Dansk-Skaansk Forenings
rundskrivelse 1999:2. April 1999 National
identitet - Skåne i det 17de århundrede
Af Adam Wagner
At sejrherren skriver historien, er der
mange eksempler på; eet af dem er fra det gamle Østdanmark, Skånelandene.
Her lykkedes det i høj grad svenskerne at fremstille Skåne, Halland og
Blekinge som "gamla svenska landskap", der efter den svenske
overtagelse af landsdelene i 1658 hurtigt og uden besværligheder blev
svenske. I historieundervisningen blev børnene i Skånelandene helt op
i vore dage belært om den svenske historie uden at høre om
landsdelenes historie før 1658. At Skånelandene før var rent danske
områder på lige fod med fx Sjælland og Lolland-Falster, blev
underkendt eller fortiet undtagen af nogle bevidste skåninge, der dog
havde svært ved at trænge igennem. Dette var naturligvis led i en
svensk nationsbygningsproces, hvor det gjaldt om at fremstille det
moderne Sverige som et land med "naturlige" grænser uden
indre modsætninger; et svensk Sverige fra "Kiruna till
Trelleborg".
Men efter udviklingen de sidste tredive
år, hvor Sverige jo ikke er særligt svensk mere men er et efterhånden
iøjnefaldende multietnisk samfund, der deltager i nedbrydningen af
nationalstaterne og opbygningen af et regionernes Europa, er det nu, for
at undgå problemer med nationalisme og "fremmedhad", blevet
god tone at fremstille Sveriges historie som kongernes og klassernes
historie samt at benægte eksistensen eller i det mindste betydningen af
folkeslag og national bevidsthed.
Men det er stadig blot sejrherrernes
historie; det er stadig toneangivende svenskere, der på baggrund af den
svenske stats hensyn skriver Skånes, Hallands og Blekinges historie. Nu
fremstilles området blot ikke som "ursvensk" men som et
anationalt område, der alene var kastebold mellem konger i krige om
deres interesser. Danskerne frakendes på lige fod med svenskerne en
national identitet i det 17de århundrede. Og mange danske historikere
er ikke sene til at hjælpe med at underbygge denne officielle svenske
historieskrivning, for i Danmark er man jo i gang med et tilsvarende
projekt: Også herhjemme tales der meget om at dekonstruere de
"nationale myter fra forrige århundrede"; bl.a.
"myten" om nationalitetens ælde. Dette sker ofte uden eller i
bedste fald med overfladisk brug af kilderne. Der er i dag ingen grænse
for, hvad man kan slippe af sted med af konventionelle platheder, blot
de er et led i dekonstruktionen af de såkaldte "nationale
myter".
Et grelt eksempel var der således i et
tillæg til Universitetsavisen nr. 17 fra sidste efterår,
nemlig i Øresundsuniversitetsavisen i artiklen En gammel
drøm. I et enkelt afsnit er det lykkedes at sammenpresse en mængde
tidstypisk vrøvl:
- "Danskere og skåninger tænkte
ikke på sig selv som tilhørende en nationalitet, men som stænder:
Bønder, borgere og adelige med hver sine interesser."
- "Den "forsvenskning",
som blev gennemført, gik ikke ud på at gøre skåninger til
svenskere. Den gik derimod ud på at udskifte en dansk
administration, en dansk gejstlighed og en dansk adel med én, som
var loyal over for Sveriges konge."
- "Snaphanernes rejsning var ikke
udtryk for et nationalistisk ønske om at forblive danske, men en
reaktion på en økonomisk nedtur i de erobrede områder."
- "Først i 1800-tallet, da
nationalstaterne og den nationale bevidsthed voksede frem på de
enevældige kongedømmers territorier, begyndte bevidstheden om særlige
svenske og danske kendetegn at formes. Gennem sådanne forskelle
opstod vore
nationale identiteter."
