|
Motiverne for at beskæftige sig med Skåne er højst individuelle. Fra
nationalhistorisk interesse og store følelser for det, der engang var
en vigtig del af det danske rige, og til mere pragmatiske og
nations-ubundne interesser som skånsk kirkekunst, herregårdene, de
øvrige historiske steder, Skånes pragtfulde natur hvad enten det er i
skovbygden i Gøngeherrederne eller de små landsbysamfund og de
maleriske havnebyer ved Kullen eller i Øster Len. Interessernes antal
er legio.
På denne plads er det berettiget at
bringe et par udpluk af, hvad det tidligere Dansk-Skaansk Tidsskrifts redaktør
Poul Willadsen udtrykte i 1965. Bemærkninger, som er tidsuafhængige,
når det drejer sig om en erobret landsdels skæbne og som fortæller
hvorfor der er nogle, der aldrig vil finde sig i historisk fusk og
svindel.
Willadsen beretter om sine første
private rejser til det tabte land og fortæller om besøget i en gammel
landsbykirke fra den danske tid, hvor han blev vist om af en gammel
graver: "Da jeg stod ved den udskaarne Prædikestol, sagde jeg:
"Den er sat op i Kong Christian IV’s Tid." Manden svarede:
Nææ, den er fra Kong Sigismunds
Tid." Jeg svarede: "Kong Sigismund var Konge i Sverige og ikke
her. Dengang var Skaane Danmark, og Kongen hed Christian IV."
"Ja, saadan har man nu fortalt mig," sagde graveren, "saa
jeg kan ikke sige andet."- "Kender De ikke Christian
IV"?- "Nej, jag känner honom inte."
Så slemt står det vel ikke til i dag, men den undervisning i
Skånelandenes danske historie, som svensk skolelovgivning giver
mulighed for, udnyttes kun i meget lille omfang, dels fordi det ikke er
noget det officielle Sverige
ligefrem opmuntrer til og dels fordi de unge som helhed, ifølge
undersøgelser, ikke er specielt interesseret i skånsk historie. En
undersøgelse viste for eksempel, at kun en begrænset del af de
adspurgte tilkendegav at de var interesserede i at lære mere om skånsk
historie. Samtidig svarede en lige så stor gruppe at
svensk historie og ikke-europæisk historie skulle begrænses, hvis der
var nogen del af historien, man skulle skære ned på. Tendensen er
altså at mange unge – spontant – fravælger at høre om deres eget
lands eller regions historie, hvortil måske kun er at sige, at hvis
historieundervisningen i Sveriges folkeskole gribes lige så lemfældigt
an og er lige så overladt til lærerens tilfældige interesse som i
Danmark, så er svarene ikke overraskende. Det er
vanskeligt at udtale sig om noget, man ikke kender til.
I Danmark står det lige så slemt til. Historiefaget i folkeskolen og
gymnasiet lever slet ikke op til hvad man med rimelighed kunne forvente
af viden om ens eget land. Det gælder ikke kun de tabte landsdeles
historie (Skånelandene og den tyske del af Sønderjylland (Sydslesvig))
men Danmarkshistorien som helhed.
Samme Poul Willadsen knyttede ikke forhåbninger om at en Øresundsbro
kunne gavne Danmark, hvorimod han prioriterede Storebæltsbroen højt.
Bag denne holdning lå hans dybt pessimistiske syn på det officielle
Sveriges hensigter. Her må vi i 2001 sige, at det står anderledes
bedre til, når det drejer sig om at hævde selvstændige danske
interesser. Borte er den tid, hvor Frilandsmuseet anbragte gårdene fra
Skåne og Småland under betegnelsen "Sydsverige". I dag er
Småland af en eller anden mærkelig grund med, men
"Sydsverige" er borte. I vejroversigter
i DR 1 og TV2 er der også anbragt temperaturer og/eller sol og skyer
midt i Skåne. Bornholm er ikke længere anbragt i en ramme i Kattegat
eller ved siden af Falster. Det er småtingsafdelingen, men alligevel!
