Dansk-Skånsk Tidsskrift nr. 2 maj 2005


Øresundstolden

Af Torben Hvidegaard


 
Øresundstolden, som Danmark opkrævede fra 1429 til 1857, er undertiden blevet udpeget som hovedårsagen til de dansk-svenske krige i 1600-tallet med deraf følgende landafståelser. Specielt er tolden blevet belastet med udbruddet af Torstensson-krigen 1643-45, der sluttede med freden i Brømsebro. Årsagen til det svenske angreb skal dog ikke først og fremmest søges i problemer med tolden, som det egentlige Sverige (med Finland) var fritaget for, men snarere i ønsket om at bryde Danmarks magtstilling i Østersøområdet samt i traditionelle svenske territorialkrav, der gik tilbage til kong Magnus Smeks overherredømme over Skåne i årene 1332-60.

Sundtolden i 1400- og 1500-tallet
Sundtolden bliver indført af Erik af Pommern, der har udpræget blik for Øresunds betydning: Han grundlægger Landskrone i 1413, København kommer 1416 under kronen, Helsingør får privilegier 1425, året efter færdigbygges Kronborgs forgænger, Krogen, i 1420’erne forhøjes Helsingborgs kernetårn og i 1434 grundlægges Malmøhus. Hansestæderne protesterer først imod den nye told, men kongen henviser til faldende indtægter fra Skånemarkedet. Hansestæderne anerkender tolden i 1432 og det samme gør Holland i 1462 og England i 1465.

Krigen fra 1542 mellem Danmark og Kejseren, under hvilken Danmark har spærret Sundet, afsluttes 1544 med freden i Speyer. Den anerkender sundtolden - og den tilsvarende bælttold og strømtold i Store- og Lillebælt - og Danmark får ret til mod betaling at udtage varer af skibene og i krigstid at beslaglægge skibe til eget brug mod betaling og senere tilbagelevering.

Når de søfarende lande anerkender tolden hænger det sammen med, at tolden i starten er meget overskuelig og da taksterne senere bliver mere differentierede, har Danmark for længst vundet hævd på tolden som sådan. Hertil kommer, at man i samtiden er vant til at betale transittold ved sejlads på floder og krydsning af vandløb m.v. Det er også væsentligt, at Danmark i kraft af sin flåde og fæstninger kan håndhæve toldopkrævningen, og at den modsvarende beskyttelse og afmærkning af farvandene bliver betragtet som en reel fordel af de søfarende.

Under Syvårskrigen 1563-70, hvor Frederik 2 tre gange spærrer Sundet, gør Holland oprør mod Spanien og rigshofmester Peder Oxe benytter lejligheden til i 1567 at indføre en afgift efter ladningens værdi, den såkaldte lastetold. Denne toldreform medfører i kombination med den stigende trafik en tredobling af den danske konges indtægter: Fra 45.000 rd. i 1566 til 133.000 rd. i 1567, hvoraf 92.000 rd. er lastetold. I årene 1567-87 udgør hollandske skibe 59% af trafikken, der stiger med ca 50%. I disse år giver sundtolden den danske konge ca 100.000 rd. om året, hvor statens indtægter til sammenligning udgør ca 225.000 rd. Med opførelsen af Kronborg i 1579 (pris: 433.000 rd.) kan Frederik 2. markere sin magt over Sundet.

Sverige (med Finland) har fra starten i 1429 toldfrihed for svenske skibe med svensk gods. Men måske er der efter unionsopløsningen i 1523 opstået tvivl om Sveriges ret, idet Gustav Vasa i 1535 beder Christian 3 om at bekræfte toldfriheden. Den bliver bekræftet i Stettinfreden 1570 og Knærødfreden 1613. Holland var privilegeret, dvs. havde lidt lavere takster end upriviligerede lande som England og Frankrig.

Sundtolden i 1600-tallet
I løbet af 1600-tallet begynder man at anlægge folkeretslige synspunkter på friheden til søs. Hollænderen Hugo Grotius skriver 1609 i sin ”Mare liberum” om havenes frihed, ikke om bugters og stræders. Det gør han først 1625 i ”De jure belli et pacis”, hvor han nok hævder en almindelig ret til ubevæbnet uskadelig passage gennem stræder, men samtidig mener, at den stat, der påtager sig at beskytte og ophjælpe sejladsen ved at holde farvandet belyst og afmærket, må kunne opkræve en moderat afgift. Retten til gennemfart omfatter ikke uden videre krigsskibe. Grotius er fra 1634 til 1644 i svensk tjeneste.