Hvor disse påstande er hentet fra, er
ikke til at sige, men det kunne være fra etnologen Anders
Linde-Laursens bog Det nationales natur - Studier i dansk-svenske
relationer; her er der i hvert fald støtte at hente for de
fremsatte påstande. Fx nævner Linde-Laursen, at de historiske kilder
tier om, at datidens mennesker gjorde sig overvejelser om nationalt tilhørsforhold.1
Ligeledes siger han, at der eksisterede en "forestilling om
personlig, politisk loyalitet mod fyrsten i midten af 1600-tallet";2
men her skulle der altså være tale om statspatriotisme og ikke
nationalisme: "Et følelsesmæssigt engagement i forskelle mellem
det at være dansk og det at være svensk fremtræder imidlertid
ikke"3
Men hvad underbygges disse påstande med? Modsiges de af kilderne?
Efter den Første Karl Gustavkrig4
1657-1658 måtte Danmark-Norge afstå Skåne, Halland, Blekinge,
Bornholm, Bohus len og Trondhjems len til Sverige. Dette var den svenske
konge ikke tilfreds med og fik desuden afpresset Danmark den sjællandske
ø Hven; derefter brød svenskerne freden i august 1658; Anden Karl
Gustavkrig varede 1658-1660 og endte med at Danmark-Norge fik Trondhjems
len og Bornholm tilbage. I september 1675 udbrød Den skånske Krig. I
Danmark håbede man at kunne generhverve Skånelandene. Krigen varede
til 1679 og medførte ingen grænseændringer.
I alle tre krige var der såkaldte
snaphaneaktiviteter; mestendels i Skånelandene. Disse snaphaner kunne
enten være ene bondeopbud, organiserede enheder under militær
kommando, der ofte bestod af bønder, studenter eller håndværkere
(friskytterne), eller simpelt hen løse grupper. Især Den skånske Krig
blev ført på skånsk grund og involverede i høj grad
lokalbefolkningen.
Een af disse friskyttekaptajner under
Den skånske Krig var Aage Monsen Harlof eller Hare-Aage; inden krigen
var han bonde i Hørje sogn i Vestre Gønge herred. Denne Hare-Aage
skrev sammen med en anden friskyttekaptajn, Peder Lauridsen, en ansøgning
om at få anvist vinterkvarter. Denne ansøgning er interessant ved sit
ordvalg: "med all vor magt och krafft søgt eders kgl. majestæts
fiender och federnelandets till nøtte igien at komme i sin gammel form
under rette Danmarchs crone".5
Her kunne det jo unægteligt se ud, som om der var en fædrelandsfølelse
og et ønske om at forblive dansk. Efter krigen skrev han til den danske
konge for at søge om støtte og bistand, idet han - som så mange andre
friskytter, der var flygtet fra Skåne og nu måtte leve på Sjælland -
havde mistet næsten alt. Han skriver bl.a.: "Formeedelst vorris
schyldige Troeschab imod worris Arfuekonge og Herre saa og worris kerre
Fæderneland erre blefuen til Widunder, landflychtige Folch";
endvidere: "Alt dette hafue vi liedt og lefuet i den Forhaabning,
vi kunde igen frelsis af Sunschens Aag".6
Af dette brev kunne det se ud til, at man i det 17de århundrede ikke
alene kunne være tro mod sin arvekonge men også mod sit fædreland,
samt at Hare-Aage tænkte i nationalitet og ønskede at slippe for de
andres/svenskernes ‘åg’.
Den samme Hare-Aage var sammen med
friskyttekaptajnen Niels Andersen med til at indtage Hønjerums skanse,
som svenskerne besad. Kapitulationsdokumentet bærer den interessante
overskrift: "Accord imellem Hans May:tts Frijschøtter af
Dannemarch och det Swensche folch af Høynebro skantz".7
Man har på fornemmelsen, at der er et skær af national identitet
knyttet til disse betegnelser, som parterne selv har valgt. Disse bønder
var det altså, der angiveligt alene reagerede "på en økonomisk
nedtur i de erobrede områder". Interessant er det, at den reaktion
altid vender sig mod den svenske hær og svenskvenlige præster og
herremænd men aldrig mod den danske hær eller mod danskvenlige præster
og herremænd.
