Erobring af gammelt dansk land

Det lille ord »også« fra dengang jeg først hørte formuleringen, betyder naturligvis, at Skåne også er gammelt dansk land, hvilket ingen vil bestride. Men man kan vel nævne det ene svenske landskab efter det andet og tilføje, at det er gammelt svensk land, men Skåne er ikke gammelt svensk land på samme måde, så allerede af denne indlysende grund er det nok en god idé at finde et andet udtryk, der bedre dækker, hvad der måske kan ligge bag udtrykket. En ting er sikkert: Skåne kan ikke samtidigt være gammelt dansk og gammelt svensk land.

Der er faktisk gået ret lang tid siden Sveriges erobring af landsdelen, men gør det Skåne til noget, der kan kaldes »gammelt svensk land«? Her bliver det nødvendigt at indskyde, at jeg for et øjeblik siden uden at tænke mig om havde brugt en vending hvori ordet »afståelse« forekom i stedet for det enkle og præcise ord »erobring«. Mit barnebarn har fortalt mig, at en jævnaldrende svensk dreng under et fægtestævne i Halland havde takket ham for Danmarks foræring af Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Dette viser, at det er meget vigtigt at udtrykke sig helt nøjagtigt og aldrig fravige det helt konkrete udtryk: Erobring. Man kan selvfølgelig give sig til at overveje, hvordan det er gået til, at drengen, der talte med mit barnebarn, har fået den opfattelse, at der var tale om en foræring. Men det er en anden historie.

Men hvad skulle mit barnebarn have svaret? Da han fortalte mig historien, havde jeg ikke noget svar på rede hånd, og det betyder ikke noget, for han har samme opfattelse af Sverige, som jeg selv har. Men det er alligevel værd at overveje, hvilket svar han måske skulle have benyttet sig af. Han skulle nok have sagt: For det første er det ikke nogen gave, men en erobring, men under alle omstændigheder er det noget, Danmark skal have tilbage – før eller siden.

Men vi skal ikke begynde på den anden side af Øresund. Vi skal begynde på denne side af Sundet: Hvorfor er det sådan, at mennesker vest for Øresund altid under samtaler med en svensker eller en forsvensket skåning altid prøver at tale svensk, så godt de nu kan, medens omvendt en svensker eller forsvensket skåning aldrig prøver at tale så meget som bare et enkelt dansk ord. Dette udstiller en enorm forskel på svensk og dansk mentalitet. Jeg har spurgt et menneske, som jeg stoler 100% på, og han bekræfter, at sådan er det. Jeg taler altid i en sådan situation rent dansk, og det er min opfattelse, at min modpart opfatter mig som uhøflig. Så jeg vil drage den slutning, at der ikke er noget at gøre øst for Sundet. Det, der skal gøres, skal ske vest for Øresund: Vi må begynde med at overveje vor egen danske mentalitet, og når vi har erkendt denne, ændre den. Vi må tale til dem på dansk, og hvis de ikke kan lide dette og derfor bringer samtalen til ende, må vi drage den slutning, at vi åbenbart ikke er på talefod og ikke har noget at sige til hinanden.

Hvis vi står overfor en guide, der tilbyder os at vælge mellem engelsk og svensk, da at bede om, at han bruger engelsk, hvad de fleste af os faktisk får mest ud af.

Jesper Asmussen, hvis bog (På historisk rundrejse i Skåne – den dansk-svenske historie) anmeldes andetsteds i bladet, har valgt at udsende sin bog samtidigt på dansk og svensk, og på forsiden erstatte billedet af en dansk konge (Christian den Fjerde) med en svensk konge (Karl X Gustav). Jeg har spurgt et andet menneske, som jeg stoler 100% på, hvilket tilnavn vi danske giver denne svenske konge, og svaret er »den Fede«, som altså skal modsvare, at svenskerne kalder en af vore konger »den Onde«. Dette er desværre udtryk for dansk mentalitet. Alle var dengang ret tykke, også vore konger, så allerede af den grund er det et rigtigt skidt tilnavn, dumt og ramt helt ved siden af. Vort tilnavn til ham skal naturligvis være relevant. Det tilnavn han skal have, er ligetil: Erobreren. Det er den bedrift, der gør ham til den største af alle svenske konger. Netop sådan ser vi ham komme os i møde på Stortorvet i Malmø.

Men der er endnu en flot rytterstatue pa den østlige side af Sundet: Magnus Stenbock i centrum af Helsingborg. Det fremgår af teksten pa soklen, at det ikke gik ham så godt til sidst, men uden egentlig forklaring. Desværre – og igen det med dansk mentalitet – får vi ikke forklaringen, når vi beser Kastellet i København. Guiden undgår at nævne, at den vigtigste fange, Kastellet har haft, netop er Stenbock, der efter tilfangetagelsen efter belejringen af Twining nord for Ejderen fik anvist et palæ i København som sin bolig under fangenskabet. Han forholdt sig imidlertis ikke i ro, men arbejdede af alle kræfter for Sverige i al hemmelighed. Da vi fandt ud af det, blev han overført til Kastellet, hvor han døde. Når man ved, at der i Sverige som oftest var dødsstraf for at overgive sig, således som han havde gjort, skal han måske være glad for at være i fangenskab i Danmark og undgå udlevering til Sverige.

Birkerød, den 29. oktober 2012


Jørgen Brandt
(1928-2013)