En vis "selvbevidsthed" gør
sig gældende. Det er ikke længere pinligt at tale om Skåne som
gammelt dansk land. Den kollektive fortrængning lægger ikke længere
låg på "skæve" diskussioner. Det er muligt at diskutere
tingene friere i dag. Sidste gode nyt er at Region Skånes hjemmeside nu
fremlægger den dansk-skånske historie med detaljer og belysninger, som
ville have været umulige for tyve år siden. De var da blevet beskyldt
for at være skånske separatister. Der er kort sagt færre der smiler
forlegent, fordi denne amputerede del af Danmarkshistorien
nævnes.
Dansk-svensk og svensk-dansk
Hvor forskellige vi end er af politisk observans i synet på Danmark,
Den europæiske Union, osv. så står vi fast på et punkt. Nemlig
udgangspunktet for det hele: Skånelands status som en af de
allervigtigste dele af Danmarks Rige indtil 1658 og i vores respekt for
de skånelændinge, som aktivt og passivt modsatte sig og bekæmpede
erobrerstatens undertrykkelsespolitik og politikken til forsvenskning af
Skåne, Halland og Blekinge. Fra partisanerne organiseret i
friskyttekorps til almindelige kirkegængere, der bevidst sang videre
på salmernes danske tekster efter
at myndighederne havde forbudt det og udskiftet salmebøgerne med nye
svenske tekster på den gamle melodi! Det hele hører med til det
billede, som står stadigt stærkere, fordi det nu er
"tilladt" at kalde tingene ved deres rette navn: Axel
Oxenstierna fremlagde i 1620’erne en politisk strategi, der skulle
gøre Sverige til Nordens dominerende magt. Det skulle ske på Danmarks
bekostning og strategien kunne kun lykkes, hvis Sverige fik kontrol med
de danske landsdele på den skandinaviske halvøs spids. Strategien
lykkedes kun alt for godt. Med
militære midler og en heldig europæisk alliancepolitik fik Sverige
sine ambitioner opfyldt. Dog ikke det
hele, for Gustav X Adolfs lette sejr der førte til Roskilde-freden og
Skånelandenes afståelse medførte overmod, Hybris. Og Hybris fører
som bekendt til Nemesis. København overlevede stormangrebet. Slaget ved
Nyborg 14. november 1659 ændrede kursen radikalt. Kongerige og nation
var intakt. De skånske landes historie – med Skåne i centrum – er
en elementært spændende historie med masser af nutidsrelevans. Vi
dyrker ikke Skåne, som man dyrker en religion.
Vi blander ikke interessen for Skånes historiske og geografiske
forbindelse til Danmark sammen med en separatistisk
kamp for en autonom skånsk provins efter katalansk forbillede. (I
Katalonien har man rendyrket alt
katalansk, sproget, historien, kulturen, osv. og prøver at fornægte
sin spanske arv og lod). Skåne er på grund af sin historie og geografi
en "dansk-svensk" eller "svensk-dansk" landsdel og
blandt de mange skåninger, der interesserer sig for landsdelens
historie og som tager afstand fra opsvenske forsøg på at fordreje
eller nedtone Skånes historiske
eller kulturhistoriske danskhed, er der ikke stor interesse for at kaste
sig ud i separatistiske eventyr a lá Skånelandsfanatikerne, der lader
Skåne sætte sig på Halland, Blekinge og det danske Bornholm
for med denne illusion at skabe en selvstændig skånsk stat (autonomi),
der kiler sig ind imellem Sverige og Danmark.
Det er en trang og isolationistisk vej, der ikke fører frem, men
tilbage. Katalonien og Skåne er af indlysende
grunde ikke det samme!
Vejen fremad hedder Regionernes Europa. Samarbejde på tværs af
grænser og barrierer. Hvis Danmark tør, så
har det alle chancer for at præge Øresundsregionen i en retning, som
vore gamle skånske "våbenbrødre", friskytterne,
ville have syntes om. Men det er med nutidige og fredelige midler, vi
gør Skåne "dansk" og ikke med krig,
forloren separatisme og sekterisme. Skåne vil ved en stærk region få
langt mere til fælles med København og Sjælland
samt det øvrige Danmark end med det fjerne Stockholm. Sådan ligger
erhvervsgeografien nu engang. Og med genopdagelsen af historien, som er
i fuld gang i disse år, ligger Danmark lunt i svinget.
