskab af EU naturligvis vil medføre en overstatslig harmonisering, der også kommer Øresundsregionen til gode. Forskelle i den sociale struktur ligger det nok tungere med. På skatteområdet ligger det lidt lunere, idet Sverige sammen med Danmark (og Ungarn) har verdens højeste moms på 25%, så der på dette punkt ikke er nogen konkurrenceforvridning til stede de to bredder af Sundet imellem. Dog gælder det, at Sverige har en delt moms, idet fødevarer indtil for nyligt var belagt med 21%, nu nedsat til 12%.
Får vi både i Danmark og i Sverige den fælleseuropæiske mønt, euroen, vil dette selvfølgelig i enorm grad lette samvirket tværs over Øresund. Bl.a. vil vort eget regnskab her i Dansk-Skaansk Forening blive forskånet for opdelingen i vestensunds og østensunds valuta.

Der er dog en ting, som aldrig må glemmes: Danmark er et alt for lille land til at blive opdelt i regioner. Knap 300 km på hver led giver ikke basis for opdeling i mindre enheder. Danmark er ikke som Sverige et land, der kompakt er 300 km på tværs og knap 2000 km på langs, når vi ser bort fra den skånske "knast", der nærmest er af danske dimensioner med 100 km på hver led ligesom Sjælland, der dog er anderledes indskåret af bugter og fjorde ligesom Jylland og Fyn.
Det er derfor rigtigt set af de danske politikere, når de altid har hævdet, at vi først måtte binde Danmark sammen, før der kunne tænkes på broen over Øresund. Dette sker lykkeligvis, når den faste forbindelse står færdig i år og næste år for henholdsvis tog- og biltrafik. Dette er der virkelig grund til at rose de danske folketingsmænd for. Men hertil svarer, at den harmonisering af regelsættene på begge sider af Øresund for vestsidens vedkommende skal omfatte hele det lille bitte Danmark.
Den eller de af vores medlemmer, der kommer til at sidde med ved forhandlingsbordet, får en stor opgave i at fastholde, at Danmark er for lille til at blive delt.