Dackefejden - en smålandsk folkerejsning
Af Flemming Andersen

Nogle år efter at vi i Danmark 1523-25 havde den skånske bondeopstand under Søren Nordby og Grevens Fejde 1534-36, fandt der i Sverige et lignende oprør sted under ledelse af Nils Dacke,
Han var af smålandsk storbondeslægt, der ejede gårde på begge sider af grænsen mellem Småland og Blekinge, men det smålandske herred Sødra Møre var slægtens midtpunkt. Oprørslederen stammede fra de selvejende odelsbønder i Værend som i senmiddelalderen blev relativt velhavende, takket være deres kreatureksport over rigsgrænsen til udskibningshavnene i Blekinge.
Gustav Vasa forsøgte at udnytte danskerhadet mod bandelederen og gjorde gældende, at han var udlænding og født i Blekinge, hvor han havde sin "forræderslægt".
Gustav Vasa havde selv ledet et vellykket oprør mod unionskongen Chr. 2. og derfor er han en helt i svensk historie. Derimod er Dacke en skurk, fordi han vovede at angribe kongens mænd. Den konge, som myrdede flere adelsmand end "Kristian tyran". Var oprøret lykkedes for Dacke, ville nutiden have kaldt ham noget positivt, f eks. "Dacke Atterdag".
Dackefejden har sikkert sin oprindelse i de uroligheder, der opstod i grænsebygderne under den såkaldte Grevefejde i midten af 1530'eme. Som anfører for friskarer har han antagelig været den dueligste og sejrrigeste i svensk historie. Men under det store oprør blev han også noget mere: han førte hele hære i en regulær krig med formelige slag.
Ca. 6 år før oprøret deltog Dacke i et drab på kongens foged, Inge Arvidsson, og lignende baghold var almindelige i datidens Småland.

I marts 1538 sendte friskarerne budstikker i Værend og kaldte bønderne til tings ved grænsen, Ture Trolle, herren til Bergkvara, og den smålandske frelses hovedmand, greb kraftigt ind mod opviglingen af folket og havde held til at standse de farlige budstikker. Trolle sammenkaldte derfor selv et ting, hvor det indtil videre lykkedes at berolige den knurrende almue. Denne gang kom det ikke til noget oprør. For drabet på Arvidsson måtte Dacke bøde med 40 okser. Beløbet svarer til datidens værdi af en gård og var en meget stor sum for en bonde. "Al Dackes ejendom gik dertil", oplyser en kilde.
Og i maj 1542 omtales Dacke atter i kilderne: han har samlet en friskare om sig, der fra skoven bryder frem mod bygden og påbegynder en ny guerilla, Den 20. juni overfalder han Voxtorps fogedgård med en lille flok på 30 mand. Blot nogle uger senere anførte han 1000. På det tidspunkt var han trængt ind i Værend og holdt ting ved Inglinge høj, tingstedet hvor folket fra ældgammel tid havde forsamlet sig. Efter yderligere et par uger fortsatte han til Værends hovedstad Veksjø og fulgtes nu af 3000 mand. Hans oprindelige gruppe af guerillafolk var på mindre end en måned blevet hundreddoblet og forvandlet til en hel hær af bofaste bønder. En samtidig kilde påstår, at Dacke "på den eneste nat" rejste almuen i tre herreder. Og denne store tilslutning skete på den tid af året, der for bønderne var den travleste: under høslætten og -bjærgningen, der var det vigtigste af alle årets arbejder, her i kvægavlens land. Bevægelsen fejede hen over egnen som en naturkraft, spontant og uimodståeligt drevet frem af en almen og dybt rodfæstet utilfredshed.
Kong Gustav l. Vasa af Sverige og Kong Christian 3. af Danmark havde sluttet et forsvarsforbund og havde lovet hinanden hjælp mod oprørske undersåtter. De havde jo også en fælles fjende i Chr. 2. Ifølge denne aftale bad Gustav nu om hjælp mod smålændingene, og en dansk styrke på 1500 mand rykkede ind i Småland. De modforanstaltninger, som kongen sætter ind, viser sig snart utilstrækkelige. Fra Vestergotland rykker Gustav Olofsson Stenbock ind i Værend med højst et par hundrede mand, der i omegnen af Veksjø forener sig med en dansk hjælpehær under Peder Skraml, men Dacke mødte med 2500 mand, og de kongelige forehavender endte med fiasko: den 22. juli forhandlede Stenbock med Dacke på Bergkvara, og da forhandlingerne brød sammen, påbegyndte Gustav Vasa store hvervninger af lejetropper i Tyskland.
Hovedparten af den kongelige hær, der sattes ind mod smålandske bønder, udgjordes således af adelstropper, en dansk hjælpehær og lejede tyske krigsfolk.

