Kong Valdemar Atterdags Genrejsning 
af Danmarks Rige 1340-1375
Foredrag i Sorø ved forfatteren Johannes Christensen

I 1332 døde den danske konge Kristoffer. Han havde pantsat hele Danmarks Rige til de to holstenske grever, Gert og Johan.
Grev Gert besad Jylland og Fyn og Store Bælt var grænsen mellem hans og Johans herredømme over de danske lande.
Skaanelandene gav sig ind under den svenske konge Magnus Smek efter at de havde dræbt de tyske pantherrer foran Lunds Domkirke.
Kristoffers ældste søn, Erik, var faldet i kamp mod Grev Gert, hans yngre broder, Otto, faldt i Grev Gerts fangenskab efter en kort strid. Han blev ført som fange til Segeberg Slot.
Datteren af Kong Kristoffer, Margrethe, blev gift med Markgrev Ludvig af Brandenborg. Markgrevens far var kejser af Tyskland og havde samme navn, Ludvig.
Den yngste af sønnerne hed Valdemar. Han blev opdraget ved sin søsters hof og nød stor anseelse hos markgreven. Junker Valdemar, som han hed, fik en fyrstelig opdragelse og i 1340 tilbød Hansestaden Lybæk Junker Valdemar en hær så han kunne vinde kongemagten i Danmark.

Al lov var ophørt at fungere. Sørøvere huserede værre end nogensinde før. Hansekøbmændene ønsker fred og orden. I 1340 rykker Grev Gert ind i Jylland med en stor hær af tyske landsknægte, de såkaldte Gunsehøveder. 4000 mand slog sig ned i Randers og grev Gert opslog sit hovedkvarter i denne by. Jyderne blev pint og plaget, de tyske knægte gjorde så meget ondt at man kunne høre vinden sukke om natten.
Niels Ebbesen udtog 47 modige mænd og sneg sig ind i Randers by. De satte ild flere steder i byen, de slog alarm, alt imens tolv af dem dræbte grevens livvagt og til sidst ham selv.

Folkevisen siger: "Han tryglede de jydske mænd,
                            de tog ham blot ved lokken
                            og huggede hans hoved af
                            på tværs af sengestokken"

Plankerne over Gudenåen var løsnede, og Niels Ebbesen slap væk og begyndte et oprør mod det tyske åg.

Grev Gert havde to sønner, Henrik og Claus. Henrik var general i den engelske hær og berømt som hærfører. Han rykkede op i Jylland og i november 1340 dræbte han Niels Ebbesen og hans bondehær ved Skanderborg. Det kom til et forlig mellem Valdemar Atterdag og de holstenske grever. Kongen fik Nordjylland og lovede at indfri resten af Jylland for den uhyre sum af 100.000 lybske mark.

Det lykkedes kongen at vinde Sjælland først. De katolske bisper var meget glade for kongen og han opslog sit hovedkvarter i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.
Gennem en lang række stridigheder og kampe lykkedes det at bryde de holstenske grevers grusomme herrevælde. Han skabte en ny moderne hær af pansrede ryttere, som førtes frem på skibe og angreb fjenden overalt.
   Hans ry som feltherre nåede til Frankrig, hvor hundredårskrigen rasede mellem englændere og franskmand.
Den franske konge tilbød Valdemar en stor sum penge om han ville samle en flåde og erobre England. Valdemar fik et stort forskud og samlede flåden og hæren ved Ribe. Men England havde en meget dygtig konge, Edward den 3, som sendte sine agenter ind i Danmark og forsynet med mange penge startede de et oprør mod kongen blandt de jydske stormænd og de holstenske grever.
   Kongen forte lynkrig mod sine fjender og tvang dem til forhandling. Nogle af de jydske stormænd, Niels Bugge til Hald, Stig Andersen Bjørn og flere andre forhandlede et forlig med kongen og red hjem. En nat overnattede de i Middelfart og blev alle dræbt. Kongen fik skylden, men svor sig fri. Byen Middelfart blev idømt en bod, "Buggespenge", som blev betalt hvert år helt op til 1874.

I Sverige havde kong Magnus besvær med sin søn, Erik, som selv ville være konge. Far og søn forte krig mod hinanden og bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede dem begge bistand. Da Magnus var hårdt trængt, rykkede Valdemar ind i Skaane og Magnus gav sine slotshøvedsmænd ordre til at overlade borgene til de danske tropper. I løbet af kort tid vajede Danebroge, som kongen havde gjort til rigsbanner, over Skaanes borge og tårne.
   Kongens største indtægt kom fra afgifterne fra sildemarkedet ved Falsterbo og Skanør.
Hvert år i september stævnede købmænd fra hele Europa til Falsterbo. Øresund var fuldt af sild. Tusindvis af kvinder fra hele Skaane behandlede silden og lagde den i store tønder med salt. Tønderne blev vejet af kongens mænd, afgiften betalt, og tønderne rullet om bord i skibene. Den mand, som var ansvarlig for afgifterne var Kongens Gælker. Han var kongens dygtigste og mest betydningsfulde embedsmand.
Alle nationerne havde hvert sit område, men det var kongens mænd, der sørgede for ro og orden. 100.000 mennesker fra hele Europa mødtes her. Der blev handlet pelsværk fra Rusland, kom, fisk, huder, skind, rav og flamsk klæde, tysk vin og tyske våben. Lybæk sendte hele fire skibe med glædespiger, som havde meget travlt.

