|
Ole Hyltoft indledte med at fortælle, at han havde været noget betænkelig ved at følge opfordringen til at holde tale på foreningens generalfor-samling, men havde alligevel indvilliget, da sagen optog ham meget.
Han indledte med at fortælle, hvorledes han engang på en tur i Skåne var endt på museet i Christianstad, hvor han havde set ordlyden af en melding fra den svenske konge Gustav 2. Adolf til dennes statsminister, der lød: "Vi har været i Skåne og brændt det meste af, så at 24 kirkesogne og byen Væ ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået ihjel som vi fandt for godt". - Og så er der nogle, der hævder at Væ er en svensk by! Hvilken konge ville dog give sine landsmænd en så særpræget behandling?
Inspireret af denne tekst tog han så ned til Væ, som nu var en meget lille by, men beboet af mange mennesker, der interesserer sig for historien, bl. a. standsede han op ved en flot skånsk have og faldt i snak med ejerinden, som viste sig at være meget historisk kyndig. Således hed hendes kat Erik Plovpenning, ligesom også dens forgængere havde haft danske kongenavne. Han skrev en kronik derom og sendte den til "borg-mesteren" i Christianstad og fik et meget venligt svar tilbage fra borgmesteren, som i øvrigt selv boede i Væ, så det er åbenbart ikke alle Væboer, der er flyttet til Christianstad. Han var meget glad for kronikken og sendte Ole Hyltoft et Christianstadslips med tilhørende slipsenål, ganske vist gult af hensyn til dem, der nu er herrer i landet, men initialerne var Chr. IV’s, både på slips og slipsenål.
Man møder altså den danske fortid overalt, når man rejser i Skåne.
Det afgørende er, at Skånes historie bliver drastisk ændret i 1600’årene, ikke ved folkets vilje, men på slagmarkerne. Danmark havde på det tidspunkt en letsindig, men kreativ konge, medens svenskerne havde en række "heltekonger", som svenskerne kalder dem. Nu, hvor svenskerne er blevet mere moralske kan man godt tillade sig at kalde dem for krigsliderlige tyranner, som de mere fredelige typer som Chr. 4. og hans efterfølgere ikke kunne klare sig imod.
Ingen kan vel være i tvivl om, at Skåne på det tidspunkt, hvor det skifter nationalitet, er dansk. Vi har Skaanske Lov fra 1300-årene parallelt med Jydske Lov og Sjællandske Lov, samt Danmarks ældste bog, Dalbybogen fra 1050. Vort ærkebispesæde lå hverken i Roskilde eller København, men i Skånes hovedby, Lund.
Men fordi disse svenske konger havde denne udfarende kraft og ønskede at blive herrer i hele Nordeuropa, så endte Skåne på svenske hænder. Men denne situation er ikke resultat af nogen folkelig bevægelse. Der har ikke på noget tidspunkt været nogen svensksindet folkelig bevægelse i Skåne eller noget svensk mindretal. Overgangen fra Danmark til Sverige er sket ved et rent magtbud fra en svensk sejrherre og da danskerne kommer tilbage i Skånske Krig, ser vi da også, at de bliver modtaget som befriere og støttes af en stærk modstands-bevægelse, Gøngerne. Så der kan jo ikke være nogen tvivl om, at den skånske mentalitet og holdning har været dansk.
Derefter kom tvangsfor-svenskningen og den økonomiske nedtur fordi svenskerne lagde hindringer ivejen for eksporten til Danmark. I Sverige var der inden afsætning for de skånske varer. I Sveriges mange krige gik mange skånske mænd tabt.
Det Ole Hyltoft synes er det afgørende punkt er, at det skånske folk aldrig selv har haft lov til at tage stilling til, om det ville være svensk eller dansk. Der har aldrig været nogen folkeafstemning, aldrig nogen bevægelser, som kunne motivere at Skåne blev svensk. Det har været en tvangsforsvenskning. – Og så er der nogen, der vil sige: Jamen, herregud, svenskere eller danskere, de ligner jo hinanden, og i vore dage, kan det ikke være hip som hap. Det er jo alligevel så lang tid siden. - Og der er da også store ligheder mellem de nordiske folk, arbejdsomhed, ordholdenhed m.m. Men han vil nu alligevel holde på, at det danske og svenske gemyt er forskellige. Det kan illustreres ved to historier. Den svenske fortælles af Albert Engstrøm. Den foregår i Småland, hvor en gammel bonde ligger for døden. Han har det dårligt og man sender bud efter præsten. Pastoren træder så ind til gamle Anders og spørger: "Nå, Anders, hvordan går det nu? Hvad vil du have til sidst?" hvortil Anders svarer: "Jeg vil gerne have en liten sup!" Og så siger pastoren til ham: "Nej Anders, her skal inte supas, her skal døs!" Det er jo en mentalitet, som vi i hvert fald her i Danmark synes er meget morsom. Og omvendt kan vi jo tage en Storm P.-historie, hvor Perikles spørger Alkibiades om hvad han mener om verdens-situationen. "Ingenting", svarer Alkibiades, " jeg har fået en flue i øjet!" De to historier illustrerer meget godt forskellene i mentalitet. Danskerne er mere Soldat Svejk-typer. Der er ikke meget militant ved dem. Men man skal ikke tage fejl af dem. Selv om de er godmodige og overbærende og helst tager tingene med et smil, så kommer et tidspunkt, hvor de siger stop, nu kan det være nok. Der for er for tiden Muham- medsagen og der var den modstandsbevægelse, der kom i gang fra 1943 og Uffe hin Spage viste sig endelig ikke at være så spag endda.
