National identitet - Skåne i det 17de århundrede
Af Adam Wagner

At sejrherren skriver historien, er der mange eksempler på; eet af dem er fra det gamle Østdanmark, Skånelandene. Her lykkedes det i høj grad svenskerne at fremstille Skåne, Halland og Blekinge som "gamla svenska landskap", der efter den svenske overtagelse af landsdelene i 1658 hurtigt og uden besværligheder blev svenske. I historieundervisningen blev børnene i Skånelandene helt op i vore dage belært om den svenske historie uden at høre om landsdelenes historie før 1658. At Skånelandene før var rent danske områder på lige fod med fx Sjælland og Lolland-Falster, blev underkendt eller fortiet undtagen af nogle bevidste skåninge, der dog havde svært ved at trænge igennem. Dette var naturligvis led i en svensk nationsbygningsproces, hvor det gjaldt om at fremstille det moderne Sverige som et land med "naturlige" grænser uden indre modsætninger; et svensk Sverige fra "Kiruna till Trelleborg".

Men efter udviklingen de sidste tredive år, hvor Sverige jo ikke er særligt svensk mere men er et efterhånden iøjnefaldende multietnisk samfund, der deltager i nedbrydningen af nationalstaterne og opbygningen af et regionernes Europa, er det nu, for at undgå problemer med nationalisme og "fremmedhad", blevet god tone at fremstille Sveriges historie som kongernes og klassernes historie samt at benægte eksistensen eller i det mindste betydningen af folkeslag og national bevidsthed.

Men det er stadig blot sejrherrernes historie; det er stadig toneangivende svenskere, der på baggrund af den svenske stats hensyn skriver Skånes, Hallands og Blekinges historie. Nu fremstilles området blot ikke som "ursvensk" men som et anationalt område, der alene var kastebold mellem konger i krige om deres interesser. Danskerne frakendes på lige fod med svenskerne en national identitet i det 17de århundrede. Og mange danske historikere er ikke sene til at hjælpe med at underbygge denne officielle svenske historieskrivning, for i Danmark er man jo i gang med et tilsvarende projekt: Også herhjemme tales der meget om at dekonstruere de "nationale myter fra forrige århundrede"; bl.a. "myten" om nationalitetens ælde. Dette sker ofte uden eller i bedste fald med overfladisk brug af kilderne. Der er i dag ingen grænse for, hvad man kan slippe af sted med af konventionelle platheder, blot de er et led i dekonstruktionen af de såkaldte "nationale myter".

Et grelt eksempel var der således i et tillæg til Universitetsavisen nr. 17 fra sidste efterår, nemlig i Øresundsuniversitetsavisen i artiklen En gammel drøm. I et enkelt afsnit er det lykkedes at sammenpresse en mængde tidstypisk vrøvl:

1. "Danskere og skåninger tænkte ikke på sig selv som tilhørende en nationalitet, men som stænder: Bønder, borgere og adelige med hver sine interesser."
2. "Den "forsvenskning", som blev gennemført, gik ikke ud på at gøre skåninger til svenskere. Den gik derimod ud på at udskifte en dansk administration, en dansk gejstlighed og en dansk adel med én, som var loyal over for Sveriges konge."
3. "Snaphanernes rejsning var ikke udtryk for et nationalistisk ønske om at forblive danske, men en reaktion på en økonomisk nedtur i de erobrede områder."
4. "Først i 1800-tallet, da nationalstaterne og den nationale bevidsthed voksede frem på de enevældige kongedømmers territorier, begyndte bevidstheden om særlige svenske og danske kendetegn at formes. Gennem sådanne forskelle opstod vore
   nationale identiteter."

Hvor disse påstande er hentet fra, er ikke til at sige, men det kunne være fra etnologen Anders Linde-Laursens bog Det nationales natur - Studier i dansk-svenske relationer; her er der i hvert fald støtte at hente for de fremsatte påstande. Fx nævner Linde-Laursen, at de historiske kilder tier om, at datidens mennesker gjorde sig overvejelser om nationalt tilhørsforhold.¹ Ligeledes siger han, at der eksisterede en "forestilling om personlig, politisk loyalitet mod fyrsten i midten af 1600-tallet";² men her skulle der altså være tale om statspatriotisme og ikke nationalisme: "Et følelsesmæssigt engagement i forskelle mellem det at være dansk og det at være svensk fremtræder imidlertid ikke"³ Men hvad underbygges disse påstande med? Modsiges de af kilderne?

Efter den Første Karl Gustavkrig⁴ 1657-1658 måtte Danmark-Norge afstå Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohus len og Trondhjems len til Sverige. Dette var den svenske konge ikke tilfreds med og fik desuden afpresset Danmark den sjællandske ø Hven; derefter brød svenskerne freden i august 1658; Anden Karl Gustavkrig varede 1658-1660 og endte med at Danmark-Norge fik Trondhjems len og Bornholm tilbage. I september 1675 udbrød Den skånske Krig. I Danmark håbede man at kunne generhverve Skånelandene. Krigen varede til 1679 og medførte ingen grænseændringer.