Trafikken gennem Sundet falder fra 6000 skibspassager ved Trediveårskrigens udbrud i 1618 til 2300 passager i 1628 og stiger så til 4300 passager ved det svenske angreb i 1643. Stigningen er dog større end antallet af passager viser, idet de hollandske skibe fra 1630 bliver væsentlig større.

Blandt de efterhånden mange takster er lastetolden klart den afgørende, idet den udgør 70-95% af tolden afhængig af ladningen og skibsstørrelsen. Man får således et godt billede af takstudviklingen ved alene at se på lastetolden. Under Kalmarkrigen 1611-13 bliver lastetolden nærmest fordoblet, men føres 1613 tilbage til førkrigsniveauet. En fordobling, dog kun for fødevarer, sker igen i 1629 under fredsforhandlingerne med kejseren i Lübeck. I 1632 føres taksterne igen tilbage til normalniveauet, hvor de bliver liggende i seks år. Dog indføres der i 1635 en 1% afgift på salpeter og krudt. I 1638 sættes taksterne op til 1629-niveauet og alle toldpligtige skibe pålægges et tillæg på 1% af alle varers værdi, men fra 1641 er taksterne tilbage til normalniveauet. Bortset fra de nævnte kortvarige takstforhøjelser ligger lastetolden kun på et par procent af varens værdi, og set over en længere periode er den meget stabil. For vigtige varer som salt, sild, hvede, rug og stangjern er lastetolden således den samme ved krigsudbruddet i 1643 som den var 71 år tidligere ved lastetoldens indførelse.

Sundtoldens økonomiske betydning for Christian 4
Sundtolden er også i Christian 4’s tid et betydeligt aktiv. I 1602 giver sundtolden således 142.000 rd. og anden told 59.000 rd., hvilket betyder at 49% af rigets indtægter udgøres af toldindtægter. 1628 dykker sundtolden til under 100.000 rd., men stiger i midten af 1630’erne til godt 200.000 rd. 


Toldforhøjelserne 1638 kombineret med en mere effektiv visitation og en i 1639 stærkt stigende trafik får indtægterne til at kulminere i 1639 med 621.000 rd. I det sidste fredsår 1642 udgør sundtolden 408.000 rd., anden told ca. 418.000 rd., dvs. ligesom i 1602 tilsammen 49% af rigets indtægter.

Sundtolden og Sverige
Den svenske toldfrihed betyder, at svenske skibe, der sejler med svenskejet gods, er toldfri, men de skal som alle andre betale skriverpenge, tøndepenge og fra 1640 havnepenge samt forevise certifikater, der fastslår at godset er svenskejet. Der svindles dog med disse certifikater, så meget at den svenske resident i Helsingør selv må klage til Stockholm. Men derfra udstedes der i 1640 ordre til residenten i Holland om at forfalske certifikaterne, således at hollandsk gods fremtræder som svensk

Et andet problem er de svenske
underliggende provinsers indbyggere, der ifølge Knærødfreden 1613 har toldfrihed. Disse provinser fortolkes fra dansk side som det egentlige Sverige med Finland, men fra svensk side inkluderes desuden de senere erhvervelser. Den svenske ekspansion var begyndt i 1561 med Estland og fortsætter 1617 med Kexholms len og Ingermanland. 1621 erobres Riga og 1629 resten af Livland sammen med toldretten for 5 preussiske stæder.

Hvad betyder toldfriheden for Sverige? Prestigemæssigt givetvis noget, men ellers er det for landets økonomi uvæsentligt, om dets egen fåtallige handelsflåde skal betale told eller ej. Svensk skibsfart er indtil omkring 1620 indrettet på lokaltrafik og udgør kun et par procent af sundtrafikken med svage opsving i 1629 og 1643. Men det har selvfølgelig betydning, at Østersøprovinserne og de udenlandske skippere, der sejler på Sverige, skal betale told. I 1635 afsejler fra Sverige-Finland 117 skibe vestpå gennem Sundet, hvoraf 74 har hjemsted i Holland, 19 i Storbritannien og kun 10 i Sverige-Finland.

”Alle konger er blevet toldopkrævere”
, skriver en Danzig købmand til Grotius. Det vil derfor være naturligt at se sundtolden i relation til andre toldafgifter, fx de svenske ”licenter”, dvs. havnetolden i de i 1629 erhvervede preussiske stæder. Denne told udgjorde i 1634 ikke mindre end 814.000 rd., dvs. 31% mere end sundtolden, da denne i 1639 toppede med 621.000 rd. ”Licenterne” tegnede sig for 30% af Sveriges ordinære indtægter.

