|
Ole Hyltoft
indledte med at fortælle, at han havde været noget betænkelig ved at
følge opfordringen til at holde tale på foreningens generalfor-samling,
men havde alligevel indvilliget, da sagen optog ham meget.
Han indledte med at fortælle, hvorledes han engang på en tur i Skåne
var endt på museet i Christianstad, hvor han havde set ordlyden af en
melding fra den svenske konge Gustav 2. Adolf til dennes statsminister,
der lød: "Vi har været i Skåne og brændt det meste af, så at 24
kirkesogne og byen Væ ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået
ihjel som vi fandt for godt". - Og så er der nogle, der hævder at Væ er
en svensk by! Hvilken konge ville dog give sine landsmænd en så
særpræget behandling?
Inspireret af denne tekst tog han så ned til Væ, som nu var en meget
lille by, men beboet af mange mennesker, der interesserer sig for
historien, bl. a. standsede han op ved en flot skånsk have og faldt i
snak med ejerinden, som viste sig at være meget historisk kyndig.
Således hed hendes kat Erik Plovpenning, ligesom også dens forgængere
havde haft danske kongenavne. Han skrev en kronik derom og sendte den
til "borg-mesteren" i Christianstad og fik et meget venligt svar tilbage
fra borgmesteren, som i øvrigt selv boede i Væ, så det er åbenbart ikke
alle Væboer, der er flyttet til Christianstad. Han var meget glad for
kronikken og sendte Ole Hyltoft et Christianstadslips med tilhørende
slipsenål, ganske vist gult af hensyn til dem, der nu er herrer i
landet, men initialerne var Chr. IV’s, både på slips og slipsenål.
Man møder altså den danske fortid overalt, når man rejser i Skåne.
Det afgørende er, at Skånes historie bliver drastisk ændret i
1600’årene, ikke ved folkets vilje, men på slagmarkerne. Danmark havde
på det tidspunkt en letsindig, men kreativ konge, medens svenskerne
havde en række "heltekonger", som svenskerne kalder dem. Nu, hvor
svenskerne er blevet mere moralske kan man godt tillade sig at kalde dem
for krigsliderlige tyranner, som de mere fredelige typer som Chr. 4. og
hans efterfølgere ikke kunne klare sig imod.
Ingen kan vel være i tvivl om, at Skåne på det tidspunkt, hvor det
skifter nationalitet, er dansk. Vi har Skaanske Lov fra 1300-årene
parallelt med Jydske Lov og Sjællandske Lov, samt Danmarks ældste bog,
Dalbybogen fra 1050. Vort ærkebispesæde lå hverken i Roskilde eller
København, men i Skånes hovedby, Lund.
Men fordi disse svenske konger havde denne udfarende kraft og
ønskede at blive herrer i hele Nordeuropa, så endte Skåne på svenske
hænder. Men denne situation er ikke resultat af nogen folkelig
bevægelse. Der har ikke på noget tidspunkt været nogen svensksindet
folkelig bevægelse i Skåne eller noget svensk mindretal. Overgangen fra
Danmark til Sverige er sket ved et rent magtbud fra en svensk sejrherre
og da danskerne kommer tilbage i Skånske Krig, ser vi da også, at de
bliver modtaget som befriere og støttes af en stærk modstands-bevægelse,
Gøngerne. Så der kan jo ikke være nogen tvivl om, at den skånske
mentalitet og holdning har været dansk.
Derefter kom tvangsfor-svenskningen og den økonomiske nedtur fordi
svenskerne lagde hindringer ivejen for eksporten til Danmark. I Sverige
var der inden afsætning for de skånske varer. I Sveriges mange krige gik
mange skånske mænd tabt.
Det Ole Hyltoft synes er det afgørende punkt er, at det skånske folk
aldrig selv har haft lov til at tage stilling til, om det ville være
svensk eller dansk. Der har aldrig været nogen folkeafstemning, aldrig
nogen bevægelser, som kunne motivere at Skåne blev svensk. Det har været
en tvangsforsvenskning. – Og så er der nogen, der vil sige: Jamen,
herregud, svenskere eller danskere, de ligner jo hinanden, og i vore
dage, kan det ikke være hip som hap. Det er jo alligevel så lang tid
siden. - Og der er da også store ligheder mellem de nordiske folk,
arbejdsomhed, ordholdenhed m.m. Men han vil nu alligevel holde på, at
det danske og svenske gemyt er forskellige. Det kan illustreres ved to
historier. Den svenske fortælles af Albert Engstrøm. Den foregår i
Småland, hvor en gammel bonde ligger for døden. Han har det dårligt og
man sender bud efter præsten. Pastoren træder så ind til gamle Anders og
spørger: "Nå, Anders, hvordan går det nu? Hvad vil du have til sidst?"
hvortil Anders svarer: "Jeg vil gerne have en liten sup!" Og så siger
pastoren til ham: "Nej Anders, her skal inte supas, her skal døs!" Det
er jo en mentalitet, som vi i hvert fald her i Danmark synes er meget
morsom. Og omvendt kan vi jo tage en Storm P.-historie, hvor Perikles
spørger Alkibiades om hvad han mener om verdens-situationen.