I alle tre krige var der såkaldte snaphaneaktiviteter; mestendels i Skånelandene. Disse snaphaner kunne enten være ene bondeopbud, organiserede enheder under militær kommando, der ofte bestod af bønder, studenter eller håndværkere (friskytterne), eller simpelt hen løse grupper. Især Den skånske Krig blev ført på skånsk grund og involverede i høj grad lokalbefolkningen.

Een af disse friskyttekaptajner under Den skånske Krig var Aage Monsen Harlof eller Hare-Aage; inden krigen var han bonde i Hørje sogn i Vestre Gønge herred. Denne Hare-Aage skrev sammen med en anden friskyttekaptajn, Peder Lauridsen, en ansøgning om at få anvist vinterkvarter. Denne ansøgning er interessant ved sit ordvalg: "med all vor magt och krafft søgt eders kgl. majestæts fiender och federnelandets till nøtte igien at komme i sin gammel form under rette Danmarchs crone".⁵ Her kunne det jo unægteligt se ud, som om der var en fædrelandsfølelse og et ønske om at forblive dansk. Efter krigen skrev han til den danske konge for at søge om støtte og bistand, idet han - som så mange andre friskytter, der var flygtet fra Skåne og nu måtte leve på Sjælland - havde mistet næsten alt. Han skriver bl.a.: "Formeedelst vorris schyldige Troeschab imod worris Arfuekonge og Herre saa og worris kerre Fæderneland erre blefuen til Widunder, landflychtige Folch"; endvidere: "Alt dette hafue vi liedt og lefuet i den Forhaabning, vi kunde igen frelsis af Sunschens Aag".⁶ Af dette brev kunne det se ud til, at man i det 17de århundrede ikke alene kunne være tro mod sin arvekonge men også mod sit fædreland, samt at Hare-Aage tænkte i nationalitet og ønskede at slippe for de andres/svenskernes ‘åg’.

Den samme Hare-Aage var sammen med friskyttekaptajnen Niels Andersen med til at indtage Hønjerums skanse, som svenskerne besad. Kapitulationsdokumentet bærer den interessante overskrift: "Accord imellem Hans May:tts Frijschøtter af Dannemarch och det Swensche folch af Høynebro skantz".⁷ Man har på fornemmelsen, at der er et skær af national identitet knyttet til disse betegnelser, som parterne selv har valgt. Disse bønder var det altså, der angiveligt alene reagerede "på en økonomisk nedtur i de erobrede områder". Interessant er det, at den reaktion altid vender sig mod den svenske hær og svenskvenlige præster og herremænd men aldrig mod den danske hær eller mod danskvenlige præster og herremænd.

Een af de bønder, der deltog i Øster Gønge Friskyttekompagni, var herredsmanden i Hønjerum Peder Pederssøn; han opfordrede den 9de juli 1676 på Osby kirkebakke almuen til at gribe til våben for at vise deres rette konge, Christian V, troskab.⁸ Dette er naturligvis en slags statspatriotisme rent bortset fra, at Skåne på det tidspunkt havde haft en svensk konge i atten år; det er altså en slags statspatriotisme, der ikke er knyttet til staten men til en anden stat. Hvad denne tilknytning skulle være udover det følelsesmæssige, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder falder Peder Pederssøn ikke ind under Linde-Laursens kategori af folk, der er så "involverede med den danske kongemagt, at deres position i det statspatriotiske hierarki var truet ved overdragelsen af landsdelene".⁹

En anden bonde fra Osby sogn, der opfordrede til modstand mod svenskerne i 1676, var Mogens Stenssøn, der opfordrede de til sognemødet fremmødte bønder til at nedrive den strategisk vigtige Hønje bro, således at svenskerne ikke kunne komme videre sydpå. Da forsamlingen tøvede af frygt for de sædvanlige svenske repressalier, lovede Mogens Stenssøn, at han selv ville genopføre broen, udsmykke den med kobberplader hugget fra svenskerne og sætte Dannebrog øverst, når Danmark havde vundet. Denne Mogens Stenssøn blev i 1684 af svenskerne fradømt hjemmet p.g.a. krigsdeltagelse i 1676.¹⁰

Om datidig opmærksomhed på national identitet og nationale modsætninger vidner en kongelig, dansk fuldmagt udstedt til Jens Jensen fra Stoby og Simon Andersen (Simon Snaphane) fra Vester Vram. De blev begge udnævnt til friskyttebefalingsmænd med følgende ord: "Eftersom imod Forhaabning formeenes, at nogle indvaaner udi Skaane sig skal understaae deris naboer og herritsmænd, som sig oss tro bevist hafer och endnu beviser, hos de svenske at angifve och dem derfore stor skade oc fortræd at paaføre;/ Da gifve vi nerverende Jens Jensen i Stoheby udi Landscrone lehn boendis och Simon Andersen af Wester Wramb udi i Christianstads lehn hermed fuldmagt och befahling, at de med deris medfølger och tro danske undersaatteres hielp skulle och maa forfølge alle svenske inføde eller betiente och svensk gesinte undersaatter i Skaane, som deris næste och oss tro værende bønder och indbyggere søger i saa maade at forrede och at forderfve, hvilcke de have at nederlegge och med dennem som fiendens tilhenger at forfahre. - Gifvet Kiøb: d: 20 febr. 1677".¹¹ Dette taler vist for sig selv: Svenskfødte eller svensk-sindede i Skåne skal forfølges og nedlægges, fordi de forråder og fordærver de tro undersåtter. Friskytterne kaldes tro, danske undersåtter.