Niels Dacke havde gennem sommeren og efteråret 1542 så godt som uafbrudt fremgang, og man kan af Gustav Vasas breve se, at den kongelige hær er hårdt trængt. Den 6. august har brevskriveren fået underretning om, at den danske købstad Rønnebys (Rotneby) borgere og borgmester Henrik Hoffnian har forsynet den oprørske gruppe i Konga med våben og ammunition samt andet, hvad der voldte ham stor bekymring. Og i september kulminerede oprørernes success med sejren ved Kisa, hvor en frennykkende kongelig hær, hovedsagelig bestående af tyske krigsfolk, faldt i bøndernes fælde og gik til grunde næsten til sidste mand: bønderne i Kinda Herred rejste sig som én mand og modtog de fremstormende tropper i en ring af bagholdsstillinger, som de havde lagt i skoven, og som nu omsluttede dem. Mindst 1000 tyske lejesoldater blev liggende i skoven og sover nu deres sidste søvn i svensk jord. Umiddelbart efter rykker Dacke selv ind i Østergøtland med sin hovedstyrke og slår lejr syd for Linkøping. Omsider er Gustav Vasa tvunget til at indgå en våbenstilstand med "tyveflokken". Situationen er nu dybt alvorlig, og ifølge, søstersønnen Per Brahes krønike overvejer Gustav Vasa nu at forlade Sverige og købe sig et grevedømme i Tyskland.
Dacke troede tydeligt nok, at Gustav Vasa kunne vise sig villig til at slutte en endelig fred med ham, hvad der ville have givet ham høvdingeposten i Småland og landet selv som len. Det virker som en naiv tanke !dag, men indtil Dackefejden var Småland kun løst knyttet til Sverige, det hørte til Sverige, som Grønland og Færøerne til Danmark i dag.
Men intet kunne ligge Gustav Vasa fjernere, end at han skulle overlade et af rigets største lande, som tilmed var grænseland til Danmark, til sine rebelske undersåtter, til "tyveflokken". "Nils Dacke drak jul på Kronoberg", hedder det i historiebøgerne, men medens han residerede på kongsgården, begyndte han også at gennemføre sit politiske program. Han genoprettede den katolske folkekirke, som smålændingene havde bekendt sig til gennem 400 år. Oprørets vigtigste mål var dog en mildnelse af de uudholdelige skatter og afgifter. Han åbnede endvidere rigsgrænsen for fri handel, en foranstaltning af den største økonomiske betydning for befolkningen. Nu kunne en bonde sælge en okse til Rønneby, uden derfor at skulle bøde med sin hals. Det lysnede over Småland i nogle få måneder: "Alting skulle blive ved gammel lov og sædvane, hvorover almuen glædede sig".

Under våbenhvilen havde Gustav Vasa forøget sin styrke kraftigt, så da krigen blev genoptaget i januar 1543, var han godt forberedt. I slutningen af denne måned foretog Dacke et angreb på Kalmar Slot, der under fejden var blevet holdt for kongen af en erfaren kommandant, Germund Svensson. Angrebet blev slået tilbage: bondehæren var ikke stormtropper.
Efter et indfald i Østergotland måtte Dacke trække sig tilbage. l nærheden af Virserum, hvor bondehøvdingen i dag står som statue, begyndte så den kamp, der endelig afgjorde Dackefejden. Slaget udkæmpedes på et område beliggende mellem to vande, søen Hjorten og Virserumsøen, i en af landets smukkeste egne, hvor naturen skaber et snævert pas. Mellem de to søer skulle den nordfra kommende kongelige hær passere, og her i skoven stillede bondehæren sig i vejen for fjenden.
Slaget fandt sted omkring d. 20. marts 1543. Søerne lå endnu isbundne, hvad der jo nok har været en svaghed for passets forsvarere. Flere kilder oplyser nemlig, at den kongelige hær over isen havde held til at omgå bøndernes stilling og falde dem i ryggen; kampen stod delvis på Hjortens is.
Resultatet blev et fuldstændigt nederlag for oprørshæren, Omkring 500 smålændinge blev liggende på valpladsen. Allerede i begyndelsen af kampen blev Dacke skudt "med en hage 2 lod gennem lårene" og førtes ud af kampen.

Efter kampen opløstes Dackes hær i friskarer, der opererede hver for sig. Forståelsen af at fejden var uigenkaldeligt tabt, bredte sig hurtigt i bygdeme, og sogn efter sogn, herred efter herred underkastede sig kongens tropper. Småland forvandledes i løbet af foråret og sommeren 1543 til okkuperet land og behandledes derefter.
Efter at være blevet plejet af trofaste tilhængere var Dacke kommet til kræfter igen og han fortsatte sin guerilla, og ved Lenhovda angreb han med sine mænd en kongelig styrke og drev den på flugt. De kongelige havde I l faldne. Det blev hans sidste kamp og den blev en sejr.
Gennem de sidste måneder af sin tilværelse flakkede Dacke om i skovene som flygtning, forfulgt af kongens krigsknægte: et jaget og efterstræbt vildt.
To af bondehøvdingens kaptajner og nærmeste medarbejdere, Peder Skriver og Peder Skegge, havde optrådt som forrædere og opsporet hans skjulested i skoven og dermed købt deres eget liv. Dacke mødte sin, for en slagen oprørsleder så almindelige død et sted ved rigsgrænsen i Rødeby, hvor kong Gustavs krigsknægte fandt ham. Da Dacke ikke ville overgive sig, blev han "skudt ihjel".
Dokumenter fra Kalmar Slot viser, at Dackes lig blev parteret, skåret i fire dele og lagt på stejle: på slottet blev det parteret og på fire steder sat på stejle og hjul og på hans hoved en kobberkrone".
På bagsiden af et håndskrevet folioeksemplar af Laurentius Petris Chrönica, dateret 1559, gengives sejrherrernes skadefro gravskrift over oprørslederen, med titlen "Epithaphium Nicolai Dacke". Dackes hoved med kronen skal have været spigret op på bymuren i Kalmar med teksten: "Et underligt spil jeg begyndte at drive, jeg mente, jeg skulle konge blive, hvad jeg da også vorden er, da jeg nu foran Kalmar kronen bær".

Fra: Vilhelm Moberg: "Min Sverigeshistorie", bind 2: Fra Engelbrekt til og med Dacke.