Løsøre, fast ejendom og mennesker
Af Jørgen Brandt, formand for Dansk-Skaansk Forening

Der er tre faktorer, som det kan være hensigtsmæssigt at rette opmærksomheden imod: Løsøre, fast ejendom i aller videste forstand og endelig den vigtigste af alle faktorer: menneskene.
Men inden vi går i lag med disse tre, skal jeg nævne, at svensk TV i anledning af, at Danmark ved sidste vinterolympiade fik en sølvmedalje før Sverige overhovedet fik nogen, tog rundt i det svenske rige. Man stillede et spørgsmål som reelt betød: Er det ikke forfærdeligt, at dette kan finde sted? Man fik åbenbart tilfredsstillende bejaende svar inden man kom til Skåne, hvor folk ikke kunne se noget forkert i det skete. Dette fik TV-spørgeren til surt til at kommentere nogenlunde som følger: De er jo også en slags halvdanskere dernede.

Løsere er, som ordet selv siger det, ting man kan flytte fra det ene sted til det andet. Hvis man mener, at man har mistet noget i Flensborg er man naturligvis ked af, at man har mistet Istedløven, men hvor glade er man ikke nordpå, fordi man er sluppet af med statuen af Bismarck. Men det afgørende er jo, at landet nord for Flensborg Fjord på grund af menneskenes trofasthed stemte sig hjem i 1920, ligesom at der i Flensborg er lige så mange danskere, som der altid har været.
Lad os derfor give løsøre en meget lav prioritet. De islandske håndskrifter er et enestående kapitel i international sammenhæng, og der var andre ting, der længe før, lå islændingene meget mere på sinde.

Fast ejendom vil sige bygninger og land. Landet ligger der for altid, og det er trods alt sjældent, at bygninger nedrives, selv om det er sket i Skåne og Østtyskland. Førstnævnte sted for at erstatte en kirke fra den danske tid med en ny kirke fra svensk tid. I Østtyskland i det hele taget for at bekæmpe kirken. Ingen steder er virkeligt betydende bygninger dog gået tabt.
Selve landet, Skåne, og dets bygninger og andre minder fra dansk tid og med de forandringer, der hele tiden sker som følge af den moderne udvikling, kernekraftværker, kæmpemæssige havneanlæg, boligblokke og villakvarterer, ligger, hvor Skåne altid har ligget. Havde vi mistet Jylland til tyskerne, havde Viborg domkirke og Århus' omfattende havneanlæg ikke ligget længere borte, end de faktisk gør i dag.
Denne kendsgerning har i høj grad hidtil og måske endda helt i en periode været grundlaget for virket i vor forening, idet vi har formidlet, at mennesker fra først og fremmest Sjælland kunne tage på ture til Skånes seværdigheder og herunder først og fremmest minderne fra dansk tid.
Dette skal naturligvis fortsætte som hidtil, medens de støre udlandsture til Polen, Estland o. s.v. nok er fortid.

Men så er der menneskene. De er det vigtigste af alt. Foreningens udgangspunkt var derfor også et samvirke på tværs af Sundet mellem de mennesker, der var bosat på hver sin side af den grænse, der blev sat mellem os på grund af freden i Roskilde.
Dette samarbejde mellem mennesker har vi desværre forsømt i gennem mange år. Medens foreningens stiftelse fandt sted i Helsingborg i 1954, har vi i umindelige tider holdt vor årlige generalforsamling på vestsiden af Øresund og endda ofte lidt inde i landet eller på et sted, hvor der manglede god forbindelse til Skåne.
Vi har brudt lidt op i det hidtidige billede ved nu på 3. år at holde vor generalforsamling på det sted, der ligger Skåne nærmest, Sundkroen i Helsingør, men når broen over Sundet er en realitet, må det være naturligt at flytte generalforsamlingerne til Skåne i hvert fald hvert andet år. Malmø ville være en naturlig placering.
Samarbejdet mellem mennesker er en vanskelig opgave. Nogle mennesker vælger at blive eneboere. Vor forening må opgive at føre sig frem som en forening af mest sjællandske eneboere, der kun beskæftiger sig med det umælende faste land, Skåne. Vi må åbne os for, at Skåne først og fremmest er mennesker, som indgår i vort fællesskab, som var de sjællændere eller jyder, men det var ikke uden grund, at tyskerne bragte dansk skolevirksomhed til standsning i Sønderjylland nogle år efter erobringen i 1864.
Hermed være peget på den største af de barrierer, der på den ene eller anden måde skal overvindes i foreningens fremtidige virke.

Rent administrativt udviklede året 1997 sig helt traditionelt, nogenlunde samme medlemstal, samme antal ture, kort sagt meget stabilt. Den mest markante ændring er samarbejdet med Helsingør Seniorer, der er en forening af pensionerede medarbejdere og folkevalgte i Helsingør kommune. Formanden, B. Gudmander, der er medlem hos os, har foreslået, at man fra hans forenings side deltager i vore ture. Det giver disse en bredere opbakning med den følge, at vi kan sige farvel til den lille 19-mands bus og fremover gå over til større og mere bekvemme busser. Det hele blev gennemprøvet på vor sidste tur i 1997 til Trelleborg. Alt levede op til forventningerne, så vi kan se vore kommende ture i møde med bedre komfort i busserne.