Et eksempel på en sådan forfølgelse er fra friskyttechefen Henrik Dreyers kompagni: Bonden Bertel Madsen i Ilstrup blev berøvet to heste og en vogn og blev klædt af og slæbt ud på marken, hvor de egentlig ville have taget ham af dage, idet de sagde, at "han var svensk".¹²

Efter Den skånske Krig er der endnu et eksempel på, at man lokalt skelnede de svenske fra de indfødte, som altså var danske: Anders Olsson boede i 1676 i Värend i Småland men i 1684 i Ållekulle i Løsholts sogn, hvor han kaldes "denne svenske bonde" i modsætning til de andre bønder.¹³ Samme år udtalte Lille Thue Jenssøn fra Marklunde i Osby sogn under "Rannsakningen", som var svenskernes store efterforskning af snaphaner, at "efter denne dag maa ingen Svensker mere lides i landet".¹⁴

Eksempler på national identitet og tankegang på tværs af stænder er der nok af. Med hensyn til forsvenskningen er det vigtigt at understrege, at svenskerne ikke blot satte ind overfor administrationen men i høj grad også over for sproget. Således begyndte man i menighederne at lære børnene svensk, men det gik ikke lige let alle steder: Således måtte provst Arenchil i Vemmenhøjs herred i 1682 indrømme, at nogle menigheder ikke ville lade deres børn lære svensk "af den utidige kærlighed, de nærer til det danske sprog".¹⁵ Prædikenen i kirkerne blev også på svensk, hvilket et sted fik sognebørnene til at protestere og erklære, at man "hverken var Tyrker eller hedninger".¹⁶

De her citerede og gennemgåede tekster er blot et udvalg af alle kilder der vidner om at man i det 17de århundredes Skåne vitterligt tænkte sig som tilhørende en nationalitet, og at den såkaldte snaphaneopstand i høj grad var udtryk for et nationalistisk ønske om at forblive dansk og ikke kun skyldtes økonomiske forhold. Følgelig turde det være bevist, at den nationale identitet ikke først opstod i forrige århundrede. Hvad forsvenskningen angår, som jeg af pladshensyn her kun antydningsvis har berørt, handler den ikke kun om administration men også om omnationalisering bl.a. ved en bevidst sprogpolitik.

Litteratur:
AHM, LEIF: Den tabte kamp om Skånes historie. Politiken Kultur. 11. oktober 1998. S. 7.
BLOM, K. ARNE og JAN MOEN: Snapphaneboken. Trelleborg 1988.
FABRICIUS, KNUD: Skaanes overgang fra Danmark til Sverige. Fjerde del. København 1958.
HANSGAARD, H. C.: Af gøngernes og gøngehøvdingernes saga. Århus 1956.
HEDWALL, ANDERS: Skånska Friskyttechefer 1676-79. U. år.
LILJENBERG, CARL-GUSTAF: Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv. København 1975.
LINDE-LAURSEN, ANDERS: Det nationales natur - Studier i dansk-svenske relationer. Lund 1995.

Noter:
1 Anders Linde-Laursen: Det nationales natur - Studier i dansk-svenske relationer. Lund 1995. s.25. (til tekst)
2 Ibid. s.37. (til tekst)
3 Ibid. s.37. Dette siges om de bornholmere, der befriede øen, men eksemplet bruges af Linde-Laursen til at illustrere den almene situation. (til tekst)
4 Opkaldt efter den daværende svenske konge Karl X Gustav. (til tekst)
5 Efter: Anders Hedwall: Skånska Friskyttechefer 1676-79. U. år. s.7. (til tekst)
6 Efter: Skånska Friskyttechefer 1676-79. s.7. (til tekst)
7 Ibid. s.9. (til tekst)
8 Carl-Gustaf Liljenberg: Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv. København 1975. s.104. (til tekst)
9 Det nationales natur - Studier i dansk-svenske relationer. s.46. (til tekst)
10 Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv. s.110 og 155. (til tekst)
11 Efter: Skånska Friskyttechefer 1676-79. s.17. (til tekst)
12 Ibid. s.21. (til tekst)
13 Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv. s.156. (til tekst)
14 Ibid. s.154. (til tekst)
15 Efter: Knud Fabricius: Skaanes overgang fra Danmark til Sverige. Fjerde del. København 1958. s.86. (til tekst)
16 Ibid. s.89. (til tekst)