|
De danske friskytters og snaphaners
modstandskamp imod de svenske erobrere under Carl Gustavkrigene 1657-60
og under Skånske Krig 1675-79 er kendt af de fleste. Hvis man har fulgt
beskrivelsen af deres aktiviteter i bøger, tidsskrifter og på
internetsider, er man blevet klar over den omfattende modstand, som
fandt sted først og fremmest i Vester og Øster Gønge herred samt i
det vestlige Blekinge. I forbindelse med ”Gøngehøvdingen” Svend
Poulsen er det også blevet nævnt at han opererede på Hallandsåsen,
men ellers er der tale om et ukendt kapitel for friskytters og
snaphaners vedkommende hvad angår den gamle, danske landsdel Halland,
som måtte afstås ved Brømsebrofreden i 1645. Det skulle have været
for en periode af 30 år (som sikkerhed for Sveriges nyopnåede
toldfrihed i Øresund), hvorefter dette landskab kunne indløses ved
afståelse af et andet landområde eller selv afstås permanent, men det
blev ved Roskildefreden gjort permanent.
Nu har Hallands Genealogiske Förening lagt oplysninger ind på
foreningens hjemmeside om Hallands ”snaphaneaktiviteter”, som var
relativt omfattende. Allerede i 1657 plyndrede de Vallens gods i
Vokstrup (Voxtorp), der ejedes af landsdommer Magnus Durell. De
samarbejdede her åbenbart med Durells fæstebønder som beskrevet i
Lars Grimbecks og Stefan Gustafssons bog Brott och straf i Halland.
Kildegrundlaget er Hallands domme, hvoraf det fremgår at ikke blot
snaphaner men også den bofaste befolkning beskyldtes for at samarbejde
med snaphanerne.
Så langt nordpå som til Varbjerg gik deres aktiviteter. I 1660 foretog
snaphanerne et rekvireringstog ind mod Varbjerg. De havde røvet gods
hos kommandantens frue i byen og bortført det.
Et par af snaphanerne blev fanget og en af dem, Jørgen Olssen, dømtes
til hjul og stejle. Ved forhørene blev de spurgt, hvad landsmænd de
var, og han havde tilsyneladende svaret: ”Mest hallandsfarer, men en
Svensk”. Den gamle danske betegnelse hallandsfarer levede fortsat i
bedste velgående. Den tilfangetagne angav Anders i Guerup (Guarp) som
deltage i plyndringerne.
En anden og senere
snaphanefører var Tue Anderssen i Vallinge. Han var rømt fra
soldaterudskrivningen men blev fanget og indsat i Varbjerg fæstning i
1675. Han nægtede at have været leder, men indrømmede at han allerede
i 1658 havde været rytter. Det lykkedes ham og en skipper at flygte fra
arresten. Kommandant Jöns Kruslock truede med at folk, der skjulte dem,
skulle miste hovedet.
Det svenske regime fortsatte med i stor udstrækning at udskrive
befolkningen i Skånelandene som soldater og indlagde svenske ryttere
på gårdene. Allerede Knud Fabricius påviser i sit værk Skaanes
Overgang fra Danmark til Sverige at mange især fra Halland stak af
og flygtede til skovs eller til Sjælland før de nåede
udskibningshavnene. Således voksede antallet af friskytter og snaphaner
kraftigt som følge af de upopulære foranstaltninger.
I 1677 blev ifølge
Faurås herreds dombog de sidste snaphaner pågrebet og dømt i det
mellemste Halland. Det drejede sig om bønder og bondesønner, de fleste
udskrevne knægte. De blev under retssagerne spurgt hvorfor de havde
givet sig i lag med snaphaner. Hertil svarede Gøsta Perssen at han var
blevet tvunget af nogle danske ryttere og nogle snaphaner, da han var
ude på sin mark. (Da det drejede sig om retssager med sandsynlige
dødsdomme som udgang svarede friskytter og snaphaner næsten altid at
de var blevet tvunget til deres stats-fjendtlige, anti-svenske
aktiviteter, hvilket må siges at være ret forståeligt situationen
taget i betragtning! SW). Per Gunnarssen i Kogstrup (Kogstorp), en
tidligere bortrømt knægt, var fulgt med snaphaneføreren Tue i
Vallinge rundt omkring i egnen og havde røvet og plyndret, som det hed,
indenfor den gamle grænse og også besøgt den danske lejr. Samtlige,
bortset fra en yngre mand, dømtes til døden og deres evt. ejendom
skulle tilfalde den svenske krone.
En ”snaphane”,
nemlig Sven Hansen fra Stabæk i Lyngby forsøgte at fremvise nogle
attester (sikkert salvegardiebreve, attester, der frikendte personer for
anklage) fra en svensk oberst og en svensk embedsmand, men det hjalp
ikke. Imidlertid flygtede han fra arresten, hvorefter retten fradømte
ham liv og gods, da den anså sagen for bevist. Senere flygtede Sven
Hansen til Danmark og i Faurås herreds dombog kundgjordes i 1698 at en
Sven Hansen Stabæk var død i København og hans arvinger var blevet
registreret, hvoraf det fremgik at der var tale om den dødsdømte mand.
Han kom således til at leve tyve år længere end den svenske
snaphanedomstol syntes han skulle have lov til!
Sven Hansens svoger,
Håkan Svenssen fra Stabæk var også kommet i selskab med snaphaner,
blev fanget og henrettet. Hans svigerfar, nemlig nämndemanden
(lægdommeren) Hans Svenssen trådte i 1677 frem på tinget med vidner,
der fremførte at snaphanerne havde bortført Håkan med vold. Hans
Svenssen begærede dom for dette og at Håkans døde legeme måtte blive
ærligt begravet., hvilket retten bevilligede.
Endnu en henrettet mand, Nils Jonsen fra Kogstrup tildømtes en
hæderlig begravelse takket være vidners hjælp.
Ivar Larssons artikel i Hallands genealogiske Forening slutter desværre
på traditionel vis, når det drejer sig om forståelsen af samspillet
mellem social undertrykkelse, de svenske foranstaltninger til
udskrivning af knægte mv. og årsagerne til at tidligere bønder gik
snaphanevejen ved at sige: ”En motsättning fanns redan från
början mellan bönderna och snapphanarna och den ökade efter hand.”
Tværtimod er der adskilligt der mere end antyder at bønderne, trods
risikoen for at der blev udskrevet alt for meget af dem, alligevel
støttede modstanden lige som friskytter og snaphaner kom fra deres egne
rækker. Først i slutningen af Skånske Krig, da fortvivlelsens
selvhjælp var blevet en for stor byrde for befolkningen, får denne
gamle tese fra den skånsk-svenske historiker Alf Åberg sin
berettigelse. (Alf Åberg er direkte nævnt som reference til Ivar
Larssons artikel). Han slutter artiklen: ”Mot slutet av kriget och
därefter var bönderna, främst i Skåne och Blekinge, den svenska
överheten behjälplig att fasttaga och utlämna snapphanar och bidrog
starkt till utrotandet av dessa. De gamle danska provinserna Halland,
Skåne och Blekinge fick nu en tid av fred innan det stora nordiska
kriget i 1700 utbröt.”
|