|
På Københavns Universitets hjemmeside om danske kalkmalerier (http://www.kalkmalerier.dk) kan man søge i billedsamlingen, der indeholder stof fra hele det historiske Danmark. Siden er udarbejdet under ledelse af cand.mag. & lektor ved Institut for Historie, forskningsprofessor Axel Bolvig, der har udgivet en lang række bøger om middelalderlig kirkekunst. I 1999 kom Kalkmalerier i Danmark, som udover at give læseren en god indførsel i emnet beskriver, kommenterer og drøfter kalkmalerierne i 41 udvalgte kirker inden for det nuværende Danmarks grænser. Året efter fulgte Kalkmalerier omkring Øresund, som behandler yderligere 45 kirker og verdslige bygninger fra Øresundsområdet, heraf 32 fra Skåne. I indledningen peger Bolvig på den betydning, Øresundsbroen har ved at skabe fornyet interesse for Sundet som en samlende faktor for Skåne og Sjælland, to landsdele der tidligere var tæt forbundne i et rige, hvis væsentligste kulturelle skel gik gennem Storebælt. "I dag forekommer det måske lidt mærkeligt for de fleste, danske som svenske, at Storebæltsbroen og Øresundsbroen repræsenterer hver sin historiske mentalitet. En forskel der har lange rødder bagud i tiden. Øresundsbroen genforener to landsdele, som tidligere var knyttet tæt sammen, Storebæltsbroen forener to landsdele, nemlig Øst- og Vestdanmark, som på mange måder var mere adskilt. Begge landsdele tilhørte gennem århundreder samme kongerige, der dog på mange måder var delt i disse to hovedområder, hvor Storebælt dannede skillelinjen. Den nye bro over Øresund gør det naturligt at fokusere på Øresundsregionen, der rettelig bør betragtes som det gamle Danmark øst for Storebælt og vest for Gotland. På en symbolsk måde gør den Skåne landfast med Sjælland." Desværre medtager bogen ikke hele dette område, da Bolvig skriver, at Halland og Blekinge har meget få udsmykninger. Her burde forfatteren måske nok have fastholdt sin bestræbelse fra foregående bog om, at ingen landsdel skal kunne føle sig forsømt. Lidt ærgerligt er det også, at bogen bruger forsvenskede stednavne, når opgaven nu er at skildre Skånes danske middelalderkunst. Det havde næppe været kontroversielt at følge i Knud Fabricius’ fodspor og kalde stederne ved deres gamle navne.
Noget af det fængslende ved kalkmalerierne er for mig at se deres stedbundethed, der ved siden af det almindelige religiøse indhold forlener dem med folkepsykologisk værdi. Bolvig fremhæver, at det "er nærliggende at se specielt på kalkmalerierne, fordi de befinder sig dér, hvor de blev skabt. De er knyttet til stedet, egnen og landsdelen. Af samme grund er disse billeder også udtryk for de tanker, følelser og forestillinger, som var fremherskende hos områdets befolkning, der som regel har stået bag finansieringen af billederne og i hvert fald har set på dem under hvert kirkebesøg." Alle folkets lag har bidraget til Øresundsområdets kalkmalerier lige fra kong Niels og dronning Margrethe Fredkulla, der har ladet sig afbilde i Væ kirke med dens enestående romanske kalkmalerier og højadelsdamen Barbara Brahe, som formidler moderlig og kvindelig ideologi i Bollerup og Brøndby til sørøveren og borgerkaptajnen Hans Pothorst i Helsingør Skt. Maria, borgernes sammenslutning i Malmø Skt. Petri og fæstebonden (eller maleren) og kirkeværgen i Lynge kirke. Kalkmalerier er langt fra udelukkende blevet malet i kirker og klostre, men har ifølge Bolvigs opfattelse været at finde "i by og på land, i fæstning og fæstegård. Vi har også grund til at formode, at der ikke har været nævneværdig forskel på billederne i kirken og i boligen" (Kalkmalerier i Danmark s. 11). I Skåne er der bevaret malerier fra borgerlige miljøer i Bollerup herregård, Jørgen Kochs gård i Malmø og borgmesterhuset i Ysted. Som nævnt sætter forfatteren skellet mellem Vest- og Østdanmark ved