Dansk-Skaansk Forenings
rundskrivelse 1998:1. April 1998 Løsøre,
fast ejendom og mennesker
Af Jørgen Brandt, formand for Dansk-Skaansk Forening
Der er tre faktorer, som det kan være
hensigtsmæssigt at rette opmærksomheden imod: Løsøre, fast ejendom i
aller videste forstand og endelig den vigtigste af alle faktorer:
menneskene.
Men inden vi går i lag med disse tre, skal jeg nævne, at svensk TV i
anledning af, at Danmark ved sidste vinterolympiade fik en sølvmedalje
før Sverige overhovedet fik nogen, tog rundt i det svenske rige.
Man stillede et spørgsmål som reelt betød: Er det ikke forfærdeligt,
at dette kan finde sted? Man fik åbenbart tilfredsstillende bejaende
svar inden man kom til Skåne, hvor folk ikke kunne se noget forkert i
det skete. Dette fik TV-spørgeren til surt til at kommentere
nogenlunde som følger: De er jo også en slags halvdanskere dernede.
Løsere er, som ordet selv siger det,
ting man kan flytte fra det ene sted til det andet. Hvis man mener, at
man har mistet noget i Flensborg er man naturligvis ked af, at man har
mistet Istedløven, men hvor glade er man ikke nordpå, fordi man er
sluppet af med statuen af Bismarck. Men det afgørende er jo, at landet
nord for Flensborg Fjord på grund af menneskenes trofasthed stemte sig
hjem i 1920, ligesom at der i Flensborg er lige så mange danskere, som
der altid har været.
Lad os derfor give løsøre en meget lav prioritet. De islandske håndskrifter
er et enestående kapitel i international sammenhæng, og der var andre
ting, der længe før, lå islændingene meget mere på sinde.
Fast ejendom vil sige bygninger og
land. Landet ligger der for altid, og det er trods alt sjældent, at
bygninger nedrives, selv om det er sket i Skåne og Østtyskland. Førstnævnte
sted for at erstatte en kirke fra den danske tid med en ny kirke
fra svensk tid. I Østtyskland i det hele taget for at bekæmpe kirken.
Ingen steder er virkeligt betydende bygninger dog gået tabt.
Selve landet, Skåne, og dets bygninger og andre minder fra dansk tid og
med de forandringer, der hele tiden sker som følge af den
moderne udvikling, kernekraftværker, kæmpemæssige havneanlæg,
boligblokke og villakvarterer, ligger, hvor Skåne altid har ligget.
Havde vi mistet Jylland til tyskerne, havde Viborg domkirke og Århus'
omfattende havneanlæg ikke ligget længere borte, end de faktisk gør i
dag.
Denne kendsgerning har i høj grad hidtil og måske endda helt i en
periode været grundlaget for virket i vor forening, idet vi har
formidlet, at mennesker fra først og fremmest Sjælland kunne tage på
ture til Skånes seværdigheder og herunder først og fremmest minderne
fra dansk tid.
Dette skal naturligvis fortsætte som hidtil, medens de støre
udlandsture til Polen, Estland o. s.v. nok er fortid.
Men så er der menneskene. De er det
vigtigste af alt. Foreningens udgangspunkt var derfor også et samvirke
på tværs af Sundet mellem de mennesker, der var bosat på hver sin
side af den grænse, der blev sat mellem os på grund af freden i
Roskilde.
Dette samarbejde mellem mennesker har vi desværre forsømt i gennem
mange år. Medens foreningens stiftelse fandt sted i Helsingborg i 1954,
har vi i umindelige tider holdt vor årlige generalforsamling på
vestsiden af Øresund og endda ofte lidt inde i landet eller på et
sted, hvor der manglede god forbindelse til Skåne.
Vi har brudt lidt op i det hidtidige billede ved nu på 3. år at holde
vor generalforsamling på det sted, der ligger Skåne nærmest,
Sundkroen i Helsingør, men når broen over Sundet er en realitet, må
det være naturligt at flytte generalforsamlingerne til Skåne i hvert
fald hvert andet år. Malmø ville være en naturlig placering.
Samarbejdet mellem mennesker er en vanskelig opgave. Nogle mennesker vælger
at blive eneboere. Vor forening må opgive at føre sig frem som en
forening af mest sjællandske eneboere, der kun beskæftiger sig med det
umælende faste land, Skåne. Vi må åbne os for, at Skåne først og
fremmest er mennesker, som indgår i vort fællesskab, som var de sjællændere
eller jyder, men det var ikke uden grund, at tyskerne bragte dansk
skolevirksomhed til standsning i Sønderjylland nogle år efter
erobringen i 1864.
Hermed være peget på den største af de barrierer, der på den ene
eller anden måde skal overvindes i foreningens fremtidige virke.
Rent administrativt udviklede året
1997 sig helt traditionelt, nogenlunde samme medlemstal, samme antal
ture, kort sagt meget stabilt. Den mest markante ændring er samarbejdet
med Helsingør Seniorer, der er en forening af pensionerede medarbejdere
og folkevalgte i Helsingør kommune. Formanden, B. Gudmander, der er
medlem hos os, har foreslået, at man fra hans forenings side deltager i
vore ture. Det giver disse en bredere opbakning med den følge, at vi
kan sige farvel til den lille 19-mands bus og fremover gå over til større
og mere bekvemme busser. Det hele blev gennemprøvet på vor sidste tur
i 1997 til Trelleborg. Alt levede op til forventningerne, så vi kan se
vore kommende ture i møde med bedre komfort i busserne.
|