580 år for Landskrone
Af Knud J. Holdt

Sundtolden 1427 - 1857 havde sin oprindelse i den skibstold, der blev opkrævet på Skånemarkedet ved Skanør. Da mængden af sild aftog i 1400-årene, flyttedes opkrævningen af tolden til Krogen ved Helsingør - det senere Kronborg. Om dette emne og meget mere kan man få solid oplysning på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør, beliggende på selve slottet.
I september og november måned gik sildestimerne gennem sundet. Fiskere fra store dele af Danmark kom for at bjærge fangsten.
I 1300-årene dominerede Lybæk Skanørmarkedet trods især Valdemar IVs ("Atterdags") heftige modstand. Den franske ridder Filip de Maizieres skrev i 1300-årene om sildene, at "... så mange passerer i disse måneder, at man flere steder ville kunne sønderhugge dem med kården." At sildestimer virkelig kan antage vældige dimensioner, fremgik af et naturprogram i dansk TV 1 10de december 1992, hvori det blev fortalt, at den største sildestime, der nogensinde er blevet målt, havde et omfang på 35 kilometer i længden, 3.5 kilometer i bredden og 20 meter i dybden.
I gode år blev der i Skanør pakket 300.000 tønder sild i sæsonen. De blev pakket i lag med salt imellem. Fra denne industri stammer udtrykket "som sild i tønde". Den danske konge opkrævede allerede på Skanørmarkedet told og afgifter af snart sagt alt. Kun fantasien satte grænser.
På grund af forhold forbundet med solsystemets funktion og deraf følgende ændringer i Polhavets havstrømme, er der et interval på ca. 698 år mellem de store sildestimer i Øresund. 1308 var et maksimum, 2006 skulle blive det, hvis ikke menneskene af andre grunde har decimeret sildebestanden. At der er mange sild omkring disse år, betyder selvsagt ikke, at der ikke er sild i de nordlige have i de mellemliggende år, de befinder sig p.g.a. havstrømmenes mønstre blot i andre farvande.
Henimod år 1400 tonede denne sildekulmination ud, hvilket førte til afmatning og senere afvikling af sildemarkederne i Skanør m.v. En anden årsag til denne nedtur var, at udviklingen i skibsbygningsteknikken (større lastefartøjer) førte med sig, at de ældgamle omladepladser i Hedeby og Skanør blev overflødige, idet sejlruten efterhånden kom til at gå igennem Norgeshavet (på hollandsk kaldet Schager Rak, hvilket betyder: "Op til Skagen og så lige ud - Rak") og Jyllandshavet (på hollandsk kaldet Katte Gatt, hvilket betyder: "Det smalle og farlige farvand, hvor man med nød og næppe smutter igennem uden at gå på grund, som en kat gennem et hul eller en lem - Gatt)". Til disse navne se f. eks. Johannes van Keulens søkort fra o. 1700 på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør. Grundlaget for van Keulens kort var udkast foretaget af den hollandske øverstbefalende for den allierede flåde 1676-1678, Cornelius Tromp.
Det ældste søkort over de danske farvande er hollandsk og stammer fra 1560. Danskerne sejlede i kendt farvand og havde derfor ikke brug for søkort i samme grad som hollænderne. 1300-årene var ulykkesår for Danmark. Dette var ikke udelukkende menneskeskabt, men skyldtes i høj grad jordens skiftende afstand til sol og måne - tidekræfterne - og disses indflydelse på hastigheden af Polhavets afsmeltning. Se til disse spørgsmål Christian Vibes fremragende artikler:
1) "Mikro-istider", Naturens Verden 1982, side 297 - 320.
2) "Luna-nøglen til klima og økologi", Naturens Verden 1984, side 145 - 160.
Den holstenske magtelite og Hansaen herskede i Danmark i langt den største del af 1300-årene. Den danske udmøntning ophørte helt. De formuende nedgravede store pengeskatte over hele landet for at sikre sig mod røveriske overfald og den holstenske griskhed. 1300-årene er ved siden af 1600-årene suverænt de helt "store" århundreder, når det i nutiden drejer sig om at finde møntskatte nedgravede i ufredstider. Eksperterne på Nationalmuseet kan uddybe dette emne.
Men det var også uden for landets grænser uheldsvangre år. Således våndede det meste af Rusland sig under det hårde mongolske tryk. Her huserede Den gyldne Horde fra 1240 til 1480. Ordet HORDE kommer af navnet på landskabet ORDU ved den nordvestlige del af Den store kinesiske Mur.
