Løddekøbing og Borgeby
Af Adam Wagner

Ved den skånske å Lødde, der løber ud i Øresund mellem Landskrone og Malmø, ligger byen Løddekøbing og gården Borgeby. Løddekøbings navn røber, at byen oprindeligt i vikingetid eller tidlig middelalder var en handelsplads, og fund viser endda, at den har været vigtig. Den gode beliggenhed har vel medvirket hertil; åen har helt op i vores århundrede været sejlbar, der er ikke langt til Øresund men dog langt nok til at byen ikke umiddelbart har kunnet ses og angribes derfra. Byens daværende vigtighed kan også ses af, at kirken, som er fra det tolvte århundrede, er en afløser for en stavkirke fra det elvte århundrede, altså omtrent et halvt hundrede år efter den første stavkirke i Lund.
Hvor godt en betydelig købing end ligger, lader man den ikke ubevogtet: ikke langt fra Løddekøbing ligger bebyggelsen Borgeby med navn efter gården Borgeby, der også ligger ved Lødde. Siden vikingetiden har her været en borg eller rettere en stærk gård, men byens navn optræder først i 1253 i formen Borbi; på dette tidspunkt har der i hvert fald været en borg af en art, som byen kan have fået navn efter.
I 1378 skænkede ærkebispen Niels Jensen Bild Borgeby til domkirken, hvortil den hørte til reformationen, hvor den blev draget ind under kronen. Gården befæstedes langsomt, bid for bid kom der nye stenbygninger til. Den ældste er porthuset i kampesten; år 1374 omtales Borgeby som en befæstet gård, og det kan tænkes, at porthuset allerede var til på dette tidspunkt. I hvert fald menes det at have været til, da den svenske konge Karl Knutsson under krigen med Sverige 1451-57 hærgede Skåne i 1452 og afbrændte Borgeby på sin vej fra Landskrone til Lund. Senere, vel i sidste halvdel af 15. århundrede, er den såkaldte kirke vest for porthuset kommet til. Den består af kvadersten nederst og uregelmæssige sten øverst. "Kirken" er sikkert oprindeligt bygget som beboelseshus. De sidste kampestensmure samt kælderen med fangehuller, der er tilbygget porthuset, er antageligt bygget af ærkebispen Birger Gunnarsen omkring år 1500. Også voldgraven, der i dag kun kan anes, er nok fra denne tid. Voldgraven var i direkte forbindelse med Lødde. I forbindelse med urolighederne efter Christiern II's afsættelse var Borgeby atter i skudlinien, som det siges i "Slotte og herregårde", hvorfra jeg har de fleste af mine oplysninger, men det siges ikke, om det er i forbindelse med Søren Norbys skånske oprør 1525 eller Grevens Fejde.
Da Borgeby kom under kronen blev den forlenet til Malmøs borgmester Jørgen Kock og efter dennes død i 1556 til Hans Spiegel, der i 1563 fik borgen til eje. Spiegel udbyggede atter Borgeby men denne gang med bygninger af teglsten i stedet for kampesten. Han udbyggede porthuset mod syd, således at man må om på nordsiden for at se den oprindelige bygning af kampesten. Gårdens nordlige fløj, som ikke eksisterer mere, blev også opført på denne tid men i bindingsværk.
I 1589 solgte Spiegel Borgeby til Hans Johansen Lindenov, hvis oldebarn Otte Ottesen Lindenov, der ejede gården 1632-87, oplevede de to Karl Gustav-krige og Skånske Krig. Borgens sydfløj, den såkaldte fruerstue som også er i tegl, er fra hans tid, hvilket ses af dens vestgavls initialer, der er Otte Lindenovs og hans hustru Else Juuls. Svenske tropper besatte i 1677 under Skånske Krig Borgeby, mens Otte Lindenov, som mistænktes for at have forbindelse med de danske tropper, blev sat i fængsel i Malmø. Han blev dog atter løsladt og fik lov at bo på Klågerup, der også var hans. Men efter han havde sendt nogle af sine løse ejendele til det frie Danmark, fængsledes han igen. Imens havde danske tropper belejret Borgeby, og 8. maj 1678 beskød de den med svære kanoner, hvilket satte borgen i brand; svenskerne overgav sig dog først om aftenen. Nogle år senere, efter krigens afslutning, fik Otte Lindenov af den svenske konge lov til at flytte til Danmark, hvorefter hans datter overtog driften af godset.
Det første billede af Borgeby er fra omkring 1680, og i den tilhørende synsprotokol gives følgende beskrivelse: "Bygningen bestod for det første af en på sydsiden liggende kirke, dernæst et stort hus, som porten går igennem, deroptil et hus som har været fruerstue, alt sammen grundmuret. På den østre side et langt stenhus. På den nordre side et bryghus og et køkken muret mellem stolper, som er fuldstændig forsvundet. På den vestre side en brandmur, som endnu står".
Nordfløjen der altså nedbrændte helt i 1678 blev ikke genopført, østfløjen blev revet ned i 1860'eme, og Helgo Zettervall "restaurerede" det såkaldte Börjes Tårn, så man ikke kan se, hvordan det oprindeligt så ud, og derfor ikke kan gennemskue, hvornår det er fra. Den nye gårdsplads er syd for den gamle borg, idet staldene og laden fra 18. århundrede ligger syd for sydfløjen.

Anvendt litteratur:
BIRKELUND PALLE et al.: Danmarkshistoriens blå bog. 1971.
DAHL, SVEND C.: Skåne - en Skarv-guide. Holstebro 1994.
ROUSSELL, AAGE (red.): Slotte og Herregårde Øst for Øresund. København 1968.