Den sorte død rasede over hele Europa. Hvor mange den gjorde det af med i Danmark er man ikke helt klar over. Men kongen sørgede for, at de dødes ejendom blev givet til de rette arvinger, hvilket var et stort arbejde.
   Kirken var den sociale side af samfundet. Kongen gav Kirken store rigdomme og godser og Kirkens mænd var kongens mest loyale folk i hele hans regeringstid. Man havde dengang flere paver, en i Rom og en i Avignon og kongen besøgte dem begge og fik lov til at rejse til den hellige grav i Jerusalem og lade sig slå til Ridder af Den Hellige Grav, selvfølgelig måtte han betale araberne, som herskede over landet, en betragtelig sum penge, men denne orden var den højeste man kunne opnå i den daværende vestlige verden.

Kongen udbyggede Helsingborg til en fæstning på 32 tønder land omgivet af flere mure og bastioner. Hansestæderne belejrede Helsingborg med en stor flåde. Valdemar delte sin flåde i to, en der kom fra nord og lokkede Hanseaterne til kamp, og en anden, den største, som kom fra syd. Det blev en meget stor sejr for danskerne, lybækkeme blev slået på flugt og deres admiral blev dræbt foran Lybæks rådhus. Kong Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt i dette slag.

Kongen havde måttet afstå Estland til den tyske Ridderorden for et beløb på 19.000 lybske mark. Esterne gjorde oprør mod de danske skatteopkrævere, og danskerne havde for få soldater i Estland. De bad ordensridderne om hjælp og den tyske krigsmaskine tromlede esterne ned og de sortklædte riddere herskede nu over landet. Kongen afstod sine rettigheder til Estland og hans broder Otto blev indsat som stormester i fæstningen Dorpat/Tartu. Det baltiske perspektiv, herredømmet over farvande og lande i det baltiske hav, spillede stadig en stærk rolle i kongens udenrigspolitik.

Visby på Gotland var en af tidens største og mest velhavende byer. Den var beskyttet af en vældig mur med tårne og bastioner. Det var næsten kun tyskere, der boede i byen. Købmændene handlede på Rusland og tjente store penge.
   I sommeren 1361 landede Valdemar Atterdag med en hær på Gotland og slog det gotlandske hjemmeværn i flere slag. Det sidste fandt sted uden for Visbys mure. De tyske købmænd stod på murene og overværede slagets gang, som var det teater. Samtidig sejlede Valdermars flåde ind i havnen og spærrede al skibsfart. Valdemar gav Visbys byråd et ultimatum: enten overgiver I staden nu, eller vi stormer byen og plyndrer den. Købmændene overgav byen og betalte en stor sum penge til kongen, som fornyede deres rettigheder og lagde en dansk garnison i Visby.
   Hjemvendt til Vordingborg modtog han 77 krigserklæringer fra Hanseforbundet, som bestod af byer og stæder i hele Europa. Kongen opsatte den gyldne gås på Vordingborg Spir og sagde: "Sevenunseventig Hensen und sevenundseventig Gensen måcht nichts..."

Foruden krig med hele Hanseforbundet modtog kongen krigserklæringer fra den svenske konge, de holstenske grever og de jydske stormænd. Han forlod Danmark med et følge og rejste til Polen og var forlover ved et bryllup mellem Polens kongedatter og Ungarns kronprins. Magten i Danmark overlod han til sin førstemand, drosten Henning Podebusk.
   I flere år rejste kongen rundt i Europa. Imens blev Danmark invaderer af de mange fjender. Krig er en kostbar affære og hansekøbmændene søgte fred. De fik alle indtægterne fra Skaanemarkedet i 15 år. De andre fjender forhandlede kongen sig til rette med og endelig blev freden sluttet i Stettin 1367.

Kongen var rastløs. Bønderne skulle bygge vandmøller så vandet i åerne ikke løb i havet uden at have gjort nytte. Der var kongelige ryttere på alle hovedvejene, som sørgede for de rejsendes sikkerhed.

Kongen lod opføre et lille slot ved Gurre i Nordsjælland. Kong Valdemar var anerkendt overalt i Europa som en stor og dygtig statsmand, og det danske rige var atter samlet og gik en stor tid i møde under kongens efterfølger, den berømte og navnkundige Margrethe, Rigernes nådige Frue.

Johannes Christensen