|
Motiverne for at beskæftige sig med Skåne er højst individuelle. Fra nationalhistorisk interesse og store følelser for det, der engang var en vigtig del af det danske rige, og til mere pragmatiske og nations-ubundne interesser som skånsk kirkekunst, herregårdene, de øvrige historiske steder, Skånes pragtfulde natur hvad enten det er i skovbygden i Gøngeherrederne eller de små landsbysamfund og de maleriske havnebyer ved Kullen eller i Øster Len. Interessernes antal er legio.
På denne plads er det berettiget at bringe et par udpluk af, hvad det tidligere Dansk-Skaansk Tidsskrifts redaktør Poul Willadsen udtrykte i 1965. Bemærkninger, som er tidsuafhængige, når det drejer sig om en erobret landsdels skæbne og som fortæller hvorfor der er nogle, der aldrig vil finde sig i historisk fusk og svindel.
Willadsen beretter om sine første private rejser til det tabte land og fortæller om besøget i en gammel landsbykirke fra den danske tid, hvor han blev vist om af en gammel graver: "Da jeg stod ved den udskaarne Prædikestol, sagde jeg: "Den er sat op i Kong Christian IV’s Tid." Manden svarede: Nææ, den er fra Kong Sigismunds Tid." Jeg svarede: "Kong Sigismund var Konge i Sverige og ikke her. Dengang var Skaane Danmark, og Kongen hed Christian IV." "Ja, saadan har man nu fortalt mig," sagde graveren, "saa jeg kan ikke sige andet."- "Kender De ikke Christian IV"?- "Nej, jag känner honom inte."
Så slemt står det vel ikke til i dag, men den undervisning i Skånelandenes danske historie, som svensk skolelovgivning giver mulighed for, udnyttes kun i meget lille omfang, dels fordi det ikke er noget det officielle Sverige ligefrem opmuntrer til og dels fordi de unge som helhed, ifølge undersøgelser, ikke er specielt interesseret i skånsk historie. En undersøgelse viste for eksempel, at kun en begrænset del af de adspurgte tilkendegav at de var interesserede i at lære mere om skånsk historie. Samtidig svarede en lige så stor gruppe at svensk historie og ikke-europæisk historie skulle begrænses, hvis der var nogen del af historien, man skulle skære ned på. Tendensen er altså at mange unge – spontant – fravælger at høre om deres eget lands eller regions historie, hvortil måske kun er at sige, at hvis historieundervisningen i Sveriges folkeskole gribes lige så lemfældigt an og er lige så overladt til lærerens tilfældige interesse som i Danmark, så er svarene ikke overraskende. Det er vanskeligt at udtale sig om noget, man ikke kender til.
I Danmark står det lige så slemt til. Historiefaget i folkeskolen og gymnasiet lever slet ikke op til hvad man med rimelighed kunne forvente af viden om ens eget land. Det gælder ikke kun de tabte landsdeles historie (Skånelandene og den tyske del af Sønderjylland (Sydslesvig)) men Danmarkshistorien som helhed.
Samme Poul Willadsen knyttede ikke forhåbninger om at en Øresundsbro kunne gavne Danmark, hvorimod han prioriterede Storebæltsbroen højt. Bag denne holdning lå hans dybt pessimistiske syn på det officielle Sveriges hensigter. Her må vi i 2001 sige, at det står anderledes bedre til, når det drejer sig om at hævde selvstændige danske interesser. Borte er den tid, hvor Frilandsmuseet anbragte gårdene fra Skåne og Småland under betegnelsen "Sydsverige". I dag er Småland af en eller anden mærkelig grund med, men "Sydsverige" er borte. I vejroversigter i DR 1 og TV2 er der også anbragt temperaturer og/eller sol og skyer midt i Skåne. Bornholm er ikke længere anbragt i en ramme i Kattegat eller ved siden af Falster. Det er småtingsafdelingen, men alligevel!
