Dansk-Skaansk Forenings
rundskrivelse 1996:3. December 1996 Skåne
- den dansk-svenske landsdel
Af Jørgen Brandt, formand for
Dansk-Skaansk Forening
Om Skåne gælder det jo, at denne
landsdel var dansk til 1658 og siden svensk. Det vil sige, at Skåne har
været dansk to gange så længe som svensk. Men tiden går jo som
bekendt, så om bare 1000 år er forholdet byttet om, så Skåne har været
svensk dobbelt så længe som dansk.
Det er derfor på tide, at vi på begge sider af Sundet ikke bare lader
det ene årti følge det andet, men standser op og tager bestik af
situationen.
At vor egen dag er kort, ændrer intet ved den kendsgerning, at slægtens
er lang. Vi, der lever i dag, er efterkommere til dem, der levede i et
Danmark, der omfattede Skåne med samme selvfølgelighed, som landet
omfattede Jylland, Fyn og Sjælland. Som en del af vor slægt tilbage
fra før år 1000, er Skåne derfor en del af hver enkelt af os.
Med svenskerne er det på samme måde. De er en del af deres egen
fortid, der indtil 165 8 og altså i 2/3 af et årtusinde ikke omfattede
Skåne. De to lande kan ikke skære tiden før 1658 bort.
Ergo er Skåne en dansk-svensk landsdel.
Dette kan naturligvis ikke anskues
alene fra den ene eller den anden side af Sundet, men da den ene vej er
mere overset end den anden, så lad os se det fra Sundets østside:
Skåne mistede Danmark.
Bornholmerne lykkedes det for at kæmpe sig tilbage til Danmark og det
lykkedes for sønderjyderne i den nordlige del af denne landsdel.. Det
lykkedes ikke for skåningene. Skåne er ikke en ø som Bornholm, og
1658 et helt andet årstal end 1864, hvilket betød, at sønderjyderne rådede
over et nyt kampmiddel, stemmesedlen, og at det var den, der kom til at
afgøre udfaldet. Det var i intet af de to tilfælde hjælp fra de
tilbageværende dele af Danmark, der betød det afgørende.
Her ved årtusindskiftet bliver det en
ny faktor, der kommer til at spille en rolle, nemlig den samme faktor,
der skabte Danmark: Nærhed. Skåne, Sjælland, Fyn og Jylland
fandt sammen på grund af deres indbyrdes nærhed og manglende nærhed
til andre områder.
Freden i Roskilde kunne lave om på statsgrænserne, men ikke på
geografien. Hvis der bor en statsminister i Malmø, må man håbe, at
han er statsminister i Danmark, for så har han kun 20 km. til sit
kontor, men er han så uheldig at være statsminister i Sverige har han
600 km. til sit kontor.
Nærheden vil derfor nok overvinde den for skåningene så ulykkelige
fredsslutning i 1658. Atter det skilte vil føje sig sammen, men ikke
som med Bornholm og den nordlige del af Sønderjylland.
Det vil ske langsomt, og Skåne vil for altid være præget af århundrederne
sammen med Sverige, og denne landsdel vil derfor for altid forblive en
dansk-svensk landsdel.
Opgaven på begge sider af Sundet er derfor at sørge for, at vi nu ophører
med at glide længere bort fra hinanden, men i stedet knytter det ene bånd
over Sundet efter det andet. Det vil kræve, at vi på begge sider stilfærdigt
ser hinanden an og os selv an.
Hvis man på vestsiden ser sig selv an, var det måske en idé, hvis
flosklen om "lille" Danmark blev opgivet i den betydning, at
"vi" naturligvis ikke kan gøre noget lige så godt som det mægtige
Sverige. Fra østsiden vil man sige til vestsiden, at så sølle behøver
det heller ikke at være. Skåningene vil sige, at det ikke er en
naturlov, at man på vestsiden altid skyder sig selv i føden.
Mens dette skrives, er blokaden af havnene på vestsiden ophævet efter
4 dage på grund af sammenhold i Folketinget og sund fornuft hos de
blokerende, medens det kører videre i Frankrig på 12. døgn.
Men det ville generelt klæde vestsiden at strenge sig lidt an i alle
forhold.
28.11,1996 J.B.
|