|
På Københavns Universitets hjemmeside om danske kalkmalerier
(http://www.kalkmalerier.dk) kan man søge i billedsamlingen, der
indeholder stof fra hele det historiske Danmark. Siden er udarbejdet
under ledelse af cand.mag. & lektor ved Institut for Historie,
forskningsprofessor Axel Bolvig, der har udgivet en lang række bøger
om middelalderlig kirkekunst. I 1999 kom Kalkmalerier i Danmark,
som udover at give læseren en god indførsel i emnet beskriver,
kommenterer og drøfter kalkmalerierne i 41 udvalgte kirker inden for det
nuværende Danmarks grænser. Året efter fulgte Kalkmalerier omkring
Øresund, som behandler yderligere 45 kirker og verdslige bygninger
fra Øresundsområdet, heraf 32 fra Skåne. I indledningen peger Bolvig
på den betydning, Øresundsbroen har ved at skabe fornyet interesse for
Sundet som en samlende faktor for Skåne og Sjælland, to landsdele der
tidligere var tæt forbundne i et rige, hvis væsentligste kulturelle
skel gik gennem Storebælt. "I dag forekommer det måske lidt
mærkeligt for de fleste, danske som svenske, at Storebæltsbroen og
Øresundsbroen repræsenterer hver sin historiske mentalitet. En forskel
der har lange rødder bagud i tiden. Øresundsbroen genforener to
landsdele, som tidligere var knyttet tæt sammen, Storebæltsbroen
forener to landsdele, nemlig Øst- og Vestdanmark, som på mange måder
var mere adskilt. Begge landsdele tilhørte gennem århundreder samme
kongerige, der dog på mange måder var delt i disse to hovedområder,
hvor Storebælt dannede skillelinjen. Den nye bro over Øresund gør det
naturligt at fokusere på Øresundsregionen, der rettelig bør betragtes
som det gamle Danmark øst for Storebælt og vest for Gotland. På en
symbolsk måde gør den Skåne landfast med Sjælland." Desværre
medtager bogen ikke hele dette område, da Bolvig skriver, at Halland og
Blekinge har meget få udsmykninger. Her burde forfatteren måske nok
have fastholdt sin bestræbelse fra foregående bog om, at ingen
landsdel skal kunne føle sig forsømt. Lidt ærgerligt er det også, at
bogen bruger forsvenskede stednavne, når opgaven nu er at skildre
Skånes danske middelalderkunst. Det havde næppe været kontroversielt
at følge i Knud Fabricius’ fodspor og kalde stederne ved deres gamle
navne.
Noget af det fængslende ved kalkmalerierne er for
mig at se deres stedbundethed, der ved siden af det almindelige
religiøse indhold forlener dem med folkepsykologisk værdi. Bolvig
fremhæver, at det "er nærliggende at se specielt på
kalkmalerierne, fordi de befinder sig dér, hvor de blev skabt. De er
knyttet til stedet, egnen og landsdelen. Af samme grund er disse
billeder også udtryk for de tanker, følelser og forestillinger, som
var fremherskende hos områdets befolkning, der som regel har stået bag
finansieringen af billederne og i hvert fald har set på dem under hvert
kirkebesøg." Alle folkets lag har bidraget til Øresundsområdets
kalkmalerier lige fra kong Niels og dronning Margrethe Fredkulla, der
har ladet sig afbilde i Væ kirke med dens enestående romanske
kalkmalerier og højadelsdamen Barbara Brahe, som formidler moderlig og
kvindelig ideologi i Bollerup og Brøndby til sørøveren og
borgerkaptajnen Hans Pothorst i Helsingør Skt. Maria, borgernes
sammenslutning i Malmø Skt. Petri og fæstebonden (eller maleren) og
kirkeværgen i Lynge kirke. Kalkmalerier er langt fra udelukkende blevet
malet i kirker og klostre, men har ifølge Bolvigs opfattelse været at
finde "i by og på land, i fæstning og fæstegård. Vi har også
grund til at formode, at der ikke har været nævneværdig forskel på
billederne i kirken og i boligen" (Kalkmalerier i Danmark s.
11). I Skåne er der bevaret malerier fra borgerlige miljøer i
Bollerup herregård, Jørgen Kochs gård i Malmø og borgmesterhuset i
Ysted.
