Dansk-Skaansk Forenings
rundskrivelse 1999:2. April 1999 Dackefejden
- en smålandsk folkerejsning
Af Flemming Andersen
Nogle år efter at vi i Danmark 1523-25
havde den skånske bondeopstand under Søren Nordby og Grevens Fejde
1534-36, fandt der i Sverige et lignende oprør sted under ledelse af
Nils Dacke,
Han var af smålandsk storbondeslægt, der ejede gårde på begge sider
af grænsen mellem Småland og Blekinge, men det smålandske herred Sødra
Møre var slægtens midtpunkt. Oprørslederen stammede fra de selvejende
odelsbønder i Værend som i senmiddelalderen blev relativt velhavende,
takket være deres kreatureksport over rigsgrænsen til
udskibningshavnene i Blekinge.
Gustav Vasa forsøgte at udnytte danskerhadet mod bandelederen og gjorde
gældende, at han var udlænding og født i Blekinge, hvor han havde sin
"forræderslægt".
Gustav Vasa havde selv ledet et vellykket oprør mod unionskongen Chr.
2. og derfor er han en helt i svensk historie. Derimod er Dacke en
skurk, fordi han vovede at angribe kongens mænd. Den konge, som myrdede
flere adelsmand end "Kristian tyran". Var oprøret lykkedes
for Dacke, ville nutiden have kaldt ham noget positivt, f eks.
"Dacke Atterdag".
Dackefejden har sikkert sin oprindelse i de uroligheder, der opstod i grænsebygderne
under den såkaldte Grevefejde i midten af 1530'eme. Som anfører for
friskarer har han antagelig været den dueligste og sejrrigeste i svensk
historie. Men under det store oprør blev han også noget mere: han førte
hele hære i en regulær krig med formelige slag.
Ca. 6 år før oprøret deltog Dacke i et drab på kongens foged, Inge
Arvidsson, og lignende baghold var almindelige i datidens Småland.
I
marts 1538 sendte friskarerne budstikker i Værend og kaldte bønderne
til tings ved grænsen, Ture Trolle, herren til Bergkvara, og den smålandske
frelses hovedmand, greb kraftigt ind mod opviglingen af folket og havde
held til at standse de farlige budstikker. Trolle sammenkaldte derfor
selv et ting, hvor det indtil videre lykkedes at berolige den knurrende
almue. Denne gang kom det ikke til noget oprør. For drabet på
Arvidsson måtte Dacke bøde med 40 okser. Beløbet svarer til datidens
værdi af en gård og var en meget stor sum for en bonde. "Al
Dackes ejendom gik dertil", oplyser en kilde.
Og i maj 1542 omtales Dacke atter i kilderne: han har samlet en friskare
om sig, der fra skoven bryder frem mod bygden og påbegynder en ny
guerilla, Den 20. juni overfalder han Voxtorps fogedgård med en lille
flok på 30 mand. Blot nogle uger senere anførte han 1000. På det
tidspunkt var han trængt ind i Værend og holdt ting ved Inglinge høj,
tingstedet hvor folket fra ældgammel tid havde forsamlet sig. Efter
yderligere et par uger fortsatte han til Værends hovedstad Veksjø og
fulgtes nu af 3000 mand. Hans oprindelige gruppe af guerillafolk var på
mindre end en måned blevet hundreddoblet og forvandlet til en hel hær
af bofaste bønder. En samtidig kilde påstår, at Dacke "på den
eneste nat" rejste almuen i tre herreder. Og denne store
tilslutning skete på den tid af året, der for bønderne var den
travleste: under høslætten og -bjærgningen, der var det vigtigste af
alle årets arbejder, her i kvægavlens land. Bevægelsen fejede hen
over egnen som en naturkraft, spontant og uimodståeligt drevet frem af
en almen og dybt rodfæstet utilfredshed.
Kong Gustav l. Vasa af Sverige og Kong Christian 3. af Danmark havde
sluttet et forsvarsforbund og havde lovet hinanden hjælp mod oprørske
undersåtter. De havde jo også en fælles fjende i Chr. 2. Ifølge
denne aftale bad Gustav nu om hjælp mod smålændingene, og en dansk
styrke på 1500 mand rykkede ind i Småland. De modforanstaltninger, som
kongen sætter ind, viser sig snart utilstrækkelige. Fra Vestergotland
rykker Gustav Olofsson Stenbock ind i Værend med højst et par hundrede
mand, der i omegnen af Veksjø forener sig med en dansk hjælpehær
under Peder Skraml, men Dacke mødte med 2500 mand, og de kongelige
forehavender endte med fiasko: den 22. juli forhandlede Stenbock med
Dacke på Bergkvara, og da forhandlingerne brød sammen, påbegyndte
Gustav Vasa store hvervninger af lejetropper i Tyskland.
Hovedparten af den kongelige hær, der sattes ind mod smålandske bønder,
udgjordes således af adelstropper, en dansk hjælpehær og lejede tyske
krigsfolk.
Niels Dacke havde gennem sommeren og
efteråret 1542 så godt som uafbrudt fremgang, og man kan af Gustav
Vasas breve se, at den kongelige hær er hårdt trængt. Den 6. august
har brevskriveren fået underretning om, at den danske købstad Rønnebys
(Rotneby) borgere og borgmester Henrik Hoffnian har forsynet den oprørske
gruppe i Konga med våben og ammunition samt andet, hvad der voldte ham
stor bekymring. Og i september kulminerede oprørernes success med
sejren ved Kisa, hvor en frennykkende kongelig hær, hovedsagelig bestående
af tyske krigsfolk, faldt i bøndernes fælde og gik til grunde næsten
til sidste mand: bønderne i Kinda Herred rejste sig som én mand og
modtog de fremstormende tropper i en ring af bagholdsstillinger, som de
havde lagt i skoven, og som nu omsluttede dem. Mindst 1000 tyske
lejesoldater blev liggende i skoven og sover nu deres sidste søvn i
svensk jord. Umiddelbart efter rykker Dacke selv ind i Østergøtland
med sin hovedstyrke og slår lejr syd for Linkøping. Omsider er Gustav
Vasa tvunget til at indgå en våbenstilstand med
"tyveflokken". Situationen er nu dybt alvorlig, og ifølge, søstersønnen
Per Brahes krønike overvejer Gustav Vasa nu at forlade Sverige og købe
sig et grevedømme i Tyskland.