Storebælt. At Lolland-Falster hørte under Odense stift, har ikke sat sig spor i billederne. F.eks. var Elmelundemesterens naturlige arbejdsområde Lolland-Falster og det under Roskildebispen hørende Møn, ligesom han havde tætte forbindelser til Everløv- og Brarupmestrene, der fortrinsvis arbejdede i Skåne og på Lolland-Falster. Østdanmark udmærker sig først og fremmest ved at have langt flere kalkmalerier, især fra senmiddelalderen, men der gør sig også forskelle gældende i billedvalget. Det i den romanske tid hjemmehørende motiv med den tronende Vorherre i al sin magt og vælde, Majestas Domini, forekommer langt hyppigere i øst ligesom de såkaldte stifterbilleder, hvor kirkens verdslige bekoster har ladet sig afbilde (eksempler på stifterbilleder fra Skåne er kongen og dronningen i Væ, en krigsklædt stormand i Gueløv, en biskop og en konge i Stehave og fra Sjælland stormænd med kirkemodeller i Fjenneslev, Gørlev og Slaglille). Forklaringen finder forfatteren i Østdanmarks store godssamlinger med underliggende forpagtergårde, mens Jylland mere var et proprietærsamfund. Herom skriver Bolvig: "I romansk tid finder vi motivet ’Majestas Domini’, som forestiller Vorherre i al sin magt og vælde. Det behersker blandt andet koret i Vä. Han er omgivet af de fire evangelister, der som en slags vasaller giver ham ophøjet status. Denne religiøse tanke passer til tidens stormænd, der i det verdslige liv havde al mulig grund til at betragte sig som mægtige fyrster med tilknyttede vasaller." Under 1300-tallets krise blev stormændenes stilling svækket til fordel for fæstebønderne, hvis indflydelse på kirkerummets indretning og udsmykning voksede. En stor del af senmiddelalderens kalkmalerier blev bekostet gennem den tredjedel af kirketienden, som var afsat til bygninger og udsmykninger og forvaltedes af de af sognebønderne valgte kirkeværger. Et særtræk for de skånske kirker er den propaganda, der flere steder er blevet ført for den nordiske enhed, f.eks. i Øster Vemmerlev, Øster Herrested og Gueløv, hvor de tre nationalhelgener Knud den Hellige, Erik den Hellige og Skt. Oluf er gengivet. Særlig østdansk er tillige den livsglæde, der kommer til udtryk i fremhævelsen af kernefamilien og hyldesten til bondens arbejde i fremstillingerne af Adam og Eva efter uddrivelsen af Paradis. I Østdanmark finder vi ofte en velklædt Eva sidde og spinde i en god stol omgivet af sine børn. I Rinkeby kirke passer Kain og Abel den lille Seth i vuggen. Det er også almindeligt, at sønnerne hjælper deres fader i marken. Et udtryk for samme livsglæde må det være, når Vorherre i skånske kirker har et nært og ømt forhold til de skabte dyr og fisk (f.eks. i Hestved, Linderød, Fjelie og Brønnested). Axel Bolvigs nye bog vil sikkert være en udmærket rejsefører for folk med interesse for Skånes kalkmalerier og middelalderkirker, men eftersom den indeholder mange henvisninger til forgængeren, som også har en grundigere indførsel i emnet, vil det måske være en god idé at anskaffe sig begge bøger. Disse kan man så passende supplere med hjemmesiden eller Knud Bannings mere omfattende men mindre udførlige Kalkmalerier i Skånes, Hallands og Blekinges kirker (Kbh. 1985). 
Adam pløjer i Espø kirke i Skåne og giver hestene et gammeldansk tilråb med på vejen: "huist hoo fram, saa bad Adam val op til otteværth (morgenmad)". Billederne fra jordelivet udstråler livs- og arbejdsglæde ligesom i bl.a. Benestad, Fjelkinge, Hestved, Rinkeby (alle i Skåne) og Elmelunde (Møn). Adam og Evas jordiske tilværelse er altså ikke kun "hårdt slid, ukrudt, smertefulde børnefødsler og mandsunderkastelse. Denne positive skildring af bøndernes liv er hovedsageligt et østdansk fænomen og først og fremmest hjemmehørende i Skåne."
Axel Bolvig: Kalkmalerier omkring Øresund.
Sesam/Aschehoug 2000. 244 sider. 299 kr. |
|