Som nævnt sætter forfatteren skellet mellem Vest-
og Østdanmark ved Storebælt. At Lolland-Falster hørte under Odense
stift, har ikke sat sig spor i billederne. F.eks. var Elmelundemesterens
naturlige arbejdsområde Lolland-Falster og det under Roskildebispen
hørende Møn, ligesom han havde tætte forbindelser til Everløv- og
Brarupmestrene, der fortrinsvis arbejdede i Skåne og på
Lolland-Falster. Østdanmark udmærker sig først og fremmest ved at
have langt flere kalkmalerier, især fra senmiddelalderen, men der gør
sig også forskelle gældende i billedvalget. Det i den romanske tid
hjemmehørende motiv med den tronende Vorherre i al sin magt og vælde, Majestas
Domini, forekommer langt hyppigere i øst ligesom de såkaldte
stifterbilleder, hvor kirkens verdslige bekoster har ladet sig afbilde
(eksempler på stifterbilleder fra Skåne er kongen og dronningen i Væ,
en krigsklædt stormand i Gueløv, en biskop og en konge i Stehave og
fra Sjælland stormænd med kirkemodeller i Fjenneslev, Gørlev og
Slaglille). Forklaringen finder forfatteren i Østdanmarks store
godssamlinger med underliggende forpagtergårde, mens Jylland mere var
et proprietærsamfund. Herom skriver Bolvig: "I romansk tid finder
vi motivet ’Majestas Domini’, som forestiller Vorherre i al sin magt
og vælde. Det behersker blandt andet koret i Vä. Han er omgivet af de
fire evangelister, der som en slags vasaller giver ham ophøjet status.
Denne religiøse tanke passer til tidens stormænd, der i det verdslige
liv havde al mulig grund til at betragte sig som mægtige fyrster med
tilknyttede vasaller." Under 1300-tallets krise blev stormændenes
stilling svækket til fordel for fæstebønderne, hvis indflydelse på
kirkerummets indretning og udsmykning voksede. En stor del af
senmiddelalderens kalkmalerier blev bekostet gennem den tredjedel af
kirketienden, som var afsat til bygninger og udsmykninger og forvaltedes
af de af sognebønderne valgte kirkeværger.
Et særtræk for de skånske kirker er den
propaganda, der flere steder er blevet ført for den nordiske enhed,
f.eks. i Øster Vemmerlev, Øster Herrested og Gueløv, hvor de tre
nationalhelgener Knud den Hellige, Erik den Hellige og Skt. Oluf er
gengivet. Særlig østdansk er tillige den livsglæde, der kommer til
udtryk i fremhævelsen af kernefamilien og hyldesten til bondens arbejde
i fremstillingerne af Adam og Eva efter uddrivelsen af Paradis. I
Østdanmark finder vi ofte en velklædt Eva sidde og spinde i en god
stol omgivet af sine børn. I Rinkeby kirke passer Kain og Abel den
lille Seth i vuggen. Det er også almindeligt, at sønnerne hjælper
deres fader i marken. Et udtryk for samme livsglæde må det være, når
Vorherre i skånske kirker har et nært og ømt forhold til de skabte
dyr og fisk (f.eks. i Hestved, Linderød, Fjelie og Brønnested).
Axel Bolvigs nye bog vil sikkert være en udmærket
rejsefører for folk med interesse for Skånes kalkmalerier og
middelalderkirker, men eftersom den indeholder mange henvisninger til
forgængeren, som også har en grundigere indførsel i emnet, vil det
måske være en god idé at anskaffe sig begge bøger. Disse kan man så
passende supplere med hjemmesiden eller Knud Bannings mere omfattende
men mindre udførlige Kalkmalerier i Skånes, Hallands og Blekinges
kirker (Kbh. 1985).
Adam pløjer i Espø kirke i Skåne og giver hestene et gammeldansk
tilråb med på vejen: "huist hoo fram, saa bad Adam val op til
otteværth (morgenmad)". Billederne fra jordelivet udstråler livs-
og arbejdsglæde ligesom i bl.a. Benestad, Fjelkinge, Hestved, Rinkeby
(alle i Skåne) og Elmelunde (Møn). Adam og Evas jordiske tilværelse
er altså ikke kun "hårdt slid, ukrudt, smertefulde børnefødsler
og mandsunderkastelse. Denne positive skildring af bøndernes liv er
hovedsageligt et østdansk fænomen og først og fremmest hjemmehørende
i Skåne."
Axel Bolvig:
Kalkmalerier omkring Øresund.
Sesam/Aschehoug 2000. 244 sider. 299 kr. |
|