Selv om Skåne nu har været under svensk herredømme i århundreder, er der alligevel mange ting der gør, at Ole Hyltoft synes, at vi er i samme båd som skåningene. F. eks. er det sjovt, at skåningene aldrig har lært at tale svensk. De muntrer sig rigtigt med deres kraftige skånske diftonger. Og vi kan jo ikke forestille os nogen mere dansk figur end Edvard Persson. Ole Hyltoft gjorde Willy Brandts ord i Berlin til sine. "Lad det, som hører sammen, få lov til at gro sammen". - Det var voldstyranner, som skabte adskillelsen gennem Øresund mellem Danmark og Skåne. Det svenske folk er jo ikke ansvarligt for at nogle krigsgale despoter splittede noget, som naturligt hørte sammen. Det må være et godt udgangspunkt for en dansk-skånsk tilnærmelse. I den forbindelse er det vigtigt, at danskerne er klare over, at den svenske mentalitet er en anden end den skånske. Tager vi Birgit Nilsson, så blev hun i de danske nekrologer konsekvent omtalt som en svensk svensker, men det opfattede hun sig jo ikke selv som. Hun opfattede sig som skåning. Ligeså med Østen Warnerbring, som også døde for nylig. Han blev også omtalt som svensker. Vi bør vænne os til at betragte skåningene, ikke som fremmede, men som landsmænd.
Hvad kan nu være årsagen til at vi, ikke mindst i medierne, som regel omtaler dem som svenskere? Blev vi så beskæmmede over, at vi ikke var istand til at forsvare Skåne som en dansk landsdel, at vi tænker, at så vil vi helst glemme det og ikke tale om det Som da den københavnske borgmester Geertsen for nylig havde skånske gæster, der oven i købet talte dansk til ham, så omtalte han dem konsekvent som svenskere. Hvad kan vi så gøre ved det? Vi kunne sørge for at der i vejrudsigten også blev omtalt vejret i Skåne, at det blev billigere eller gratis at køre over broen, at dansk litteratur bør være en ligestillet del af den litteratur, de lærer om i de skånske skoler. Vi må vænne folk fra den opfattelse, at Øresund er grænsen mellem Danmark og Sverige, bl. a. ved man i Skåne vænner sig til det danske og lærer den danske historie. Peter Broberg sluttede for et par år siden et brev til Ole Hyltoft med at nævne at man i Danmark burde rejse en principsag om dette. "Hvordan kan man løbe fra et så stort kulturhistorisk ansvar? Det gør Sverige ikke, når det gælder Finlands svenske kultur. Den danske folkesjæl findes også i Skåne, men her har vi to fjender, både Danmark og Sverige". Og det synes Ole Hyltoft er rigtigt. Det er ikke kun svenskerne, der modarbejder at man får denne dobbeltkultur som overgangssituation i Skåne. Det er også danskerne, som ikke er tilstrækkeligt opmærksomme derpå og ikke gør nok for at få Skåne kulturelt tilbage ved at prøve at få den kultur, der er den naturlige for Skåne, nemlig den dansk-skånske, ind som et naturligt grundlag i Skåne.
Vi svigter Skåne, men efter 1864 svigtede vi ikke Sønderjylland. Da var der en meget stor opbakning i Danmark for at dette stykke Danmark skulle vende tilbage, men den samme holdning har vi ikke overfor Skåne. Det må nu være vor store opgave at få den genskabt overfor Skåne. Dér spiller fjernsynet en stor rolle, men også de to dansk-skånske foreninger må være bølgebrydere. Det afgørende for det skånsk-danske forhold er at den skånske og danske mentalitet og natur er så ens. Derfor bør man arbejde sig frem til nogle forhandlinger, hvor tingene får lov til at udvikle sig skridt for skridt. Udgangspunktet er, at Skåne ikke er svensk. Det er ikke svensk. Derfor: skal Skånes folkesjæl have lov til at vælge sin egen nationalitet? Det mener Ole Hyltoft. Men det forudsætter, at ikke alene skåningene, men også danskerne er bevidste derom og arbejder på det. Det er ikke en process, der er vendt fjendtligt mod Sverige. Skåne skal danne bro mellem det svenske og det danske. Nu har Skåne jo været svensk i mange år og ikke alt svensk er rent elendigt, så lad os da bare se, om der ikke også er værdier i det svensk-skånske, som vi i Danmark kan lære af. Så tror Ole Hyltoft, at det sjællandske og københavnske efterhånden kan gro sammen med det skånske. Under processsen er det vigtigt, at danskerne opfatter skåningene på samme måde, som de opfattede sønderjyderne, nemlig som landsmænd. Det er den aktuelle opgave.
|