En vis "selvbevidsthed" gør sig gældende. Det er ikke længere pinligt at tale om Skåne som gammelt dansk land. Den kollektive fortrængning lægger ikke længere låg på "skæve" diskussioner. Det er muligt at diskutere tingene friere i dag. Sidste gode nyt er at Region Skånes hjemmeside nu fremlægger den dansk-skånske historie med detaljer og belysninger, som ville have været umulige for tyve år siden. De var da blevet beskyldt for at være skånske separatister. Der er kort sagt færre der smiler forlegent, fordi denne amputerede del af Danmarkshistorien nævnes. Dansk-svensk og svensk-dansk
Hvor forskellige vi end er af politisk observans i synet på Danmark, Den europæiske Union, osv. så står vi fast på et punkt. Nemlig udgangspunktet for det hele: Skånelands status som en af de allervigtigste dele af Danmarks Rige indtil 1658 og i vores respekt for de skånelændinge, som aktivt og passivt modsatte sig og bekæmpede erobrerstatens undertrykkelsespolitik og politikken til forsvenskning af Skåne, Halland og Blekinge. Fra partisanerne organiseret i friskyttekorps til almindelige kirkegængere, der bevidst sang videre på salmernes danske tekster efter at myndighederne havde forbudt det og udskiftet salmebøgerne med nye svenske tekster på den gamle melodi! Det hele hører med til det billede, som står stadigt stærkere, fordi det nu er "tilladt" at kalde tingene ved deres rette navn: Axel Oxenstierna fremlagde i 1620’erne en politisk strategi, der skulle gøre Sverige til Nordens dominerende magt. Det skulle ske på Danmarks bekostning og strategien kunne kun lykkes, hvis Sverige fik kontrol med de danske landsdele på den skandinaviske halvøs spids. Strategien lykkedes kun alt for godt. Med militære midler og en heldig europæisk alliancepolitik fik Sverige sine ambitioner opfyldt. Dog ikke det hele, for Gustav X Adolfs lette sejr der førte til Roskilde-freden og Skånelandenes afståelse medførte overmod, Hybris. Og Hybris fører som bekendt til Nemesis. København overlevede stormangrebet. Slaget ved Nyborg 14. november 1659 ændrede kursen radikalt. Kongerige og nation var intakt. De skånske landes historie – med Skåne i centrum – er en elementært spændende historie med masser af nutidsrelevans. Vi dyrker ikke Skåne, som man dyrker en religion.
Vi blander ikke interessen for Skånes historiske og geografiske forbindelse til Danmark sammen med en separatistisk kamp for en autonom skånsk provins efter katalansk forbillede. (I Katalonien har man rendyrket alt katalansk, sproget, historien, kulturen, osv. og prøver at fornægte sin spanske arv og lod). Skåne er på grund af sin historie og geografi en "dansk-svensk" eller "svensk-dansk" landsdel og blandt de mange skåninger, der interesserer sig for landsdelens historie og som tager afstand fra opsvenske forsøg på at fordreje eller nedtone Skånes historiske eller kulturhistoriske danskhed, er der ikke stor interesse for at kaste sig ud i separatistiske eventyr à la Skånelandsfanatikerne, der lader Skåne sætte sig på Halland, Blekinge og det danske Bornholm for med denne illusion at skabe en selvstændig skånsk stat (autonomi), der kiler sig ind imellem Sverige og Danmark. Det er en trang og isolationistisk vej, der ikke fører frem, men tilbage. Katalonien og Skåne er af indlysende grunde ikke det samme!
Vejen fremad hedder Regionernes Europa. Samarbejde på tværs af grænser og barrierer. Hvis Danmark tør, så har det alle chancer for at præge Øresundsregionen i en retning, som vore gamle skånske "våbenbrødre", friskytterne, ville have syntes om. Men det er med nutidige og fredelige midler, vi gør Skåne "dansk" og ikke med krig, forloren separatisme og sekterisme. Skåne vil ved en stærk region få langt mere til fælles med København og Sjælland samt det øvrige Danmark end med det fjerne Stockholm. Sådan ligger erhvervsgeografien nu engang. Og med genopdagelsen af historien, som er i fuld gang i disse år, ligger Danmark lunt i svinget. Men det er også en historie, som skal formidles. Som den ældste forening med interesse for skånske forhold i Danmark er det naturligt at Dansk-Skaansk Forening giver sit eget beskedne bidrag til at fremme denne udvikling. Og her må vi desværre konstatere at uvidenheden om historien er stor. Af denne grund vil det historiske forhold have stor vægt i Dansk-Skånsk Tidsskrift.