Inden for det vest-kirkelige område var pave- og kejsermagt udmattede efter Investiturstriden og korstogene. Fra 1309-1378 var pavemagten stort set sat ud af spillet under Det avignonske Fangenskab, der efterfulgtes af Det store Paveskisma 1378 - 1417. Som følge heraf begyndte nationalkirkeligheden at tage form.
I Det byzantinske Rige så det endnu værre ud. Fra 1147 indledte tyrkerne (osmannerne) en generaloffensiv, som varede til 1683. Under denne mere end 500-årige undertrykkelseskrig blev hele Lilleasien, Balkan og Den ungarske Slette underkuet. 6 år før Erik VIIs ("af Pommerns") død faldt Det byzantinske Riges metropol i fjendehold og kristenhedens centralkirke blev profaneret på det mest ubeskrivelige.
Set på den baggrund tager Valdemar IVs ("Atterdags") bedrift med at befri vort land sig endnu mere imponerende ud. 1346 bliver han nødt til at sælge Dansk Estland for at skaffe penge til at indløse blandt andet Skånelandene. Omkring 1370 måtte han forlade landet for at søge hjælp hos den romersk-tyske kejser. Også denne diplomatiske mission lykkedes for ham. Danmarks fjender - holstenerne og Hansaen - måtte vige. Fra den tid stammer de første sikre henvisninger til eksistensen af Dannebrog-flaget.
1375 dør Valdemar IV, hans datter overtager styret, og i kraft af hendes ægteskab med den da afdøde norske konge kommer Norge
med de atlantiske besiddelser i 1376 ind under samme krone som Danmark.
I 1397 grundlægges Kalmar-unionen. At Dannebrog på det tidspunkt er i brug, fremgår af, at de 3 danske løver på Erik VIIs ("af Pommerns") unionssegl fra 1398 holder et Dannebrog i kløerne.
Den nordlige del af Øresund lå længere væk fra den aggressive Hansa og de griske holstenere og kunne derfor bedre forsvares mod angreb fra den kant, da varslingsmulighederne i tilfælde af anfald blev klart forbedrede. Når dertil kommer, at sildefiskeriet var i mærkbar aftagen, kan det ikke undre, at Erik VII flyttede sine administrative residenser mod nord i sundet. Det har sikkert også spillet ind, at Valdemar IVs ("Atterdag") befrielse af Danmark fra 1340 frem tog sin begyndelse i det nordlige Sjælland, hvortil holstenernes forsyningsliniet var for lange.
Nordvest for Saxåen udløb i Øresund anlagde Erik VII o. 1405 Landskrone. I 1410 byggedes der et karmeliterkloster på stedet. 20de marts 1413 undertegnedes byens privilegier. Kong Erik har muligvis forestillet sig den nyanlagte by som nordisk hovedstad. I hvert tilfælde ligger den besejlingsmæssigt eminent, idet der fra nord mod syd langs Skånekysten øst for Hven går en 30-50 meter dyb rende, hvori saltvand fra Jyllandshavet trænger frem under brakvandslaget medførende forskellige saltvandsarter både hvad angår fauna og flora. Se til dette emne Øresundsakvariet i Helsingør.
Denne "Landskrone-rende" er den ældste del af Øresund. Den var vandfyldt i lange perioder, hvor DEN SKÅNSKE LANDBRO mellem det nuværende Amager og det sydvestlige Skåne eksisterede. Først 5.700 f.Kr. brød Jyllandshavets saltvand gennem landbroen mellem Skanør og Dragør.
For at holde forbindelsen til slægt og venner på begge sider af det nye Sund måtte datidens danskere derfor lægge sig efter sømandskunsten. Grundlaget for vikingetidens og senere tiders danske overlegenhed på havene var lagt.
Området ved Landskrone havde været bymæssigt bebygget siden 1200-årene og kaldtes da Sønder Sæby Fiskerleje. Folkene her ernærede sig ved sildefiskeri, markedshandel og overfart til Sjælland.
I 1169 - året med Arkona-slaget - omtales stedet LAND-øre, hvad der muligvis spilles på i navnet, LAND-s-krone. I årene efter at København i 1417 var kommet under kronen, byggedes der på livet løs i Landskrone, og omkring 1420 stod den store købstadskirke, Johannes Døberens Kirke, færdig.
I 1420erne lod kong Erik opføre borgen Ørekrog eller Krogen ved Helsingør - det senere Kronborg. Kernen i Helsingborg og Gjorslev på Stevns er fra samme tid.
Sidst i 1420erne lykkedes det kong Erik at påføre Lybæks krigsflåder flere nederlag. I en sådan træfning erobrede lybækkerne imidlertid et maritimt Dannebrog. Det hang som "krigsbytte" i Mariakirken i Lybæk indtil 1942, hvor det gik til grunde under et bombardement.
