Skåne – den dansk-svenske landsdel
Af Jørgen Brandt, formand for Dansk-Skaansk Forening

Om Skåne gælder det jo, at denne landsdel var dansk til 1658 og siden svensk. Det vil sige, at Skåne har været dansk to gange så længe som svensk. Men tiden går jo som bekendt, så om bare 1000 år er forholdet byttet om, så Skåne har været svensk dobbelt så længe som dansk.
Det er derfor på tide, at vi på begge sider af Sundet ikke bare lader det ene årti følge det andet, men standser op og tager bestik af situationen.
At vor egen dag er kort, ændrer intet ved den kendsgerning, at slægtens er lang. Vi, der lever i dag, er efterkommere til dem, der levede i et Danmark, der omfattede Skåne med samme selvfølgelighed, som landet omfattede Jylland, Fyn og Sjælland. Som en del af vor slægt tilbage fra før år 1000, er Skåne derfor en del af hver enkelt af os.
Med svenskerne er det på samme måde. De er en del af deres egen fortid, der indtil 165 8 og altså i 2/3 af et årtusinde ikke omfattede Skåne. De to lande kan ikke skære tiden før 1658 bort.
Ergo er Skåne en dansk-svensk landsdel.

Dette kan naturligvis ikke anskues alene fra den ene eller den anden side af Sundet, men da den ene vej er mere overset end den anden, så lad os se det fra Sundets østside: Skåne mistede Danmark.
Bornholmerne lykkedes det for at kæmpe sig tilbage til Danmark og det lykkedes for sønderjyderne i den nordlige del af denne landsdel.. Det lykkedes ikke for skåningene. Skåne er ikke en ø som Bornholm, og 1658 et helt andet årstal end 1864, hvilket betød, at sønderjyderne rådede over et nyt kampmiddel, stemmesedlen, og at det var den, der kom til at afgøre udfaldet. Det var i intet af de to tilfælde hjælp fra de tilbageværende dele af Danmark, der betød det afgørende.

Her ved årtusindskiftet bliver det en ny faktor, der kommer til at spille en rolle, nemlig den samme faktor, der skabte Danmark: Nærhed. Skåne, Sjælland, Fyn og Jylland fandt sammen på grund af deres indbyrdes nærhed og manglende nærhed til andre områder.
Freden i Roskilde kunne lave om på statsgrænserne, men ikke på geografien. Hvis der bor en statsminister i Malmø, må man håbe, at han er statsminister i Danmark, for så har han kun 20 km. til sit kontor, men er han så uheldig at være statsminister i Sverige har han 600 km. til sit kontor.
Nærheden vil derfor nok overvinde den for skåningene så ulykkelige fredsslutning i 1658. Atter det skilte vil føje sig sammen, men ikke som med Bornholm og den nordlige del af Sønderjylland.
Det vil ske langsomt, og Skåne vil for altid være præget af århundrederne sammen med Sverige, og denne landsdel vil derfor for altid forblive en dansk-svensk landsdel.
Opgaven på begge sider af Sundet er derfor at sørge for, at vi nu ophører med at glide længere bort fra hinanden, men i stedet knytter det ene bånd over Sundet efter det andet. Det vil kræve, at vi på begge sider stilfærdigt ser hinanden an og os selv an.
Hvis man på vestsiden ser sig selv an, var det måske en idé, hvis flosklen om "lille" Danmark blev opgivet i den betydning, at "vi" naturligvis ikke kan gøre noget lige så godt som det mægtige Sverige. Fra østsiden vil man sige til vestsiden, at så sølle behøver det heller ikke at være. Skåningene vil sige, at det ikke er en naturlov, at man på vestsiden altid skyder sig selv i føden.
Mens dette skrives, er blokaden af havnene på vestsiden ophævet efter 4 dage på grund af sammenhold i Folketinget og sund fornuft hos de blokerende, medens det kører videre i Frankrig på 12. døgn.
Men det ville generelt klæde vestsiden at strenge sig lidt an i alle forhold.

28.11.1996 J.B.