Her skylder vi en vældig tak til den store skånehistoriker Knud Farbricius’ enestående videnskabelige arbejder som f.eks. disputatsen "Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige".
For Fabricius, der i København, Lund og Stockholm i flere år studerede arkiverne: dokumenter, breve, domme, indberetninger, mandskabsruller, regnskaber, osv. tilbageviser med sit omhyggelige kildestudium at den senere modernistiske tendens i historieskrivningen, hvorefter 1600-tals menneskene ingen national orientering havde – på de vilkår og med det indhold som adskilte 1600-tallet fra nationalismen i 1800-tallet – er uden grundlag. Friskytterne kæmpede altid med den danske konge og hans mænd, aldrig imod dem! Fjenden kom fra nord. Fjenderne var dem, der ville ændre på befolkningens sædvaner, deres livsstil, dem der ville regimentere dem og "inkorporere" dem i "Cron Sverrig" – et fremmed land, der hidtil kun havde bragt overfald, afbrænding, død og ødelæggelse med sig. Poul Willadsen udtrykte det således: "Jeg frakender Erobrerlandene enhver Ret til historisk at inkorporere den Del af det erobredes Kultur og Historie, som ligger forud for Erobrerdatoen. Det være her i Skaane de Mindesmærker, som staar tilbage fra dansk Tid, de Mennesker, som har virket her i dansk Tid, og de Fund, som stadig vil blive gjort, fra Tiden før Erobringen. Kort sagt, alt før 26. Feb. 1658."
Perspektivet
I dag er vi ikke fjender i Norden. Vi kan mere end nogensinde før tale sammen om og diskutere historien. Europa har, bortset fra konflikten på Balkan og Irland, kunnet bilægge sine stridigheder ad politisk vej og ikke med krig, når bortses fra efterkrigstidens store fordrivelser fra sovjetiske, polske, tjekkiske og tyske områder. De europæiske regioners/grænseområders/kulturelt dobbeltsporede områders naturlige interesser vil komme i højsædet i det integrerede Europa. Det gælder også for Skånelandene – selv om de skånske lande historisk set udgør en særlig dimension, nemlig områder, der skiftede statsligt tilhørsforhold, hvor befolkningen blev presset ind i den nye statskultur og efterhånden langsomt mistede forbindelse og tilhørsforhold til den oprindelige stat. Men samtidig med denne radikale ændring i - hvad man af mangel på bedre kan kalde - den "før-nationalistiske periode" viste det sig alligevel med weibullernes skåneforskning i sidste århundrede at historiebogen ikke sådan lod sig lukke per dekret. Den er blandt historisk, politisk og kulturelt interesserede stadig i høj grad levende, hvilket debatten østensunds viser gang på gang.
Krav om fordomsfri og åben diskussion af historien uden besmykkelse og fordrejning er allerede slået igennem. Region Skånes præsentation af skånsk historie på deres web-sider viser det med al tydelighed.
Kulturhistorisk erkendelse af Skånes dobbelte kulturbaggrund og udvidet regionssamarbejde vil utvivlsomt vinde frem.
Når en embedsmand i udenrigsministeriet i spøg kunne udtale at "Om 100 år er Skåne dansk igen", så har han mere ret end han selv tror. Men det bliver ikke med krudt og kugler! Afgørende bliver derimod hvordan Danmarks politikere og den danske befolkning sammen med vore skånske naboer griber chancen i form af regionstankens muligheder. Til gavn for Øresundsregionen og Sydskandinavien som helhed.
Stig Wørmer
|