I 1427 eller 1429 - jeg har set flere angivelser - indførte kong Erik så Sundtolden, efter at de militære anlæg var godt i gang både i Helsingborg og Helsingør og sikkert også i Landskrone. Først 14de august 1857 blev Sundtolden afskaffet ved international konvention. Den havde indtil da givet store indtægter til kronen, for ikke at tale om beslaglagt gods. Fx stammer flere af de mest prangende altertavler i store danske kirker fra sådanne beslaglæggelser.
Men Sundtolden var ikke kun et gode for Danmark. Efter al sandsynlighed var den også en af hovedårsagerne til, at vort land ikke havde trofaste forbundsfæller, når nøden var størst, især efter 1627. Dette forstod vor arge fjende i nordøst at udnytte.
Det var også kong Erik, der indførte Unionsflaget - rødt kors på gul bund - som symbol for hele Norden. I en kongelig skrivelse fra 1430 gives der befaling om at flage med denne fane - "... rikesens baneer swa som ær eth røth kors uti eth gult feld ..."
Om dette og andet mere kan man læse på Erikstrup (Sv: Erikstorp) Kongsgård lige nord for Landskrone.
Sct. Johannis Baptistae - Johannes Døberens Kirke - i Landskrone blev som sagt opført o. 1420 i stilarten baltisk gotik. Sct. Petri i Malmø er i samme stil, de to kirker er en slags tvillinger, blot var Landskrone-kirken betydeligt større end denne.
1549-1559 anlagdes Landskrone Slot af lensmanden Peder Skram. Koldinghus er fra samme tid. Efter 1660 udbyggedes Landskrone-slottet kraftigt af besættelsesmagten.
I midten af 1700-årene besluttede occupationsmagten, at den gamle købstadskirke - Johannes Døberens Kirke - skulle fjernes, da herrefolket i byen anså den for at være en militær trussel mod citadellet. Mulige spioner kunne nemlig kigge ind i fæstningen fra kirketårnet! En i sandhed mageløs begrundelse for at eliminere en af Nordens prægtigste kirker. Omkring 1780 var kirken revet ned til grunden. Dens teglsten og gravmæler blev brugt til fæstningsbyggeri og opfyldningsarbejder. Det må være en sådan adfærd, der tænkes på, når der tales om "kulturskövling"!
Inventaret fra kirken solgtes. Kun sparsomme rester er bevaret til idag. Såvel den pragtfulde 14 meter høje altertavle fra 1600-årene som den statelige orgelfacade i sengotik og den smukke renaissance-prædikestol er sporløst forsvundet.
Om disse og andre beslægtede emner kan een dygtiggøre sig på Landskrone Museum - eftermiddagsåbent - og gennem en lille tryksag om Landskrones nuværende og tidligere stadskirke.
Da den sidste danske sognepræst, Jens Kjeldsen, i embede 1631-1667, lukkede og slukkede efter sig, skulle der blot gå ca. 100 år, før en af de danskes største kirker med samt tilbehør var næsten restløst udraderet.
Og så spørger nogen i ramme alvor om, hvorfor mange skåninger og vestensundske danskere - har mistet deres historiske bevidsthed!
Men som om det ikke var nok med kirken, blev det gamle danske rådhus fra o. 1450 (ombygget 1579-1580) nedrevet i 1880. Det stod nemlig i vejen for opførelsen af forgængeren til det nuværende stadshus.
Kong Erik døde i 1459. Inden da skulle der udspille sig dramatiske begivenheder i Lilleasien og Europa. Fra Djagatai udgik den anden bølge af mongolske erobringer under Timur Lenk (død 1405). I 1402 gik han til angreb på osmannerne ved Angora (nuværende "Ankara"). Dette pressede tyrkerne mod vest og var uden tvivl stødet til Det byzantinske Riges endeligt 1453.
I slaget ved Tannenberg 1410 slog den litauisk-polske hær Den tyske Orden. Ved den lejlighed erobrede den forenede hær et "Dan-
nebrog", som var den romersk-tyske kejsers symbol på den tid.
I 1438 kommer Habsburgerne på kejsertronen, året efter trækker kong Erik sig tilbage. I 1448 oplever han så, at et tipoldebarn af grev Gerhard ("Den kullede Greve") bliver konge i Danmark med navnet Christian I. Helt tilbage til 1000-årene havde denne slægt stræbt efter at tage magten over Danmark, nu endelig lykkedes det.
Grundlaget for katastrofen i 1658 var lagt.