Torstenssonkrigen 1643-45
I det svenske rigsråd siger rigsforstanderen Axel Oxenstierna i juli 1640 om Øresund:  ”Danus har Sundet og ligesom nøglen til vor opkomst”. Og om sundtolden: ”Tolden er kongen af Danmarks vigtigste indtægt; der kunne være grund til at tage den helt bort, men i hvert fald er det vor interesse ligesåvel som Hollands ikke at lade ham forøge den”. Men i øvrigt synes økonomiske motiver ikke at spille den store rolle for de svenske overvejelser. Den tyske historiker K-R Böhme skriver: ”Det er overraskende at notere, hvor sjældent økonomiske mål er nævnt under den centrale periode af svensk ekspansion i sådanne kilder som diplomatiske instrukser eller Axel Oxenstiernas korrespondance”.

Dog indgår tolden i Oxenstiernas argumentation. På mødet 12. maj 1643 i det svenske rigsråd lægger han op til krigen med Danmark. Han motiverer krigen i 10 punkter, hvoraf tre vedrører sundtolden: 1) toldforhøjelserne og den skærpede visitation, 2) tilbageholdelse af skibe, bl.a. et skib i 1642 og 3) den strengere kontrol med transport af krigsmidler.

Krigen udvikler sig uheldigt for Danmark og allerede i februar 1644 kan Oxenstierna udtale til rigsrådet, at der nu er ”håb om at kaste kongen af Danmark overende, noget som ikke har været muligt i adskillige hundrede år”. Fredsforhandlingerne starter februar 1645 i Brømsebro og Christianopel under hollandsk og fransk mægling. Sverige kræver i starten toldfrihed for alle svenske undersåtter og afskaffelse af visitationen, men certifikaterne kan opretholdes. Først senere kræver man afståelse af et eller flere af de skånske lande. Holland sigter kun på sundtolden, men tager afstand fra de svenske territorialkrav, idet et Sverige ved Sundet vil kunne føre til lignende toldafgifter som ved de preussiske havne.

Det hele ender med en separat traktat om toldnedsættelser mellem Danmark og Holland den 12. juni i Christianopel. Freden med Sverige den 13. august 1645 i Brømsebro giver svenske undersåtter i Sverige og Finland samt i Ingermanland, Estland og Livland toldfrihed for egne skibe og eget gods samt fritagelse for visitationer. Sverige må uden forudgående anmeldelse føre op til 1200 krigsfolk og højst 5 krigsskibe gennem sundet. Danmark kan kræve certifikater for blandet svensk og fremmed gods. Af fredstraktatens 46 paragraffer handler de 16 om sundtolden og sejladsen. Hertil kommer så landafståelserne.

Resultatet er blevet opgjort til en gennemsnitlig nedsættelse af tolden på 3/8, hvilket betyder at tolden reduceres fra godt 2 til godt 1% af vareværdien. Toldbetingelserne danner præcedens for tilsvarende traktater med Frankrig, England og andre lande. Det trods alt positive heri er, at disse stater i en tid med stigende folkeretslig interesse for stræder dermed har anerkendt en sundtold på et niveau, der er behersket, men som stadig er af økonomisk betydning for Danmark. Det bliver grundlaget for toldens fortsatte eksistens og Christianopelbetingelserne består stort set til 1842-tariffen.

Den senere udvikling
Karl Gustav krigene 1657-60 ender bl.a. med afståelsen af de skånske lande, hvorved Øresunds østlige bred bliver svensk. Det fører ikke til at Sverige og Holland anfægter Danmarks hævdvundne ret til at opkræve sundtold. For Sverige, der selv har toldfrihed, er det kun en fordel, at andre skal betale told. Sveriges toldfrihed udvides til at gælde alt gods på svenske skibe, men alle svenske skibe skal fortsat lægge ind til Helsingør og vise søpas. Denne ordning overlever uændret de dansk-svenske fredsslutninger i 1679 og 1700, men ændres efter afslutningen af den Store Nordiske Krig 1709-20. Her står Danmark ret stærkt og kan kræve en gevinst. Det bliver ikke Skåne, men Sverige må ved freden den 3. juli 1720 på Frederiksborg bl.a. opgive sin toldfrihed, hvilket stemmer med Englands interesse i at svensk skibsfart ikke er begunstiget i forhold til britisk. Denne ordning opretholdes ved freden i Kiel 1814.