Men det er også en historie, som skal
formidles. Som den ældste forening med interesse for skånske forhold i
Danmark er det naturligt at Dansk-Skaansk Forening giver sit eget
beskedne bidrag til at fremme denne udvikling. Og her må vi desværre
konstatere at uvidenheden om historien er stor. Af denne grund vil det
historiske forhold have stor vægt i Dansk-Skånsk Tidsskrift.
Her skylder vi en vældig tak til den store skånehistoriker Knud
Farbricius’ enestående videnskabelige arbejder som f.eks. disputatsen
"Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige".
For Fabricius, der i København,
Lund og Stockholm i flere år studerede arkiverne: dokumenter, breve,
domme, indberetninger, mandskabsruller, regnskaber, osv. tilbageviser
med sit omhyggelige kildestudium at den
senere modernistiske tendens i historieskrivningen, hvorefter 1600-tals
menneskene ingen national orientering havde – på de vilkår og med
det indhold som adskilte 1600-tallet fra nationalismen i 1800-tallet –
er uden grundlag.
Friskytterne kæmpede altid med den
danske konge og hans mænd, aldrig imod dem! Fjenden kom fra
nord. Fjenderne var dem, der ville ændre på befolkningens sædvaner,
deres livsstil, dem der ville regimentere dem og "inkorporere"
dem i "Cron Sverrig" – et fremmed land, der hidtil kun havde
bragt overfald, afbrænding, død og ødelæggelse med sig.
Poul Willadsen udtrykte det således: "Jeg
frakender Erobrerlandene enhver Ret til historisk at inkorporere den Del
af det erobredes Kultur og Historie, som ligger forud for Erobrerdatoen.
Det være her i Skaane de Mindesmærker, som staar tilbage fra dansk
Tid, de Mennesker, som har virket her i dansk Tid, og de Fund, som
stadig vil blive gjort, fra Tiden før Erobringen. Kort sagt, alt før
26. Feb. 1658."
Perspektivet
I dag er vi ikke fjender i Norden. Vi kan mere end nogensinde før tale
sammen om og diskutere historien. Europa har, bortset fra konflikten på
Balkan og Irland, kunnet bilægge sine stridigheder ad politisk vej og
ikke med krig, når bortses fra efterkrigstidens store fordrivelser fra
sovjetiske, polske, tjekkiske og tyske områder. De europæiske
regioners/grænseområders/kulturelt dobbeltsporede områders naturlige
interesser vil komme i højsædet i det integrerede Europa. Det gælder
også for Skånelandene – selv om de skånske lande historisk set udgør en særlig dimension, nemlig
områder, der skiftede statsligt tilhørsforhold, hvor befolkningen blev
presset ind i den nye statskultur og efterhånden langsomt mistede
forbindelse og tilhørsforhold til den oprindelige stat. Men samtidig
med denne radikale ændring i - hvad man af mangel på bedre kan kalde -
den "før-nationalistiske
periode" viste det sig alligevel med weibullernes skåneforskning i
sidste århundrede at historiebogen ikke sådan lod sig lukke per
dekret. Den er blandt historisk, politisk og kulturelt interesserede
stadig i høj grad levende, hvilket debatten østensunds viser gang på
gang.
Krav om fordomsfri og åben diskussion af historien uden besmykkelse
og fordrejning er allerede slået igennem. Region Skånes
præsentation af skånsk historie på deres web-sider viser det med al
tydelighed.
Kulturhistorisk erkendelse af
Skånes dobbelte kulturbaggrund og udvidet regionssamarbejde vil
utvivlsomt vinde frem.
Når en embedsmand i
udenrigsministeriet i spøg kunne udtale at "Om 100 år er Skåne
dansk igen", så har han mere ret end han selv tror. Men det bliver
ikke med krudt og kugler! Afgørende bliver derimod hvordan Danmarks
politikere og den danske befolkning sammen med vore skånske naboer
griber chancen i form af regionstankens muligheder. Til gavn for
Øresundsregionen og Sydskandinavien som helhed.
Stig Wørmer
|