Dacke troede tydeligt nok, at Gustav Vasa kunne vise sig villig til at
slutte en endelig fred med ham, hvad der ville have givet ham høvdingeposten
i Småland og landet selv som len. Det virker som en naiv tanke !dag,
men indtil Dackefejden var Småland kun løst knyttet til Sverige, det hørte
til Sverige, som Grønland og Færøerne til Danmark i dag.
Men intet kunne ligge Gustav Vasa fjernere, end at han skulle overlade
et af rigets største lande, som tilmed var grænseland til Danmark, til
sine rebelske undersåtter, til "tyveflokken". "Nils
Dacke drak jul på Kronoberg", hedder det i historiebøgerne, men
medens han residerede på kongsgården, begyndte han også at gennemføre
sit politiske program. Han genoprettede den katolske folkekirke, som smålændingene
havde bekendt sig til gennem 400 år. Oprørets vigtigste mål var dog
en mildnelse af de uudholdelige skatter og afgifter. Han åbnede
endvidere rigsgrænsen for fri handel, en foranstaltning af den største
økonomiske betydning for befolkningen. Nu kunne en bonde sælge en okse
til Rønneby, uden derfor at skulle bøde med sin hals. Det lysnede over
Småland i nogle få måneder: "Alting skulle blive ved gammel lov
og sædvane, hvorover almuen glædede sig".
Under våbenhvilen havde Gustav Vasa
forøget sin styrke kraftigt, så da krigen blev genoptaget i januar
1543, var han godt forberedt. I slutningen af denne måned foretog Dacke
et angreb på Kalmar Slot, der under fejden var blevet holdt for kongen
af en erfaren kommandant, Germund Svensson. Angrebet blev slået
tilbage: bondehæren var ikke stormtropper.
Efter et indfald i Østergotland måtte Dacke trække sig tilbage. l nærheden
af Virserum, hvor bondehøvdingen i dag står som statue, begyndte så
den kamp, der endelig afgjorde Dackefejden. Slaget udkæmpedes på et
område beliggende mellem to vande, søen Hjorten og Virserumsøen, i en
af landets smukkeste egne, hvor naturen skaber et snævert pas. Mellem
de to søer skulle den nordfra kommende kongelige hær passere, og her i
skoven stillede bondehæren sig i vejen for fjenden.
Slaget fandt sted omkring d. 20. marts 1543. Søerne lå endnu isbundne,
hvad der jo nok har været en svaghed for passets forsvarere. Flere
kilder oplyser nemlig, at den kongelige hær over isen havde held til at
omgå bøndernes stilling og falde dem i ryggen; kampen stod delvis på
Hjortens is.
Resultatet blev et fuldstændigt nederlag for oprørshæren, Omkring 500
smålændinge blev liggende på valpladsen. Allerede i begyndelsen af
kampen blev Dacke skudt "med en hage 2 lod gennem lårene" og
førtes ud af kampen.
Efter kampen opløstes Dackes hær i
friskarer, der opererede hver for sig. Forståelsen af at fejden var
uigenkaldeligt tabt, bredte sig hurtigt i bygdeme, og sogn efter sogn,
herred efter herred underkastede sig kongens tropper. Småland
forvandledes i løbet af foråret og sommeren 1543 til okkuperet land og
behandledes derefter.
Efter at være blevet plejet af trofaste tilhængere var Dacke kommet
til kræfter igen og han fortsatte sin guerilla, og ved Lenhovda angreb
han med sine mænd en kongelig styrke og drev den på flugt. De
kongelige havde I l faldne. Det blev hans sidste kamp og den blev en
sejr.
Gennem de sidste måneder af sin tilværelse flakkede Dacke om i skovene
som flygtning, forfulgt af kongens krigsknægte: et jaget og efterstræbt
vildt.
To af bondehøvdingens kaptajner og nærmeste medarbejdere, Peder
Skriver og Peder Skegge, havde optrådt som forrædere og opsporet hans
skjulested i skoven og dermed købt deres eget liv. Dacke mødte sin,
for en slagen oprørsleder så almindelige død et sted ved rigsgrænsen
i Rødeby, hvor kong Gustavs krigsknægte fandt ham. Da Dacke ikke ville
overgive sig, blev han "skudt ihjel".
Dokumenter fra Kalmar Slot viser, at Dackes lig blev parteret, skåret i
fire dele og lagt på stejle: på slottet blev det parteret og på fire
steder sat på stejle og hjul og på hans hoved en kobberkrone".
På bagsiden af et håndskrevet folioeksemplar af Laurentius Petris Chrönica,
dateret 1559, gengives sejrherrernes skadefro gravskrift over oprørslederen,
med titlen "Epithaphium Nicolai Dacke". Dackes hoved med
kronen skal have været spigret op på bymuren i Kalmar med teksten:
"Et underligt spil jeg begyndte at drive, jeg mente, jeg skulle
konge blive, hvad jeg da også vorden er, da jeg nu foran Kalmar kronen
bær".
Fra: Vilhelm Moberg: "Min
Sverigeshistorie, hind 2: Fra Engelbrekt til og med Dacke.
|