Med skibstrafikkens udvikling i 1800-tallet med større og hurtigere skibe, der ikke skal proviantere så tit, bliver det dyrere og mere ubelejligt at skulle gøre ophold i Helsingør og der rejser sig derfor en stemning ude omkring for at afskaffe sundtolden. Specielt foreslår USA at tolden afløses af en engangsafgift. En lignende stemning opstår i København bl.a. fordi sundtolden begunstiger de vestdanske havne, så efterhånden ønsker man blot en hæderlig afvikling. Danmark indkalder derfor i 1857 til en international konference i København, der ender med at Danmark får 33,5 mio rd. Den årlige toldindtægt lå til sidst på 2,8 mio rd. svarende til 1/8 af statens budget. Herefter kunne alle sejle frit gennem sund og bælt.

En vurdering
Hvad bliver den samlede vurdering af sundtolden? Det er nok nærliggende for nutiden at overvurdere den negative effekt af tolden - næppe pga. dens procentsatser, men nok snarere pga. selve dens eksistens - idet man ikke har præsent, at transittold ved vandløb, broer, veje osv. tidligere var en væsentlig og accepteret finansieringsform.

Tolden må vurderes at have været et meget stort aktiv for Danmark, idet den har givet landet meget betydelige indtægter gennem mere end 400 år. Hertil kommer, at nok skabte pludselige ændringer i taksterne nu og da irritation og vrede hos vestmagterne, men det var også først og fremmest på grund af tolden, at vestmagterne overhovedet interesserede sig for Danmarks skæbne. Hvis sundtolden slet ikke havde eksisteret, er det ikke sikkert at vestmagterne ville have bekymret sig over, om Karl Gustav eventuelt også havde erobret Sjælland og dermed havde behersket begge bredder af Øresund. Derfor greb de ind over for Karl Gustav i 1659 og over for Karl 12, da han i 1700 gik i land på Sjælland.

Nogle bemærkelsesværdige forhold med hensyn til Skåne er, at besiddelsen af begge kyster var en forudsætning for at Danmark kunne indføre, håndhæve og vinde accept på en øresundstold. Men da Danmark først havde vundet hævd på tolden, var besiddelsen af Skåne ikke længere nødvendig for at opretholde tolden. Et andet pudsigt aspekt er, at i al den tid Skåne var dansk havde Sverige toldfrihed, men fra 1720 måtte Sverige betale told lige til 1857, hvor Skåne havde været svensk i næsten 200 år.

TAKSTFORMER

Tolden blev efterhånden opbygget af forskellige takstformer.
Skibstolden, en afgift per skib, var eneste told fra 1429. Den bortfaldt ved freden i 1645. 
Skriverpenge til tolderen blev indført 1444 og fortsatte efter 1645.
Vintold blev fastsat i 1472 som 1/30 af vinlastens værdi og overlevede uændret freden i 1645. 
Toldsalt blev indført 1475. Saltskibe skulle aflevere 6 tønder salt, som blev modregnet med 2 gylden. Den bortfaldt i 1645.
Tøndepenge blev indført 1519 som bidrag til fyrtønder. Den blev afskaffet i 1645.
Kobbertolden blev oprettet i 1537, men blev i 1567 afløst af lastetolden.
Fyrpenge indførtes 1562 bl.a. for at finansiere opførelsen af Danmarks første fyrtårn på Kullen. Afgiften blev afskaffet i 1645, men blev af hensyn til sikkerheden til søs genindført 1647.
Lastetolden, indført 1567, var fastsat efter varens værdi og udgjorde den overvejende del af tolden. Lastetolden overlevede freden i 1645 med reducerede takster. 
Defensionstold blev opkrævet fra 1627 til 1645.
Lygtepenge til fyrlygter blev opkrævet fra 1635 til 1645. 
Salpetertold blev indført i 1635 som en 1% ekstratold udover lastetolden for samme vare. Efter en stærk stigning i 1639 blev den afskaffet i 1641.
Hundredepenge var en 1% værditold af alle varer. Den opkrævedes 1639-41.
Havnepenge blev opkrævet fra 1640 til 1645.
Bropenge til Helsingør bro blev opkrævet 1643-44.


LITTERATUR

Bjørn, C & Due-Nielsen, C: Dansk Udenrigspolitiks Historie, 3. 2003.
Engström, J & Frantzen, O L (red): Øresunds strategiske rolle i et historisk perspektiv. 1998.
Hvidegaard, T: Øresundstolden på Christian 4.’s tid, i ”Fortid og Nutid”, september 2000.
Lybeck, O: Öresund i Nordens Historia. 1943
Rystad, G, Böhme, K-R & Carlgren, W M (red): The Baltic in Power Politics, I, 1500-1890. 1994.
Weibull, J: Øresund i historien, i Corona AB (udg): ”Øresund, i går, i dag, i morgen”. 1993.

Chart.dk