"Ingenting", svarer Alkibiades, " jeg har fået en flue i øjet!" De to
historier illustrerer meget godt forskellene i mentalitet. Danskerne er
mere Soldat Svejk-typer. Der er ikke meget militant ved dem. Men man
skal ikke tage fejl af dem. Selv om de er godmodige og overbærende og
helst tager tingene med et smil, så kommer et tidspunkt, hvor de siger
stop, nu kan det være nok. Der for er for tiden Muham- medsagen og der
var den modstandsbevægelse, der kom i gang fra 1943 og Uffe hin Spage
viste sig endelig ikke at være så spag endda.
Selv om Skåne nu har været under svensk herredømme i
århundreder, er der alligevel mange ting der gør, at Ole Hyltoft synes,
at vi er i samme båd som skåningene. F. eks. er det sjovt, at skåningene
aldrig har lært at tale svensk. De muntrer sig rigtigt med deres
kraftige skånske diftonger. Og vi kan jo ikke forestille os nogen mere
dansk figur end Edvard Persson. Ole Hyltoft gjorde Willy Brandts ord i
Berlin til sine. "Lad det, som hører sammen, få lov til at gro sammen".
- Det var voldstyranner, som skabte adskillelsen gennem Øresund mellem
Danmark og Skåne. Det svenske folk er jo ikke ansvarligt for at nogle
krigsgale despoter splittede noget, som naturligt hørte sammen. Det må
være et godt udgangspunkt for en dansk-skånsk tilnærmelse. I den
forbindelse er det vigtigt, at danskerne er klare over, at den svenske
mentalitet er en anden end den skånske. Tager vi Birgit Nilsson, så blev
hun i de danske nekrologer konsekvent omtalt som en svensk svensker, men
det opfattede hun sig jo ikke selv som. Hun opfattede sig som skåning.
Ligeså med Østen Warnerbring, som også døde for nylig. Han blev også
omtalt som svensker. Vi bør vænne os til at betragte skåningene, ikke
som fremmede, men som landsmænd.
Hvad
kan nu være årsagen til at vi, ikke mindst i medierne, som regel omtaler
dem som svenskere? Blev vi så beskæmmede over, at vi ikke var istand til
at forsvare Skåne som en dansk landsdel, at vi tænker, at så vil vi
helst glemme det og ikke tale om det Som da den københavnske borgmester
Geertsen for nylig havde skånske gæster, der oven i købet talte dansk
til ham, så omtalte han dem konsekvent som svenskere. Hvad kan vi så
gøre ved det? Vi kunne sørge for at der i vejrudsigten også blev omtalt
vejret i Skåne, at det blev billigere eller gratis at køre over broen,
at dansk litteratur bør være en ligestillet del af den litteratur, de
lærer om i de skånske skoler. Vi må vænne folk fra den opfattelse, at
Øresund er grænsen mellem Danmark og Sverige, bl. a. ved man i Skåne
vænner sig til det danske og lærer den danske historie. Peter Broberg
sluttede for et par år siden et brev til Ole Hyltoft med at nævne at man
i Danmark burde rejse en principsag om dette. "Hvordan kan man løbe fra
et så stort kulturhistorisk ansvar? Det gør Sverige ikke, når det gælder
Finlands svenske kultur. Den danske folkesjæl findes også i Skåne, men
her har vi to fjender, både Danmark og Sverige". Og det synes Ole
Hyltoft er rigtigt. Det er ikke kun svenskerne, der modarbejder at man
får denne dobbeltkultur som overgangssituation i Skåne. Det er også
danskerne, som ikke er tilstrækkeligt opmærksomme derpå og ikke gør nok
for at få Skåne kulturelt tilbage ved at prøve at få den kultur, der er
den naturlige for Skåne, nemlig den dansk-skånske, ind som et naturligt
grundlag i Skåne.
Vi svigter Skåne, men efter 1864 svigtede vi ikke
Sønderjylland. Da var der en meget stor opbakning i Danmark for at dette
stykke Danmark skulle vende tilbage, men den samme holdning har vi ikke
overfor Skåne. Det må nu være vor store opgave at få den genskabt
overfor Skåne. Dér spiller fjernsynet en stor rolle, men også de to
dansk-skånske foreninger må være bølgebrydere. Det afgørende for det
skånsk-danske forhold er at den skånske og danske mentalitet og natur er
så ens. Derfor bør man arbejde sig frem til nogle forhandlinger, hvor
tingene får lov til at udvikle sig skridt for skridt. Udgangspunktet er,
at Skåne ikke er svensk. Det er ikke svensk. Derfor: skal Skånes
folkesjæl have lov til at vælge sin egen nationalitet? Det mener Ole
Hyltoft. Men det forudsætter, at ikke alene skåningene, men også
danskerne er bevidste derom og arbejder på det. Det er ikke en process,
der er vendt fjendtligt mod Sverige. Skåne skal danne bro mellem det
svenske og det danske. Nu har Skåne jo været svensk i mange år og ikke
alt svensk er rent elendigt, så lad os da bare se, om der ikke også er
værdier i det svensk-skånske, som vi i Danmark kan lære af. Så tror Ole
Hyltoft, at det sjællandske og københavnske efterhånden kan gro sammen
med det skånske. Under processsen er det vigtigt, at danskerne opfatter
skåningene på samme måde, som de opfattede sønderjyderne, nemlig som
landsmænd. Det er den aktuelle opgave.
|