Een af de bønder, der deltog i Øster
Gønge Friskyttekompagni, var herredsmanden i Hønjerum Peder Pederssøn;
han opfordrede den 9de juli 1676 på Osby kirkebakke almuen til at gribe
til våben for at vise deres rette konge, Christian V, troskab.8
Dette er naturligvis en slags statspatriotisme rent bortset fra, at Skåne
på det tidspunkt havde haft en svensk konge i atten år; det er altså
en slags statspatriotisme, der ikke er knyttet til staten men til en
anden stat. Hvad denne tilknytning skulle være udover det følelsesmæssige,
ved jeg ikke. Under alle omstændigheder falder Peder Pederssøn ikke
ind under Linde-Laursens kategori af folk, der er så "involverede
med den danske kongemagt, at deres position i det statspatriotiske
hierarki var truet ved overdragelsen af landsdelene".9
En anden bonde fra Osby sogn, der
opfordrede til modstand mod svenskerne i 1676, var Mogens Stenssøn, der
opfordrede de til sognemødet fremmødte bønder til at nedrive den
strategisk vigtige Hønje bro, således at svenskerne ikke kunne komme
videre sydpå. Da forsamlingen tøvede af frygt for de sædvanlige
svenske repressalier, lovede Mogens Stenssøn, at han selv ville genopføre
broen, udsmykke den med kobberplader hugget fra svenskerne og sætte
Dannebrog øverst, når Danmark havde vundet. Denne Mogens Stenssøn
blev i 1684 af svenskerne fradømt hjemmet p.g.a. krigsdeltagelse i
1676.10
Om datidig opmærksomhed på national
identitet og nationale modsætninger vidner en kongelig, dansk fuldmagt
udstedt til Jens Jensen fra Stoby og Simon Andersen (Simon Snaphane) fra
Vester Vram. De blev begge udnævnt til friskyttebefalingsmænd med følgende
ord: "Eftersom imod Forhaabning formeenes, at nogle indvaaner udi
Skaane sig skal understaae deris naboer og herritsmænd, som sig oss tro
bevist hafer och endnu beviser, hos de svenske at angifve och dem
derfore stor skade oc fortræd at paaføre;/ Da gifve vi nerverende Jens
Jensen i Stoheby udi Landscrone lehn boendis och Simon Andersen af
Wester Wramb udi i Christianstads lehn hermed fuldmagt och befahling, at
de med deris medfølger och tro danske undersaatteres hielp skulle och
maa forfølge alle svenske inføde eller betiente och svensk gesinte
undersaatter i Skaane, som deris næste och oss tro værende bønder och
indbyggere søger i saa maade at forrede och at forderfve, hvilcke de
have at nederlegge och med dennem som fiendens tilhenger at forfahre. -
Gifvet Kiøb: d: 20 febr. 1677".11
Dette taler vist for sig selv: Svenskfødte eller svensk-sindede i Skåne
skal forfølges og nedlægges, fordi de forråder og fordærver de tro
undersåtter. Friskytterne kaldes tro, danske undersåtter.
