Fangeøen
Af Stig Wørmer. Jyllandsposten 18. juli 2004.

Christiansø, den gamle forsvarspost og fangeø i Østersøen, er populær som aldrig før. Øen byder på masser af natur, kultur og eksklusivitet.

En gammel tradition holdes stadig i hævd på Christiansø. Klokken fem om eftermiddagen, når den lille færge er sejlet tilbage til Bornholm, samles de lokale på kroen til et glas øl eller en Christiansø-snaps. Endagsturisterne, der ser øen på tre timer, er borte, og der er igen ro.

Øboerne har god grund til at samles. Skønt kun en meget lille del af de godt hundrede indbyggere møder op, er "klokken fem-mødet" alligevel en bekræftelse på det særlige, der kendetegner det sted, hvor solen står først op over Danmark. Skulle der ikke være grund til at fejre, at man kan leve en fuldstændig normal tilværelse med moderne kommunikation, parabol-tv, adgang til post-og bank, fødevareforretning, læge, tandlæge, skole, osv., samtidig med at man bor fuldstændig afskærmet fra verdens trafik, stress og jag?

Forsvarspost mod Sverige
Christiansø består egentlig af flere øer, som kaldes Ertholmene. De består af øerne Christiansø, der er forbundet med en gangbro til Frederiksø og fugleøen Græsholm samt nogle mindre skær. Indtil 1680'erne lå de ubeboede hen.

Men i 1658 måtte Danmark afstå alt land øst for Øresund til arvefjenden Sverige. Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm samt medfølgende øer og holme blev svenske. Men en vellykket opstand på Bornholm gjorde atter øen dansk. Et tilsvarende oprør i Skåne slog imidlertid fejl. I 1660 kom Bornholm tilbage til riget, og dermed var et lille stykke af det historiske Østdanmark bevaret.

Natur og bygninger
Når øen dukker op i horisonten, aner man først Lilletårn, fordi det står lidt for sig selv på Frederiksø. Men også Store tårn på Christiansø bliver snart til at skelne fra de øvrige bygninger. Når man sejler ind i kanalen mellem de to øer, der er forbundet med en gangbro, har man det flotteste udsyn over herlighederne: Christiansø til bagbord og Frederiksø til styrbord side. Men mange er kommet før os. "Skolebørn skal følges af deres lærere", står der ved landgangen. Det samme i købmandsbutikken: "Kun fem skoleelever ad gangen i butikken". Nutidens trussel nummer et? Miljøet på øgruppen er dog nok mere udsat. Man må ikke plukke blomsterne, ikke gå på murene og kun benytte de eksisterende gangstier. Hunde og katte er forbudt.

Selv om Christians-øen kun måler 710 meter i længden og 430 meter i bredden, er der et omfattende gang-og stisystem. Yderst ude mod havet går vi på vejen uden for de tykke befæstninger, der krones af Gyldenløves, Rantzaus, Hertugindens, Dronningens, Coucherons og Bielkes bastioner - hvoraf flere har bevaret kanonbatterierne fra gammel tid. Der er tale om massive mure, der dog nærmest går i et med klippenaturen.

Allerede ved havnen bemærker man to lange, gulmalede lange bygninger. Imellem disse går "Gaden". De rummede boliger for gifte soldater. Men Christiansøs militære funktion ophørte i 1885, og boligerne blev gjort civile. Fra "Gaden" følger vi "Italienske vej" op i området bagved. Her passerer vi mange småhuse eller hytter med tilhørende, små haver, som er omkransede af sten, der holder den hyppige blæst ude og som holder på varmen. Her gror alle mulige vækster med særlige betingelser som pil, poppel, elm, ask, bøg og ahorn. Dertil kommer tjørn, vildrose, syren og slåen. Ja, der er sågar sydfrugter som figen og morbær. Også selv om vintrene er kolde.

Mens Christiansø var fæstning dyrkede soldaterne grøntsager i fritiden. Det var vigtigt med c-vitaminer til den saltede mad for at undgå skørbug. Grøntsagerne måtte have beskyttelse for vejr og vind og derfor ser man i dag disse gamle soldaterhaver beskyttede af stengærder på sydvestsiden af øen. Det giver optimal soludnyttelse og ekstra varme. Men træerne er små og forkrøblede. Vestenvinden og salten i luften er nemlig lige så hård kost som på Jyllands vestkyst. Men det er nok de hyggeligste haver, jeg har set.

Navne på alt
Vi vender tilbage til "Langelinie", indtil vi kommer om på østsiden af Christiansø. Nogle hundrede meter ude i vandet slår bølgerne op om Østerskær med de allestedsnærværende, skræppende måger over os. Her begynder eller slutter Danmark, for Østerskær er landets absolut østligste punkt.

Herude fra skrider vi ind midt på øen til "Kongens Have", øens eneste park, hvor fornemmelsen for ø og isolation er borte. Her er der også mange små haver, som sprudler af grønt. Det meste jord er i tidens løb importeret fra Bornholm og Sjælland.

Ved Hertugindens Bastion finder vi teltpladsen, der sikrer 23 heldige campister et billigt ophold i skolernes sommerferie. Der er som regel udsolgt i januar, men der kan bestilles fra første november til sæsonen 2005! Uden overnatningsmulighed må man forlade øen med sidste færge, som instruksen på stedet fortæller.

Fra bastionerne har vi perfekt udsigt i flere retninger. Fra nordsiden er vi gået til Møllebakken, øens højeste punkt 22 meter over havet, og herfra ser man bedst ind over husene ved havnen med Store Tårn og Lille Tårn på Frederiksø i det fjerne.

Det særlige ved Christiansø er, at der er navne på alt. Jo mindre, jo mere detaljeret! Rugmarken, Verdens Ende, Hvide vej, Holger Danskes Briller, Gyldenløves Hytte og meget mere.

Hvad gør man så på en hed, vindstille sommerdag, hvor resten af Danmark er taget til stranden? Det er kun et mindre problem, for på Frederiksø findes et lille badehus med to trapper ned til den friske Østersø, og Pikkerevigen på hovedøen. Man kan også bade fra klipperne, men så må man kravle noget.

Flot museum
Lilletårn rummer øernes museum. På øverste etage ser vi en flot model af Ertholmene som de så ud omkring 1850. Især er bastionerne, der dengang alle var kanonprydede, imponerende gengivet. På museet får vi en masse at vide om fugle som sølvmåger, toppet skaldesluger, alkefugle - også kaldet "de danske pingviner" - samt lomvier. Den mest specielle er dog edderfuglen, der lokalt kaldes åboen. Den er samtidig Christiansøs "nationalfugl".

En dag eller flere på Danmarks forpost mod øst er som et kig ned i historien. Samtidig er det i høj grad et nulevende samfund. Men den særlige tone oplever man bedst på Christiansø efter besøgstid.