Et eksempel på en sådan forfølgelse
er fra friskyttechefen Henrik Dreyers kompagni: Bonden Bertel Madsen i
Ilstrup blev berøvet to heste og en vogn og blev klædt af og slæbt ud
på marken, hvor de egentlig ville have taget ham af dage, idet de
sagde, at "han var svensk".12
Efter Den skånske Krig er der endnu et
eksempel på, at man lokalt skelnede de svenske fra de indfødte, som
altså var danske: Anders Olsson boede i 1676 i Värend i Småland men i
1684 i Ållekulle i Løsholts sogn, hvor han kaldes "denne svenske
bonde" i modsætning til de andre bønder.13
Samme år udtalte Lille Thue Jenssøn fra Marklunde i Osby sogn under
"Rannsakningen", som var svenskernes store efterforskning af
snaphaner, at "efter denne dag maa ingen Svensker mere lides i
landet".14
Eksempler på national identitet og
tankegang på tværs af stænder er der nok af. Med hensyn til
forsvenskningen er det vigtigt at understrege, at svenskerne ikke blot
satte ind overfor administrationen men i høj grad også over for
sproget. Således begyndte man i menighederne at lære børnene svensk,
men det gik ikke lige let alle steder: Således måtte provst Arenchil i
Vemmenhøjs herred i 1682 indrømme, at nogle menigheder ikke ville lade
deres børn lære svensk "af den utidige kærlighed, de nærer til
det danske sprog".15
Prædikenen i kirkerne blev også på svensk, hvilket et sted fik sognebørnene
til at protestere og erklære, at man "hverken var Tyrker eller
hedninger".16
De her citerede og gennemgåede tekster
er blot et udvalg af alle kilder der vidner om at man i det 17de århundredes
Skåne vitterligt tænkte sig som tilhørende en nationalitet, og at den
såkaldte snaphaneopstand i høj grad var udtryk for et nationalistisk
ønske om at forblive dansk og ikke kun skyldtes økonomiske forhold. Følgelig
turde det være bevist, at den nationale identitet ikke først opstod i
forrige århundrede. Hvad forsvenskningen angår, som jeg af pladshensyn
her kun antydningsvis har berørt, handler den ikke kun om
administration men også om omnationalisering bl.a. ved en bevidst
sprogpolitik.
Litteratur:
AHM, LEIF: Den tabte kamp om Skånes historie. Politiken Kultur.
11. oktober 1998. S. 7.
BLOM, K. ARNE og JAN MOEN: Snapphaneboken. Trelleborg 1988.
FABRICIUS, KNUD: Skaanes overgang fra Danmark til Sverige.
Fjerde del. København 1958.
HANSGAARD, H. C.: Af gøngernes og gøngehøvdingernes saga. Århus
1956.
HEDWALL, ANDERS: Skånska Friskyttechefer 1676-79. U. år.
LILJENBERG, CARL-GUSTAF: Skånelands riksdanska och östdanska
tidevarv. København 1975.
LINDE-LAURSEN, ANDERS: Det nationales natur - Studier i
dansk-svenske relationer. Lund 1995.
Noter:
1 Anders Linde-Laursen: Det nationales natur -
Studier i dansk-svenske relationer. Lund 1995. s.25. (til
tekst)
2 Ibid. s.37. (til
tekst)
3 Ibid. s.37. Dette siges om de bornholmere, der
befriede øen, men eksemplet bruges af Linde-Laursen til at illustrere
den almene situation. (til
tekst)
4 Opkaldt efter den daværende svenske konge Karl X
Gustav. (til
tekst)
5 Efter: Anders Hedwall: Skånska Friskyttechefer
1676-79. U. år. s.7. (til
tekst)
6 Efter: Skånska Friskyttechefer 1676-79. s.7.
(til
tekst)
7 Ibid. s.9. (til
tekst)
8 Carl-Gustaf Liljenberg: Skånelands riksdanska och
östdanska tidevarv. København 1975. s.104. (til
tekst)
9 Det nationales natur - Studier i
dansk-svenske relationer. s.46. (til
tekst)
10 Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv.
s.110 og 155. (til
tekst)
11 Efter: Skånska Friskyttechefer 1676-79.
s.17. (til
tekst)
12 Ibid. s.21. (til
tekst)
13 Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv.
s.156. (til
tekst)
14 Ibid. s.154. (til
tekst)
15 Efter: Knud Fabricius: Skaanes overgang fra
Danmark til Sverige. Fjerde del. København 1958. s.86. (til
tekst)
16 Ibid. s.89. (til
tekst)
|